Medicin til raske – en syg idé? - Teknologirådet

Lykken er en overkommelig diagnose
Lars-Henrik Schmidt, Danmarks Pædagogiske Universitet
Når jeg vil beskrive lykken som en overkommelig diagnose er det blandt andet for at pege på symbolanalytikernes
indædte kamp for at kriminalisere dagligsprogets anvendelse af benævnelsen ’lykkepiller’.
Måske kæmpes der så hårdt, fordi alle intellektuelle jo efterhånden ved, hvad ”depression” er på egen
krop. Men vigtigere end en grupperings særlige interesser er, hvordan syge såvel som raske folk generelt
gør deres hverdagsliv overkommeligt. For nogen er antidepressiva en forudsætning for at kunne leve. For
andre løfter det grundstemningen i de tunge perioder, hvor det gør godt at flygte ind i en diagnose og
slappe af. I samme boldgade har vi forsøget på at gøre rygere til folk, der lider af nikotinafhængighed.
Eller drankere til folk, der lider af alkoholisme. Ligegyldigt hvilket fænomen vi taler om, så er det for nogle
en livslang trussel, mens det for andre er et overkommeligt fænomen, der hjælper med at gøre livet
leveligt i perioder.
Problemet er, at uanset om, vi taler om en invaliderende lidelse eller et forbigående tilbageslag, så tåler vi
ikke lidelsen i det moderne behandlingssamfund. Lidelse skal behandles – det mener vi, at vi har krav på.
Hvorfor? Fordi vi mener, at der eksisterer en gerningsmand, men det er ikke en selv. Døden må have en
årsag, og denne årsag er i dag et fremmedelement, der besværer mit forhold til mig selv. Egentlig er der
tale om en ansvarsforflygtigelse. I dag er det nemlig utænkeligt at sige, at folk ligger som de har redt. Står
jeg her med min lidelse, så er dens årsag uvedkommende. Jeg tåler ikke lidelse, jeg har som moderne person
et krav på ikke at lide. Det er andre som skal lide. Lidelsesfrihed minder om den arbejdsfrihed som
vittige sjæle lancerede i 70-erne: Hvis arbejde er sundt så giv det til de syge! Med dette folkekrav om lidelsesfrihed
bliver det imidlertid svært at afgrænse en sygelige og usund tilstand fra den sunde tilstand.
Vi fortaler og fortæller os til en forveksling mellem at være rask med at være syg og usund.
Vi tror på, at vi et eller andet sted ændrer på fænomener ved at give dem andre navne. Vi tror på, at en
talehandling kan subsumere fænomenerne på anden vis. Lad mig fortæller en morsom og oplysende
historie: I sin tid ville man omdøbe retarderede til psykisk handicappede. Det regnede man med at gøre
ved at genanvende skilte på institutionerne ved at skrive på bagsiden af dem. Det viste sig imidlertid
umuligt – der stod nemlig i forvejen åndssvage!
Der er ikke tvivl om, at det er muligt at ændre på synet på fænomener ved at benævne dem anderledes.
Der er heller ikke tvivl om, at fænomenerne i sig selv kan ændres ved at benævne dem anderledes. Fænomenerne
er dynamiske og foranderligere, men forandringer med fænomenerne sker bare ikke i samme
tempo som synet på dem ændrer sig. Illusioner er realiteter så længe de ikke er punkterede. Men et ændret
syn på tingene punkterer ikke uden videre illusionen.
Ikke desto mindre er vi i fuld gang med at nedbryde forestillingen – illusionen – om en afgørende forskel
mellem at være sund og rask i forhold til at være syg og usund.
Det sker for eksempel, når vi rask væk giver almindeligt nedstemte mennesker lykkepiller. Herved sker
der en generel afpatologisering. Man kunne også sige, at der sker en overfladiggørelse af diagnosticeringen.
Tidligere var en diagnose en aflæsning af symptomer. I dag er symptomer tegn på noget andet, på
dybere eller ikke-overfladiske fænomener. Men det er ligesom om, at ’morgendagen’ kommer til at handle
om alene at operere på grundlag af overfladen, det vil sige, at æstetikken på en måde vinder over etik-
33