Jubilæumsskrift 2007 - DSKFNM Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi ...

1982 • JUBILÆUMSSKRIFT • 2007 

25 år for Dansk Selskab for 

Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin 

5 

Status og udvikling

1982 • JUBILÆUMSSKRIFT • 2007 

25 år for Dansk Selskab for 

Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin 

5 

Status og udvikling

4 

Jubilæumsskrift for Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin

1982 - 2007 

Indhold 

Forord ...................................................................................7 

1. Historisk oversigt .................................................................9 

2. Hjerteundersøgelser ............................................................ 11 

3. Lungeundersøgelser ............................................................ 14 

4. Undersøgelser af nervesystemet ............................................ 17 

5. Det perifere kredsløb .......................................................... 21 

6. Undersøgelse af nyrernes funktion ........................................ 24 

7. Bevægeapparatet ............................................................... 27 

8. Endokrinologi .................................................................... 31 

9. Gastro-hepatologisk funktionsdiagnostik ................................ 35 

10. Inflammation og infektion ................................................. 38 

11. PET/SPECT - CT - Hybridteknikker ........................................ 41 

12. Funktionel MRI ................................................................. 44 

13. PET til onkologi ................................................................ 47 

14. Sentinel node diagnostik ................................................... 50 

15. Terapi med radioaktive lægemidler ...................................... 53 

16. Forskning indenfor klinisk fysiologi. Nutid og fremtid ............. 57 

17. Forskning indenfor nuklearmedicin. Nutid og fremtid .............. 60 

5

6 

Anvendte forkortelser 

CT Computed Tomography 

DXA Dual X-ray Absorbtiometry 

EKG Elektrokardiografi 

FDG Fluordeoxyglucose 

GFR Glomerular Filtration Rate 

KOL Kronisk Obstruktiv Lungesygdom 

MIBG Metaiodobenzylguanidin 

MRI Magnetic Resonance Imaging 

MRS Magnetic Resonance Spectroscopy 

PCD Primær Ciliær Dyskinesi 

PCR Polymerase Chain Reaction 

PET Positron Emission Tomography 

PTH Parathyreoideahormon 

SIS Statens Institut for Strålebeskyttelse 

SPECT Single Photon Emmision Computed Tomography 

UL Ultralyd 


Forord 

25 år for 

Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin 


(DSKFNM) blev etableret i 1982 og kan 

således i 2007 fejre sit 25 års jubilæum. Klinisk fysiologi 

og nuklearmedicin er et speciale, der frem for alt 

tager sigte på funktionsdiagnostik med udgangspunkt 

i klassisk organfysiologi og et indgående kendskab 

til patofysiologi, strålebiologi og kinetik. Som det 

vil fremgå af fl ere af kapitlerne i dette skrift, er fl ere 

metoder blevet udviklet i Danmark i samarbejde med 

kliniske og parakliniske afdelinger. Disse metoder 

tæller blandt andet de første forsøg på registrering 

af stråling fra indgivne radioaktive lægemidler over 

nyrer, hjerne, lever og hjerte til oprettelse af kredsløbslaboratorier. 

Specialet har igennem årene været 

karakteriseret ved en lang forskningstradition, hvor 

en målrettet og innovativ indsats har bidraget til udvikling 

og implementering af teknikker som ekkokardiografi 

, ultralyds- og Doppler-undersøgelser og MRI. 

De seneste år har set en markant udvikling indenfor 

SPECT- og PET-teknologien alene eller i hybridkombination 

med CT-skanning. Danmark er med i front med 

PET og SPECT til klinisk brug især indenfor onkologisk 

og kardiologisk diagnostik og med en meget høj tæthed 

af gammakameraer og cyclotroner. 

Udover funktionsdiagnostik varetager specialet i 

tæt samarbejde med de kliniske afdelinger, radioterapi 

af udvalgte sygdomme, overvejende radioiodterapi 

af benigne thyreoideasygdomme. Hertil kommer en 

forventet stigning i specialbehandling af endokrinologiske 

og maligne lidelser med særligt fremstillede 

isotoper og radioaktive lægemidler. 


Forskning og udvikling udgør en hjørnesten i specialet 

og de sidste 25 år har været vidne til en betydelig 

forskningsproduktion omfattende mere end 1500 

videnskabelige arbejder, 100 doktordisputatser og et 

tilsvarende antal PhD-afhandlinger. Mange af disse 

arbejder er citeret i de følgende kapitler. Forskningsområderne 

har især været hjerne-, hjerte-, perifer 

kredsløbs og nyrefysiologi, leverens hæmodynamik 

og metabolisme, idræts-, knogle- og arbejdsfysiologi 

samt onkologi. På universitetsniveau beklæder 

specialet universitetsprofessorater, forskningsprofessorater 

og forskningslektorater. 

Bestyrelsen for Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi 

og Nuklearmedicin består i 2007 af afdelingslæge 

Anni Eskild-Jensen, cheffysiker Søren Holm, ledende 

bioanalytiker Linda Kragh, chefradiokemiker Lars Martiny, 

overlæge Jesper Mortensen, overlæge Peter Oturai, 

overlæge ph.d. Susanne Rasmussen, videnskabelig 

sekretær og overlæge, dr.med. Søren Møller, formand. 

Selskabet er tilsluttet fl ere nationale og internationale 

organisationer herunder European Association of 

Nuclear Medicine (EANM), hvis årlige kongres selskabet 

i jubilæumsåret kan byde velkommen til Danmark. 

Det er redaktionens håb at dette skrift kan give et 

indtryk af selskabets udvikling gennem de sidste 25 

år, status og nogle bud på fremtidens klinisk fysiologi 

og nuklearmedicin. 

Peter Oturai Jesper Mortensen Søren Møller 

5 

www.dskfnm.dk 

7

8 


1. Historisk oversigt 

Jens Otto Lund, overlæge 

Steen Levin Nielsen, overlæge dr. med. 


(DSKFNM) blev oprettet ved en stiftende generalforsamling 

den 4. november 1982, efter at Sundhedsstyrelsen 

en måned tidligere havde godkendt det 

lægelige speciale Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin. 

Lægefagligt havde der siden 1963 foregået en udvikling 

ad forskellige spor, idet nogle klinisk fysiologiske 

laboratorier blev oprettet efter svensk mønster som 

centrallaboratorier for funktionsundersøgelser, specielt 

hjerte, perifert kredsløb, lunger, lever og nyrer. 

Andre afdelinger blev oprettet som isotoplaboratorier 

knyttet til Radiumstationerne og Rigshospitalet, 

hvor der blev udført såvel radiokemiske analyser som 

funktions- og billeddiagnostik. Fælles for de første 

afdelinger var, at de alle i større eller mindre omfang 

anvendte registrering af radioaktivitet i blod- eller 

urinprøver eller i den intakte patient efter indgift af 

radioaktive sporstoffer. Den første snes år var præget 

af en betydelig videnskabelig aktivitet, hvor fagets 

metoder blev udviklet og afprøvet før indførelse som 

diagnostiske rutine undersøgelser, som det fremgår af 

efterfølgende kapitler. 

Fagområdet blev overfor sundhedsmyndighederne 

repræsenteret af Dansk Selskab for Klinisk Kemi og 

Klinisk Fysiologi indtil 1971, hvor Dansk Selskab for 

Klinisk Fysiologi og Dansk Nuklearmedicinsk Selskab 

begge blev oprettet, og lægefagligt er specialerne 

fortsat repræsenterede i Danske Laboratorielægers 

Organisation. Det lægevidenskabelige speciale Klinisk 

Fysiologi blev oprettet i 1966, men få år forinden 

var der tanker om etablering af et isotopdiagnostisk 

speciale, hvilket imidlertid ikke blev effektueret. 

Talrige modeller til speciallægeuddannelsen blev 

drøftet i løbet af 1970’erne og det væsentligste var 

nok at etablering af et fælles laboratoriespeciale, som 

foruden klinisk fysiologi bl.a. skulle omfatte klinisk 

kemi og andre laboratoriediscipliner, blev opgivet. Fra 

Dansk Nuklearmedicinsk Selskab’s side ønskede man 

oprettet et speciale i nuklearmedicin, medens man 

fra Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi’s side ønskede 

oprettet et lægeligt speciale, hvor der anvendtes 

diagnostiske metoder byggende på såvel radioisotop- 


Holsterbro 

Herning 

Esbjerg 

Viborg 

Vejle 

Ålborg 

Randers 

Århus 

Odense 

Holbæk 

Næstved 

Bispebjerg 

Glostrup 

Frederiksberg 

Hillerød 

Figur 1. Fordelingen af klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske 

afdelinger i Danmark. 

teknik som på klassiske fysiologiske målinger, således 

som det efterhånden var blevet praksis for næsten 

alle de oprettede klinisk fysiologiske afdelinger. I 

1981 kunne formændene for de to hidtidige lægevidenskabelige 

selskaber, Harriet Dige-Petersen og Jørn 

Giese, nedsætte et udvalg, der som kommissorium fik 

at fremkomme med forslag til et nyt speciale. Det var 

Hans Hvid Hansen, Knud Kristensen, Jens Trap-Jensen 

og Ole Munck, der udarbejdede en beskrivelse af et 

fusioneret speciale med udkast til love. Efter godkendelse 

i de to tidligere selskaber og af myndighederne 

kunne det fælles speciale og speciallægeuddannelsen 

etableres. 

Efter oprettelsen har DSKFNM været engageret i 

oprettelsen af nye afdelinger med udbredning af specialet 

til alle regioner i Danmark. Otte nye afdelinger 

har set dagens lys i DSKFNM’s levetid og i alt 21 afdelinger 

tilbyder i dag fagets procedurer, men fortsat 

er der ingen klinisk fysiologisk og nuklearmedicinsk 

afdeling i de tidligere sønderjyske og bornholmske 

amter (Figur 1). 

Herlev 

Hvidovre 

Køge 

Gentofte 

Rigshospitalet 

9

De 25 år har været præget af en betydelig udvikling 

i diagnostisk apparatur. Ved DSKFNM’s oprettelse var 

gammakameraet et veletableret redskab til beskrivelse 

af radioaktive lægemidlers fordeling i kroppen, og 

resultatet af en lang række af specialets undersøgelser 

fremkom i form af billeder, hvis informationsindhold 

først og fremmest var af funktionel karakter, dvs. 

billeder der illustrerer vævs eller organers funktion 

(skintigrammer evt. med en farvekode). Udviklingen 

i computerregistrering af gammakamerabillederne 

har muliggjort registrering af dynamiske studier, hvor 

man følger optagelsen af og evt. udskillelse af et 

radioaktivt lægemiddel fra et organ med kvantitering 

af organfunktionen. Herved bliver specialets teknikker 

værdifulde til kontrol af sygdommes udvikling 

og dermed for styring af behandling. Anvendelse af 

matematisk analyse af måleresultater har kendetegnet 

udviklingen her. Den videre udvikling har været 

præget af udviklingen af tomografiske optagelser, 

dels ved anvendelse af konventionel gammakamerateknik 

(SPECT), dels ved anvendelse af registrering 

af positronudsendende radioisotoper (PET). Begge 

teknikker tillader en rumlig fremstilling af radioaktive 

stoffers fordeling i legemet, hvorved en mere præcis 

lokalisation af sygelige processer er blevet mulig. De 

seneste år har for specialet især været præget af kombination 

med den radiologiske teknik, CT, og specialet 

oplever i dag en eksplosiv udvikling med anskaffelse 

af apparatur, der i samme undersøgelsesgang kombinerer 

en anatomisk fremstilling af legemets strukturer 

med en funktionel afbildning af organernes funktion. 

Det forhold, at der blandt de positronudsendende 

isotoper findes kulstof-, oxygen- og kvælstofisotoper 

med mulighed for radioaktiv mærkning af en række 

10 

Litteratur 

naturlige stofskifteprodukter, vil muliggøre påvisning 

af abnorm funktion og sygelige processer i et hidtil 

ukendt omfang og følsomhed. Betegnelsen molekulær 

billeddannelse illustrerer denne udvikling. Et samarbejde 

med anden billeddannelse som diagnostisk 

radiologi, ultralyddiagnostik og magnetisk resonans 

tomografi er en naturlig udvikling uden at specialets 

særkende som varetagende funktionsundersøgelser må 

gå tabt. 

Terapi med radioaktive lægemidler har været 

varetaget af specialet, ofte i samarbejde med onkologiske 

og hæmatologiske afdelinger. Der anvendes her 

specielle radioaktive isotoper med egenskaber der gør, 

at strålingens virkning er meget lokal. Indbygning af 

disse isotoper i kemiske forbindelser, der kan bindes 

og opkoncentreres i sygelige processer eller organer, 

gør at denne form for strålebehandling kan gives 

meget præcist. 

De senere år har således især været præget af 

udviklingen inden for nuklearmedicinen. Imidlertid 

anvendes der fortsat også en række undersøgelsesteknikker, 

der bygger på klassiske fysiologiske målinger 

af f.eks. tryk, strømningshastighed og rumfang til 

især lunge- og kredsløbsundersøgelser. 

DSKFNM har som andre lægevidenskabelige selskaber 

været rådgivende og udøvende i uddannelsen af 

speciallæger. Det komplicerede apparatur har naturligt 

medført et nært samarbejde med ingeniører, kemikere, 

fysikere og farmaceuter, ligesom specialet i mange år 

måtte uddanne sine mellemteknikere, bioanalytikere 

og sygeplejersker. En omfattende efteruddannelse af 

disse personalegrupper har været af væsentlig betydning 

for afdelingernes funktion. 

1. Munck O. Klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Specielt udviklingen fra 1963 til 1995. Bibl Læger 1995; 187:226-45. 

2. Bestyrelsen for Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin. Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin i 25 

år. Ugeskr Læger 2007; 169:1114. 


2. Hjerteundersøgelser 

Poul Flemming Høilund-Carlsen, professor, ledende overlæge, dr. med. 

Kernen i specialets hjerteundersøgelser er korrekt, 

patientvenlig og individuel diagnostik og funktionsmåling 

som grundlag for rationel terapi. Det individuelle 

aspekt og brugen af de bedste metoder er vigtig 

for, at man kan tilrettelægge den for patienten bedste 

terapi. 

Arbejdstests 

Arbejdstests, herunder arbejds-EKG, har historisk set 

befundet sig meget længe i specialet. Princippet er 

gradvist at belaste patienten fysisk under kontrollerede 

omstændigheder og vurdere, hvor stort et arbejde 

hun/han kan præstere, før der melder sig tegn 

på sygdom i hjerte, lunger eller kredsløb i form af 

brystsmerter, unormal åndenød eller smerter i benene. 

Man lader patienten cykle på en ergometercykel eller 

løbe på et løbebånd, mens der registreres EKG og evt. 

tages prøver for at finde en forklaring på de arbejdsudløste 

symptomer. Individets arbejdsformåen er et 

godt udtryk for sundhedstilstanden og nært forbundet 

med prognosen på længere sigt, men undersøgelsens 

rette brug og tolkning kræver rutine og erfaring. Arbejds-EKG 

benyttes også af intern medicin og kardiologi 

til at påvise iskæmisk hjertesygdom, dvs. nedsat 

blodforsyning af hjertemusklen, udelukke betydende 

hjertesygdom og vurdere arbejdskapaciteten. Metoden 

har været anvendt uhyre meget, men dens betydning 

er aftagende, bl.a. fordi den diagnostiske sikkerhed 

ikke er tilfredsstillende (1). 

Ekkokardiografi 

Ekkokardiografi betyder ultralydsundersøgelse af 

hjertet. Det er en meget anvendt metode, som mest 

varetages af intern medicin og kardiologi, idet udstyret 

kan bruges direkte ved sygesengen. Undersøgelsen 

muliggør 3D-billedfremstilling med hurtig opnåelse af 

anatomisk information og måling af talrige geometriske 

og funktionelle parametre. Metodens styrke 

er dens store udbredelse, apparaturets begrænsede 

størrelse og den lethed, hvormed man opnår væsentlige 

kliniske oplysninger. Ulemper er, at den er 

observatørafhængig, og at de funktionelle målinger 


ikke er særligt reproducerbare, så individuel vurdering 

og måling af spontane og terapiinducerede ændringer 

er temmelig usikker. I de senere år har man opstillet 

ekkokardiografiske kendetegn for såkaldt diastolisk 

dysfunktion, dvs. fejl i hjertekamrenes fyldning som 

forklaring på svigtende hjertefunktion, et forhold, der 

har været svært at påvise med andre metoder. 

MR-skanning 

MR-skanning er en helt anden teknik, som overvejende 

varetages af det røntgendiagnostiske speciale. 

Baseret på radiofrekvenser afspejler metoden protondensiteten 

i tynde vævssnit. Ved at ændre optageparametre 

kan man opnå meget detaljerede anatomiske 

informationer, men også vigtige funktionelle mål vedrørende 

hjertets pumpefunktion og kontraktionsmønster, 

hjertemusklens blodforsyning og stofomsætning 

samt strømningen i kredsløbets store kar. Den største 

komponent i skanneren er magneten, der producerer 

et kraftigt magnetfelt, som bevirker, at metoden ikke 

uden videre kan kombineres med andre teknikker og 

er nødt til at have sin egen plads i særligt indrettede 

lokaler. Kvantificering er i høj grad mulig, men indtil 

videre bruges metoden mest til forfinet morfologisk 

bedømmelse ved medfødt hjertesygdom, klaplidelser, 

forandringer i hjertemusklen og de centrale kar, især 

når andre metoder (ekkokardiografi, CT) er utilstrækkelige. 

Nuklearkardiologi 

Nuklearkardiologi er betegnelsen for hjerteundersøgelser 

foretaget med radioaktive sporstoffer og 

enten gammakamera eller PET-skanner. De vigtigste 

er myokardieskintigrafi udført enten med SPECT eller 

PET og isotopkardiografi (populært kaldet MUGA), 

som er en gammakameraundersøgelse. Disse metoder 

er non-invasive, ufarlige og væsentligt mere sikre end 

de fleste andre hjerteundersøgelser. Frem for alt giver 

de meget pålidelige mål for hjertemusklens blodforsyning 

og funktionstilstand (Figur 1), forhold af stor 

betydning for prognosen og til at afgøre, om invasiv 

terapi i form af bypass-operation eller ballonudvidelse 

11

Figur 1. 

Myokardieskintigrafi med SPECT. Samhørende billedsæt fra 

optagelse i hvile og under belastning (stress) viser de vigtigste 

tre mønstre: 1) normale forhold, dvs. hjertemusklens 

blodforsyning er normal og ens i hvile og under stress; 2) 

reversibel iskæmi, dvs nedsat forsyning i dele af hjertemusklen 

under stress; samt 3) irreversibel iskæmi, dvs. nedsat 

blodforsyning i det samme område både i hvile og under 

stress. Mønster nr. 2 betyder, at patienten har gode chancer 

for at blive hjulpet af bypass-operation eller ballonudvidelse, 

mens mønster nr. 1 og 3 betyder, at de invasive indgreb ikke 

kan gavne. 

af kranspulsårerne kan gavne eller ej. En målrettet 

anvendelse kan spare store ressourcer, uden at det går 

ud over gevinsten ved de invasive indgreb (2,3). Metoderne 

har fået stigende anvendelse og er nu nogle 

af specialets mest benyttede. Størst betydning har 

myokardieskintigrafi med SPECT (4) som indebærer 

sammenligning af optagelser i hvile og efter belastning, 

udført enten på ergometercykel eller ved indgift 

af et karudvidende medikament. I begge tilfælde 

viser et radioaktivt sporstof hvor i hjertemusklen, 

der er nedsat blodforsyning, og om den nedsættelse, 

12 

Stress 

Hvile 

Stress 

Hvile 

Stress 

Hvile 

Normal 

Reversibel 

iskæmi 

Irreversibel 

iskæmi 

MBF 3 

ml/g/min 

LAD 

D1 

LCX 

RCA 

Ant MBF 2 Post 

ml/g/min 

MBF 4 

ml/g/min 

Figur 2. 

PET/CT ved iskæmisk hjertesygdom. De sort/hvide billeder er 

fra angiografi med 64-slice CT-skanner. Der ses adskillige kalkaflejringer 

i hovedarterien på forsiden af hjertet (LAD) og i 

en af dens sidegrene (D1), men næsten normale forhold i de 

to andre koronararterier (LCX og RCA). På de farvede billeder 

vises hjertemusklens blodforsyning målt med PET i relation til 

koronararterierne vist i 3D. De røde nuancer angiver normal 

blodforsyning på bagsiden af hjertet (Post), mens de gule og 

grønblå nuancer angiver moderat og svært nedsat blodforsyning 

på forsiden af hjertet (Ant), (med tak til Juhani Knuuti, 

Turku PET Centre, Finland). 

en karforsnævring har medført, har en karakter, så 

operation eller ballonudvidelse kan hjælpe. Hvis vævet 

er gået tabt, kan man spare de dyre indgreb. Har 

det bevaret en del af sin funktion, kan invasiv terapi 

betale sig, fordi patienten så har gode chancer for at 

blive bedre eller helt rask (5). 

Isotopkardiografi 

Isotopkardiografi bruges som en kontrolforanstaltning 

ved kemoterapi hos mange kræftpatienter, idet gentagen 

behandling hæmmer hjertets pumpefunktion, no- 


get man løbende må holde øje med, så behandlingen 

kan justeres. Ved at binde en radioaktiv markør til de 

røde blodlegemer gøres blodet kortvarigt radioaktivt, 

så man med gammakamera kan måle blodmængden i 

venstre hjertekammer under dets pumpebevægelser 

og få et sikkert mål for hjertets pumpefunktion. Ved 

at gentage målingerne under behandling kan man 

afsløre, om pumpefunktionen begynder at aftage, så 

behandlingen må reduceres eller standses. Isotopkardiografi 

er den hidtil sikreste metode til at måle hjertekamrenes 

pumpefunktion og ændringer heri, hvilket 

har klinisk betydning ved vurderingen af patienter 

med nedsat hjerte-pumpefunktion og patienter, hos 

hvem det er svært at afgøre, om de lider af hjerte- 

eller lungesygdom eller begge dele. I videnskabelige 

undersøgelser betyder de sikre målinger, at man kan 

nøjes med væsentligt færre patienter end ellers. 

Med fremkomst af PET/CT-skannere er nuklearkardiologien 

trådt ind i en ny æra. Med PET alene har man 

Litteratur 


længe kunnet udføre myokardieskintigrafi som med 

SPECT (4), men SPECT-metoden er bedre dokumenteret 

og mere udbredt. Med opstilling i disse år af 

PET/CT-skannere, der muliggør hurtige optagelser og 

billedfusion, dvs. nøjagtig overlejring af billeder fra 

de to modaliteter, kan man nu på unik vis skaffe sig 

kombineret anatomisk/fysiologisk viden, som er helt 

nødvendig for en ordentlig vurdering af den enkelte 

patient (Figur 2). Desuden for at undgå fejldiagnoser 

med de mange multislice CT-skannere (uden PET), som 

i disse år installeres rundt omkring i landet og bliver 

brugt til nærmest at screene for koronarsygdom, hvilket 

skaber unødigt pres på de kardiologiske laboratorier. 

I fremtiden vil PET/CT-undersøgelser af hjertet få 

stor betydning, ikke alene til at karakterisere patienter 

med iskæmisk hjertesygdom, men i lige så høj 

grad til at vurdere den alvorlige sygdom hjertesvigt, 

der er lige så dødelig som kræft og en af sundhedsvæsenets 

største udfordringer i kommende årtier. 

1. Høilund-Carlsen PF, Johansen A, Christensen HW, Pedersen LT, Jøhnk IK et al. Usefulness of the exercise electrocardiogram in 

diagnosing ischemic or coronary heart disease in patients with chest pain. Am J Cardiol 2005; 95: 96-9. 

2. Shaw LJ, Hachamovitch R, Berman DS, Marvick TH, Lauer MS et al. The economic consequences of available diagnostic and 

prognostic strategies for the evaluation of stable angina patients: an observational assessment of the value of pre-catherization 

ischemia. Economics of Noninvasive Diagnosis (END) Study Group. J Am Coll Cardiol 1999; 33: 661-9. 

3. Høilund-Carlsen PF, Johansen A, Christensen HW, Vach W, Møldrup M et al. Potential impact of myocardial perfusion scintigraphy 

as gatekeeper for invasive examination and treatment in patients with stable angina pectoris: observational study without post- 

test referral bias. Eur Heart J 2006; 27:29-34. 

4. Hesse B, Tagil K, Cuocolo A, Anagnostopoulos C, Bardies M et al.; EANM/ESC Group. EANM/ESC procedural guidelines for myocardial 

perfusion imaging in nuclear cardiology. Eur J Nucl Med Mol Imaging. 2005; 32: 855-97. 

5. Johansen A, Høilund-Carlsen PF, Christensen HW, Vach V, Møldrup M et al. Use of myocardial perfusion imaging to predict the 

effectiveness of coronary revascularisation in patients with stable angina pectoris. Eur J Nucl Med Mol Imaging 2005; 32: 1363-70. 

13

3. Lungeundersøgelser 

Jann Mortensen, overlæge, dr.med. 

Klinisk fysiologisk - nuklearmedicinske undersøgelser 

spiller en voksende rolle i diagnostik og monitorering 

af lungesygdomme (1). Lungeskintigrafi benyttes rutinemæssigt 

i udredningen af blodpropper i lungerne 

(lungeemboli), forhøjet tryk i lungekredsløbet før 

lungecanceroperation og lungetransplantation, samt 

ved mistanke om funktionelle eller strukturelle forandringer 

i lungernes blodgennemstrømning (perfusion) 

og luftskifte (ventilation), som f.eks. bronkopulmonal 

dysplasi hos børn. Den kliniske værdi af lungeskintigrafi 

øges af nylige forbedringer i gammakamerateknikken 

med SPECT og med fremkomsten af hybrid 

skannere (gammakamera + CT skanner) (2). Radioaktive 

aerosoler kan anvendes til fysiologisk måling af 

lungedeponering og clearance, som f.eks. mukociliær 

clearance studier. Status for disse undersøgelsesmetoder 

vil blive uddybet nedenfor, mens skintigrafiske 

metoder til vurdering af inflammation, infektion og 

tumorer i lungerne med f.eks. gallium, leukocytter, 

somatostatinligander og PET ikke adskiller sig fra de 

metoder, der benyttes, når sygdommene er lokaliseret 

udenfor lungerne, hvorfor der henvises til de relevante 

afsnit i dette skrift. 

Lungeskintigrafi 

Perfusions- og ventilationsskintigrafi vurderer lungernes 

regionale fordeling af henholdsvis blodgennemstrømningen 

gennem lungekredsløbet og luftskiftet 

gennem de nedre luftveje. Perfusionsskintigrafi 

udføres efter intravenøs injektion af hundredtusinder 

af små Tc-99m-albumin (MAA) partikler, som fanges 

i lungernes arterioler og afspejler den regionale 

blodgennemstrømning. Med gammakamera optages 

rutinemæssigt billeder i 2 til 6 projektioner. Ventilationsskintigrafi 

kan udføres simultant med perfusionsskintigrafien, 

hvis den radioaktive gas Kr-81m inhaleres. 

Denne metode anvendes af de fleste afdelinger 

på Sjælland. De øvrige afdelinger i landet udfører 

ventilationsskintigrafien separat (før eller efter perfusionsskintigrafien) 

efter inhalation af Technegas, 

alternativt en radioaerosol. 

14 

Alle afdelinger i landet foretager aktuelt lungeskintigrafi 

og antallet af undersøgelser er i gennemsnit 4 

til 14 per uge, per afdeling afhængig af pågældende 

hospitals optagelsesområde. De fleste afdelinger 

tilbyder undersøgelsen udført akut udenfor åbningstid 

– men behovet herfor er meget begrænset (0-5 gange 

per år per afdeling). 

Den langt hyppigste indikation er diagnostik af 

lungeemboli, som udgør ca. 85% af undersøgelserne. 

Næst-hyppigste indikation (ca. 10%) er præoperativ 

vurdering af restlungefunktion efter evt. operation for 

lungecancer, og tredie-hyppigste indikation er præ-og 

postoperativ udredning ved lungetransplantation og 

lungevolumen-reducerendekirurgi, hvilket udgør ca. 

3% af undersøgelserne på landsbasis. 

Som beskrevet er udredning af lungeemboli den vigtigste 

indikation. Sygdommen er farlig; dødeligheden 

er ubehandlet 20-30 %, men kun 2-8% ved korrekt 

behandling. Diagnosen stilles ved en kombination af 

klinisk vurdering, biokemisk analyse (D-dimer) og billeddiagnostik, 

især lungeskintigrafi eller CT pulmonal 

angiografi (3). I modsætning til i Danmark spiller CT 

pulmonal angiografi en voksende rolle flere steder 

i udlandet især pga. CTs højere specificitet, mens 

sensitivitet kun er 70-80%. Godt 10 % af patienterne 

kan ikke undersøges med CT pga. kontrastallergi eller 

nedsat nyrefunktion og stråledosis er større end ved 

lungeskintigrafi, som i øvrigt ikke har kontraindikationer. 

En normal lungeskintigrafi udelukker lungeemboli, 

og en skintigrafi med mange perfusionsdefekter, som 

har normal ventilation (”mismatch”), tyder stærkt 

på lungeemboli. Den diagnostiske værdi er lavere, 

hvis der kun udføres perfusion uden ventilation, end 

hvis begge undersøgelser udføres. Lungeskintigrafien 

er blevet kritiseret for tit at være inkonklusiv, 

men frekvensen af konklusive svar øges ved brug af 

nye tolkningskriterier og tekniske forbedringer, som 

3-dimensionel lungeskintigrafi (SPECT), i stedet for 

almindelig 2-dimensionel lungeskintigrafi (2, 3). 


Figur 1. 

Billedet viser lungeskintigrafi med SPECT og CT pulmonal 

angiografi hos en patient med lungeembolier. Øverst ses coronale 

snit af perfusionen med flere ”mismatchede” perfusionsdefekter 

i begge lunger. 

I midterrækken ses Kr-81m-ventilationen som viser let nedsat 

luftskifte i venstre lunge og nederste række viser CT med forandringer 

i venstre lunge foreneligt med ventilationsbilledet 

(placeret til højre i billederne). 

Aktuelt foretages rutinemæssigt SPECT lungeskintigrafi 

kun på få danske afdelinger, men flere planlægger 

at etablere SPECT. En aktuelt videnskabelig undersøgelse 

på Rigshospitalet og Frederiksberg hospital af 

samtidigt udført SPECT lungeskintigrafi og CT pulmonal 

angiografi (Figur 1) ventes at få stor betydning 

for den fremtidige udredningsstrategi – men indtil 

resultaterne foreligger, synes begge metoder at være 

diagnostisk ligeværdige (2). 

Mukociliær clearance 

Mukociliær clearance er en forsvarsmekanisme, hvor 


Initial deponering Retention efter 1 time 

Retention efter 2 timer 

Retention efter 24 timer 

Figur 2. 

Mukociliær clearance undersøgelse hos en 6-årig dreng, som 

mistænkes for primær ciliær dyskinesi (PCD), men den normale 

mukociliære clearance udelukker diagnosen. 

fimrehårene (cilierne) renser slimet (mukus) op gennem 

luftvejene, så bakterier, virus og partikler fjernes 

fra lungerne. 

Mukociliær clearance kan testes efter en speciel 

indåndingsmanøvre, så en radioaerosol lander på og 

hænger fast i slimet i luftvejene, og efterfølgende 

skintigrafi af fjernelsen fra lungerne over de næste 24 

timer og sammenligning med et dansk normalmateriale 

(4). Transporten er mere eller mindre hæmmet ved 

en række sygdomme og tilstande som kronisk obstruktiv 

lungesygdom (KOL), bronkiektasier, cystisk fibrose, 

asthma og altid svært hæmmet ved primær ciliær 

15

dyskinesi (PCD). Hovedindikationen for undersøgelsen 

er diagnostik af PCD, som kan mistænkes ved flere 

af følgende symptomer: gentagne øvre (sinusitis) og 

nedre luftvejsinfektioner (pneumoni og bronkitis), 

bronkiektasier, nedsat lungefunktion, øreproblemer og 

nedsat fertilitet, – når andre sygdomme som asthma, 

cystisk fibrose og immundefekter er udelukket. PCD 

er arvelig og skyldes defekte cilier. Der er diagnosticeret 

150 PCD patienter i Danmark og man estimerer 

at der yderligere er 100 udiagnosticerede patienter. 

Diagnostikken er centraliseret til Rigshospitalet, hvor 

der udføres undersøgelse af lungernes mukociliære 

clearance (Figur 2) samt af ciliefunktionen fra nasalskrab 

(4). 

Lungefunktionsundersøgelser 

Lungefunktionsundersøgelser bidrager sammen med 

anamnesen til udredning, klassifikation, prognosticering 

og monitorering af patienter med åndenød 

og hoste (5). Hovedindikationerne er diagnostik og 

monitorering af obstruktiv og restriktiv lungesygdom; 

vurdering af funktionsnedsættelse; kontrol af behandlingseffekt 

(f.eks. steroid og bronkodilator); præoperativ 

vurdering af lungesyge og af restlungefunktion 

efter lungeresektion; præ- og postoperativ vurdering 

ved lungetransplantation og lungevolumenreducerende 

kirurgi; monitorering af behandling med lægemidler, 

og strålebehandling som evt. kan skade lungerne, 

screening, samt forsikring- og pensionssager. Lungefunktionsundersøgelser 

er ikke et entydigt begreb og 

kan bestå af en eller flere typer tests. 

Dynamisk spirometri er simpelt at udføre og er 

klart den mest anvendte test. Den benyttes til at 

vurdere ventilationskapaciteten og til at skelne mellem 

obstruktiv og restriktiv nedsat lungefunktion. Til 

målingen kræves relativt simpelt og billigt udstyr, 

16 

Litteratur 

1. Mortensen J, Fischer BM. Nuclear Medicine Techniques and Applications in Pulmonology with a special emphasis on PET. 

Turkiye Klinikleri J Int Med Sci 2006; 2(32): 68-74. 

2. Reinartz P, Wildberger JE, Schaefer W et al. Tomographic Imaging in the Diagnosis of Pulmonary Embolism: A Comparison 

Between V/Q Lung Scintigraphy in SPECT Technique and Multislice Spiral CT. J Nucl Med 2004;45:1501-8. 

3. Husted SE, Christiansen T, Hassager C, Mortensen J, Jensen KS, Nielsen HK, Nielsen JD. Lungeemboli. Klaringsrapport 2004. 

4. Marthin JK, Mortensen J, Pressler T, Nielsen KG. Pulmonary Radioaerosol Mucociliary Clearance in Diagnosis of Primary Ciliary 

Dyskinesia. Chest 2007 (in press). 

5. Mortensen J, Lange P, Groth S. Lungefunktionsundersøgelse. Ugskr for Læger 1997; 159: 6499-6503. 

som koster < 25.000 kr. Undersøgelsen foretages både 

i primær- og sekundærsektoren. 

Mere avanceret lungefunktionsdiagnostik kræver 

desuden måling af lungernes størrelse ved statisk spirometri 

samt kulmonoxid diffusionskapacitetsmåling. 

Statisk spirometri foretages med kropsplethysmograf, 

som sammen med diffusionsudstyret koster 300.000- 

600.000 kr. 

Ved restriktiv lungefunktionsnedsættelse er lungevolumina 

reducerede (definitorisk skal totallungekapacitet 

være nedsat), mens ved obstruktiv nedsættelse 

er lungevolumina forhøjede (især residualvolumen). 

Diffusionskapacitetsmålingen anvendes især til at 

skelne mellem og monitorere undertyper af obstruktive 

og restriktive sygdomme, således tyder svært 

nedsat diffusionskapacitet henholdsvis på emfysem, 

eller parenkymatøs restriktiv lidelse (f.eks. lungefibrose). 

Status i 2007: Flertallet af de klinisk fysiologisk 

nuklearmedicinske afdelinger foretager lungefunktionsundersøgelser, 

men på nogle hospitaler i Danmark 

foretages målingerne i stedet på lungemedicinsk 

afdeling. De fleste udfører ”udvidet lungefunktionsundersøgelse” 

(dynamisk og statisk spirometri, samt diffusionskapacitetsmåling). 

Enkelte afdelinger tilbyder 

desuden måling af ilt-optagelse, blodgasser, bronkial 

provokation, luftvejsmodstand og respirationsmuskelstyrke. 

De fleste afdelinger udfører mellem 100 og 

600 undersøgelser per år, Rigshospitalet udfører ca. 

2000 per år. 

Undersøgelserne udføres i henhold til internationale 

og danske rekommandationer for standardisering af 

lungefunktionsudstyret og udførslen af selve undersøgelserne. 

I samarbejde med Dansk Lungemedicinsk 

Selskab er Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin 

ved at udfærdige en ny dansk standard, 

som forventes publiceret i 2008. 


4.Undersøgelser af nervesystemet 

Lars Friberg, ledende overlæge 

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin bidrager med en 

lang række undersøgelser af nervesystemet, fortrinsvis 

funktionsundersøgelser af hjernen og det autonome 

nervesystem. 

Undersøgelser af hjernen er et særligt kapitel 

i dansk nuklearmedicin. Professor Niels A. Lassen 

(1926-97) var en unik drivkraft, der opnåede international 

anerkendelse, som den første der udviklede 

metoder, der kunne visualisere blodgennemstrømningen 

i ganske små områder af hjernebarken. Metoderne 

gav mulighed for dybere forståelse af en lang række 

neurologiske sygdomme, ikke mindst indsigt i forandringerne 

ved slagtilfælde (blodprop og blødning) 

(1). Blandt det mest opsigtvækkende var dog, at man 

kunne kortlægge den normal hjernes funktioner – og 

for første gang se tankerne (2)! 

Hjernens regionale blodgennemstrømning 

De lokale blodgennemstrømningsmetoder er videreudviklet. 

Med PET og SPECT teknikkerne og radioaktivt 

mærkede sporstoffer bruges moderne nuklearmedicinske 

undersøgelser i dag som rutineundersøgelser 

ved diagnosticering af f.eks. kredsløbsforstyrrelser i 

hjernen, nogle typer migræne, epilepsi og ikke mindst 

demenssygdomme (3). Blodgennemstrømningsundersøgelser 

foretages nu også ved funktionelle 

MR-skanninger og med nye hurtige CT-skannere. Efter 

indførelsen af tidlig blodpropopløsende behandling 

ved apopleksi er det igen blevet aktuelt at kunne 

opnå en tidlig vurdering af de nøjagtige blodgennemstrømningsforhold 

i hjernen og at følge effekten af 

behandlingen. 

Kortlægning af hjernens funktionelle organisation 

har vakt stor interesse siden NA Lassen introducerede 

metoderne. Indtil nu har denne disciplin (’functional 

brain mapping’) haft størst forskningsmæssig betydning. 

Der er dog situationer hvor måling af den 

regionale blodgennemstrømning under aktivering, 

har vist sig anvendelig klinisk. Ved planlægning af 

hjernekirurgiske indgreb kan en serie af funktionelle 

kortlægningsskanninger nøjagtigt angive beliggenheden 

af vitale hjernecentre hos den enkelte patient. 


Herved kan indgrebet foretages med højest mulig 

præcision og mindst mulig skade på vigtige funktioner 

i hjernebarken. 

Hjernens sukker- og iltstofskifte 

Med PET teknikken er det muligt at kortlægge hjernes 

sukker- og iltstofskifte. F-18-FDG PET undersøgelser 

(sukkerstofskifte) anvendes nu rutinemæssigt ved 

diagnosticering og terapikontrol af tumorer i hjernen. 

PET/CT skannere giver mulighed for at præcisere, hvor 

de mest aktive dele af tumorvævet er lokaliseret. 

Denne kombinerede teknik kan bruges til nøjagtig 

planlægning ved udtagning af vævsprøver og til 

meget præcis planlægning af lokal strålebehandling. 

18F-FDG PET hjerneskanninger forventes fremover 

også at få større udbredelse ved demensdiagnostik 

(3). 

Hjernens signalstoffer og 

receptorundersøgelser 

Ved intensiv forskning gennem de seneste årtier har 

specifikke radioaktivt mærkede signalstoffer (receptorligander) 

været anvendt til at kortlægge nogle af 

de molekylære strukturer, som overfører information 

mellem de enkelte nerveceller i hjernen (4). Visse 

typer PET og SPECT receptorskanninger er nu taget 

i rutinemæssig klinisk anvendelse. Et eksempel er 

molekylær billeddannelse ved diagnosticering af 

Parkinsons sygdom og de mere komplicerede, atypiske 

Parkinson-syndromer. Den klassiske Parkinson-sygdom 

opstår fordi nervecellerne, der producerer signalstoffet 

dopamin, langsomt går til grunde (neurodegeneration). 

Mangel på dopamin kan give anledning til 

en række symptomer bl.a. rystelser, muskelstivhed 

og påvirkning af psykiske funktioner. Ofte er symptomerne 

snigende og diagnosen er vanskelig tidligt 

i forløbet. Når de præ-synaptiske neuroner går til 

grunde forsvinder også de receptorer, der deltager i 

transporten af dopamin over cellemembranen (Figur 

1). Mængden af dopamin-transporter-receptorer kan 

bestemmes ved at give patienten en lille mængde 

(få mikrogram) af et radioaktivt mærket sporstof og 

17

foretage en hjerneskanning 3 timer efter. Ved Parkinsons 

sygdom kan man tydeligt se og beregne nedsat 

binding til dopamin-transporter-receptorerne i de 

centrale hjernestrukturer (striatum), hvor specielt den 

bagerste del, putamen, har meget lav traceroptagelse 

(Figur 2). 

Der findes desuden en række andre specifikke 

tracere, der hver for sig kan bruges som ’måleprober’ 

forskellige steder i dopamin-signalstof-systemet. 

Således kan man både belyse de præsynaptiske cellers 

dopaminproduktion (F-18-fluoro-dopa) og bestemme 

bindingspotentialet til og mængden af de aktive 

post-synapstike dopamin receptorer, hvoraf der findes 

mindst 5 forskellige undertyper (Figur 1). 

På samme måde som der i dag findes detaljerede diagnostiske 

muligheder inden for sygdomme, der påvirker 

dopaminsystemt, forventes det også, at registrering 

af ændringer i andre signalstofsystemer i hjernen, vil 

kunne anvendes diagnostisk inden for få år. 

Ultralyd-Doppler undersøgelser af halsens 

og hjernes blodkar 

Ultralyd-Doppler metoden er omtalt andets steds i 

dette skrift. Undersøgelse af de store halsarterier, som 

forsyner hjernen med blod, er vigtig hos patienter, der 

har tilbagevendende, men forbigående tale, føle eller 

motoriske forstyrrelser. Disse kan være et forvarsel om 

senere alvorlig apopleksi (slagtilfælde). Hvis undersøgelsen 

viser tegn på, at der kan dannes blodpropper 

i halsarterierne eller forsnævringer i arterierne, er 

det muligt at indsætte forebyggende blodfortyndende 

behandling, eller foretage operation af arterien. Ved 

valg af en speciel ultralydprobe, som kan ’se’ igennem 

de tyndvæggede dele af kraniet, kan man også 

undersøge de større arterier i selve hjernen. Denne 

type transkraniel Doppler-undersøgelse med brug af 

kontraststof, evt. blot saltvand tilblandet lidt luftbobler, 

kan bl.a. anvendes til at se, om blodpropper 

kan passere fra det venøse til det arterielle kredsløb 

gennem en defekt i hjerteskillevæggen. Denne defekt 

kan også give anledning til blodprop- og migrænelignende 

symptomer fra hjernen. I sværere tilfælde 

vælger man at lukke hullet i hjertets skillevæg. 

Isotop cisternografi 

– undersøgelse af rygmarvskanalen 

Cisternografi er en relativt sjælden undersøgelse, men 

gavnlig hos patienter, hvor man har mistanke om 

udsivning af noget af cerebrospinalvæsken, der findes 

omkring rygmarven og i hjernes hulrum. Symptomerne 

18 

er ofte svære, til tider invaliderende hovedpine udløst 

ved stillingsændring. Efter indsprøjtning af ca. 1 

ml. radioaktivt sporstof i rygmarvskanalen, i lænderegionen 

følges de næste timer, tracerens vandring 

i væskerummet med et gammakamera for at afgøre, 

om der er lækage. Finder man stedet for lækagen er 

behandlingen oftest meget enkel ved indsprøjtning 

af en smule af patientens eget blod, der størkner og 

lukker lækagen. 

Undersøgelse af det autonome 

(ubevidste) nervesystem 

Det autonome nervesystem medvirker til at regulere 

en række livsvigtige funktioner bl.a. hjerterytmen, 

blodkarrenes sammentrækning og vejtrækningsrytmen. 

Forstyrrelser i det autonome nervesystem kan 

forekomme alene, men kan også være ledsagesymptomer 

ved andre sygdomme f.eks. parkinsonisme. En 

vigtig undersøgelse er kontinuerlig blodtryksmåling 

og EKG-analyse medens patienten ligger ned og 

herefter pludselig rejses op til næsten stående stilling 

(vippelejetest). Undersøgelsen kan suppleres med 

medicinsk stimulation (nitroglycerin) og let massage 

af halspulsårerne, der indeholder trykfølsomme nerver. 

På denne kontrollerede måde kan man undersøge om 

besvimelses- og faldepisoder skyldes abnorm autonom 

regulering af kredsløb og hjerte. Afhængig af sygdommens 

sværhedsgrad kan man behandle medicinsk eller 

i nogle tilfælde med pacemaker til hjertet. 

Fremtiden – klinik og forskning 

Olesen og Leonardi (5) har skønnet at i Europa er 

35% af den samlede sygdomsbyrde forårsaget af 

hjernerelaterede sygdomme. Der er ingen tegn på, at 

byrden vil aftage i fremtiden, men måske endog øges. 

Med stigende levealder vil både hjernens kredsløbssygdomme 

(apopleksi) og ikke mindst antallet af 

patienter med neurodegenerative sygdomme, som 

demens og bevægeforstyrrelser, udgøre en stigende 

byrde for sundhedsvæsnet. Der foregår intensiv 

forskning for både at udvikle lægemidler til forebyggelse 

og behandling af neurodegenerative lidelser, 

og sideløbende for at finde nye specifikke radioaktive 

tracere til diagnosticering med de nuklearmedicinske 

skannere. 

I de kommende år må vi forvente et voksende arsenal 

af forskellige, klinisk tilgængelige, neuro-receptor 

ligander og tracere, som i hjernen binder til f.eks. 

amyloid (udfældningsstof der findes hos Alzheimer 

demens patienter). 



PRÆ-SYNAPTISK 

NEURON 

Dopamin transporter 

POST-SYNAPTISK 

NEURON 

Figur 1. 

Præ- og postsynaptisk neuron. 

D 1 D2 D3 D 4 

D 5 

Dopamin 

I øjeblikket foretages klinisk fysiologiske og nuklearmedicinske 

hjerneundersøgelser kun på et udsnit af 

afdelingerne i landet. Med det stigende antal avancerede 

SPECT- og PET-skannere ud over landet, det 

Litteratur 

Caudatus 

Putamen 

Rask Parkinsons sygdom 

Figur 2. 

Nedsat præsynaptisk tracerbinding ved Parkinson sygdom. 

stigende antal undersøgelsesmuligheder og først og 

fremmest det stigende antal patienter, må vi forvente 

en øgning i antallet og udbredelsen af undersøgelser 

af nervesystemet i vort speciale. 

1. Lassen NA. The luxury-perfusion syndrome and its possible relation to acute metabolic acidosis localised within the brain. 

Lancet 1966;2:1113-5 

2. Roland PE & Friberg L. Localization of cortical areas activated by thinking. J Neurophysiol 1985;53:1219-43 

3. Devous Sr MD. Functional brain imaging in the dementias: role in early detection, differential diagnosis, and longitudinal studies. 

Eur J Nucl Med 2002; 29:1685–7 

4. Gjedde A, Wong DF, Rosa-Neto P, Cumming P. Mapping neuroreceptors at work: on the definition and interpretation of binding 

potentials after 20 years of progress. Int Rev Neurobiol. 2005;63:1-20. 

5. Olesen J & Leonardi M. The burden of brain diseases in Europe. Eur J Neurol 2003;10:471–7. 

19

20 


5. Det perifere kredsløb 

Jan Abrahamsen, overlæge, dr.med. 

En væsentlig opgave for de klinisk fysiologiske afdelinger 

er at undersøge og vurdere det perifere kredsløb. 

Undersøgelser af det perifere kredsløb foretages 

dagligt på de fleste af landets afdelinger inden for 

specialet og omfatter bl.a. systoliske distale trykmålinger, 

funktionsundersøgelser ved gang og kuldeprovokation, 

målinger af hudens blodgennemstrømning, 

vurdering af strømningsforholdene i halsens blodkar 

og i kar-rekonstruktioner ved doppler-teknik samt 

vurdering af venesystemet. En systematisk gennemgang 

af det perifere kredsløbs undersøgelser er 

beskrevet i talrige lærebøger (1). 

Måling af det systoliske blodtryk i 

ekstremiteterne. Distal blodtryksmåling 

Distal blodtryksmåling foretages hyppigst med strain 

gauge teknikken, der betragtes som”guld standarden” 

ved måling af blodtrykket på ankel- og tåniveau 

(Figur 1). Ankelblodtryksmålingen har med denne 

teknik tidligere vist sig at korrelere godt til blodtrykket 

målt i pulsåren ved ankelleddet (2). I forbindelse 

med udførelse af undersøgelsen, er det væsentligt at 

være opmærksom på faktorer, der kan påvirke målingerne 

som f.eks. størrelsen af blodtryksmanchetten, 

kalibrering af apparatur, patientlejring og opvarmning 

af fødder. Gennem flere år har man forsøgt at afløse 

strain gauge-teknikken med andre målemetoder, men 

ingen har definitivt kunne udkonkurrere denne klassiske 

teknik. Et nyere tiltag har været at måle det 

transkutane ilttryk i huden med en teknik udviklet af 

det danske firma, Radiometer. Denne nye metode er 

imidlertid både tidskrævende og dyr i anvendelse og 

har indtil nu derfor kun fundet begrænset udbredelse. 

Tidligere var der på flere af de klinisk fysiologiske 

afdelinger udstyr til direkte måling af blodtrykket i 

pulsårerne. De afdelinger, der fortsat rutinemæssigt 

foretager organkateterisationer, har som en naturlig 

del af det diagnostiske armamentarium udstyr til 

disse trykmålinger. 


Gangtest 

Det er af stor betydning at sammenholde måleresultaterne 

med patientens symptomer. Ved uoverensstemmelse 

foretages ofte en gangtest, hvor patienten 

går på et gangbånd til smertegrænsen nås. Herved 

udløses belastningsbetinget udvidelse af de små pulsårer, 

hvilket kræver en øget blodgennemstrømning 

for at opretholde ankeltrykket. Et fald i det systoliske 

ankelblodtryk udløst af patientens gang indikerer en 

betydende forsnævring i pulsåren, der forsyner underbenet 

med blod. Ved direkte blodtryksmåling kan indsprøjtning 

af lægemidlet papaverin i pulsårerne give 

samme effekt som en gangsbåndstest. Herved afsløres 

om en forsnævring begrænser blodtilførslen. 

Kuldeprovokationsmåling 

”Hvide fingre” kan være en arbejdsbetinget sygdom 

udløst af arbejde med vibrerende værktøj. Det nedsatte 

blodtryk i fingrene, kan i klinikken udløses ved 

en kuldeprovokationstest. Ved denne test afkøles patienten 

centralt med et køletæppe, hvorigennem der 

løber 10 ºC koldt vand. Samtidigt afkøles den enkelte 

finger med en kølemanchet, hvor vandet har samme 

temperatur. Denne undersøgelse foretages på udvalgte 

afdelinger, hvor særlig interesse har medført, 

at undersøgelsen nu er standardiseret og har opnået 

ISO-certificering (3). 

Hudperfusionsmåling 

Flere af specialets læger har bidraget i udviklingen 

af målemetoder til vurdering af hudens gennemblødning. 

Udvaskningen af den radioaktive gas Xenon-133 

blev oprindeligt anvendt til vurdering af muskel- og 

hudgennemblødningen. På grund af den høje fedtopløselighed 

var målingerne dog ofte usikre og i dag 

anvendes andre metoder til vurdering af amputationsniveau 

med henblik på efterfølgende sikker opheling. 

Almindeligvis benyttes enten isotopudvaskningsteknik 

med injektion af Tc-99m-papel eller fotocelleteknik. 

21

Figur 1. 

Strain gauge måling af det systoliske blodtryk på ankelniveau. 

Bemærk, at placeringen af blodtryksmanchetten bestemmer, 

hvor blodtrykket måles. 

Ultralyd/Doppler-undersøgelser 

Ultralyd/Doppler-undersøgelser er blevet uundværlige 

til vurdering af blodkarernes indre anatomi og 

af blodgennemstrømning (Figur 2). Undersøgelsen er 

relativ hurtig, smertefri og uden risiko for patienten, 

men resultatet er noget operatør-afhængig, idet det 

tager relativt lang tid at opnå den nødvendige ekspertise. 

Når blodgennemstrømningshastigheden måles 

med Doppler-teknikken, opnås et indirekte mål for 

forsnævringsgraden i de pågældende pulsårer. Dette 

beror på, at gennemstrømningshastigheden øges 

med tiltagende forsnævring indtil en forsnævring på 

ca. 95-99 %, herefter vil hastigheden aftage. Oftest 

drejer det sig om kar på halsen, i arme, ben, nyrer 

eller mave-tarmkanalen. Teknikken kan også anvendes 

til vurdering af dysfunktion af blodkars indre cellelag. 

Til analyse af blodårernes anatomi kan bruges et 

almindeligt sort-hvid billede. Det er herved muligt at 

opdele plaques på en gråtoneskala, hvor lyse/hvide 

farver indikerer hårde plaques, mens mørke/sorte 

22 

A B 

C 

Figur 2. 

Normal karmorfologi i arteria carotis communis (halspulsåren) 

med normal vægtykkelse (Panel A). Plaquedannelse i 

arteria carotis communis (Panel B). Normal delingssted for 

arteria carotis communis i arteria carotis interna og arteria 

carotis externa (Panel C). Plaquedannelse i delingsstedet af 

arteria carotis communis (Panel D). 

farver indikerer bløde plaques. Hvis cellelaget på et 

blødt plaque brister, kan det føre til aktivering af 

blodstørkningen og dermed dannelse af blodpropper. 

De lokalt dannede blodpropper risikerer at rive sig løs 

og blive ført med blodstrømmen til så snævert et kar, 

at blodproppen sætter sig fast og lukker for blodforsyningen, 

f.eks. til en del af hjernen. 

Overvågning af karrekonstruktioner f.eks. efter bypass-operationer, 

hvor en vene bruges som pulsåre i 

benene er blevet en rutineundersøgelse, som har vundet 

stor udbredelse. Værdien af undersøgelsen beror 

dels på muligheden for at opdage forsnævringer i god 

tid, inden karrekonstruktionen lukker, dels at diagnosticere 

funktionelt betydende fistler. Vedrørende 

dialysefistler er det stadigt uafklaret om et ultralydsovervågningsprogram 

er fordelagtigt. Ultralyd/Doppler-teknikken 

er således en undersøgelsesmodalitet, 

som med rette har vundet indpas, og må anses for 

uundværlig i vurderingen af det perifere kredsløb. 

Jubilæumsskrift for Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin 

D

Undersøgelse af det venøse kredsløb 

Til vurdering af blodafløbet fra benene kan udføres 

veneplethysmografi. Denne metode anvendes nu kun 

sjældent, men var i mange år en standardmetode til 

at vurdere venesystemets funktion i underekstremiteterne. 

Nuklearmedicinske undersøgelser til vurdering 

af arterie-, vene- og lymfesystemet omfatter 

angioskintigrafi, veneskintigrafi, lymfeskintigrafi og 

trombocytskintigrafi. Blandt disse anvendes i dag næsten 

udelukkende lymfeskintigrafien i forbindelse med 

sentinel node skintigrafi (se kapitel 14). En sjælden 

gang foretages lymfeskintigrafi med henblik på lymfeafløbet 

fra ekstremiteterne. Thrombocytskintigrafien 

blev udviklet med henblik på måling af blodpropdannelsen 

især i perifere vener. Denne diagnose stilles 

dog i dag på anden vis. 

Litteratur 

1. Rutherford RB. Vascular Surgery. 2005, 6.ed, Elsevier Health Science Publishing. 


Fremtiden 

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin har en lang 

tradition inden for undersøgelser af det perifere 

kredsløb og afdelingerne vil derfor med rette også 

i fremtiden stå for undersøgelserne af det perifere 

kredsløb. Foruden blodtryksmålinger, gangtest og 

hudperfusionsmålinger kan mange klinisk-fysiologiske 

afdelinger foretage ultralyd/Doppler undersøgelser af 

perifere kar. Hovedvægten af den fremtidige udvikling 

vil sandsynligvis være inden for ultralyd/Doppler- og 

MR-teknikken, og det er muligt, at den klassiske 

strain gaugeteknik vil blive erstattet af hurtigere og 

mindre ressource-forbrugende teknikker. Mere avancerede 

MR-undersøgelser (primært funktionsundersøgelser) 

vil kunne varetages af speciallæger inden for 

klinisk fysiologi og nuklearmedicin i samarbejde med 

radiologer. 

2. Systolic pressure amplification in the arteries of normal subjects. Scand J Clin Lab Invest 1974;33:371-7 

3. Mechanical vibration and shock. Cold provocation tests for the assessment of peripheral vascular function. ISO 14835-1 and 2:2005. 

23

6. Undersøgelse af nyrernes funktion 

Michael Rehling, overlæge, dr. med. 

Danske fysiologer har bidraget væsentligt til forståelsen 

af nyrernes funktion. Forskningen bringer os 

hele tiden ny viden om nyrernes funktion både under 

normale omstændigheder og ved sygdom. Det er således 

kun godt 15 år siden, at amerikanske forskere opdagede 

specifikke vandkaler i nyrerne. Dette førte til 

et gennembrud i forståelsen af hvordan nyrerne er i 

stand til at transportere så store mængder vand, som 

de gør i forbindelse med, at de renser blodet. Denne 

opdagelse, hvortil bl.a. danske fysiologer bidrog (1), 

blev belønnet med Nobelprisen i kemi i 2003. Danske 

fysiologer var med til Nobelfesten på grund af deres 

bidrag til netop denne vigtige opdagelse (Nielsen S, 

Frøkiær J et al. 2002). 

Nyreundersøgelser 

Undersøgelser af nyrerne har oprindeligt taget udgangspunkt 

i nyrernes slutprodukt urin, som let kan 

opsamles og analyseres. Analyse af urin har fundet 

sted i mange hundrede år; det er således lang tid siden, 

at man fandt ud af, at urinen kunne smage sødt 

hos folk med sukkersyge. På latin hedder sukkersyge 

diabetes mellitus (mel betyder honning). 

I dag anvendes dels klinisk-kemiske undersøgelser af 

blod og dels avancerede nuklearmedicinske teknikker 

- med indsprøjtning af radioaktivt mærkede stoffer og 

efterfølgende elektroniske afbildninger - og dels skanningsmetoder, 

som ultralydsskanning og MR-skanning, 

til at give detaljeret viden om nyrernes opbygning og 

funktion. 

Nyresygdomme 

Sygdom i nyrerne kan udspringe af sygelige forhold 

i nyrerne, men hyppigere skyldes nyresygdom mere 

generelle sygdomme, som eksempelvis sukkersyge 

og forhøjet blodtryk, hvor nyrerne blot er et af flere 

organer som påvirkes. Fælles for langt de fleste nyresygdomme 

er, at nyrernes evne til at filtrere blodet 

reduceres. Nyrerne filtrerer blodet gennem en si med 

en bestemt hastighed (GFR). Bestemmelse af denne 

parameter er derfor vigtig, såvel ved den primære 

undersøgelse af patienten, som ved efterfølgende 

kontrol af behandling. 

24 

Metoder til bestemmelse af nyrernes GFR 

Nyrernes GFR kan undersøges med forskellige metoder, 

fra de mere simple til de meget avancerede med brug 

af radioaktivt mærkede stoffer. 

Med de simple metoder analyseres for stoffer, som 

naturligt findes i blodet, og som udskilles gennem 

nyrerne. Oftest vurderes GFR ud fra blodets indhold 

af kreatinin, et slutprodukt fra musklernes stofskifte. 

Metoden er enkel, men desværre kun egnet til en grov 

vurdering af GFR, og kun i nogen grad anvendelig til 

at følge ændringer i nyrefunktionen hos patienter. 

Hvis det er muligt at opsamle urin uden spild, kan 

forholdet mellem hastigheden hvormed kreatinin 

udskilles i urinen, i forhold til koncentrationen i blodet, 

være et betydeligt mere pålideligt mål for GFR. 

Desværre er det i praksis ofte vanskeligt at opsamle 

al urin.På klinisk fysiologisk og nuklearmedicinske 

afdelinger bestemmes GFR med en meget pålidelig 

teknik, som alene hviler på bestemmelse af indhold i 

blodet af et radioaktivt mærket stof, som efter indgift 

kun udskilles fra kroppen gennem filtration i nyrerne. 

Metoden anvendes når der er behov for en præcis 

bestemmelse af GFR. 

Nyrerne arbejder sammen 

De to nyrer varetager i forening deres fælles opgaver. 

Det er imidlertid ofte af interesse at kende den enkelte 

nyres bidrag til den samlede funktion. Det kan 

man gøre ved renografi, hvor man indgiver patienten 

en beskeden mængde radioaktivt stof som udskilles i 

nyrerne. Nyrernes optagelse og udskillelse af stoffet 

kan ses udefra, idet det er mærket med et radioaktivt 

grundstof, som udsender gammastråling. Fordelingen 

i kroppen afbildes med et gammakamera (Figur 1). 

De registrerede billeder anvendes ikke blot til beregning 

af nyrefunktion, men også til at vurdere urinafløbet 

fra nyrerne til blæren. Undersøgelsen udgør et 

vigtigt element i udredning af børn med medfødte 

misdannelser i urinvejene, som er det organsystem 

der hyppigst rammes af misdannelser. Samtidig kan 

undersøgelsen også vurdere nyrevævets tilstand, 

eksempelvis om der er ardannelse, hvilket specielt ses 

som komplikation hos børn med urinvejsinfektion. 


Figur 1. 

Renografi. 

Dette kan være af afgørende betydning for valg af 

behandling af infektionen. 

Danske fysiologer har gjort et omfattende arbejde 

med udvikling og etablering af de nævnte nyreundersøgelser, 

som foretages i meget stort omfang, ikke 

blot i Danmark men på det meste af kloden (2, 3, 4). 

Klinisk fysiologiske undersøgelser 

ved forhøjet blodtryk 

Ved forhøjet blodtryk, ligesom ved flere medicinske 

sygdomme, påvirkes nyrerne, og funktionen reduceres. 

Af hensyn til den rette behandling foretages hyppige 

bestemmelser af nyrefunktionen med nuklearmedicinske 

teknikker. Årsagen til forhøjet blodtryk kendes 

ikke til bunds. I sjældne tilfælde kan nyresygdom i 

sig selv være årsagen. Oftest drejer det sig imidlertid 

om forsnævringer af det kar, som forsyner nyren med 


Figur 2. 

Nyren og nefronet. 

blod som følge af åreforkalkninger (Figur 2). Den aktuelle 

nyre ”oplever” et for lavt tryk og øger produktionen 

af et hormon (renin), som sætter blodtrykket 

op. Dette er hensigtsmæssigt set fra nyrens side, men 

ikke fra den øvrige organisme. Forhøjet blodtryk gennem 

længere tid disponerer til hjerte-kar-sygdomme. 

Det er derfor vigtigt at identificere disse tilfælde, og 

efterfølgende sikre den nødvendige behandling. Hertil 

anvendes renografi som screeningsundersøgelse, da 

følsomheden er meget stor. Supplerende opsamling af 

blod fra den enkelte nyre med henblik på analyse af 

renin, har i mange år været udført på klinisk fysiologiske 

og nuklearmedicinske afdelinger. Danske kliniske 

fysiologer har ydet et stort bidrag til viden om nyrernes 

rolle ved forhøjet blodtryk, både som ”skurk” og 

som ”offer” (5). 

25

Ny viden om vandtransport i nyren 

I nyrerne produceres cirka 180 liter præurin i døgnet, 

når blodet filtreres. Denne enorme mængde væske 

reduceres til blot omkring to liter under præurinens 

passage gennem nyrerne. En stor mængde væske 

trækkes altså tilbage til blodet. Dette fordrer et 

system som er i stand til at transportere endog meget 

store mængder væske gennem nyrens celler. Som 

nævnt indledningsvis har opdagelsen af specifikke 

vandkanaler (aquaporiner) ført til et gennembrud i 

denne forståelse. Danske fysiologer har bidraget afgørende 

- ikke blot til denne opdagelse - men også til 

den erkendelse, at vandkaler findes i andre organer. 

Bestemmelse af nyrernes evne til at rense blodet for 

litium, et grundstof som anvendes i behandling af 

depression, afspejler vandtransporten på vej igennem 

nyren. Denne undersøgelse har bidraget til ny viden 

26 

Litteratur 

om en bred vifte af nyresygdomme. Undersøgelsen har 

sit udspring i Danmark. 

Nye idéer 

Ny viden giver til stadighed anledning til nye spørgsmål 

og nye idéer. Opdagelse af vandkanaler har ført 

til fornyet interesse for undersøgelse af urin for udskilte 

stoffer. Kan funktionen af nyrernes vandkanaler 

bestemmes alene ved undersøgelse af urin? 

Vores viden om nyrerne er stor. Men et så basalt 

spørgsmål som hvorledes nyrer ”taler sammen”, og 

aftaler hvorledes de skal deles om arbejdet, er ikke 

afklaret. Der er således stadig behov for forskning i 

nyrefunktion og nyresygdomme. Danske fysiologer vil 

givetvis være markant repræsenteret i denne forskningsindsats. 

1. Nielsen S, Frøkiær J, Marples D, Kwon TH, Agre P, Knepper MA. Aquaporins in the kidney: from molecules to medicine. Physiol Rev. 

2002 Jan;82(1):205-44. Review. 

2. Brøchner-Mortensen J. Routine methods and their reliability for assessment of glomerular filtration rate in adults, with special 

reference to total [51Cr]EDTA plasma clearance. Dan Med Bull 1978; 25:(5): 181-202. Thesis. 

3. Rehling M. [Assessment of renal function by single injection of 99mTc-DTPA] Kliniske nyrefunk-tionsundersøgelser. Med enkelt- 

injektion af 99mTc-DTPA. Linde tryk, Aarhus, Denmark 1993. Thesis. 

4. Eskild-Jensen A. Neonatal Hydronephrosis; An experimental study of functional and morphological aspects during development 

in response to unilateral partial. Fællestrykkeriet for Sundhedsviden-skab, Aarhus Universitet, Aarhus, Denmark 2001. Thesis 

5. Hesse B. Den humane reninregulation, specielt i relation til blodvoluminet og det sympatiske nervesystem. Munksgaard 1980. 

Thesis. 


7. Bevægeapparatet 

Inge-Lis Kanstrup, overlæge, dr.med. 

Bo Zerahn, overlæge 

Arbejdshesten i nuklearmedicin ved undersøgelser af 

muskler og led er knogleskintigrafi. Men også knogletæthedsmåling 

til vurdering af kalkindhold samt 

trykmåling inde i muskler hører med til specialet. 

Desuden er PET-skanning og andre nuklearmedicinske 

metoder i kombination med CT-skanning ved at finde 

deres plads i det diagnostiske repertoire. 

Knogleskintigrafi 

Knogleskintigrafi er primært en billedmæssig fremstilling 

af stofomsætning i knoglevævet, men 

undersøgelsen kan også bruges til at vurdere gennemblødning. 

Det kræver en indsprøjtning af et 

knoglesøgende radioaktivt sporstof i en strålingsmængde, 

der svarer til ca. 1½ gang den naturlige 

årlige baggrundsstråling. Undersøgelsen er således 

ufarlig, dog undersøges gravide så vidt muligt ikke. 

Billedoptagelse sker ved hjælp af et gammakamera, 

når sporstoffet har fordelt sig efter 2-3 timer. Kameraet 

kan være forsynet med et eller to optagehoveder, 

som kan skanne hele skelettet i én optagelse, eller 

man kan lade kameraet rotere rundt om patienten 

for at kunne konstruere et tredimensionelt billede af 

knoglerne (SPECT). Man kan også lave enkeltbilleder 

efter behov. 

Undersøgelsen er meget følsom til påvisning af 

lokalt øget stofomsætning i knoglesystemet og bruges 

derfor til vurdering af spredning af kræft til knogler, 

hvor der foregår en netto-nydannelse af knogle 

- først og fremmest spredning fra bryst-, prostata- og 

lungekræft. Undersøgelsen er dog ikke særlig specifik, 

og man kan langt fra altid give et entydigt svar. 

For eksempel kan enkelte forandringer i lænderyggen 

skyldes både kræft og gigt. I sådanne tilfælde kan 

man supplere med en SPECT, som ofte kan hjælpe 

med at skelne mellem ondartede og godartede fund. 

Undersøgelsen er dog aldrig endegyldig diagnostisk. 

Både sygehistorie, fundenes lokalisation og udbredelse 

(mønster) kan være med til at afdække årsagen. 


Tre-faset knogleskintigrafi 

Her tages billeder i forbindelse med indsprøjtning af 

sporstoffet. På den måde kan man opnå supplerende 

information om blodgennemstrømning og kapillærtæthed, 

som er af værdi ved vurdering af mange 

knogle- og ledsygdomme og skader. Der foregår i 

øjeblikket et udviklingsarbejde med at gøre den trefasede 

knogleskintigrafi kvantitativ (målbar), som det 

f.eks. kendes fra renografi (se nyreunderøgelser) især 

med henblik på diagnostik af senfølger i fødderne 

pga. sukkersyge, Charcotfod. 

Ledlidelser 

Ved en lang række ledlidelser vil der være øget ophobning 

af sporstof i relation til såvel store som helt 

små led. Ved mistanke om involvering af finger- og 

tåled, udføres specialoptagelse af hænder og fødder. 

Undersøgelsen kan desuden bruges til at vurdere 

senfølger efter ledskader, men har ingen værdi ved 

akutte ledskader. En normal eller høj knogleoptagelse 

af sporstoffet kræver intakt blodforsyning. Ved brud 

på lårbenshalsen kan man derfor ved hurtig skintigrafi 

(inden for de første uger) afsløre, om blodforsyningen 

til ledhovedet er bevaret eller afbrudt, hvilket i givet 

fald giver en høj risiko for senere kollaps omkring 

bruddet. Et lignende billede ses hos børn med Calvé- 

Legg-Perthes sygdom. 

Knogleskintigrafi kan bidrage ved udredning af 

mistanke om løsning af kunstige led. Bedst undersøgt 

er forholdene ved kunstige knæ- og hofteled, hvor en 

normal skintigrafi med stor sandsynlighed kan udelukke 

løshed og/eller betændelse. Der er større tvivl 

om den diagnostiske sikkerhed ved positive skintigrafiske 

fund. 

27

Hø lat. 

Sportsskader 

Mistanke om træthedsbrud er en hyppig henvisningsårsag 

inden for idrætsmedicin. Disse er ofte lokaliseret 

i skinneben, mellemfodsknogler, lægben, men alle 

knogler også lårben (efter kunstig hofte), underarme 

(vægtløftere m.fl.) og ribben (roere) kan være sæde 

for træthedsbrud. Knogleskintigrafi er en enkelt og 

nem undersøgelse til påvisning/udelukkelse af træthedsbrud 

og udbredningen i knoglen har betydning 

for helingstid (Figur 1). 

Tibialt stress syndrom (”shin splints”) er en tilstand 

med smerter og ubehag ved benhinden, ofte opstået 

28 

Hø Ve Hø lat. 

Figur 1. 

27-årig mandlig volleyballspiller med tiltagende smerter i 

højre fod. Knogleskintigrafi viser stressfraktur i 5. mellem- 

fodsknogle på højre side. Røntgenundersøgelse 4 uger tidligere 

var normal. Ny røntgenundersøgelse efter skintigrafien 

viser afsprængning af distale caput. 

Hø Ve 

Figur 2. 

Eksempel på knogleskintigrafi med øget optagelse ved inflammation 

i sene og –tilhæftning; her som udtryk for achillesene-tendinitis 

på højre side. 

ved løb på hårdt underlag, eller gentagne hop. Ved 

knogleskintigrafi kan man se langstrakte områder i 

benhinden med øget optagelse, som oftest i begge 

underben, mens træthedsbrud viser sig ved en tenformet 

høj optagelse i en enkelt knogle. Undersøgelsen 

viser på analog måde øget optagelse ved inflammation 

i sener og –tilhæftninger (enthesopatier, Figur 2). 

Håndledssmerter, hvor man mistænker brud i 

håndrodsknogler, er også en god indikation, hvis MR 

skanning ikke er let tilgængeligt. En normal undersøgelse 

udelukker et brud, og langvarig gipsbandagering 

kan undgås. 


Figur 3. 

26-årig mand med osteoidt osteom i venstre side af lumbalhvirvel 5, tidligere opereret med udskrabning og optransplantation. 

Fortsat smerter, mistanke om recidiv. SPECT kombineret med lavdosis CT viser øget knoglemetabolisme i venstre side af L5, 

overvejende i corpus og således ikke mistanke om recidiv i det tidligere optransplanterede område i pediklen. 

Billedet er venligst udlånt af Jann Mortensen, Klinisk fysiologisk og Nuklearmedicinsk afdeling, Rigshospitalet. 

Rygsmerter 

Knogleskintigrafi kan kun sjældent bidrage til 

afklaring af akutte eller kroniske rygsmerter. Men 

undersøgelsen kan ofte bidrage med vigtige fingerpeg 

f.eks. i skelnen mellem cancer og evt. betændelse i 

en discus. Ved mistanke om mb. Bechterew kan der 

ses symmetrisk øget optagelse i bækkenleddene, men 

bedømmelsen beror ofte på et skøn. Det er tit anbefalelsesværdigt 

at supplere almindelige todimensionelle 

optagelser med SPECT ved rygsmerter. 


Meddelte smerter 

Da knogleskintigrafi let kan fremvise et samlet billede 

af skelettet og da undersøgelsen er meget følsom, 

er den formidabel til at afsløre knoglelidelser, hvor 

patienten ikke opfatter smerten som kommende fra 

det sted der fejler noget (meddelte smerter). Dette er 

i modsætning til røntgenundersøgelser, hvor man ofte 

er tvunget til kun at tage billeder af det smertende 

sted og dermed risikerer at overse den proces, der er 

smertens årsag. 

29

Fremtiden 

Der foregår i øjeblikket en rivende udvikling indenfor 

nye måder at kombinere billeddannende systemer 

på. Dette gælder også for bevægeapparatet. Vi står 

således ved indgangen til en ny æra, hvor knogle- 

SPECT kan optages og flettes sammen med billeder fra 

eksempelvis CT-skanning i en og samme undersøgelse 

(Figur 3). Desuden udvikles hele tiden nye radioaktive 

sporstoffer, der måske med tiden vil gøre det 

muligt at vurdere eksempelvis effekten af bestemte 

typer antibiotika lokalt omkring en ledprotese med 

betændelse. Allerede nu er det vist, at kombinationen 

af SPECT og CT øger både følsomhed og nøjagtighed 

i forhold til knogleskintigrafi alene, især i kraft af 

bedre identifikation af godartede tilstande med øget 

knogleomsætning. Det foreslås derfor, at SPECT/CT i 

højere grad tages i anvendelse, når det er påkrævet at 

kunne skelne mellem muligt ondartede eller godartede 

processer. 

Knogletæthedsmåling (DXA-skan) 

Ved mistanke om knogleskørhed (osteoporose) udføres 

osteodensitometri også kaldet DXA-skanning eller 

knogletæthedsmåling. Denne undersøgelse er baseret 

på måling af, hvor meget knogler og omkringliggende 

30 

Litteratur 

væv kan dæmpe svag røntgenstråling. Vurderingen af 

hvorvidt en patient har osteoporose eller ej, baserer 

sig på sammenligninger med et normalmateriale efter 

retningslinier udstukket af WHO. Osteodensitometri 

kan desuden anvendes til bestemmelse af kropssammensætning 

og fedtfordeling (eksempelvis indenfor 

fedmeforskning- og behandling), samt måling af 

knogletæthed omkring ledproteser ved ønske om 

vurdering af disses tilpasningsgrad til den omkringliggende 

knogle. 

Intramuskulær trykmåling 

Kronisk kompartmentsyndrom er en tilstand med for 

trang muskelhinde og dermed forhøjet tryk i musklen 

i forbindelse med arbejde. Den øvre grænse for 

normalt tryk i en muskel er 15 mmHg, så det drejer 

sig om en beskeden trykforhøjelse på grund af hæmmet 

blodafløb og ikke iltmangel. Trykmåling inde i 

musklen kan bidrage til diagnosticeringen af kompartmentsyndrom. 

Ved undersøgelsen lægges et kort 

plastkateter ind i musklen i lokalbedøvelse. Trykket 

måles i hvile og efter udmattende muskelarbejde. Ved 

kronisk kompartmentsyndrom er der forhøjet hviletryk 

og/eller forhøjet tryk i minutterne efter arbejdsophør. 

1. Sarikaya I, Sarikaya A, Holder LE. The role of single computed tomography in bone imaging. Sem Nucl Med 2001;31:3-16. 

2. Blake GM, Fogelman I. Bone densitometry and the diagnosis of osteoporosis. Sem Nucl Med 2001; 31:69-81. 


8. Endokrinologi 

Peter S. Oturai, overlæge 

Kroppens endokrine system består af en række kirtler 

og grupper af celler, der ved hjælp af signalstoffer 

(hormoner, vækstfaktorer m.fl.) regulerer både nært- 

og fjerntliggende organers funktion. 

Skjoldbruskkirtlen 

Nuklearmedicinens bidrag til endokrinologisk diagnostik 

og behandling har været betydende gennem en 

længere årrække. Thyroideaskintigrafi har således i 

Danmark længe været en central diagnostisk undersøgelse 

i uredningen af patienter med mulig lidelse 

i thyroideakirtlen (skjoldbruskkirtlen). På en thyroideaskintigrafi 

kan man efter indgift af et radioaktivt 

sporstof (Tc-99m-pertechnetat og forskellige jodisotoper) 

på gammakameraoptagelser vurdere thyroideakirtlens 

udbredning og funktionsniveau. Dette 

er nyttigt ved forstyrrelser i stofskiftet, ved betændelsestilstande 

og i forbindelse med diagnostik og 

behandling af tumorer. Derudover udføres på mange 

klinisk fysiologisk og nuklearmedicinske afdelinger i 

landet ultralydsskanning og finnålsbiopsi af thyroideakirtlen. 

Behandling af både godartede og ondartede 

sygdomme i thyroideakirtlen med radioaktivt jod varetages 

ligeledes af specialet (læs om behandling med 

radioaktive lægemidler i kapitel 15 i dette skrift). 

Biskjoldbruskkirtlerne 

De fire parathyroideakirtler (biskjoldbruskkirtler) er 

normalt beliggende på bagsiden at thyroideakirtlen. 

Parathyroideakirtlerne producerer PTH, som er en 

vigtig regulator af calcium-stofskiftet i kroppen. Øget 

produktion af PTH pga. parathyroidea-adenom(er) er 

en behandlingskrævende tilstand, der oftest involverer 

et operativt indgreb. En præcis præoperativ 

lokalisering af de(n) afficerede kirtel(er) kan ofte 

reducere det kirurgiske indgreb (”minimally surgery”) 

og dermed reducere risikoen for komplikationer. Den i 

dag hyppigst anvendte skintigrafiske metode til påvisning 

af abnormt parathyroideavæv er udvaskningsmetoden. 

Sporstoffet Tc-99m-sestamibi optages i både 

normalt thyroideavæv og hyperfungerende parathyroideavæv. 

Sporstoffet koncentreres og retineres i væv 


med et højt mitokondrieinhold – såsom hyperfungerende 

parathroideavæv – hvorfor udvaskningen herfra 

sker langt langsommere end fra thyroideavævet. Ved 

skintigrafisk optagelse tidligt efter sporstofinjektion 

fremstilles både thyroidea- og parathyroideavæv. På 

optagelser efter 2 timer fremstilles kun hyperfungerende 

parathyroideavæv, inkl. evt. ektopisk beliggende 

kirtler. I de seneste år har man ofte suppleret 

billedfremstillingen med SPECT/lavdosis- CT hvilket 

har muliggjort en mere præcis anatomisk lokalisering 

af de fremstillede foci, Figur 1. 

Neuroendokrine tumorer 

Katekolamin-secernerende neuroendokrine tumorer 

optager ofte sporstoffet I-123-MIBG, der har ligheder 

med den adrenerge neurotransmitter noradrenalin. 

MIBG skintigrafi har gennem 20 år været anvendt 

til påvisning af vurdering af spredning af og forløb 

for tumorer udviklet fra binyremarven og sympatisk 

nervevæv – fæokromocytom, neuroblastom, ganglioneurom 

m.fl. Ikke onkologiske indikationer er binyrehyperplasi 

og vurdering af den kardielle sympatiske 

innervation. Sidstnævnte anvendes bl.a. til vurdering 

af kardiovaskulær autonom dysfunktion. Binyrebarkskintigrafi 

med en I-131 mærket kolesterolanalog 

(kolesterolskintigrafi) kan anvendes til evaluering 

af sygdomme i binyrebarken. Kortisol er forstadie til 

dannelsen af steroidhormoner i binyrebarken. I-131kolesterol 

vil ved gammakameraoptagelse kunne visuelt 

påvises i hyperfungerende væv. Metoden anvendes 

hyppigst som led i diagnostikken af Cushings sygdom 

og ved primær hyperaldosteronisme. Undersøgelsen 

har primært en rolle ved differentiering mellem ensidig 

og dobbeltsidig sygdom, hvor andre diagnostiske 

metoder ikke har givet tilstrækkelig information. På 

flere klinisk fysiologisk-nuklearmedicinske afdelinger 

i landet foretages desuden kateterisation af binyrevenerne 

mhp. påvisning af lateraliseret hyperfunktion, 

såfremt øvrige metoder ikke tilstrækkeligt har kunnet 

afklare forholdene. 

Somatostatin er et signalmolekyle i både hypothalamus-hypofyse-aksen 

og mave-tarm-kanalen. Udover 

31

Figur 1a. 

31-årig mand med primær hyperparathyroidisme. Tidlig skintigrafi 

(10 min) efter Tc-99m-sestamibi injektion viser fremstilling 

af thyroideakirtlen med proces strækkende sig ned under 

venstre thyroidealap (1a-1). På optagelse efter 2 timer ses 

kun retineret aktivitet i venstresidigt parathyroidea adenom 

(godartet knude) (1a-2). Supplerende thyroideaskintigrafi 

med Tc-99m-pertechnetat viser normal thyroideakirtel (1a-3). 

hæmning af hormonsekretion har dette peptidhormon 

flere andre fysiologiske virkninger i organismen, bl.a. 

antiproliferative og immunregulerende effekter som 

medieres via celleoverflade-receptorer. Somatostatinreceptorer 

er påvist i en lang række væv: i centralnervesystemet, 

mavetarmkanalen, på mange celler 

af neuroendokrin oprindelse samt på ikke-endokrine 

celler, f.eks. lymfocytter. Mange neuroendokrine tumorer 

har vist sig at besidde et stort antal somatostatin-receptorer. 

Skintigrafi med radioaktivt mærkede 

somatostatinanaloger har de seneste knap 20 år 

nærmest revolutioneret diagnostikken af neuroendokrine 

tumorer, herunder bl.a. karcinoider, gastrinomer, 

32 

Figur 1b. 

Samme patient som i Figur 1a. Kombineret SPECT/CT 

(lavdosis) skanning angiver præcis lokalisering af venstresidigt 

parathyroideaadenom på bagsiden af/under venstre 

nedre thyroideapol. Første søjle: CT-skan; anden søjle: SPECTskan; 

tredje søjle: fusionerede billeder. 

insulinomer samt paragangliomer. Somatostatinreceptor-skintigrafi 

med In-111-octreotid er den mest 

udbredte metode. 

Med anvendelsen af en tracer med en halveringstid 

på 2,8 dage kan der optages skintigrafiske billeder 

i op til 3 døgn efter tracerindgift. Derved opnås en 

høj fokus/baggrund-ratio og forstyrrende fysiologisk 

aktivitet i mavetarmkanalen kan reduceres. Ved både 

binyreskintigrafi og somatostatinreceptor-skintigrafi 

suppleres ofte med SPECT/CT, hvilket kan give nyttige 

oplysninger om præcis anatomisk fokus-lokalisation. 

Den vigtigste indikation for anvendelsen af somatostatinreceptor-skintigrafi 

er staging (stadieindeling) 


af neuroendokrine tumorer. Kun sjældent anvendes 

metoden til primær diagnostik. Et vigtigt aspekt af 

bestemmelsen af receptorstatus for neuroendokrine 

tumorer er identifikation af patienter, der er velegnede 

til målrettet behandling med radioaktivt mærkede 

somatostatin-analoger. Receptorbærende tumorer og 

metastaser udsættes derved selektivt for destruerende 

radioaktiv stråling. Samme principper anvendes med 

radioaktivt-mærket MIBG. Læs mere herom i kapitel 

15 om radio-nuklid terapi. 

Anvendelse af PET, oftest kombineret med CT-skan, 

Litteratur 

1. Rasmussen K, Jørgensen JOL, Frøkiær J. Binyrebarkskintigrafi. Ugeskr Laeger 2003; 165: 3518-21. 

2. Rasmussen K, Nielsen JT, Rehling M. Somatostatinreceptorskintigrafi. Ugeskr Laeger 2005; 167: 4647-50. 

3. Kettle AG, O’Doherty MJ. Parathyroid imaging: How good is it and how should it be done? Semin Nucl Med 2006; 36: 206-11. 

4. Rufini V, Calcagni ML, Baum RP. Imaging of endocrine tumors. Semin Nucl Med 2006; 36: 228-47. 


er i en rivende udvikling med design af nye specifikke 

og følsomme tracere. Anvendelsen af PET som rutineundersøgelse 

indenfor endokrinologisk diagnostik er i 

dag begrænset, fraset ved ondartede lidelser. F-18- 

FDG PET er specielt følsom ved lavt-differentierede 

tumorer, hvor de ovenfor beskrevne metoder har lavere 

sensitivitet. I de nærmeste år vil PET formentlig, 

i takt med udbygning af PET-CT skannekapaciteten i 

landet og udvikling af nye PET-tracere, få en endnu 

større rolle indenfor endokrinologisk diagnostik. Læs i 

øvrigt mere om PET i øvrige kapitler i dette skrift. 

33

34 


9. Gastro-hepatologisk funktionsdiagnostik 

Søren Møller, overlæge, dr.med. 

Jesper Mortensen, overlæge 

Dansk klinisk fysiologi og nuklearmedicin har en lang 

tradition for aktiv deltagelse i diagnostik, udredning 

og behandling af patienter med lever-, galde- og 

mave-tarm sygdomme. Talrige undersøgelsesmodaliteter 

er blevet taget op, valideret og videreudviklet 

indenfor specialet herunder metoder til vurdering af 

leverens stofskifte og kredsløb. Indenfor gastroenterologien 

udvikledes på bl.a. dansk initiativ metoder 

til måling af syresekretion, detektion af syreproducerende 

celler og gastrointestinal blødning. Det 

diagnostiske armamentarium indenfor gastro-hepatologien 

spænder således vidt fra klassiske fysiologiske 

og nuklearmedicinske metoder til moderne SPECT/CT 

og PET/CT teknikker. I det følgende vil der blive givet 

en status over fagets metoder og udvikling indenfor 

dette felt. 

Mave-tarm undersøgelser 

Indenfor klinisk fysiologi og nuklearmedicin benyttes 

en række specifikke gastroenterologiske funktionsundersøgelser 

til at afdække absorptions- og 

fordøjelsesforhold (Schilling test, Se-HCAT, breath 

test, Borgstrømtest), passage- og motilitetsforhold i 

mave-tarmkanalen (esofagusmanometri, ventrikeltømningsundersøgelser,mave-tarm-transittidsundersøgelser) 

og blødning (blødningsskintigrafi og Meckel-divertikel-skintigrafi). 

Mere generelle, men ikke mindre 

udbredte undersøgelser, omfatter leukocytskintigrafi 

til blandt andet diagnostik af kronisk inflammatoriske 

tarmsygdomme og PET i udredningen af patienter med 

maligne sygdomme i mavetarmkanalen. Disse teknikker 

vil blive berørt i andre af dette skrifts kapitler. 

Udbredelsen og anvendelsen af gastro-intestinale 

funktionsundersøgelser har ændret sig med tiden og 

er i høj grad betinget af lokale forhold som patientgrundlag, 

muligheder og interesser. Hvor nogle typer 

af undersøgelser er næsten helt forladt, som f.eks. 

syresekretionsundersøgelser, er nye kommet til og har 

fået en mere fremtrædende placering. 

Flere af de hyppigst anvendte undersøgelser ordineres 

på baggrund af en karakteristisk symptomatologi som 

f.eks. diare, obstipation eller dysfagi. Som metode 


anvendes skintigrafi efter indgift af radioaktive 

isotoper til vurdering af abnorm ventrikeltømning 

og mave-tarm transit (1). Til påvisning af intestinal 

galdesyreabsorption anvendes en syntetisk galdesyre 

mærket med den radioaktive isotop selenium (Se- 

75-taurinkonjugeret homocholsyre). Umiddelbart (1 

time) og 7 dage efter indtagelse af markøren, måles 

aktiviteten over abdomen med gammakamera og den 

relative galdesyreretention kan bestemmes. Galdesyremalabsorption 

ses ved forskellige lidelser i tarmsystemet 

som f.eks. ved kronisk inflammatoriske tarmsygdomme. 

Galdesyremalabsorptions-testen har stort set 

erstattet den klassiske Schillingtest til bedømmelse 

af absorptionsfunktionen i distale del af tyndtarmen. 

Schillingtesten udføres i dag kun meget få steder på 

grund af vanskeligheder med fremstilling og levering 

af Co-57 og Co-58-mærket B12-vitamin og intrinsic 

factor. 

Blødningsskintigrafi blev indført efter dansk initiativ 

og anvendes i udredningen af blødningslokalisation 

og -årsag ved indgift af markør i kredsløbet, enten 

som I-125-humant albumin eller Tc-99m-mærkede 

erythrocytter (2), (Figur 1). 

Stabile, ikke-radioaktive isotoper eller blot oral 

indgivet glucose kan anvendes til undersøgelse for 

bakteriel overvækst i tarmen som årsag til gastrointestinale 

gener. Normalt absorberes glucose fuldstændigt 

fra tarmen men ved bakterieforekomst spaltes 

glucosen i tarmen, til brint og metan, som efterfølgende 

kan måles i udåndingsluften ved gaskromatografi. 

Ved esofageal manometri karakteriseres de peristaltiske 

bevægelser i spiserøret og trykforholdende i 

spiserørets nedre lukkemuskel ved hjælp af nedlagte 

tryksonder. Metoden har indtil for få år siden hovedsageligt 

været anvendt i forskningsøjemed, men er 

nu blevet klinisk tilgængelig på grund af en betydelig 

simplificering og standardisering af det tekniske 

udstyr. Undersøgelsen anvendes i forbindelse med 1) 

udredning af årsager til synkebesvær, herunder de 

sjældne tilfælde med akalasi, 2) til vurdering af esofagusmotorikken 

forud for laparoskopisk fundoplika- 

35

tion (kirurgisk forsnævring af lukkemusklen) hos 

patienter med syre-reflukssygdom samt 3) til lokalisation 

af lukkemusklen og placering af pH-sonde forud 

for 24 timers pH-måling hos patienter, hvor der er 

tvivl om syre-refluks diagnosen (Figur 2). 

Galdevejs-undersøgelser 

Galdevejsskintigrafi anvendes oftest på indikationen 

akut galdeblærebetændelse (cholecystitis) eller til 

at afdække medfødte misdannelser i galdevejene hos 

børn. Som markører anvendes lidokainderivater, som 

udskilles i galdevejene. Ved undersøgelsen fremstilles 

først hele leveren, herefter de dybe og fraførende 

galdeveje, galdeblæren og endelig ductus choledochus 

ved fri passage til tarmsystemet. Manglende fremstilling 

af galdeblæren kan være tegn på akut cholecystitis 

(Figur 1). Kompromitteret afløb til tarmsystemet 

kan f.eks. skyldes tilstedeværende galdesten eller tumor 

– hos nyfødte børn galdevejsatresi eller kongenit 

hepatitis. Undersøgelsen kan udvides med stimulation 

af galdeblærekontraktionen med cholecystokinin eller 

måltid med efterfølgende bestemmelse af galdeblærens 

uddrivningsfraktion f.eks. hos patienter med 

36 

A B 

6 – 10 min 

31 - 35 min 

16 - 20 min 

51 - 55 min 

Figur 1. 

Blødningsskintigrafi hos patient med frisk pågående blødning 

per rectum. Blødningskilde blev lokaliseret til colon ascendens 

(Panel A). Choleskintigrafi, der viser manglende fremstilling 

af galdeblære forenelig med betændelse i galdeblæren (Panel 

B). 

40 mmHg 

40 mmHg 

0 mmHg 

0 mmHg 

Figur 2. 

4-kanals manometri hos patient med synkesmerter. Undersøgelsen 

viser normal propaganderende peristaltik i hele oesofagus 

længde, men abnorm højre peristaltiske kontraktioner 

(Panel A). Radiologisk fremstilling af levervener i indkilede 

og frie positioner og tilhørende tryk hos patient med portal 

hypertension (Panel B). 

mistanke om kronisk galdeblærebetændelse som årsag 

til mavesmerter (3). Leverens ekskretoriske funktion 

kan endvidere bestemmes ved dens evne til at udskille 

farvestoffet indocyaningrønt. Denne clearance er en 

god leverfunktionsmarkør og kan endvidere anvendes 

til bestemmelse af levergennemblødningen (splanchnicusflow) 

f.eks. hos patienter under mistanke for 

intestinal iskæmi. 

Leverundersøgelser 

Bestemmelse af levergennemblødning finder overvejende 

sted i udredningen af patienter med cirrose 

(skrumpelever) og hos patienter med nedsat gennemblødning 

af tarmene på grund af arteriosclerose. 

Ved klinisk mistanke om intestinal iskæmi bestemmes 

splanchnicusgennemblødningen i en hvileperiode 

samt efter stimulation med et standardiseret prøvemåltid. 

Normalt ses en fødeinduceret stigning i 

splanchnicusgennemblødningen, mens der ved svære 

stenoser i de tarmforsynende blodkar udebliver en 

sådan stigning. Disse patienter kan efterfølgende 

behandles med f.eks. angioplastik. Bestemmelse af 

splanchnicusgennemblødningen anvendes overvejende 

Jubilæumsskrift for Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin 

Host 

Host 

A 

A 

B 

B

i de skandinaviske lande, mens diagnosen intestinal 

iscæmi i mange andre lande især hviler på radiologiske 

teknikker. 

Der har i dansk klinisk fysiologi og nuklearmedicin 

været en lang tradition for patofysiologisk forskning 

i leversygdomme. Kjeld Winkler (1925-1998) og Niels 

Tygstrup udviklede på Kommunehospitalet metoder til 

at belyse leverens funktion, hvoraf især bestemmelsen 

af bromsulfaleinclearance og galaktoseeliminationskapaciteten 

skal fremhæves. Den hæmodynamiske udredning 

af leverpatienter blev også påbegyndt her og 

udgør i dag et væsentligt aspekt i udredningen. Der 

er nu enighed om, at komplikationer der kan relateres 

til såvel abnormiteter i det portale, som det systemiske 

kredsløb, spiller en stor rolle for patienternes 

forløb og prognose. I dag udføres derfor bestemmelse 

af levervenetryk, levergennemblødning, systemiske 

blodtryk, minutvolumen, hjertefrekvens samt bestemmelse 

af en række parametre til at belyse kredsløbets 

omlejring som led i udredningen af patienterne, Figur 

2 (4). Endvidere udgør måling af leverfunktionen med 

fysiologiske teknikker et vigtigt led i vurderingen af 

patienterne. 

I Danmark er der tradition for forskning i blødning 

fra øsofagusvaricer, som er en frygtet komplikation til 

portal hypertension, og der pågår i samarbejde med 

klinisk fysiologi fortsat studier til belysning forskellige 

farmakas virkning på portaltryk, variceudvikling og 

blødningsrisiko. Fra dansk side har der endvidere de 

senere år været særligt fokus på de særlige kardiopulmonale 

og renale komplikationer ved cirrose. Der for- 

Litteratur 

1. Madsen JL, Fuglsang S, Graff J. Reference values for the geometric centre analysis of colonic transit measurements with 111 

indium-labelled diethylenetriamine penta-acetic acid. Clin Physiol Funct Imaging 2003; 23: 204-7. 


skes i disse år intensivt i et samarbejde mellem flere 

klinisk fysiologisk og nuklearmedicinske afdelinger og 

forskningsinstitutioner med kombination af forskellige 

undersøgelsesmodaliteter, herunder med gammakamera 

med SPECT-teknik, doppler/ultralyd-teknologi, 

MRI-teknologi, tracer-kinetiske, nyrefysiologiske og 

kredsløbs- undersøgelser, der forhåbentlig vil føre til 

en forbedret forståelse af den patofysiologiske baggrund 

for disse sygdommes forløb. 

De nyeste teknikker blandt de gastro-hepatologiske 

undersøgelser er PET teknikken, som er ved at vinde 

indpas dels i diagnostikken af primære og sekundære 

levertumorer, dels som et væsentligt forskningsværktøj. 

Således har dynamisk FDG-PET for nyligt vist med 

høj sensitivitet at kunne afsløre galdegangskræft, og 

PET under anvendelse af 13N-amoniak har givet væsentlig 

ny viden om hjernebarrieren ved levercoma (5) 

Konklusion 

Introduktionen af nye dedikerede gastro-hepatologiske 

undersøgelsesmodaliteter sker relativt langsomt 

og det diagnostiske program er karakteriseret ved et 

bredt sortiment af velafprøvede undersøgelsesteknikker 

til klinisk brug. Udbredelsen og anvendelsen er 

især betinget af tilgængelighed, lokale interesser, 

patientgrundlag, efterspørgsel og radiofarmaceutisk 

interesse i produktion af de nødvendige droger. Klinisk 

fysiologisk-gastro-hepatologisk forskning finder 

i Danmark sted ved en kombineret anvendelse af 

kendte metoder med innovativ applikation af teknikker 

fra samarbejdende specialer. 

2. Miskowiak J, Munck O, Nielsen SL, Fogh J, Brandenhoff P. An advance in identification and localization of gastrointestinal 

hemorrhage. Gastroenterology 1983; 84: 668-9. 

3. Toftdahl DB, Højgaard L, Winkler K. Dynamic cholescintigraphy: induction and description of gallbladder emptying. 

J Nucl Med 1996; 37: 261-6. 

4. Møller S, Henriksen JH. The systemic circulation in cirrhosis. In: Gines P, Arroyo V, Rodes J, Schrier RW, eds. Ascites and renal 

dysfunction in liver disease. Malden: Blackwell, 2005;139-55. 

5. Prytz H, Keiding S, Björnsson E, Broome U, Almer S, Castedal M, Munk OL. Dynamic FDG-PET is useful for detection of cholangio 

carcinoma in patients with PSC listed for liver transplantation. Hepatology 2006; 44: 1572-80. 

37

10. Inflammation og infektion 

Lene Rørdam, overlæge, dr.med. 

Det kan ofte være svært at diagnosticere en infektion 

eller inflammation med almindelig billeddiagnostik 

som f.eks. røntgen eller MR. Med nuklearmedicinske 

teknikker kan man med anvendelse af radioaktive 

lægemidler mærke de celler som deltager i det inflammatoriske 

respons og dermed få fremstillet den 

infektiøse eller inflammatoriske proces. 

De indtil nu rutinemæssigt hyppigst anvendte 

radioaktive lægemidler til undersøgelse for og lokalisation 

af infektiøse og inflammatoriske processer 

er Ga-67 og radioaktivt mærkede hvide blodlegemer. 

Disse undersøgelser kom frem i 1970-80 erne. Valg af 

undersøgelse er påvirket af det enkelte radioaktive 

lægemiddels fordeling i kroppen, den radioaktive stråledosis, 

og den diagnostiske akkurathed. I Danmark 

blev der i år 2005 i alt udført 1242 leukocytskintigrafier 

og 9 Gallium-skintigrafier, hvilket svarer til 

under 1.5% af det samlede antal undersøgelser med 

radioaktive lægemidler (Statens Institut for Strålebeskyttelse). 

De hyppigste henvisningsårsager er mistanke om: 

knoglebetændelse, betændelse omkring knogleproteser, 

opblussen i en kronisk inflammatorisk tarmlidelse 

eller i en kronisk ledegigt, samt feber af ukendt årsag 

og bakterier i blodet uden kendt fokus. 

Lekocytskintigrafi 

De hvide blodlegemer (neutrofile leukocytter) tiltrækkes 

af inflammation og optil 10% af de cirkulerende 

neutrofile leukocytter vil ophobes i det inflammerede 

område pr. døgn. Skintigrafi med radioaktivt mærkede 

neutrofile leukocytter identificerer derfor områder med 

leukocytinfiltration, som ses ved mange forskellige 

inflammatoriske sygdomme (ofte men ikke specifikt 

for bakterielle infektioner). Leukocytterne kan mærkes 

radioaktivt med Tc-99m-HMPAO eller In-111. Leukocytmærkningen 

foregår ex vivo efter adskillelse af de 

hvide blodlegemer fra de røde blodlegemer og blodpladerne. 

Til mærkning skal bruges 40-60 ml af patientens 

blod og tilstrækkeligt med hvide blodlegemer 

(kan ikke udføres ved leukopeni). Fremstillingen af 

de radioaktivt mærkede hvide blodlegemer kræver et 

38 

særligt laboratorium, ekspertise og er tidskrævende, 

og der er risiko for smitte af personalet samt risiko 

for at indgive det mærkede blodprodukt til den forkerte 

patient. Tc-99m fremstilles i en generator og er 

derfor umiddelbart dagligt tilgængeligt. Dets fysiske 

karakteristika med en halveringstid på 6 timer samt 

en energitop på 140 keV gør det velegnet til brug, da 

gammakameraerne er specielt konstrueret til denne 

energi. Derfor er billedopløsningen optimal og der er 

mulighed for tomografi (SPECT) undersøgelser uden at 

patienten skal udsættes for en alt for høj stråledosis. 

Den normale fordeling i kroppen er leveren, milten og 

knoglemarven. Tc-99m-HMPAO mærkning af leukocytterne 

er ikke irreversibel og der er udskillelse af 

sekundære komplekser til nyrer- og urinveje, og efter 

3-4 timer også til galdeblære og tarmkanal, hvilket 

gør stoffet uegnet ved mistanke om inflammation i 

nyre og urinveje samt kroniske abdominale foci. Indikationen 

for Tc-99m-HMPAO-leukocytskintigrafi er: 

inflammatoriske tarmsygdomme, akut knoglebetændelse 

(ikke i ryggen), mistanke om infektion omkring 

knogleproteser (Figur 1), mistanke om infektion af 

bløddele og betændelse i hjerteklapper. 

In-111 produceres i en cyklotron og skal derfor 

oftest leveres udefra. Det har en halveringstid på 67 

timer, hvilket gør den velegnet til undersøgelse af 

sløve processer, hvor der skal fotograferes over flere 

døgn. Dets fysiske karakteristik med energitoppe på 

173 og 247 keV gør det mindre velegnet til gammakamera 

optagelse (inklusiv SPECT). På grund af den 

lange halveringstid er den indgivne dosis begrænset, 

for at undgå for høj stråling til patienten (specielt til 

milten) og af den grund anbefales det ikke til børneundersøgelser. 

En af fordelene ved In-111 er muligheden 

for at udføre undersøgelse med to forskellige 

isotoper samtidig (f.eks. leukocyt- og knoglemarvskintigrafi). 

Ved mærkning med In-111 fås en irreversibel 

mærkning af de hvide blodlegemer, og det er 

derfor specielt velegnet til undersøgelse ved mistanke 

om infektion i nyre-urinveje og ved kroniske ”sløve” 

inflammatoriske processer i mave-tarmkanalen. Indikation 

for Indium-leukocytskintigrafi er: mistanke om 


Figur 1. 

Leukocytskintigrafi udført med Tc-99m-HMPAO mærkede 

leukocytter. Mistanke om infektion omkring 2½ år gammel 

højresidig hofteprotese. På statiske billeder optaget 2 timer 

efter injektion ses abnorm leukocyt ophobning omkring protesen 

på højre side, strækkende sig ud i bløddelene. På billeder 

optaget 22 timer efter injektion ses yderligere patologisk 

ophobning omkring protesen samt i bløddelene, som tegn på 

infektion omkring knogleprotesen. 

infektioner i nyre og blære, kronisk infektion (byld) 

i mavetarm kanal, feber af ukendt årsag og kronisk 

knoglebetændelse. 

Gallium-67 skintigrafi 

Ga-67 citrat er et radioaktivt stof, som er en jern 

analog og dermed kan binde sig til bestemte jernbindende 

proteiner på f.eks. inflammatoriske celler 

og bakterier. Isotopen har en halveringstid på 78 

timer, hvilket gør det velegnet til billedoptagelser i 

flere dage efter indgift. Stoffet ophobes i lever, milt, 

mave-tarmkanal og nyrer, men der ses også uspecifik 

optagelse i mange forskellige tumorer (f.eks. sarkoidose). 

En stor del af Ga-67 bliver udskilt gennem 


Figur 2. 

F-18-FDG PET scanning. 

Patienten udviklede efter en 

ferierejse til udlandet hævelser 

af alle de store led. På 

mistanke om bindevævslidelse 

får han udført PET-scanning. 

Scanningen er et udsnit af 

kroppen, hvor der ses symmetrisk 

øget FDG optagelse omkring 

skulder og hofteled, som 

tegn på akut atypisk ledegigt. 

Der er ikke tegn på inflammation 

af de store arterier. 

nyrerne de første 24 timer og derefter er der udskillelse 

via tyktarm. Da stoffet ikke alene binder sig til 

de hvide blodlegemer, er det velegnet hos immunsupprimerede 

patienter som f.eks. HIV-smittede. Ga-67 

er ikke dagligt tilgængeligt og dets fysiske karakteristika 

(mange forskellige energier) gør det mindre 

velegnet til gamma kamera optagelse. Disse ulemper 

i kombination med den umiddelbare tilgængelighed 

af Tc-99m-mærkede lægemidler til inflammationsundersøgelser 

gør, at det næsten ikke anvendes mere, 

og når det anvendes er indikationerne overvejende 

kronisk knoglebetændelse i ryggen, lungeinfektioner 

og feber af ukendt årsag, især hos immunsupprimerede 

patienter. 

39

Lægemidler til inflammationsskintigrafi 

Gennem de sidste 20 år har der været gjort mange 

forsøg på at udvikle radioaktive lægemidler til diagnosticering 

af inflammation og infektion, som er bundet 

til Tc-99m og som ikke kræver udtagning af blod 

og adskillelse af de hvide blodlegemer fra patienten. 

I øjeblikket findes der kun et kommercielt lægemiddel 

tilgængeligt i Danmark (Leucoscan®). Dette lægemiddel 

binder sig til granolucytterne in vivo, men det 

har ikke rigtig vundet indpas, da det ikke er nær så 

følsomt og specifikt som de mærkede leukocytter. 

Således blev der i 2005 i alt foretaget 14 skintigrafier 

med Leucoscan® i Danmark. 

F-18-FDG-PET 

F-18-FDG er en positron emitter. Det er et sukkerstof 

som optages i kroppens celler på samme måde som 

almindeligt sukker, men inde i cellen ophobes det, 

da det ikke kan nedbrydes. Det tages op af mange 

typer kræftceller men også af aktiverede inflammatoriske 

celler. For ca. 10 år siden kom de første større 

artikler omkring brugen af FDG-PET undersøgelser til 

diagnosticering af inflammation og infektion og siden 

da er der skrevet mere end 30 oversigtsartikler om 

dette. Fordelene er, at FDG akkumuleres meget tidligt 

i inflammationscellerne, så man kan scanne patienten 

allerede 45-60 minutter efter injektion, man undgår 

den komplicerede og tidskrævende mærkningsprocedure 

af de hvide blodlegemer og man får en højere 

følsomhed og højere spatial opløsning ved dedikeret 

PET scanning i forhold til gammakamera undersøgelser. 

Den normale fordeling af aktiviteten i kroppen er 

hjernen, hjertemusklen, nyrer og urinveje. Desuden 

ses i varierende grad aktivitet i mavesæk og tarme 

- specielt tyktarm. FDG-PET’s endelige rolle inden- 

40 

Litteratur 

for inflammation/infektion er ikke endelig afklaret, 

men der synes at være belæg for at FDG-PET er den 

bedste undersøgelse ved feber af ukendt årsag og ved 

mistanke om betændelse i de store arterier (Figur 2), 

samt hos patienter med AIDS, hvorimod det ikke er 

velegnet til undersøgelse af infektion omkring knogleproteser, 

hos patienter med kendt malign lidelse 

eller postoperativt. 

Billedfusion 

De nuklearmedicinske undersøgelsesteknikker kan ofte 

påvise, at der er et infektionsfokus, men da det kan 

være vanskeligt præcist at bestemme den anatomiske 

lokalisation for fokuset, har man i de sidste dekader 

med den forbedrede computerteknologi, ofte forsøgt 

at sammenlægge nuklearmedicinske billeder med 

f.eks. CT- eller MR-billeder. Dette har ikke været helt 

optimalt, blandt andet fordi patienterne er undersøgt 

på forskellige tidspunkter (ofte forskellige dage). Som 

noget nyt er der nu udviklet kombinerede skannere, 

der består både af et gammakamera og en CT-skanner 

eller en PET-scanner og en CT-skanner. Hermed er det 

blevet muligt at fusionere billederne fra de to modaliteter, 

hvilket har øget den diagnostiske følsomhed og 

akkurathed. 

Det er oplagt, at fremtidige nuklearmedicinske 

modaliteter indenfor diagnosticering af infektion og 

inflammation vil fokusere på PET’s rolle samt fusionering 

af billeder fra flere modaliteter (PET, SPECT, 

CT og MR). Derudover kan man håbe på, at der kan 

udvikles effektive radioaktive lægemidler, som retter 

sig mod specifikke receptorer indenfor forskellige 

patofysiologiske trin i den infektiøse eller inflammatoriske 

proces. 

1. Becker W and Meller J. The role of nuclear medicine in infection and inflammation. Lancet Infect Dis 2001; 1: 326-33. 

2. Love C, Thomas MB, Tronco GG et al. FDG PET of Infection and Inflammation. Radiographics 2005; 25: 1357-68. 

3. Bunyaviroch T, Aggarwal A, Oates E. Optimized scintigraphic evaluation of infection and inflammation: Role of single-photon 

emission computed tomography/computed tomography fusion imaging. Sem Nucl Med 2006; 36: 295-311. 

4. Signore a, Chianelli M, Alessandria D et al. Receptor targeting agents for imaging inflammation/infection: where are we now? 

Q J Nucl Med Mol Imaging 2006; 50: 236-42. 


11. PET/SPECT – CT - Hybridteknikker 

Søren Holm, cheffysiker 

Tomografi - udefra og indefra 

Tomografiske teknikker fremstiller tværsnitsbilleder af 

en patient (af græsk tomos, snit). Billederne dannes 

ved en matematisk beregning, rekonstruktion, på 

data, som kan måles udefra, kaldet projektioner. 

Det matematiske bevis for denne mulighed daterer 

sig til 1917, men først med digitale computere blev 

de nuværende anvendelser praktisk mulige – og det 

er stadig computerteknologien, som driver området 

fremad. Ældst kendte forsøg, fra 1961 og med radioaktive 

isotoper, var et ægte opfindereksperiment, 

baseret på dele fra en rejsegrammofon (til at køre 

rundt) og en modeljernbane (til at skabe en lineær 

bevægelse i projektionen). Et brugbart apparat med 

røntgenrør som kilde blev opfundet og beskrevet i 

1973 af den britiske fysiker G. Hounsfield, som i 1979 

modtog Nobelprisen for denne revolution på røntgenområdet. 

Sideløbende skete en udvikling inden for 

nuklearmedicin, hvor gammakameraer, som i sig selv 

laver projektionsbilleder, blev ophængt, så de kunne 

rotere om patienten (SPECT), og en konstruktion af 

detektorringe, som kunne måle de to samtidige fotoner, 

som følger efter et positronhenfald (PET). 

Forskellen på de tomografiske metoder ligger i strålekilden. 

I CT sendes røntgenstråling gennem patienten, 

og detektorbuen på den modsatte side registrerer, 

hvad der kommer igennem. Patientens dæmpning 

af strålingen rekonstrueres til CT-billeder, som vi uden 

videre fortolker som et præcist billede af patientens 

anatomi – fordi forskellige typer væv dæmper 

strålingen forskelligt. Kontrasten er langt bedre end i 

traditionelle røntgenbilleder, hvor alle lag af patienten 

”skygger” for hinanden. I SPECT og PET kommer 

informationen ”indefra” i form af fotoner fra radioaktive 

sporstoffer, som patienten har fået sprøjtet ind i 

en blodåre eller indåndet. De rekonstruerede billeder 

viser her fordelingen af sporstof, og den dæmpning 

af strålingen, som i CT er selve signalet, er blot en 

fejlkilde, som må korrigeres ved måling eller beregning. 

Ud fra viden om det aktuelle sporstof fortolkes 

billedet som information om fysiologiske processer 

og sygdomme, som f.eks. kræftsvulster. Det særlige 


ved nuklearmedicin er altid den ekstreme følsomhed, 

som skyldes, at man detekterer signaler fra enkelte 

atomers henfald. Derfor kan man måle på meget små 

stofmængder og følge processer uden at forstyrre 

dem. I reglen er sporstoffer dog ikke meget ”specifikke”, 

dvs. at en del af sporstoffet vil være fordelt ud 

over kroppen, f.eks. i muskelvæv eller knogler. Uden 

dette ville det være meget svært at orientere sig på 

et nuklearmedicinsk billede, og jo bedre tracere, desto 

sværere. Med den ideelle tracer for kræft, ville man 

således kunne finde næsten uendelig små svulster 

– men man ville ikke være i stand til at fortælle, hvor 

i patienten de sad. 

Fusion af billeder - og apparater 

At røntgen og nuklearmedicin supplerer hinanden er 

ikke nyt, og CT-billeder har i mange år været sammenholdt 

med SPECT eller PET, hvad enten det er sket rent 

mentalt ved iagttagelse på forskellige skærme, eller 

mere direkte ved tilpasning (”co-registrering”) på 

computer og samtidig, overlejret visning (”fusion”) 

på fælles computerskærm. Men ideen om at samle de 

to typer tomografi i ét apparat blev udviklet i løbet af 

1990’erne af en gruppe omkring David Townsend, først 

i Geneve, senere i Pittsburgh. Fra starten var det mest 

muligheden for at benytte dæmpningsinformationen 

fra CT til hurtig og effektiv korrektion i PET, der var 

drivende, idet det næsten halverer den nødvendige 

tid i skanneren. Men nytteværdien af de fusionerede 

billeder viste sig hurtigt at have stor gennemslagskraft, 

fordi det direkte forener den nuklearmedicinske 

følsomhed med CT’s overlegne anatomiske beskrivelse. 

Det første kommercielle hybridapparat (2000) var 

dog ikke PET, men en SPECT/CT, hvor ”CT” skanneren 

blot ikke fuldt ud havde den diagnostiske kvalitet, 

som man normalt forbinder med begrebet. Dette apparat 

bruges i dag på adskillige af de danske nuklearmedicinske 

afdelinger. 

Da Rigshospitalet i år 2000 anskaffede sig et nyt 

PET-apparat (vha. en fondsbevilling fra John og Birthe 

Meyers Fond) blev det aftalt med leverandøren, at 

der som noget helt nyt skulle udføres en kombineret 

41

Figur 1. 

Der er meget teknik gemt inden i en PET/CT skanner. Her er den ”klædt af” og de to dele trukket 

fra hinanden til et større serviceeftersyn. PET skannerens detektorring står bagest og er fast. CT 

skanneren (som kan rotere to gange rundt i sekundet) står foran, med røntgenrøret for neden og 

detektorbuen for oven. 

installation med en PET- og CT-skanner i samme rum 

samt en passende mekanisme til at flytte patienten. 

Inden leveringen kunne finde sted, meddelte producenten 

imidlertid, at de nu havde besluttet sig for at 

designe ét samlet, kommercielt produkt, som kunne 

leveres med en beskeden forsinkelse, og på den måde 

fik Danmark en af verdens første PET/CT skannere i 

efteråret 2001. I PET/CT skanneren står de to apparater 

sammenbygget ”i forlængelse af hinanden”, så de 

to undersøgelser kan udføres ud i ét, mens patienten 

ligger stille på et leje, som flyttes igennem skanneren, 

se Figur 1. 

42 

Regeltilpasning og uddannelse 

- en diplomatisk succes 

Forberedelserne til at modtage det kombinerede 

apparat handlede ikke kun om kontrakter og bygningsindretning. 

Det stod meget tidligt klart, at der 

var lovgivnings- og personalemæssige aspekter, som 

skulle afklares, hvis kombinationen skulle blive en 

succes. Anvendelse af stråling til medicinsk formål 

er reguleret af EU i et direktiv, som i Danmark er 

implementeret gennem flere separate bekendtgørelser, 

én for røntgenområdet, og én for nuklearmedicin, 

ligesom den kontrollerende myndighed, SIS, indtil 


for nylig havde separate afdelinger for de to typer af 

stråling. Der har været afholdt møder med deltagelse 

af alle implicerede for at afklare, hvordan de mange 

regler kunne bringes til at fungere med to bekendtgørelser 

og 4 ”ansvarlige personer” i ét rum. Et omfattende 

kursus (80 timer) med deltagelse af SIS, for at 

uddanne nuklearmedicinske bioanalytikere og sygeplejersker 

til at betjene udstyret, er blevet afholdt flere 

gange i København og senest også i Århus. 

Hybridteknikker - rutine og udfordring 

En af hovedanvendelserne for PET/CT i dag er opsporing, 

beskrivelse og vurdering af kræftudbredelse. 

Derfor findes PET/CT nu ved alle de hospitaler, som 

rummer stråleterapi, og er på vej til at blive en 

integreret del af planlægningsprocessen for stråleterapipatienter. 

På få år gik PET/CT fra at blive betragtet 

som en eksotisk forskningsmulighed til at være 

et standardinstrument, hvor der på verdensplan er 

installeret langt over tusind apparater; PET uden CT 

installeres til gengæld næsten ikke længere. 

På SPECT området er udviklingen tilsvarende gået 

mod sammenbygning med egentlige CT skannere, som 

kan give den fulde diagnostiske kvalitet. Også SPECT/ 

Litteratur 

1. Hounsfield GN. Computed medical imaging. Nobel lecture, December 8, 1979. J Comput Assist Tomogr 1980; 4: 665-74. 

2. Beyer T, Townsend DW, Brun T, Kinahan PE, Charron M, Roddy R et al. A combined PET/CT scanner for clinical oncology. 

J Nucl Med 2000; 41:1369-79. 

3. Cherry SR. The 2006 Henry N. Wagner Lecture: Of mice and men (and positrons)-advances in PET imaging technology. 

J Nucl Med 2006; 47: 1735-45. 

4. Blodgett TM, Meltzer CC, Townsend DW. PET/CT: form and function. Radiology 2007; 242: 360-85. 

5. Von Schulthess, GK. (ed) Molecular Anatomic Imaging. PET-CT and SPECT-CT Integrated Modality Imaging. 2.ed. Philadelphia: 

Lippincott Williams & Wilkins, 2007. 


CT har i dag fået stor udbredelse på de nuklearmedicinske 

afdelinger, dog uden at fortrænge det almindelige 

gammakamera. 

En interessant fremtidshybrid er kombinationen 

PET/MR (magnetisk resonans). Her er et stort teknisk 

problem: standarddetektoren i nuklearmedicin 

indeholder et forstærkerrør, som er følsomt for magnetfelter. 

Kommer det i nærheden af en MR skanner, 

holder det op med at fungere. I en eksperimentel 

opstilling til forsøgsdyr løstes problemet ved at føre 

detektorsignalerne gennem lange lyslederkabler ud 

til forstærkeren, men tabet i følsomhed er for stort 

til at tillade brugen i mennesker. En ny detektortype, 

som virker i magnetfelter, er udviklet, men er indtil 

videre meget kostbar. Et kommercielt produkt er under 

udvikling, specifikt til hjerneundersøgelser, og det er 

spændende, at man her (i modsætning til PET/CT) vil 

være i stand til at lave ægte simultane studier på de 

to modaliteter. Der vil nok gå en del år, før et tilsvarende 

instrument til samtidig helkropsundersøgelse 

med PET og MR er en reel mulighed. 

Når det sker, vil det betyde flere nye udfordringer 

for selskabets medlemmer. 

43

12. Funktionel MRI 

Henrik BW Larsson, professor, overlæge, dr.med. 

Etablering af medicinsk MRI i Danmark 

Magnetisk resonans billeddannelse (MRI) og spektroskopi 

(MRS) til brug for undersøgelser af mennesker 

blev etableret i 1985 på Hvidovre Hospital, finansieret 

af Spies Fonden. Lederen af den første MR-skanner var 

den navnkundige Ole Henriksen (1944-2006), som var 

klinisk fysiolog. Det er bemærkelselsværdigt at Ole 

Henriksen allerede ved etableringen af denne skanner 

havde ideer om, hvordan den nye teknik kunne bruges 

indenfor funktionelle/fysiologiske undersøgelser. Hans 

forudsigelser må her 22 år senere siges at være blevet 

indfriet i højeste grad. 

Teknikken bag MRI 

Fysikken bag MRI hviler på visse atomkernes magnetiske 

egenskaber (magnetisk dipolmoment). Når disse 

atomkerner anbringes i et kraftigt magnetfelt sker en 

vis grad af polarisering af magnetiseringen. Denne 

polarisering kan ændres, hvis atomkernerne exciteres 

med radiobølger, med passende frekvens, hvorved 

energien i systemet ændres. Efter ophør af denne 

excitation, vender magnetiseringen tilbage til den 

oprindelige tilstand, hvorunder der udsendes radiobølger, 

som opfanges med en radioantenne, og som ved 

hjælp af avanceret computerteknik omdannes til bl.a. 

tomografiske billeder. Der er ikke brug af radioaktive 

stoffer eller røntgenstråling. Den væsentligste atomkerne 

er brint (protoner) som findes i vand. Almindelig 

MR-billeder er således ”vandbilleder”. MR-billeder 

har typisk en rumlig opløsning på et par millimeter, 

men det er muligt at øge opløsningen til brøkdele af 

en millimeter, med et tilsvarende længere tidsforbrug. 

Omvendt kan man optage et MR-billede, for eksempel 

en skive gennem hjernen, på bare 50 ms. Prisen 

herfor er selvfølgelig en reduceret billedkvalitet. I 

praksis vælger man den type MR-billeder, der opfylder 

ens behov. Ønsker man at måle blodgennemstrømning 

af hjerne eller hjerte, prioriteres en tidsopløsning 

på omkring 1 s til at følge passagen af kontraststof 

gennem organet. Den rumlige opløsning er da ca. 3-5 

millimeter. 

44 

Magnetisk Resonans i fysiologien 

Det har vist sig, at MR-teknikken, ud over at kunne 

gengive anatomi med stor præcision, er overordentlig 

velegnet til at måle funktionelle/fysiologiske processer 

i mennesket. Kombineres dette med MR-billedoptagelse, 

kan man lave funktionelle billeder af 

organerne, se Figur 1. Her skal kort nævnes en række 

muligheder, hvis basis hver er en lærebog værdig. 

Lokalisering af vigtige centre i hjernen med MRI er nu 

veletableret (såkaldt BOLD imaging) og benyttes både 

klinisk og forskningsmæssigt (1). Princippet bygger 

på, at deoxyhæmoglobin er paramagnetisk, mens 

oxyhæmoglobin er diamagnetisk. Når eksempelvis en 

hånd bevæges, øges hjernens gennemblødning lokalt 

i primær motorisk cortex (og andre relevante områder), 

formodentlig udløst af lokal synaptisk aktivitet. 

Dette medfører en udvaskning af deoxyhæmoglobin 

lokalt, det vil sige, at mængden af paramagnetisk 

substans falder, hvorfor MR-signalet ændres lokalt. 

Både motoriske, sensoriske, auditive, visuelle områder 

kan fastlægges, og til en vis grad også højere 

cognitive funktioner som sprog og hukommelse. 

Denne metode er i dag en af de vigtigste metoder til 

at studere funktionen af den menneskelige hjerne. 

Klinisk anvendes metoden til præoperativ kortlægning 

forud for tumorkirurgi på hjernen. 

Der findes i dag 2-3 metoder til at bestemme blodgennemstrømningen 

i hjernen ved brug af MRI. Enten 

benytter man et intravenøst indgivet MR kontraststof 

eller også benytter man protoner i blodet, som man 

mærker ’magnetisk’. Der er mulighed for absolut kvantificering 

af blodgennemstrømningen, se Figur 1. Med 

MRI er det også muligt at kortlægge de større nervefiberbaner 

i hjernen ved diffusionstensor imaging og 

dermed få et indblik i den strukturelle konnektivitet 

hos det enkelte menneske (2). Måling af diffusion af 

protoner, uden speciel hensyntagen til retning, bruges 

i dag verden over i diagnostik af akut slagtilfælde 

(apoplexia cerebri), idet diffusionen falder i minutterne 

efter svær iskæmis opståen, formodentlig relateret 

til ophør af Na-K-pumpen med deraf følgende cel- 


Figur 1. 

Figuren til venstre viser et anatomisk (T2 vægtet) MR billede, og til højre, samme sted i hjernen, et funktionsbillede af hjernens 

gennemblødning med farveskala i enheden ml/100g/min. Perfusionsbilledet er optaget med en T1 vægtet MR teknik under 

indgift af et MR kontraststof. Der blev benyttet en 3 tesla MR skanner på Glostrup Hospital. 

lulært ødem. Dette kan ses på de såkaldte diffusionsvægtede 

optagelser. Kombineres dette med optagelser 

af gennemblødning, får man et godt udgangspunkt 

for diagnostik og evt. thrombolysebehandling (3). 

MRI er velegnet til hjerteundersøgelser (4). EKG 

triggede 2D eller 3D optagelser kan gengive hjertets 

pumpebevægelser med udregning af funktionelle 

mål som slutdiastole/slutsystole volumenmål, 

ejektionsfraktion, muskelmasse og strainrate. Klapstenose/insufficiens 

kan visualiseres og udmåles 

præcist kvantitativt. Hjertets egen gennemblødning 

kan udmåles (5), og formodentlig kan vi inden længe 

visualisere subendocardiel iskæmi. Med såkaldt late 

enhancement kan non-viabelt myocardievæv påvises. 


Sygdomme i blodårer, som kan være ned til millimeter 

tynde, kan ses med MRI uden brug af kontraststof, 

og der foregår en kraftig udvikling med hensyn til at 

benytte MRI inden for karakterisering/stratificering af 

åreforkalkninger i karvæggen. Det er muligt at påvise 

lungeembolier med MRI under indgift af et MR-kontraststof. 

MR bruges i stigende grad til undersøgelse 

af lever og galdeveje (såkaldt MRCP) og dynamiske 

billedoptagelser før og efter indgift af sekretin som 

stimulerer pancreas sekretion eller glucagon som giver 

tømning af ductus choledocus er mulig. Også dynamiske 

optagelser af tarmmotilitet, herunder defækografi 

er mulig. 

MRI er i dag også en helt uundværlig undersøgel- 

45

sesmetode ved muskuloskeletale sygdomme. Billedoptagelse 

under bevægelse af led er mulig med hurtig 

optagelse i åbne MR-skannere. Vurdering af inflammatorisk 

aktivitet ved for eksempel reumatoid artritis er 

mulig ved hjælp af MR-kontraststof. 

Ved MR-spektroskopi (MRS) af brint får man en fordeling 

af protoner i forskellige stoffer, eks fordelingen 

af protoner bundet i vand, fedt, mælkesyre, og stoffer 

som cholin, creatin og N-acetyl-aspartat (NAA) i en 

terning med en kantlængde på 1-2 cm, placeret valgfrit 

i et organ, for eksempel hjernen. NAA er en markør 

for nervecellers velbefindende, og MRS af protoner 

kan derfor bruges som et hjælpemiddel til at stille 

en prognose ved svære hjernetraumer, og iøvrigt som 

et forskningsredskab ved en række hjernesygdomme. 

MRS af andre kerner end brint er mulig: D-2, C-13, N- 

14, N-15, F-19, Na-23, P-31, Cl-35, K-39, men med en 

betydelig lavere sensitivitet end brint, dvs man skal 

op på høje koncentrationer for at kunne detektere 

et radiosignal fra disse. Eksempelvis kan man tilføre 

C-13 mærket glukose og følge glucoseomsætningen. 

P-31 spektroskopi af en arbejdende muskel kan bruges 

til at at følge energistofskiftet. Her skal også nævnes 

at nogle kerner, som i udgangspunktet ikke er MR-anvendelige, 

kan ændres ved såkaldt hyperpolarisering, 

46 

Litteratur 

1. Journal of Magnetic Resonance Imaging 2006; 23 (temanummer) 

2. Bammer R. Basic principles of diffusion-weighted imaging. Eur J Radiol 2003; 45: 169-84. 

3. Muir KW et al. Imaging of acute stroke. Lancet Neurol 2006; 5: 75568. 

4. Finn JP et al. Cardiac MR imaging: state of the technology. Radiology 2006; 241: 338-54. 

og på den måde gøres anvendelige for MR. Det drejer 

sig om He-3, Xe-129. Der pågår en rivende udvikling 

inden for dette område aktuelt. He-3 kan inhaleres og 

fordeles i lungernes luftfase og kan derfor bruges til 

lungefunktionsundersøgelser. 

MR-teknikken kan også bruges inden for ’molecular 

imaging’, selv om man må regne MR for en lav-sensitiv 

teknik. Man har i de senere år udviklet nye specifikke 

MR-kontraststoffer, for eksempel manganbundne 

kontraststoffer, hvor mangan akkumuleres intracellulært 

via calciumion transportkanaler, og således 

giver information netop om calciumion transporten. 

Et andet eksempel er muligheden for at binde kraftige 

ferromagnetiske kontraststoffer til receptorspecifikke 

antistoffer. En anden årsag er, at sensitiviteten stiger 

proportionalt med magnetfeltstyrken på MR- skanneren. 

Feltstyrken var for 20 år siden på ca. 0,2 –1 

tesla, men er i dag oppe på 3 tesla, og der laves 

skannere med feltstyrke på 7-9 tesla i dag til humant 

brug. Med så høje feltstyrker åbner der sig mulighed 

for in vivo mikroskopi og detaljerede biokemiske undersøgelser 

ved MRS af mennesket non-invasivt. Dette 

vil utvivltsom få betydning for vores evne til at diagnostisere, 

forstå og behandle sygdomme i fremtiden. 

5. Nielsen G et al. Evaluation of heart perfusion in patients with acute myocardial infarction using dynamic contrast-enhanced 

magnetic resonance imaging. J Magn Reson Imaging. 2004; 20: 403-10. 


13. PET til onkologi 

Annika Loft Jakobsen, overlæge, dr.med. 

Liselotte Højgaard, klinikchef, professor, dr. med. 

PET-teknikken introduceredes i 1950-erne på Massachusetts 

General Hospital i Boston, og blev indtil 

1990-erne overvejende anvendt til forskning. PET-traceren 

FDG (F-18 fluordeoxyglucose) blev syntetiseret 

i 1970-erne, og dannede i 1990-erne grundlaget for 

udvikling af PET til cancerdiagnostik ved hjernetumorer, 

lungecancer, hoved-halscancer, malignt melanom, 

malignt lymfom mm. Fra 2001, hvor PET og CT blev 

tilgængelige sammen i kombinerede hybridskannere, 

såkaldte PET/CT-skannere, har stigningen i brugen af 

metoden været meget markant, og teknikken er blevet 

kaldt ”the fastest growing medical technology ever”. 

Kombinationen af PET og CT giver en meget høj diagnostisk 

sensitivitet og specificitet, og den evidente 

diagnostiske nytteværdi til onkologisk diagnostik 

har været årsag til, at der nu årligt udføres mere end 

1 million PET/CT-skanninger inden for onkologisk 

diagnostik i USA. 

PET i Danmark 

I Danmark startede PET på Rigshospitalet i 1989-90, 

hvor der blev opstillet en ældre, brugt hjerne PETskanner 

fra Montreal i Canada. Samtidig fik Klinik for 

Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin en fondsdonation, 

således at der til Rigshospitalet kunne anskaffes en 

32 MEV-cyklotron til fremstilling af isotoperne til 

PET-lægemidlerne og en PET-skanner til forskning 

og patientdiagnostik. De første PET-skanninger blev 

lavet med FDG fra Jülich, indtil den første batch FDG 

fra Cyklotron- og Radiokemienheden på RH kunne 

fremstilles i 1990. 

I Århus åbnede PET-centret i 1993 med en PETskanner 

og en 16 MEV cyklotron. I Århus har PET-centret 

især haft fokus på neurobiologisk forskning og 

udvikling af onkologien inden for særligt leverdiagnostik 

(1). I et samarbejde mellem PET-centret i Århus 

og PET på Rigshospitalet, via de såkaldte ”Frejamidler”, 

etableredes et samarbejde, der gennemførte 

kliniske projekter indenfor onkologisk diagnostik med 

FDG PET-skanning. PET-centrene i Århus og på Rigshospitalet 

er siden blevet udbygget, så PET i Århus 

yderligere har fået en dedikeret hjerneskanner, en 


PET/CT-skanner og en dyre-PET-skanner, og på Rigshospitalet 

er der tilkommet endnu en PET-skanner, 3 

PET/CT –skannere, en dedikeret PET-hjerneskanner og 

en cyklotron. Rigshospitalets PET- og Cyklotronenhed 

har haft udvikling af FDG PET-skanning til onkologisk 

diagnostik og brug af PET/CT til planlægning af 

stråleterapi som fokusområde og har bidraget til den 

internationale litteratur på området. I Odense er der 

åbnet et nyt PET-center med tre PET/CT skannere, en 

cyklotron og en radiokemienhed. Der er en PET/CTskanner 

på Herlev Hospital og cyklotron, radiokemienhed 

og flere skannere er på vej. Der er i 2007 

PET/CT-skannere i Ålborg, Vejle, Bispebjerg, Gentofte 

og Næstved. På Risø er Hevesy-laboratoriet med cyklotron 

og radiokemienhed etableret, og afdelingerne 

med isotopproduktion i Danmark og Sydsverige arbejder 

sammen i det såkaldte ”Hevesy-netværk” m.h.p. 

koordination af nyudvikling og produktion af særlige 

tracere. På Rigshospitalet og Københavns Universitets 

Sundhedsvidenskabelige Fakultet er professor Andreas 

Kjær fra 2006 blevet leder af ”Cluster for Molecular 

Imaging”, der huser både SPECT, PET og CT dedikeret 

til dyreundersøgelser. 

PET og MTV 

Sundhedsstyrelsens første MTV-rapport om PET fra 

2001 konkluderede, at PET ikke havde dokumenteret 

værdi til klinisk onkologisk diagnostik. Det var på 

samme tid Rigshospitalet fik den første PET/CT-skanner 

installeret, og set i lyset af hverdagens diagnostiske 

sejre med den nye metode fandt man, at der 

var brug for en hurtig revision af den bastante og i 

specialets øjne helt forkerte konklusion. Der blev derfor 

nedsat en ny arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, 

der udkom med en rapport allerede i 2002: ”PET 

– anbefalinger for udbygning af PET- og FDG-produktion”, 

hvor konklusionen var, at PET kunne anvendes 

til onkologisk diagnostik, og at man burde satse på 

dedikeret PET, med opbygningsfasen koncentreret omkring 

de onkologiske centre og i universitetsmiljøer. 

Der er i 2006 udkommet en revideret rapport i regi af 

Sundhedsstyrelsen med samme titel, der konkluderer, 

47

at PET/CT kan effektivisere kræftbehandlingen ganske 

betragteligt. (2). 

PET til klinisk diagnostik 

Anvendelsen af PET/CT er nu dokumenteret til primær 

diagnostik af lungecancer, The Solitary Pulmonary 

Nodule, og til stadieinddeling for en lang række 

cancersygdomme, hvor det er dokumenteret, at PET/ 

CT-skanning har behandlingsmæssig konsekvens hos 

ca. 30% af patienterne (Figur 1). PET/CT anvendes 

til evaluering af recidiv og til evaluering af behandlingseffekt 

ved kemoterapi og stråleterapi ved en 

række kræftsygdomme. For cervixcancer er det nylig 

vist i en større prospektiv undersøgelse, at PET/CT til 

stadieinddeling er en præcis og akkurat metode, med 

betydningsfuld konsekvens for patientbehandlingen. 

Det har betydet, at metoden nu er introduceret i den 

kliniske rutinediagnostik på Rigshospitalet for alle 

patienter med denne sygdom, grundet de overbevisende 

resultater (3). De nye internationale guidelines 

om anvendelse af PET/CT til responsevaluering ved 

malignt lymfom er bl.a. baseret på danske resultater 

(4). 

48 

Figur 1. 

PET/CT til onkologisk diagnostik er blevet kaldt ”the fastest 

growing medical technology ever – fordi den høje diagnostiske 

sensitivitet og specificitet giver så iøjnespringende 

diagnostisk nytteværdi. 

Den onkologiske tracer per excellence er FDG, der 

anvendes i over 90% af de onkologiske studier ”world 

wide”. Der er en lang række nye PET tracere undervejs, 

der forhåbentlig kan give en højere specificitet og 

sensitivitet for en række af de undersøgelser, hvor 

FDG anvendes nu, og forhåbentlig kan nye tracere 

give yderligere muligheder for diagnostik for sygdomme, 

hvor FDG ikke er tilstrækkelig akkurat og præcis. 

Inden for pædiatrisk diagnostik er brugen af PET/CT i 

onkologien baseret på relativt få systematiske publikationer, 

ligesom det gælder for brug af andre diagnostiske 

undersøgelser som CT og MR hos børn. Aktuelt 

foregår en række protokoller i europæisk samarbejde, 

og Rigshospitalet er med i ”The Pediatric Nuclear 

Medicin Network” med telemedinsk samarbejde med 

USA m.h.p. særlig diagnostik af højt specialiserede 

børneonkologiske patienter (5). 

PET forskningsindsatsen i Danmark på det onkologiske 

område har været gennemført i tæt samarbejde 

med de kliniske områder, og specielt har der været 

tæt samarbejde med Radioterapiklinikken på Rigshospitalet 

m.h.p. at udvikle PET/CT til radioterapi. 

I fremtiden vil udviklingen af PET til onkologisk 


diagnostik formentlig byde på et endnu tættere 

samarbejde med klinikerne inden for onkologi og de 

kirurgiske specialer, hvor forskning og udvikling vil gå 

hånd i hånd med udvikling af den kliniske brug inden 

for hver ”organfamilie”. 

Fremtidens PET 

Fremtidens PET/CT vil blive hurtigere skannere med 

højere præcision, udvikling af nye tracere og anvendelse 

af multiimaging med PET/ CT/ MR/ultralyd kombineret 

med multitracerprincippet m.h.p. afdækning 

af mange biologiske funktioner i det samme billede. 

Med det medicinske paradigmeskifte med udvikling af 

individuel, skræddersyet terapi på baggrund af den 

enkelte sygdoms molekylærbiologiske baggrund vil 

PET blive endnu mere betydningsfuld for diagnostikken 

end hidtil. Afklaring af den diagnostiske værdi, 

og dermed PET’s placering i det diagnostiske univers, 

vil være af betydning samtidig med udvikling af 

de avancerede højteknologiske metoder, således at 

metoderne bruges på den rigtige måde af hensyn til 

patientdiagnostik, tilgængelighed og økonomi. PET 

vil formentlig fremover som grundforskningsmetode 

få stor betydning indenfor onkologisk patofysiologisk 

forskning ved kombination af kvantitativ Polymerase 

Litteratur 


Chain Reaction (PCR) til identifikation af tumor-biologiske 

parametre, og i samarbejde med nye proteinmarkører 

til tidlig diagnostik og genetisk profil til 

målrettet screening. Til den nye, uhyre præcise strålebehandling 

med protonterapi kræves en meget præcis 

billeddiagnostik som grundlag for behandlingen, og 

PET/CT og PET/MR vil være det essentielle billeddiagnostiske 

grundlag for de nye teknikker. 

PET/CT-diagnostik er nu udbredt i hele Danmark, 

og det næste trin bliver formentlig brug af PET til 

demensdiagnostik og brug af PET/CT til kombineret 

koronararteriografi med CT og myokardieperfusion med 

PET. Helkrops MR-skanning kan nu optages på under 

10 minutter, og kombineret med nye paradigmer for 

brug af MR-spektroskopi vil denne metode blive af 

stor betydning for onkologisk diagnostik i fremtiden. 

Et er sikkert, billeddiagnostiske undersøgelser m.h.p. 

præcis og akkurat fastlæggelse af patientens diagnose 

er kommet for at blive og væksten i antallet af 

undersøgelser per år vil stige dramatisk i de næste 

10 år, og parallelt med det vil forskningsindsatsen 

forhåbentlig følge trop. I det fremtidige diagnostiske 

univers bliver brugen af billeddiagnostik, herunder 

PET til onkologi forhåbentlig i stadigt stigende grad 

baseret på principperne for evidensbaseret medicin. 

1. Keiding S, Hansen SB, Rasmussen HH, Gee A, Kruse A., Roelsgaard K, Tage-Jensen U, Dahlerup JF. Detection of cholangiocarcinoma 

in primary sclerosing cholangitis by positron emission tomography. Hepatology, 1998 Sep;28(3):700-6. 

2. Sundhedsstyrelsens MTV-rapport om PET 2006 . 

3. Loft A, Berthelsen AK, Roed H, Ottosen C, Lundvall L, Knudsen J, Nedergaard L, Hojgaard L, Engelholm SA. The diagnostic value of 

PET/CT scanning in patients with cervical cancer: A prospective study.Gynecol Oncol. 2007 May 4; 

4. Hutchings, M, Loft A, Hansen M, Pedersen LM, Buhl T, Jurlander J, Buus S, Keiding S, D’Amore F, Boesen AM, Berthelsen AK, Specht 

L.FDG-PET after two cycles of chemotherapy predicts treatment failure and progression-free survival in Hodgkin lymphoma. 

Blood. 2006 Jan 1;107(1):52-9. 

5. Borgwardt L, Højgaard L, Carstensen H, Laursen H, Nowak M, Thomsen C, Schmiegelow K.Increased fluorine-18 2-fluoro-2-deoxy-D- 

glucose (FDG) uptake in childhood CNS tumors is correlated with malignancy grade: a study wit FDG positron emission tomography/ 

magnetic resonance imaging coregistration and image fusion.J Clin Oncol. 2005 May 1;23 (13):3030-7. 

49

14. Sentinel node diagnostik 

Birger Hesse, overlæge, dr. med. 

Annette H. Chakera, læge. ph.d. 

Baggrund 

Sentinel node (SN), det engelske ord for skildvagt, 

er en ganske rammende betegnelse for den eller de 

lymfeknuder, der i ”forreste geled” modtager lymfedrænage 

fra et givet område på kroppen, et organ 

eller en kræftsvulst. Nogle kræftsvulster spreder sig i 

udtalt grad via lymfesystemet, det gælder brystkræft, 

modermærkekræft (melanomer), kræft i mundhulen, 

penis mv. Spredning fra sådanne kræftsvulster vil 

i første omgang foregå via lymfekar til regionale 

lymfeknuder, og allerførst til den regionale SN. Ved 

operation for sådanne kræftsvulster opspores og udtages 

SN. Hvis mikroskopisk undersøgelse ikke afslører 

kræftceller i SN, er spredning af kræften med stor 

sandsynlighed udelukket, og patienten har en god 

prognose, når den primære kræftsvulst er fjernet. Hvis 

SN derimod indeholder kræftceller, vil der med stor 

sandsynlighed også være sket spredning til de øvrige 

lymfeknuder i området, hvorfor disse som regel alle 

sammen skal fjernes forebyggende ved en operation. 

Eventuelt er kræftcellerne yderligere brudt igennem 

dette ”første geled” og har spredt sig videre til andre 

af kroppens organer, hvilket man efter operationen 

kan søge at opspore og eventuelt også bekæmpe 

forebyggende. 

Sentiel node skintigrafi og 

gammaprobediagnostik 

Men hvordan opsporer man SN, så man kan afgøre, 

om spredning er sket? Det gøres i dag rutinemæssigt 

med indsprøjtning af et radioaktivt sporstof tæt på 

kræftsvulsten, der lige som eventuelt spredte kræftceller 

transporteres til den regionale SN. Sporstoffet 

indeholder store proteinmolekyler, hvortil der er bundet 

radioaktivt Technetium (Tc-99m). Sporstoffet vil 

ophobes i SN, og dette kan afbildes på et gammakamera 

ved såkaldt lymfeskintigrafi (Figur 1). Aktiviteten 

fra Tc-99m kan også detekteres under operationen 

med en gammaprobe, der giver udslag svarende til det 

pågældende områdes tælletal - desto mere, jo tættere 

proben er på den radioaktive SN. Indsprøjtningen af 

det radioaktive sporstof gives fra 1 til 18 timer før 

50 

operationen, således at sporstoffet stadig er ophobet 

og aktivt i SN, også efter billedoptagelse. Kirurgen 

kan ud fra lymfeskintigrafi, eventuel ”vejledende” 

markering med spritpen eller lignende på huden, og 

ved hjælp af gammaproben lokalisere SN. Når kirurgen 

har fjernet SN, kan han kontrollere, at den udtagne 

SN indeholder radioaktivitet, mens det tilbageblevne 

væv er blevet tilsvarende mindre radioaktivt, dvs. at 

det korrekte væv (SN) er taget ud. Den radioaktive 

strålebelastning er helt ubetydelig, både for patient 

og operationspersonale. 

Lymfeskintigrafi ved modermærkekræft har i Danmark 

været udført siden begyndelsen af 1980’erne, 

dog ikke med henblik på fjernelse af SN, men for at 

kende lymfebanernes forløb i tilfælde af spredning 

af kræften efter operationen. Efter at man ved en 

international kongres i nuklearmedicin i 1997 hørte 

om de meget lovende resultater af SN diagnostik ved 

brystkræft, indførtes teknikken herhjemme. Den er 

siden eksploderet både globalt og i Danmark, hvor der 

nu årligt undersøges ca. 1800 patienter med brystkræft. 

Ved de øvrige omtalte kræftformer er SN også 

blevet state-of-the-art, men tallene er mindre, idet 

disse sygdomme er langt sjældnere. For modermærkekræft 

udgør SN-undersøgelserne omkring 400 om året 

i Danmark, mens kræft i mundhule og kønsorganerne 

er relativt sjældne sygdomme. 

For andre og hyppigt forekommende kræftformer er 

SN-diagnostik endnu på det mere eksperimentelle 

plan, det gælder kræft i livmoderhals, prostata, urinblære, 

lunger, spiserør, mavesæk og tyktarm. Fælles 

for disse sygdomme er krav om mere invasiv injektion 

af sporstof og mere omfattende billeddiagnostik med 

både tomografiske gammakameraoptagelser og CT 

røntgenundersøgelse. Det sidste har vi gode erfaringer 

med gennem flere år med SN diagnostik ved mundhulecancer. 

Hvad opnår brystkræftpatienten ved SN diagnostik? 

Først og fremmest undgår patienter med en normal SN 

uden kræftceller (mindst 50% af patienterne) total 

operativ fjernelse (”rømning”) af alle de regionale 

lymfeknuder. Det sparer patienten for de ikke uvæ- 



Thorax forfra Thorax fra siden 

Abdomen forfra Bækken forfra 

Figur 1. 

Patient opereret for modermærke på mavens forside. Mikroskopi afslørede modermærkekræft. Patienten kom til ny operation for 

at sikre total fjernelse af kræftsvulsten samt SN undersøgelse for at udelukke spredning af kræftceller. Lymfeskintigrafi er udført 

12 timer efter 4 indsprøjtninger med Tc-99m-mærket Nanocoll, givet i huden omkring arret. Der påvises kun én SN i venstre 

armhule. ”Markering” på billedet angiver for kirurgen, at man lige over den sete SN har lavet et tuschmærke på huden. 

sentlige, postoperative komplikationer, som total 

rømning af alle lymfeknude indebærer. Dertil kommer, 

at de patienter som har kræftceller i deres SN bliver 

sikrere og mere præcist stadieinddelt og dermed 

generelt kan tilbydes en mere målrettet, postoperativ 

behandling. 

En række væsentlige, danske videnskabelige publikationer 

har bidraget til den internationale litteratur 

om SN, og flere ph.d.- afhandlinger er ved at være 

afsluttet om emnet. En række kurser og workshops 

med vigtige internationale bidrag har været holdt om 

SN (1-5). Endelig kan det nævnes, at flere europæiske 

guidelines om SN er på vej, med danske forskere i 

spidsen. 

Sammenfattende kan man betegne sentinel node 

diagnostik som et vigtigt nyt redskab for optimering 

af kræftdiagnostik - og behandling, som er vokset fra 

omkring 0 i slutningen i sidste halvdel af 1990’erne 

til langt over 1000 procedurer om året i Danmark. Det 

er en ganske billig procedure, hvor der på skånsom 

51

vis injiceres en lille radioaktiv dosis, som muliggør, at 

kirurgerne ud fra lymfeskintigrafi mv. kan skåne rigtig 

mange patienter for ubehagelige, postoperative gener 

og samtidig optimere den eventuelt supplerende, 

postoperative kræftbehandling. For modermærkekræft 

52 

Litteratur 

har der desuden vist sig at være en overlevelsesgevinst 

i visse undergrupper af patienterne. Mange 

andre kræftsygdomme og dermed kræftpatienter kan 

muligvis inden for de nærmeste år tilbydes denne 

teknik. 

1. Veronesi U, Paganelli G, Viale G, Luini A, Zurrida S et al. Sentinel-lymph-node biopsy as a staging procedure in breast cancer: 

update of a randomised controlled study. Lancet Oncol. 2006 Dec;7(12):983-90. 

2. Chakera AH, Drzewiecki KT, Ingvar C, Steiniche T, Hesse B: Sentinel node imaging. Curr Med Imag Rev. 2006; 2: 341-346. 

3. Chakera AH, Friis E, Hesse U, Al-Suliman N, Zerahn B, Hesse B. Factors of importance for scintigraphic non-visualization of sentinel 

nodes in breast cancer. Eur J Nucl Med 2005; 22: 286-93 

4. Klausen TL, Chakera AH, Friis E, Rank F, Hesse B, Holm S. Radiation doses to staff involved in sentinel node operations for breast 

cancer.Clin Physiol Funct Imaging. 2005; 25:196-202 

5. von Buchwald C, Bilde A, Shoaib T, Ross G. Sentinel node biopsy: the technique and the feasibility in head and neck cancer ORL. 

J Otorhinolaryngol Relat Spec. 2002 Jul-Aug;64(4):268-74. 


15. Terapi med radioaktive lægemidler 

Jørn Theil, overlæge, dr. med. 

Behandling med radioaktivt jod (I-131) af sygdomme 

i skjoldbruskkirtlen har været anvendt siden 1941 

(2) og er en af de mest anvendte behandlinger med 

radioaktive sporstoffer. Siden hen har man søgt at 

finde andre radioaktive lægemidler, der er egnede til 

medicinsk brug både diagnostisk og behandlingsmæssigt. 

De angivne tal for behandlinger indenfor de sidste 

25 år i Danmark stammer dels fra statistikker fra SIS 

og dels fra en mindre spørgeskemaundersøgelse udført 

i april-maj 2007 blandt de danske nuklearmedicinske 

afdelinger. 

Behandling med I-131 

Ved behandlingen udnyttes at skjoldbruskkirtlens 

celler transporterer jod ind i cellerne og som herefter 

normalt bliver indbygget i aminosyren tyrosin som led 

i dannelsen af stofskiftehormonerne trijodthyronin og 

thyroxin. Ved behandling af tumorer i skjoldbruskkirtlen 

(follikulære og blandet follikulær-papillifere thyreoidea-cancere) 

udnyttes at tumorceller herfra også 

optager jod (1). Behandling af godartede sygdomme i 

skjoldbruskkirtlen (forhøjet stofskifte og struma) har 

været udført på de fleste afdelinger i Danmark i mere 

end 25 år. Herudover udføres behandling ved overfølsomhed 

for medicinsk behandling og ved kontraindikation 

mod kirurgisk behandling. 

Godartede sygdomme i skjoldbruskkirtlen 

I 1980 udførtes 509 behandlinger stigende til 2927 

i 2001, hvorefter antallet af behandlinger igen er 

faldet lidt til 2125 i 2005 (Figur 1). Dette skyldes 

formentligt den lavere incidens af struma, som følge 

af tilsætning af jod til bordsalt siden 1998. Behandlingerne 

udføres på i alt 19 sygehuse. De fleste steder 

er det de nuklearmedicinske læger der giver behandlingsdosis 

med undtagelse af Herlev og Frederiksberg 

Hospitaler, hvor det er medicinsk afdelings læger der 

giver behandlingen. 

Spørgeskemaundersøgelsen fra april-maj 2007 

omfattede 19 sygehuse og blev besvaret af 16 afdelinger. 

På 7 afdelinger (44%) anvendes dosering 


efter 3 kirtelstørrelser (”lille – mellem – stor”). På de 

resterende 9 afdelinger (56%) beregnes dosis efter 

kirtelstørrelse (målt i g) korrigeret for halveringstid 

og 24 timers-optagelse. Måling af I-131-optagelsen 

anvendes ikke på 5 afdelinger (31%) mens 8 afdelinger 

(50%) måler 24 timers I-131-optagelsen. Måling 

af I-131-omsætningen anvendes på 2 afdelinger 

(13%) og på en enkelt afdeling måles Tc-99m-optagelsen. 

Kirtelstørrelse bestemmes ved skøn (13%), 

palpation (13%), måling med UL (6%), en kombination 

af ultralydsundersøgelse og thyreoideaskintigrafi 

(13%) eller thyreoideaskintigrafi og palpation (19%). 

Resultaterne sammenlignet med data fra en tilsvarende 

undersøgelse i 1999 (4) er nærmest uændrede. 

Ondartede sygdomme i skjoldbruskkirtlen 

Behandling med I-131 af ondartede sygdomme i 

skjoldbruskkirtlen er etableret i Århus, Ålborg, Herlev, 

Odense og på Rigshospitalet. Efter total thyreoidektomi 

fjernes rest-thyreoideavæv ved ablationsbehandling 

med I-131. De efterfølgende kontroller og 

eventuel behandling med I-131 kræver forberedelse i 

form af en pause med substitutionsbehandling i 3 - 5 

uger eller rTSH-stimulation umiddelbart inden kontrol 

(1). Ved forhøjet s-thyreoglobulin og/eller positiv 

I-131-skintigrafi behandles med I-131 peroralt oftest 

i form af I-131-kapsler. Behandling gives oftest i 

direkte tilknytning til en positiv kontrol for at undgå 

flere belastende pauser med substitionsbehandling, 

hvor patienterne når at blive udtalt myxødematøse. 

Ved ablation gives I-131 doser på mellem 1200 

– 5400 MBq, mens der ved efterfølgende behandlinger 

gives doser på 3700 – 7400 MBq. Efter indgiven 

behandling skal patienten isoleres på enestue med 

eget toilet med isotopafløb i 2 - 3 dage inden restaktiviteten 

i kroppen af I-131 er så lav at patienten kan 

overgå til ambulant regi. I Tabel 1 er angivet antal 

behandlinger udført i Danmark 2001 – 2005. 

Neuroendokrine tumorer 

Neuroendokrine tumorer er relativt sjældne og karakteriseret 

ved at udgå fra neuroektodermalt deriveret 

53

væv som binyremarven (fæokromocytom) og den 

sympatiske grænsestreng (paragangliom). Svulsterne 

kan påvises biokemisk ved at måle udskillelse af 

metaboliske slutprodukter i døgnurin (f.eks. catecholaminer), 

men de kan især ved fæokromocytom uden 

for binyremarven og ved carcinoide tumorer i tarmen 

være meget vanskelige at lokalisere med metoder som 

UL-, CT- og MR-skanning. 

I de tilfælde hvor sygdommen ikke kan behandles 

kirurgisk, kan man anvende I-131- MIBG. Ved behandling 

gives op til 7000 MBq I-131-MIBG langsomt 

intravenøst og patienten skal indlægges i isolation på 

54 

3500 

3000 

2500 

2000 

1500 

1000 

500 

0 

Tabel 1. Anden terapi med radioaktive lægemidler. 

1980 

1982 

1984 

1986 

1988 

1990 

1992 

1994 

1996 

1998 

2000 

2002 

2004 

Figur 1. 

Behandling med I-131 af benigne thyreoideasygdomme 

1980 - 2005. 

Venligst stillet til rådighed af K. Ennow. SIS. 

Data stammer fra statistik venligst stillet til rådighed af K. Ennow, SIS og fra spørgeskema-undersøgelse blandt danske nuklearmedicinske afdelinger. 

År I-131]- Iodid [Y-90]- Zevalin [I-131]- Mibg [Sm-153]- Ethidronat [Sr-89] 

2000 180 0 7 2 11 

2001 197 0 1 7 5 

2002 41 0 0 6 7 

2003 171 2 0 6 8 

2004 205 4 7 6 4 

2005 185 12 2 12 7 

særligt indrettet stue i op til 5-6 dage (3). Behandlingen 

er indenfor de sidste 5 år kun udført i Århus og 

Herlev i ganske få tilfælde, se Tabel 1. 

Mange neuroendokrine tumorer har somatostatinreceptorer 

på celleoverfladen og kan påvises med 

In-111-octreotid eller Tc-99m-depreotid. Ved at 

mærke octreotid med hårde beta-emittere som Y-90- 

DOTATOC eller Lu-177-DOTATATE kan disse anvendes 

til behandling af neuroendokrine tumorer (3). Disse 

behandlinger er endnu ikke taget i brug i Danmark, 

men Rigshospitalet har i samarbejde med en klinik i 

Basel fået behandlet 25 patienter i 2006. 


Behandling af non-Hodgkin lymfom 

Det musederiverede monoklonale antistof ibritumomab 

(Zevalin) og det tilsvarende humaniserede antistof 

rituximab (MabThera) er rettet mod CD20-receptoren 

og begge har vist sig velegnede til behandling 

af plasmacelle-deriverede non-Hodgkin lymfomer (6). 

Begge antistoffer inducerer celledød (apoptose) ved 

binding til receptoren, men ved at mærke ibri-tumomab 

med Y-90, som udelukkende udsender betapartikler, 

opnår man en ”krydsilds-effekt” som også 

rammer nærliggende celler, der eventuelt ikke har 

bundet antistoffet. Herved opnås en meget effektiv 

behandling. Behandlingen med Y-90-Zevalin sker i 

kombination med 2 forudgående behandlinger med 

det umærkede rituximab med en uges mellemrum og 

gives umiddelbart efter sidste behandling. Behandlingen 

er indført i Danmark i 2003 og siden etableret i 

Århus, Herlev, Odense, Ålborg og på Rigshospitalet. 

Behandling af knoglemetastaser 

Smerter fra knoglemetastaser har siden 1946 været 

forsøgt palliativt behandlet med knoglesøgende 

isotoper som P-32 og Sr-89. Siden hen er tilkommet 

Litteratur 


nye radioaktive lægemidler baseret på diphosphonatforbindelser 

mærket med [Sm-153] (5). I Danmark 

udføres behandling med Sr-89 og Sm-153-ethidronat 

i Viborg, Herning, Bispebjerg, Herlev onkologisk afd. 

og Køge. Antallet af behandlinger fremgår af Tabel 1. 

Fremtidige behandlinger 

Samtidigt med at den molekylærbiologiske viden 

om grundlæggende sygdomsprocesser øges, udvikles 

nye lægemidler der udnytter denne nye viden. Dette 

muliggør også udvikling af nye radioaktive lægemidler 

der er mere eller mindre ”skræddersyet” til behandlingen 

med høj affinitet til det syge væv – såkaldt 

”molecular targeting”. Behandling med I-131 er et af 

de ældste eksempler herpå. Der arbejdes eksperimentelt 

med at indbygge genet for NaI-transporteren i 

maligne celler ved genetisk transfektion. Dette vil i 

givet fald give mulighed for f.eks. at kunne behandle 

brystkræft med I-131. I nærmeste fremtid er der 

planer om etablering af behandling med Y-90-Zevalin 

i Næstved og Y-90-DOTATOC og Lu-177-DOTATATE i 

Århus og på Rigshospitalet. 

1. Baudin E, Schlumberger M. New therapeutic approaches for metastatic thyroid carcinoma. Lancet Oncol 2007; 8: 148 – 156. 

2. Becker DV, Sawin CT. Radioiodine and thyroid disease. The beginning. Sem Nucl Med 1996; 26: 155-164. 

3. Grzela T, Bialoszewska A, Brawura-Biskuski-Samaha. Nuclear medicine in the treatment of neuroendocrine tumours – problems and 

perspectives. Eur J Med Mol Imaging 2007; 34: 444 – 447. 

4. Rasmussen ÅK, Jarløv AE, Faber Jens. Radiojodbehandling af benign thyreoideasygdom i Danmark. Ugeskr Læg 2000; 162: 327-330. 

5. Silberstein EB. Teletherapy and radiopharmaceutical therapy of painful bone metastases. Sem Nucl Med 2005; 35: 152-158. 

6. Wängler C, Buchmann I, Eisenhut M, Haberkorn U, Mier W. Radiolabeled peptides and proteins in cancer therapy. Protein & Peptide 

Letters 2007; 14: 273 – 279. 

55

56 


16. Forskning indenfor klinisk fysiologi: Nutid og fremtid 

Jens H. Henriksen, professor, ledende overlæge, dr.med 

Hanne B. Hansen, cand merc. 

Specialet Klinisk Fysiologi, fra 1982 Klinisk Fysiologi 

og Nuklearmedicin, har traditionelt været et 

forskningstungt speciale. Der er tidligere udført flere 

analyser heraf (1,2), ligesom forskningsaktiviteten 

er dokumenteret i de enkelte afdelingers årsberetninger. 

Den kliniske forskning har været udsat for en vis 

afmatning de senere år, i mindre grad dyreeksperimentel, 

cellulær og molekylærbiologisk forskning. Hvordan 

er det gået med klinisk fysiologi? Inden forsøg på 

at besvare dette, skal det bemærkes, at opdelingen af 

specialets forskning i klinisk fysiologisk forskning og 

nuklearmedicinsk forskning ofte vil være kunstig, idet 

førstnævnte også anvender mange isotopteknikker, 

eksempelvis glomerulær filtrationshastighed bestemt 

med 51Cr-EDTA vs inulin. 

En nylig opgørelse af forskningsaktiviteten i Region 

Hovedstaden er vist i Tabel 1. Her fandtes omkring 

40% af de i specialet publicerede artikler at omhandle 

klinisk fysiologi. Ved analyse af publikationer opført i 

PubMed i samme periode ses stort set samme fordeling 

for hele landet. Ved opgørelse af videnskabelige 

publikationer fra specialets speciallæger plus læger 

under uddannelse (n = 85) er der i PubMed indenfor 

de sidste fire år (2003-2006) registreret samlet 503 

artikler. Ved rangstilling fås som ventet en meget 

skæv fordeling, hvor 12% af forskerne tegner sig for 

ca. 60% af publikationerne og halvdelen af specialets 

læger for tre publikationer eller mindre, se Figur 1. 

Universitetsafdelinger og afdelinger ved store hospitaler 

er mest produktive, men det er glædeligt, at de 

fleste afdelinger i landet viser en betragtelig forskningsaktivitet. 

For ti år siden blev der i gennemsnit 

publiceret knap 120 peer-reviewede videnskabelige 

artikler om året, og der er en tæt relation mellem 

antal artikler og impact indenfor specialet (1). Nu 

publiceres godt 125 videnskabelige artikler per år. 

Ved at betragte emnerne for de publicerede artikler 

(bedømt udfra titel og læsning af abstrakt) ses, at en 

række traditionelle emner som hæmodynamik, lungefunktion, 

nyrefunktion, metabolisme, hypertension, 

iskæmisk og dekompenseret hjertesygdom, gastro- 

*) Dette afsnit baseres delvist på interview med specialets mest aktive forskere. 


intestinal og leverpatofysiologi, ødempatogenese, 

diabetes, adipositas og legemssammensætning er 

dominerende. Herudover, er signalstoffer, molekylærbiologiske 

mekanismer og salt-vandhomeostase stærkt 

repræsenteret. Mange af de publicerede arbejder 

involverer betydelig metodeudvikling, og der foregår 

væsentlig udvikling blandt andet omkring MR-teknikker 

og molekylærbiologiske teknikker, der også har 

relation til nuklearmedicin (3). 

Analyse af publikationsmønstret indenfor de seneste 

år, inklusive de foredrag, der er præsenteret i 

Selskabets regi, tyder på, at der er tale om et intenst 

samarbejde indenfor de enkelte klinisk fysiologisk/ 

nuklearmedicinske afdelinger samt med kliniske 

samarbejdspartnere. Publikationer, hvor to eller flere 

klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske afdelinger er 

samarbejdende, fremstår fortsat lavt og er tilsyneladende 

ikke væsentligt ændret gennem de sidste 10 år 

(1,2). Samarbejdet er langt oftere rettet mod kliniske 

samarbejdspartnere på hospitaler i regionen, i ind- og 

udland og på andre laboratorier og institutioner. 

Aldersfordelingen af de mest aktive forskere er betænkelig 

høj. Således fandtes en gennemsnitsalder på 

52 år (42 – 62) på de ti mest publicerede læger. 

Forventninger til fremtiden* 

Specielt løfterig udvikling synes at være relateret til 

molekylær biologi og fysiologi, proteinomics, udforskning 

af nye tracere og indikatorer, modalitetssammenkøring 

og ekspertsystemer. Teknikker indenfor genterapi 

og stamceller må i de kommende år forventes 

at repræsentere væsentlige forskningsfelter ligeledes 

vurdering af funktionen af organer, der er understøttet 

med organspecifikke celler, hvis oprindelse kan 

være embryonale stamceller, autologe eller heterologe 

transplantationer eller anden cellulær regeneration. 

Anvendelse af monoklonale antistoffer har i dag en 

anden og noget mere balanceret placering end for 10 

år siden. Paradigmeskiftet (3,4) mod individuel tilrettelagt 

diagnostik og terapi vil medføre øgede krav på 

integralt-, organ-, cellulært- og molekylært niveau. 

57

Figur 1. 

Videnskabelige publikationer i fire-års periode med speciallæger 

i klinisk fysiologi/nuklearmedicin og læger under speciallægeuddannelse 

som medforfatter. 

Det samlede antal artikler fra hele landet i perioden 2003- 

2006 var 503, svarende til 126 pr år, heraf udgør de 10 

mest publicerende forfatteres artikler 57%. 122 af artiklerne 

(24%) havde to eller flere medforfattere fra specialet. 

(Kilde: PubMed). 

Cancerbiologi, diagnostik, behandlingsvurdering og 

kontrol vil fortsat være et betragteligt vækstpotentiale. 

Salt-vand homeostase, central nervesystemets 

fortsatte udforskning og undersøgelse af fedtvævet og 

støttevævets metaboliske integritet er andre områder 

med meget store udfordringer. Gastrointestinalkanalen 

og leverens metaboliske og hæmodynamiske regulation, 

inkl. blodfordeling, permeabilitet og neurobiologisk 

aktivitet er væsentligt med højt translationelt 

potentiale. Videreudvikling af funktionelle MR-teknikker 

(flow, vævsperfusion, diffusion, vævskarakterisering 

og metabolisme) må formodes at intensiveres 

herunder anvendelse af diverse indikatorer, f. eks. 

hyperpolariseret helium. Et meget stort og fortsat kun 

58 

Tabel 1. 

Publikationer fra Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinske afdelinger i 

Region Hovedstaden gennem tre år. 

En kategorisering af de i publikationerne anvendte modaliteter viser, 

at omkring 40% af publikationerne omhandler klinisk fysiologi, godt 

25% nuklearmedicin (uden PET), 15-20% PET, knapt 10% molekylær 

biologi, 5-10% kropssammensætning og knoglemineralindhold 

(DEXA-skanning), og få % måling med magnetisk resonansteknik, 

billeddannelse eller funktionsvurdering. Publikationer fra landets 

øvrige regioner viser omtrent samme fordeling. 

(Kilde: Rapport fra Specialegruppen vedrørende Klinisk fysiologi og nuklearmedicin, 

januar 2006 og PubMed) 

. 

År 

Videnskabelige 

publikationer 

i tidsskrifter 

Afhandlinger: 

Ph.D. – Dr. Disp. 

Andre 

publikationer 

2003 102 2 - 7 

2004 83 4 2 17 

2005 100 4 1 9 

lidt udviklet område er ikke-invasiv regional trykmåling. 

Der forskes indgående i dette, men fremskridt 

har hidtil været langsomme og relativt beskedne. 

Hypoxi, angiogenese, apoptose, cellestyring, receptorkinetik 

og regional metabolisme er vigtige elementer 

i patofysiologisk forskning med henblik på klinisk 

anvendelse ikke kun indenfor cancerdiagnostik/terapi, 

men også ved hjerteinsufficiens og problematikker 

knyttet til adipositasforskningen. Kardiovaskulær 

patofysiologi (funktionsanalyse, prekonditionering, 

iskæmi og reperfusion samt dysregulation af kredsløb 

ved dysreguleret metabolisme) er fortsat vigtige 

forskningsområder. Hjerteinsufficiens vil udgøre et 

tiltagende problem i det kommende årti med spæn- 


dende klinisk fysiologiske forskningsudfordringer. 

Også den tiltagende forekomst af kardiale arrytmier 

(atrieflimren/flagren, langt QT-syndrom m.v.) udgør 

vigtige forskningspotentialer for specialet. 

Væsentlige udfordringer og problem- 

stillinger for klinisk fysiologisk forskning 

Der bør skabes yderligere focus på specialets forskningspotentiale 

med støtte af spirende og etablerede 

forskningsgrupper. Der bør etableres tættere samarbejde 

afdelingerne imellem, idet de fleste afdelinger 

volumenmæssigt ikke er af en sådan størrelse, at de 

umiddelbart kan tiltrække store nationale/internationale 

forskningspuljer. 

Forskningsniveauet skal fastholdes og øges ved 

samarbejde med forskningsstærke afdelinger. Såvel 

centralt som lokalt bør der iværksættes og udbygges 

initiativer til understøttelse af afdelingernes forskningsmiljøer. 

Denne indsats er umiddelbart påkrævet, 

idet en del forskningsmiljøer lider under ikke at have 

haft mulighed for støtte fra nationale forskningsprogrammer 

pga. disses båndlæggelse til anden side. 

Yderligere styrkelse af rammer for forskning på de 

enkelte afdelinger og specielt rekruttering af yngre 

forskere i samarbejde med de kliniske afdelinger og 

Litteratur 


universitetsmiljøerne er vigtigt, herunder at sikre 

finansiering af, at et tilstrækkeligt stort antal Ph.D. 

- stipendier, post doc. stillinger, forskningslektorater 

og professorater. 

Det er vigtigt, at 1. udnytte den nye regionale 

hospitals/forskningsstruktur til yderligere at profilere 

specialet og dets forskning, herunder at synliggøre 

forskningsindsats og behov, implementere forskningsbudgetter, 

etablere forskerstillinger, m.v. 2. Udarbejde 

konkrete planer for, hvorledes de enkelte afdelinger 

reelt kan øge deres ressourcetilgang ikke blot ved en 

reallokering af allerede eksisterende forskningsmidler. 

3. Registrere forsknings- og publikationsaktivitet i 


således, at alle faggruppers potentiale og samarbejde 

afdelingerne i mellem fremmes mest muligt. 4. Understøtte, 

systematisere og synliggøre de initiativer, 

der allerede findes igangsat, med henblik på udvikling 

og implementering af nye teknologier, diagnostiske 

modaliteter, m.v., således at specialet som hidtil 

udviser en betragtelig evne til at tilpasse sig udviklingen 

i takt med den generelle medicinske udvikling 

og den stigende bevidstgørelse af patienternes behov 

og forventninger. 

1. Hansen HB, Brinch K, Henriksen JH. Scientific publications from departments of clinical physiology and nuclear medicine in 

Denmark. A bibliometic analysis of ”impact” in the years 1989-1994. Clin Physiol 1996; 16:507-19. 

2. Hansen HB, Henriksen JH. How well does journal ”impact” work in the assessment of papers on clinical physiology and nuclear 

medicine? Clin Physiol 1997; 17:409-18. 

3. Kjær A. Molekylær billeddannelse med positronemissionstomografi og single photon emission computer tomography. 

Ugeskr Læg 2005; 167:4549-50. 

4. Nielsen FC, Borregaard N, Skakkebæk NE. Det nye medicinske paradigmeskift: Et notat om molekylærbiologiens implementering i 

diagnostik, terapi og klinisk forskning. Bibl Læger 2003; 195:64-81. 

59

17. Forskning inden for nuklearmedicin: Nutid og fremtid 

Liselotte Højgaard, klinikchef, professor, dr. med. 

Nuklearmedicin omfatter billeddiagnostiske undersøgelser 

med gammakamera, SPECT og PET af radioaktive 

lægemidlers fordeling i kroppen, ofte benævnt 

”Molecular Imaging” eller på dansk molekylær billeddannelse, 

grundet mulighederne for visualisering 

af processer på celle- og endda molekylært niveau. 

Nuklearmedicin omfatter desuden funktionsdiagnostiske 

undersøgelser og terapi udført med radioaktive 

lægemidler. 

Nuklearmedicin i København 

Nuklearmedicinen blev skabt af George de Hevesy 

og Niels Bohr i København på Niels Bohr Instituttet 

(dengang Københavns Universitets Institut for 

Teoretisk Fysik), hvor de første forsøg med isotopundersøgelser 

blev udført på planter og dyr i 1920-erne. 

Den berømte publikation i Nature i 1935, hvor de 

med anvendelse af P-32 viste, at knoglesystemet er 

et levende organsystem med en organisk metabolisme, 

er den første reference i Nobel-indstillingen, der 

begrunder hvorfor George de Hevesy tildeltes Nobelprisen 

i kemi i 1943 for udvikling af tracerprincippet 

(1). 

For godt 50 år siden begyndte de første afdelinger 

på danske hospitaler at udføre nuklearmedicinske 

patientundersøgelser og forskning, og set i relation 

til landets størrelse har de bidraget til den nuklearmedicinske 

internationale udvikling i betydelig grad. 

Nuklearmedicin i Danmark er vokset op på afdelinger 

med variationer af navnene: ”nuklearmedicin” og ”klinisk 

fysiologi”. Typisk har den neurologiske og neurobiologiske 

nuklearmedicin med gammakamera, SPECT 

og PET været udført enten på specialets afdelinger 

eller i selvstændige forskergrupper med eget apparatur 

og mere eller mindre tæt relation til specialet. 

Der har været mange forskergrupper indenfor den 

nuklearmedicinske forskning, og emnevalget har haft 

relation til vidt forskellige organsystemer. Man kunne 

fremhæve en lang række fremragende forskergrupper, 

men set med internationale briller er Niels Lassens 

udvikling af måling af hjernegennemblødningen og 

billeddannelse af hjernen helt i særklasse, og skal 

60 

derfor nævnes her (2), sammen med Niels Lassen og 

Ole Muncks udvikling af nyreflowundersøgelser (3). 

Molekylær billeddannelse 

I dag er den nuklearmedicinske forskningsaktivitet 

høj både internationalt og i Danmark; med molekylær 

billeddannelse som led i målrettet diagnostik 

og skræddersyet terapi, og med nuklearmedicinske 

teknikker som led i en bred vifte af funktionsundersøgelser. 

I fremtiden vil specialet få en betydningsfuld 

rolle i det medicinske paradigmeskifte, via kombinationen 

af molekylærbiologisk laboratoriediagnostik 

med f.eks. kvantitativ PCR-bestemmelse på individuelt 

tumorvæv og individuelle genprofiler kombineret med 

vores nuklearmedicinske molekylære billeddannelse. 

Disse informationer vil til sammen give nye muligheder 

for basal og patofysiologisk forskning; og for 

screening og tidlig diagnostik indenfor nye områder. 

Billeder i 3D (længde, bredde og højde) kombineret 

med tid (4D) og kombineret med multitracerprincip 

med (5D, 6D og 7D) vil give mulighed for funktionel 

billeddannelse af mange funktioner tilknyttet 

det samme anatomiske billede. Markører for specifikke 

biokemiske processer i de individuelle celler, 

f.eks. hypoksi, angiogenese, apoptose, bestemt med 

kvantitativ PCR i tumorvæv og senere korreleret til 

molekylær billeddannelse med kvantitativ information 

vil danne grundlag for næste generation af diagnostikken, 

hvor også kinetikken i billederne vil skabe 

grundlag for ny patofysiologisk viden og skabe nye 

diagnostiske principper. 

Billedfusionen af de nuklearmedicinske teknikker 

SPECT og PET med anatomiske billeder opnået med CT 

og MRI har betydet et revolutionerende fremskridt for 

nuklearmedicinen med en tilsvarende dramatisk vækst 

i anvendelsen af specialets undersøgelser. Specificitet 

og sensitivitet er med kombineret PET/CT og SPECT/ 

CT øget meget betydeligt, og de iøjnespringende 

diagnostiske fordele har begrundet den markante 

vækst i brug af PET/CT. 

Grundforskning via dyreforsøg i laboratorierne med 

molekylær billeddannelse opnået på mini-PET/CT 



Figur 1. 

Forskning indenfor ”Molecular 

imaging” – eller på dansk – molekylær 

billeddannelse vil i fremtiden 

få en fremtrædende betydning for 

implementering af det medicinske 

paradigmeskifte, med dyreforsøg i 

dedikerede PET og SPECT kameraer, og 

hurtig translation af resultaterne til 

kliniske patient diagnostik. 

og mini-SPECT/CT scannere, der nu er kommercielt 

tilgængelige, er naturlige led i de store lægemiddelindustriers 

udviklingsafdelinger med nye muligheder 

for meget tidlig afprøvning af lægemidlers potentiale. 

Grundforskning i universitets- og hospitalsregi vil 

give vigtige muligheder for ny forskningserkendelse 

inden for mekanismer og patofysiologi, som det 

aktuelt foregår i professor Andreas Kjærs ”Cluster for 

Molecular Imaging” på Panum Instituttet, Københavns 

Universitet. Den translationelle forskning, med 

overførsel af resultaterne fra grundforskningen til den 

kliniske forskning, er den vigtige nye bro, der hurtigt 

kan overføre fremtidens molekylære billeddannelser til 

klinisk brug i patientdiagnostikken (4). 

Klinisk forskning 

I den kliniske forskning er udviklingen af nye metoder 

og procedurer i sig selv et vigtigt område, men samtidigt 

er afprøvning af metodernes diagnostiske værdi 

m.h.p. etablering af de nye metoders plads i det diagnostiske 

univers meget vigtig. Sidstnævnte baseret på 

principper for evidensbaseret medicin, til risikovurdering, 

screening, tidlig diagnostik, stadieinddeling, 

recidivdiagnostik, evaluering af behandlingseffekt, til 

målrettet kirurgisk intervention efter computerstyring 

og som grundlag for planlægning af stråleterapi med 

PET/CT og måske også med SPECT/CT med nye tracere 

i fremtiden. 

For de kliniske diagnostiske områder diskuteres 

61

kriterierne for evaluering af nye metoders brugbarhed. 

Kan man stille krav om studier med hårde ”endpoints” 

som overlevelse og forlange undersøgelser med randomiseret 

design mellem forskellige diagnostiske metoder, 

eller er pålidelige prospektive undersøgelser med 

bestemmelse af specificitet og sensitivitet tilstrækkelig 

valid dokumentation for ibrugtagning af nye 

metoder? For små sygdomsgrupper med få patienter, 

f.eks. inden for børnenuklearmedicin, vil protokoller, 

der involverer afdelingerne på universitetshospitaler i 

flere lande være nødvendige for at skabe et tilstrækkeligt 

datagrundlag for bestemmelse af de diagnostiske 

undersøgelsers sensitivitet og specificitet, og 

for små sygdomsgrupper er det næppe muligt at opnå 

højere niveau af evidens. For de store sygdomme vil 

der nemmere kunne opnås den ideelle dokumentation, 

men det tager lang tid at få frembragt resultaterne, 

og diagnostikken vil ofte have udviklet sig yderligere, 

så den undersøgte teknik kan være forældet, når 

undersøgelsens resultater foreligger. 

Nye diagnostiske metoder 

Udvikling af nye diagnostiske metoder inden for 

nuklearmedicin går mod mere avanceret højteknologisk 

apparatur til PET- og SPECT-scanning med højere 

opløselighed og hurtigere optagelser kombineret med 

billedfusion med en vifte af multimodale optagelser, 

nye tracere og nye optageprotokoller. For nye behandlingsformer 

som partikelterapi og lette ioner (hadronterapi) 

til strålebehandling af kræftsygdom bliver 

PET/CT et vigtigt grundlag for denne nye, præcise og 

nøjagtige form for strålebehandling. 

Fremtiden for den nuklearmedicinske forskning og 

udvikling synes lys, med Barcelonamålene for den 

europæiske forskningsfinansiering på 3% af bruttonationalprodukterne 

i 2010. Det vil give øgede muligheder 

for at skaffe forskningsmidler til området fra både 

Danmark og EU. Et særkende for den nuklearmedicinske 

forskning er områdets meget markante tværfaglighed 

med betydelig forskningsindsats leveret af læger, 

fysikere, ingeniører, radiokemikere og bioanalytikere 

62 

Litteratur 

1. Chievitz O & Hevesy Gv. Radioactive indicators in the study of phosphorus metabolism in rats. Nature 1935;136: 754-6. 

2. Lassen Na, Munck O. The cerebral blood flow in man determined by the use of radioactive krypton. Acta Physiol Scand. 

1955;16: 33(1): 53-62. 

3. Brun C., Crone C., Davidsen Hg, Fabricius J. Renal blood flow in anuric human subject determined by use of radioactive 

Krypton 85.Proc Soc Exp Biol Med. 1955;89(4):687-90. 

4. Kjær A. Molecular imaging of cancer usine PET and SPECT.Adv Exp Med Biol. 2006;587:277-84. 

og sygeplejersker i samarbejde. På tværs af specialer 

via samarbejde med diagnostisk radiologi og en bred 

vifte af laboratoriefag; og i særdeleshed i samarbejde 

med klinikerne fra de forskellige ”organfamilier”; som 

gastro-hepatologi, kardiologi, neurologi, nefrologi, 

onkologi, ortopædkirurgi og pædiatri. 

Fremtidens nuklearmedicin 

I fremtiden vil fokus formentlig blive på øget samarbejde 

mellem naturvidenskab, teknisk videnskab 

og sundhedsvidenskab med et forstærket element 

af private/public partnership, rækkende på tværs af 

landegrænser og geografi. Forskning er global, og de 

bedste og mest engagerede vil finde sammen på tværs 

af skel, det være sig faglige og disciplinære, lokalt 

og globalt, som beskrevet i den nye ”Science Policy 

Briefing” fra EMRC 2007 (5). 

Enkelte skyer er der på himlen: De regulatoriske 

begrænsninger giver vanskeligheder i forbindelse med 

godkendelse af nye radioaktive lægemidler, og gør 

det svært at få godkendt nye forskningstracere og nye 

kommercielle tracere. GCP-reglerne skaber vanskeligheder 

for mere patofysiologisk orienterede projekter. 

Den aktuelle meget effektive hverdag i hospitalsvæsenet 

med krav om høj produktion og effektivitet 

levner ikke megen tid til fordybelse og forskning i 

hverdagen, og den nye kultur med fokus på fritidsliv 

og familie gør det nødvendigt at ”professionalisere” 

forskningsindsatsen i form af anerkendt og finansieret 

forskningstid. Hvis den nuklearmedicinske forskning, 

som al anden sundhedsvidenskabelig forskning, skal 

vokse og blomstre fremover, kræver det plads og 

tid med nye muligheder for delestillinger mellem 

forskning og klinik for mange personalegrupper. Med 

akademisk medicin som anerkendt koncept på landets 

afdelinger kombineret med alle de nye muligheder for 

computer- og IT-understøttet teknik, vil mulighederne 

forhåbentlig overskygge truslerne og give en fremtid 

for den nuklearmedicnske forskning, der medfører 

betydningsfuld ny viden og erkendelse til gavn for en 

bedre patientbehandling. 

5. Marks J & Højgaard L. Science Policy Briefing, European Medical Research Council. Medical imaging for improved patient care. 

ESF, Strassbourg 2007. 


Redigeret af: Peter Oturai, Jesper Mortensen og Søren Møller 

Layout: Zofi a Kruszona UUA-046 Hvidovre Hospital 

25 

Foto: Per Rasmussen m. fl 

Tryk: Kailow Graphic A/S 

Oktober 2007.

64 

25 

Nedenstående sponsorer takkes for støtte.

Jubilæumsskrift 2007 - DSKFNM Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?