Medicin til raske – en syg idé? - Teknologirådet

forklarede hun, at det nok bare var et spørgsmål om, at kvinden blev frigjort - så ville hun formentlig få
lige så meget seksuel lyst som manden.
Kasper Tingkær fra Depressionsforeningen (salen) understregede, at han ikke ønskede mest mulig medicin
til depressionsramte – hverken ved lettere eller sværere depressioner. Men hvem skal tage ansvaret
for beslutningerne, hvis det ikke er lægen, spurgte han. Skal manden fra Præstø i behandling eller ikke i
behandling?
Lotte Hvas svarede, at når en person opsøger hendes hjælp, er hun nødt til at finde en løsning - i samspil
med personen selv. Hun var blot ærgerlig over, at omtalte patient tilsyneladende ikke først havde forsøgt
sig med andre løsningsmodeller. Det kunne måske have hjulpet ham at have talt med kollegerne eller
prøvet at få gjort noget ved presset på arbejdspladsen.
Birthe Skaarup, Folketingets Sundhedsudvalg (spørgepanelet) var helt sikker på, at manden fra Præstø
oplevede sig som syg og ikke ville betragte det som livsstilsmedicin, hvis Lotte Hvas havde udskrevet
medicin til ham. Hun bad Lotte Hvas fortælle, hvordan det går med patienter som manden fra Præstø.
Lotte Hvas fortalte, at mange patienter vælger at få SSRI’er, og at nogle af dem føler, at de får det rigtigt
meget bedre. De tør til gengæld ikke at ophøre med at tage medicinen af frygt for at få det dårligt igen.
Andre patienter mener efter tre måneder, at de kan klare det fint alene. Endelig er der patienter, der ikke
synes, at SSRI’erne hjælper.
Niels Bloch Jespersen, embedslæge, Embedslægeinstitutionen for Frederiksborg Amt (salen) fortalte, at
det var de praktiserende læger selv, der i 60’erne og 70’erne havde udvidet sygdomsbegrebet. Det var i og
for sig positivt, mente Niels Bloch Jespersen, for mennesker skulle have hjælp, når de kom op til en læge.
Men nu kan vi ikke finde ud af at trække grænsen mellem, hvad der er sygdom, og hvad der er normalt.
Hvornår skal lægen stoppe, spurgte han. Hvis der ikke er en medicinsk diagnose, er det så læger, der skal
løse problemerne? I gamle dage, kunne man kun få betalt en konsultation, når det var i sygdomsanliggende,
men det er ved at skride nu, sagde han. Kan man gøre grænserne mere klare?
Praktiserende læge Jørgen Lassen (spørgepanelet) var ikke glad for generaliseringerne i dagens indlæg.
”Mine patienter er individer,” sagde han og forklarede, at to patienter med den samme lidelse ikke nødvendigvis
ønsker samme behandling. Den ene ønsker medicin, den anden ønsker måske ikke medicin.
Jørgen Lassen mente heller ikke, at mennesker generelt ønsker sig evig ungdom. Tværtimod var det hans
oplevelse, at mange synes, at meget bliver nemmere med alderen. I hvert fald havde han ikke talt med ret
mange, der ønskede at vende tilbage til ungdommens usikkerhed og ungdommens kæresteproblemer.
Han bemærkede endvidere, at ikke blot patienter er forskellige, også landets 3.500 praktiserende læger er
vidt forskellige.
Herefter startede konferencens anden session ”Forbruget og forskningen”, der havde til formål at belyse
omfanget af forbruget af medicin til raske og at se på emnet fra medicinalindustriens synsvinkel.
Et blik på statistikkerne
Jens P. Kampmann, institutchef, Institut for Rationel Farmakoterapi gennemgik forbrug og omsætning af
en række af de lægemidler, der sædvanligvis opfattes som livsstilspræparater (plancherne, der blev vist
under oplægget, kan ses under de skriftlige oplæg). Den samlede omsætning af denne type præparater
når totalt op på omkring ½ milliard kroner årligt – inklusive de to store blokke, som udgøres af nikotinpræparater
og SSRI’er. Dette er ingenting i forhold til de ca. 14 milliarder kroner, der udgør den samlede
årlige omsætning af lægemidler i Danmark, lød Jens P. Kampmanns budskab.
21