Jamen det har været sådan, at allerede når jeg nævner at der har været problemer, så kommer spørgsmålene fra John. Så er det ligesom at jeg ikke får lov til at tale helt ud. Jeg bliver afbrudt, og hvis han ikke gør det, jamen så tager han nogle notater, og så spørger han ind til det bagefter. (…)hvis han føler at jeg er gået lidt for nemt henover det og bare sagt sådan og sådan er det. Så stikker han lidt ind til det, og igen, så skal jeg begynde at grave lidt frem af mig selv og begynde at tænke over det.” (Kenneth Jonassen) ”Jeg synes også at John har været utroligt dygtig til at spørge ind til nogen ting og stikke lidt til én. (…) og hvis jeg svarede, så gå lidt dybere, han gerne ville have lidt mere ud – han har været god til at få ting ud 1
som han kunne mærke at jeg måske holdt lidt inde med. Og så er han jo dygtig, han er jo skide snu (…) han kan jo være skide irriterende og sige ”jamen er der nu ikke mere end du fortæller mig der” haha og Jo, det er der jo haha, så han har været super dygtig, (…) men jeg har også en fornemmelse af at han ved også hvor grænsen går. Sådan nu har jeg prikket lidt til det og lidt mere til og nu skal jeg heller ikke prikke mere. Nu har jeg fået svar nok.” (Helle Nielsen) ”Han har lagt det meget over til en selv, sådan at man selv skulle finde ud af hvorfor man egentlig har det sådan. Der er mange gange jeg har siddet derinde og tænkt: gud ja, det er derfor. Han har sat nogle ting i gang. Han kan stille et spørgsmål eller bare sige ”hvordan går det?” og så begynder jeg bare at snakke. Og bare det at han sidder og er stille og lytter og bare sådan nikker lidt og sige ”godt hvad så, hvorfor det? Hvorfor tror du det?”, så begynder man at få de der løsninger (…) Han er kommet med små spørgsmål og ting, som har gjort at man har tænkt anderledes over tingene (…) Han kommer også med rigtig gode inputs, sådan at ”når nu det er sådan, tror du så ikke at …” (…) så man virkelig får talt og kommer ud med en masse ting, og så ser han <strong>hele</strong> billedet og så siger han jamen er det ikke sådan og sådan, tror du ikke det? Og så sidder man, joh, det tror jeg faktisk” (Lena Frier) I alle disse mange citater, som handler om hvordan coachen stiller spørgsmål, kommer der mange forskellige udtalelser om, hvad spørgsmålene og måden at stille spørgsmål betyder for coachingen. Det bliver f.eks. nævnt at spørgsmålene giver nye vinkler på problemer og stiller en ny horisont til rådighed, samtidig nævnes det at man selv skal finde konklusionerne. I overensstemmelse med tankerne bagved coaching, er det fokuspersonen selv, der har løsningen til et eventuelt problem. Coachens rolle er dermed at støtte den enkelte til at fremme sit potentiale, altså hjælpe fokuspersonen til at se sagen fra forskellige vinkler og derigennem se problematikken i forskellige sammenhænge. Herfra genereres løsningsmuligheder, som analyseres og gennemgås, før fokuspersonen vælger en løsning. Det nævnes også at man når frem til erkendelser og opnår ”bevidsthed fordi jeg selv har sagt det”. Det er altså en anden erkendelse og bevidsthed man opnår ved selv at resonere sig frem til en løsning, eller en konklusion, frem for at få den at vide. Derfor er det også vigtigt, at når coachen intervenerer med andet end med spørgsmål, formuleres det som hypoteser. Altså forslag, som fokuspersonen tager stilling til, vurderer og tænker videre på. Coachen må huske på ikke at mase sig ind med for mange tolkninger og komme med for mange hypoteser. Hellere må coachen stille flere spørgsmål, som kan give fokuspersonen erkendelser, da effekten er langt større af de sandheder, som fokuspersonen selv kommer frem til, end hvis coachen stiller det som hypotese. Hypoteserne kommer derfor oftest i sidste del af en coaching session. Udøverne vælger selv det de vil tale om, for at sikre at det vigtige bliver talt om, og for at sikre engagementet og ejerskabet. Det er afgørende i coaching at det <strong>hele</strong> tiden er fokuspersonen og dennes erkendelsesproces, der er i fokus. Målet for erkendelserne er ikke faste. Man skal altså ikke et bestemt sted hen i en coaching, hvorfor det vigtigste er dét, som fokuspersonen synes er vigtigt lige nu og <strong>her</strong>. Man ser også at de temaer, som er vigtige for den enkelte udøver dukker op i coachingen i forskellige sammenhænge. Hvis samtaleemnet derfor synes relevant for fokuspersonen, vil temaerne også være repræsenteret <strong>her</strong>i. I arbejdet med den enkeltes selvvalgte emne, bruges spørgsmålene – som vist i citaterne – til at ”grave” eller ”stikke ind”, så der bliver arbejdet i dybden. Beholder coachen et metaperspektiv i coachingen, er man i stand til at analysere det, som sker i fortællingen, hvor der er følelser på spil, hvor man fik sagt lidt mere end man havde tænkt sig, brugt et bestemt ord etc. samtidig med at man bruger spørgsmålene til at grave og stikke længere ned, mere til siden etc. eller at holde fast som også 1
Change language