Jubilæumsskrift 2007 - DSKFNM Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi ...

15. Terapi med radioaktive lægemidler
Jørn Theil, overlæge, dr. med.
Behandling med radioaktivt jod (I-131) af sygdomme
i skjoldbruskkirtlen har været anvendt siden 1941
(2) og er en af de mest anvendte behandlinger med
radioaktive sporstoffer. Siden hen har man søgt at
finde andre radioaktive lægemidler, der er egnede til
medicinsk brug både diagnostisk og behandlingsmæssigt.
De angivne tal for behandlinger indenfor de sidste
25 år i Danmark stammer dels fra statistikker fra SIS
og dels fra en mindre spørgeskemaundersøgelse udført
i april-maj 2007 blandt de danske nuklearmedicinske
afdelinger.
Behandling med I-131
Ved behandlingen udnyttes at skjoldbruskkirtlens
celler transporterer jod ind i cellerne og som herefter
normalt bliver indbygget i aminosyren tyrosin som led
i dannelsen af stofskiftehormonerne trijodthyronin og
thyroxin. Ved behandling af tumorer i skjoldbruskkirtlen
(follikulære og blandet follikulær-papillifere thyreoidea-cancere)
udnyttes at tumorceller herfra også
optager jod (1). Behandling af godartede sygdomme i
skjoldbruskkirtlen (forhøjet stofskifte og struma) har
været udført på de fleste afdelinger i Danmark i mere
end 25 år. Herudover udføres behandling ved overfølsomhed
for medicinsk behandling og ved kontraindikation
mod kirurgisk behandling.
Godartede sygdomme i skjoldbruskkirtlen
I 1980 udførtes 509 behandlinger stigende til 2927
i 2001, hvorefter antallet af behandlinger igen er
faldet lidt til 2125 i 2005 (Figur 1). Dette skyldes
formentligt den lavere incidens af struma, som følge
af tilsætning af jod til bordsalt siden 1998. Behandlingerne
udføres på i alt 19 sygehuse. De fleste steder
er det de nuklearmedicinske læger der giver behandlingsdosis
med undtagelse af Herlev og Frederiksberg
Hospitaler, hvor det er medicinsk afdelings læger der
giver behandlingen.
Spørgeskemaundersøgelsen fra april-maj 2007
omfattede 19 sygehuse og blev besvaret af 16 afdelinger.
På 7 afdelinger (44%) anvendes dosering
1982 - 2007
efter 3 kirtelstørrelser (”lille – mellem – stor”). På de
resterende 9 afdelinger (56%) beregnes dosis efter
kirtelstørrelse (målt i g) korrigeret for halveringstid
og 24 timers-optagelse. Måling af I-131-optagelsen
anvendes ikke på 5 afdelinger (31%) mens 8 afdelinger
(50%) måler 24 timers I-131-optagelsen. Måling
af I-131-omsætningen anvendes på 2 afdelinger
(13%) og på en enkelt afdeling måles Tc-99m-optagelsen.
Kirtelstørrelse bestemmes ved skøn (13%),
palpation (13%), måling med UL (6%), en kombination
af ultralydsundersøgelse og thyreoideaskintigrafi
(13%) eller thyreoideaskintigrafi og palpation (19%).
Resultaterne sammenlignet med data fra en tilsvarende
undersøgelse i 1999 (4) er nærmest uændrede.
Ondartede sygdomme i skjoldbruskkirtlen
Behandling med I-131 af ondartede sygdomme i
skjoldbruskkirtlen er etableret i Århus, Ålborg, Herlev,
Odense og på Rigshospitalet. Efter total thyreoidektomi
fjernes rest-thyreoideavæv ved ablationsbehandling
med I-131. De efterfølgende kontroller og
eventuel behandling med I-131 kræver forberedelse i
form af en pause med substitutionsbehandling i 3 - 5
uger eller rTSH-stimulation umiddelbart inden kontrol
(1). Ved forhøjet s-thyreoglobulin og/eller positiv
I-131-skintigrafi behandles med I-131 peroralt oftest
i form af I-131-kapsler. Behandling gives oftest i
direkte tilknytning til en positiv kontrol for at undgå
flere belastende pauser med substitionsbehandling,
hvor patienterne når at blive udtalt myxødematøse.
Ved ablation gives I-131 doser på mellem 1200
– 5400 MBq, mens der ved efterfølgende behandlinger
gives doser på 3700 – 7400 MBq. Efter indgiven
behandling skal patienten isoleres på enestue med
eget toilet med isotopafløb i 2 - 3 dage inden restaktiviteten
i kroppen af I-131 er så lav at patienten kan
overgå til ambulant regi. I Tabel 1 er angivet antal
behandlinger udført i Danmark 2001 – 2005.
Neuroendokrine tumorer
Neuroendokrine tumorer er relativt sjældne og karakteriseret
ved at udgå fra neuroektodermalt deriveret
53