Jubilæumsskrift 2007 - DSKFNM Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi ...

5. Det perifere kredsløb
Jan Abrahamsen, overlæge, dr.med.
En væsentlig opgave for de klinisk fysiologiske afdelinger
er at undersøge og vurdere det perifere kredsløb.
Undersøgelser af det perifere kredsløb foretages
dagligt på de fleste af landets afdelinger inden for
specialet og omfatter bl.a. systoliske distale trykmålinger,
funktionsundersøgelser ved gang og kuldeprovokation,
målinger af hudens blodgennemstrømning,
vurdering af strømningsforholdene i halsens blodkar
og i kar-rekonstruktioner ved doppler-teknik samt
vurdering af venesystemet. En systematisk gennemgang
af det perifere kredsløbs undersøgelser er
beskrevet i talrige lærebøger (1).
Måling af det systoliske blodtryk i
ekstremiteterne. Distal blodtryksmåling
Distal blodtryksmåling foretages hyppigst med strain
gauge teknikken, der betragtes som”guld standarden”
ved måling af blodtrykket på ankel- og tåniveau
(Figur 1). Ankelblodtryksmålingen har med denne
teknik tidligere vist sig at korrelere godt til blodtrykket
målt i pulsåren ved ankelleddet (2). I forbindelse
med udførelse af undersøgelsen, er det væsentligt at
være opmærksom på faktorer, der kan påvirke målingerne
som f.eks. størrelsen af blodtryksmanchetten,
kalibrering af apparatur, patientlejring og opvarmning
af fødder. Gennem flere år har man forsøgt at afløse
strain gauge-teknikken med andre målemetoder, men
ingen har definitivt kunne udkonkurrere denne klassiske
teknik. Et nyere tiltag har været at måle det
transkutane ilttryk i huden med en teknik udviklet af
det danske firma, Radiometer. Denne nye metode er
imidlertid både tidskrævende og dyr i anvendelse og
har indtil nu derfor kun fundet begrænset udbredelse.
Tidligere var der på flere af de klinisk fysiologiske
afdelinger udstyr til direkte måling af blodtrykket i
pulsårerne. De afdelinger, der fortsat rutinemæssigt
foretager organkateterisationer, har som en naturlig
del af det diagnostiske armamentarium udstyr til
disse trykmålinger.
1982 - 2007
Gangtest
Det er af stor betydning at sammenholde måleresultaterne
med patientens symptomer. Ved uoverensstemmelse
foretages ofte en gangtest, hvor patienten
går på et gangbånd til smertegrænsen nås. Herved
udløses belastningsbetinget udvidelse af de små pulsårer,
hvilket kræver en øget blodgennemstrømning
for at opretholde ankeltrykket. Et fald i det systoliske
ankelblodtryk udløst af patientens gang indikerer en
betydende forsnævring i pulsåren, der forsyner underbenet
med blod. Ved direkte blodtryksmåling kan indsprøjtning
af lægemidlet papaverin i pulsårerne give
samme effekt som en gangsbåndstest. Herved afsløres
om en forsnævring begrænser blodtilførslen.
Kuldeprovokationsmåling
”Hvide fingre” kan være en arbejdsbetinget sygdom
udløst af arbejde med vibrerende værktøj. Det nedsatte
blodtryk i fingrene, kan i klinikken udløses ved
en kuldeprovokationstest. Ved denne test afkøles patienten
centralt med et køletæppe, hvorigennem der
løber 10 ºC koldt vand. Samtidigt afkøles den enkelte
finger med en kølemanchet, hvor vandet har samme
temperatur. Denne undersøgelse foretages på udvalgte
afdelinger, hvor særlig interesse har medført,
at undersøgelsen nu er standardiseret og har opnået
ISO-certificering (3).
Hudperfusionsmåling
Flere af specialets læger har bidraget i udviklingen
af målemetoder til vurdering af hudens gennemblødning.
Udvaskningen af den radioaktive gas Xenon-133
blev oprindeligt anvendt til vurdering af muskel- og
hudgennemblødningen. På grund af den høje fedtopløselighed
var målingerne dog ofte usikre og i dag
anvendes andre metoder til vurdering af amputationsniveau
med henblik på efterfølgende sikker opheling.
Almindeligvis benyttes enten isotopudvaskningsteknik
med injektion af Tc-99m-papel eller fotocelleteknik.
21