Jubilæumsskrift 2007 - DSKFNM Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi ...

16. Forskning indenfor klinisk fysiologi: Nutid og fremtid
Jens H. Henriksen, professor, ledende overlæge, dr.med
Hanne B. Hansen, cand merc.
Specialet Klinisk Fysiologi, fra 1982 Klinisk Fysiologi
og Nuklearmedicin, har traditionelt været et
forskningstungt speciale. Der er tidligere udført flere
analyser heraf (1,2), ligesom forskningsaktiviteten
er dokumenteret i de enkelte afdelingers årsberetninger.
Den kliniske forskning har været udsat for en vis
afmatning de senere år, i mindre grad dyreeksperimentel,
cellulær og molekylærbiologisk forskning. Hvordan
er det gået med klinisk fysiologi? Inden forsøg på
at besvare dette, skal det bemærkes, at opdelingen af
specialets forskning i klinisk fysiologisk forskning og
nuklearmedicinsk forskning ofte vil være kunstig, idet
førstnævnte også anvender mange isotopteknikker,
eksempelvis glomerulær filtrationshastighed bestemt
med 51Cr-EDTA vs inulin.
En nylig opgørelse af forskningsaktiviteten i Region
Hovedstaden er vist i Tabel 1. Her fandtes omkring
40% af de i specialet publicerede artikler at omhandle
klinisk fysiologi. Ved analyse af publikationer opført i
PubMed i samme periode ses stort set samme fordeling
for hele landet. Ved opgørelse af videnskabelige
publikationer fra specialets speciallæger plus læger
under uddannelse (n = 85) er der i PubMed indenfor
de sidste fire år (2003-2006) registreret samlet 503
artikler. Ved rangstilling fås som ventet en meget
skæv fordeling, hvor 12% af forskerne tegner sig for
ca. 60% af publikationerne og halvdelen af specialets
læger for tre publikationer eller mindre, se Figur 1.
Universitetsafdelinger og afdelinger ved store hospitaler
er mest produktive, men det er glædeligt, at de
fleste afdelinger i landet viser en betragtelig forskningsaktivitet.
For ti år siden blev der i gennemsnit
publiceret knap 120 peer-reviewede videnskabelige
artikler om året, og der er en tæt relation mellem
antal artikler og impact indenfor specialet (1). Nu
publiceres godt 125 videnskabelige artikler per år.
Ved at betragte emnerne for de publicerede artikler
(bedømt udfra titel og læsning af abstrakt) ses, at en
række traditionelle emner som hæmodynamik, lungefunktion,
nyrefunktion, metabolisme, hypertension,
iskæmisk og dekompenseret hjertesygdom, gastro-
*) Dette afsnit baseres delvist på interview med specialets mest aktive forskere.
1982 - 2007
intestinal og leverpatofysiologi, ødempatogenese,
diabetes, adipositas og legemssammensætning er
dominerende. Herudover, er signalstoffer, molekylærbiologiske
mekanismer og salt-vandhomeostase stærkt
repræsenteret. Mange af de publicerede arbejder
involverer betydelig metodeudvikling, og der foregår
væsentlig udvikling blandt andet omkring MR-teknikker
og molekylærbiologiske teknikker, der også har
relation til nuklearmedicin (3).
Analyse af publikationsmønstret indenfor de seneste
år, inklusive de foredrag, der er præsenteret i
Selskabets regi, tyder på, at der er tale om et intenst
samarbejde indenfor de enkelte klinisk fysiologisk/
nuklearmedicinske afdelinger samt med kliniske
samarbejdspartnere. Publikationer, hvor to eller flere
klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske afdelinger er
samarbejdende, fremstår fortsat lavt og er tilsyneladende
ikke væsentligt ændret gennem de sidste 10 år
(1,2). Samarbejdet er langt oftere rettet mod kliniske
samarbejdspartnere på hospitaler i regionen, i ind- og
udland og på andre laboratorier og institutioner.
Aldersfordelingen af de mest aktive forskere er betænkelig
høj. Således fandtes en gennemsnitsalder på
52 år (42 – 62) på de ti mest publicerede læger.
Forventninger til fremtiden*
Specielt løfterig udvikling synes at være relateret til
molekylær biologi og fysiologi, proteinomics, udforskning
af nye tracere og indikatorer, modalitetssammenkøring
og ekspertsystemer. Teknikker indenfor genterapi
og stamceller må i de kommende år forventes
at repræsentere væsentlige forskningsfelter ligeledes
vurdering af funktionen af organer, der er understøttet
med organspecifikke celler, hvis oprindelse kan
være embryonale stamceller, autologe eller heterologe
transplantationer eller anden cellulær regeneration.
Anvendelse af monoklonale antistoffer har i dag en
anden og noget mere balanceret placering end for 10
år siden. Paradigmeskiftet (3,4) mod individuel tilrettelagt
diagnostik og terapi vil medføre øgede krav på
integralt-, organ-, cellulært- og molekylært niveau.
57