Medicin til raske – en syg idé? - Teknologirådet

Man kan sige, at det faktisk er logiske slutninger, der fører til, at der må svares nej til alle tre spørgsmål.
For hvis nu alle lægemidler, som anvendes til raske individer, skal karakteriseres som livsstilsmedicin, ja
så vil en stor del af tilhørerne i salen i dag jo nok være brugere af livsstilsmedicin.
Hvis jeg derimod spurgte Jer, om I brugte forebyggende medicin, så ville måske 50 % markere et ja. Ppiller,
influenzavaccine, blodfortyndende medicin, kolesterolsænkende medicin hvad det end måtte være.
Og det er det, der er hele rationalet bag forebyggende medicin, at man i en eller anden forstand stadig
er rask. Hvorfor skulle man ellers kaste sig ud i den forebyggende behandling. Så derfor må man sige, at
hvis den definition skulle være rigtig, nemlig at al behandling af raske mennesker med medicin skulle
være livsstilsmedicin, så er det i hvert fald ikke en holdbart, at vi så kalder noget andet for forebyggende
medicin.
Hvis vi så tager tilgang nummer 2, at livsstilsmedicin er alle lægemidler, der bruges over for effekter af
vores livsstil – så kan man sige – så vil jeg næsten påstå, at måske 95 procent af den medicin, vi har på
markedet, kan bakkes ind under den definition. For det ville jo betyde, at lægemidler til behandling af
diabetes 2, fedme, astma, allergi eller for den sags skyld i yderste konsekvens, lægemidler som vi bruger
til kemoterapi, en cancer som forårsaget af rygning – at det vil blive betragtet som livsstilsmedicin. Det er
heller ikke fornuftigt.
Det sidste spørgsmål, som er spændende, er, om man kan bruge betegnelsen livsstilsmedicin om et konkret
produkt? Det er det, vi har set tydeliggjort i medierne, hvor fx produkter til impotens har været udråbt
fuldstændig bramfrit som livsstilsmedicin. På den måde negligerer man faktisk, at nogle af dem,
som bruger den type medicin, rent faktisk er syge. Det fører os helt automatisk til kimen eller det helt
basale i det her. For handler det ikke om, hvad der er rationalet for behandlingen? Det skal være rationalet
for behandlingen, der skal være afgørende for, om vi kalder det for det ene eller det andet. Hvis vi bare
automatisk udråber et eller andet præparat til at være livsstilsmedicin, risikerer vi at diskriminere nogle
mennesker, som rent faktisk er syge og vil være betragtet som syge, og så vil man også i nogle tilfælde se,
at sygeforsikringen ikke vil betale for det, fordi det også bliver brugt i andre sammenhænge.
Kan man så anvende begrebet livsstilsmedicin om medicin, som anvendes med rationaler, der ikke henfører
til sygdom eller sundhedsmæssige aspekter, men til de økonomiske? Det kunne fx være influenza
vacciner. Jeg tror ikke, der er ret mange arbejdsgivere, der tænker på, at det er synd for os, at vi skal ligge
og være syge i en uge. Nej, det er selvfølgelig, fordi man er bange for at produktionsapparatet går i stå.
Kan det være kosmetiske rationaler, konkurrencemæssige rationaler, fx brugen af betablokkere i eksamensøjemed?
Eller kan det være med fornøjelsesmæssige rationaler?
Mit svar vil være ja. Der kan man godt bruge begrebet livsstilsmedicin som et forklarende begreb. Ikke at
jeg synes om det, men som forklarende begreb. Med en definition skal man sige, at livsstilsmedicin skal
kunne nogen ting. Livsstilsmedicin er nemlig lægemidler, der udover at lindre, helbrede og forebygge
også kan anvendes til at forbedre tilstande, som vi betragter som ikke-syge. Sådan et lægemiddel bliver
først et livsstilspræparat, når det individ, som indtager det, ikke betragter sig selv som syg, men blot anvender
lægemidlet som led i en livsstil.
Det er en svær definition at håndtere i praksis. Hvordan skal man kunne prioritere? Hvordan skal man
kunne sikre hvem, der skal have tilskud, og hvem der ikke skal?
Her blot et tankespil – nemlig at man i højere grad brugte indikationerne. Hvis indikation i højere grad
blev brugt som et led i, hvordan man ydede tilskud? Så kan det godt være, at Johannes Due ikke har lyst
til at vide hvorfor folk vil have deres medicin, men så kunne andre jo vide det. Lægemiddelstyrelsen fx og
så kunne de sende tallene videre til Johannes, så han stadigvæk ikke kender arten af de enkelte medlemmers
medicinforbrug. Hvis man gjorde det, ville man også sikre, at man ad den vej fik en diskussion
med patienten henover lægens bord i den praktiske hverdag, og jeg tror også, at man samfundsmæssigt
ville få en diskussion af, hvor det er rationelt – hvad det er for nogle indikationer, det er rationelt at give
tilskud til og hvilke ikke.
74