Medicin til raske – en syg idé? - Teknologirådet

lægemidler over for os almindelige personer. Receptpligtig medicin udleveres på apoteket under tilsyn af
fagligt uddannet og kvalificeret personale.
Naturlægemidler sælges altså på ”troen” og uden samme kontrol af bivirkninger. Receptpligtig medicins
virkning er dokumenteret, og der er tydelig markering af eventuelle bivirkninger. Derfor er det forkert at
tale om en særlig ”livsstil”, når man benytter receptpligtig medicin. Og derfor er ordet ”livsstilsmedicin”
forkert
og i mange sammenhænge direkte nedsættende om de personer der benytter disse produkter, da der er
en konkret faglig begrundelse for at de benytter dem.
Jeg håber, at jeg med denne indledning har understreget, at brugen af ordet ”livsstilsmedicin” er uhensigtsmæssig
– og jeg håber, at konferencen i dag vil medvirke til, at brugen af ordet hører op.
Personligt er jeg af den opfattelse, at ordet i sig selv er alt for upræcist og dogmatisk. Jeg synes, at det
direkte er en hån mod de personer, der benytter den medicin, der har fået betegnelsen livsstilsmedicin.
For ved at benytte begrebet ”livsstilsmedicin” sender man jo et signal om, at den enkelte ville få det bedre
ved blot at leve livet anderledes eller blot følge de normer, samfundet i en anden sammenhæng har defineret
som ”normalt”. Det være i forhold til f.eks. rygning, fedt, motion m.v.
Og da de færreste af os kan acceptere et totalitært eller formynderisk samfund, må vi acceptere, at den
enkelte som minimum må have medbestemmelse i forhold til, hvilket liv man ønsker at leve og dermed
også de lægemidler, man benytter sig af.
Hermed ikke sagt, at den enkelte har frie rammer for at benytte receptpligtige lægemidler, narkotiske
stoffer eller lignende – men at der i forhold til definitionen af, hvad der er ”normalt”, må gives mere plads
til den enkeltes egen vurdering, holdning og livsførelse.
Det vi som samfund imidlertid kan og skal blande os i, er spørgsmålet, om der skal være økonomiske
tilskud til brugen af de forskellige lægemidler, om de er produceret under tilfredsstillende forhold, og om
de bidrager positivt i forhold til den generelle sundhedsudvikling.
I den ideelle verden ved vi godt, at vi bør motionere 20 minutter hver dag, undgå fedt og tobak samt undgå
stress og jag – for blot at nævne nogle af idealerne.
Men vi ved også godt, at det kun i begrænset omfang er muligt for de fleste. Ikke fordi de som udgangspunkt
ikke ønsker en sådan livsførelse, men fordi den hverdag, det samfund vi omgives af og lever i, ikke
er byget op om disse idealer.
Derfor bliver nogle af os syge, mens andre af os er nødt til at forebygge sygdom enten ved at benytte naturlægemidler,
kosttilskud eller lægemidler købt på et apotek. Mens andre finder det nødvendigt at benytte
forskellige medicinske produkter til at klare konkrete situationer i hverdagen eller blot for at de
føler sig bedre tilpas og sundere.
Jeg er derfor meget enig med antropolog Susan Whyte, der i oplægget til konferencen er citeret for, ”at
hvis man vil forstå og analysere medicinforbrug, kan man ikke udelukkende beskæftige sig med virkningerne
af medicin. Man er også nødt til at inddrage det sociale aspekt og se på, hvordan medicin indgår i
og øver indflydelse på andre sociale relationer og sammenhænge.”
Og det er måske lige her, at debatten om de såkaldte ”livsstilsmediciner” er løbet af sporet!
For ja, antidepressive midler kan både afhjælpe svære depressioner samt angst, panikanfald og sociale
fobier. Og ja, betablokkere kan både behandle hjertesvigt og visse former for angst såsom eksamens- eller
præstationsangst.
60