Download hele rapporten her - Green Andersen

Der skabes noget nyt i dette potentielle rum, og denne skabelse indeholder også en forsagelse. Vi må
kunne udholde en vis forsagelse af vores dybeste ønsker hvis vi vil opnå den mulighed for udvikling,
der indeholdes i en relation, hvor det ikke er tilfredsstillelse eller bekræftelse, der tegner målet, men
snarere indsigt, forståelse og erfaring. Gevinsten er selvfølgelig ikke forsagelsen, men at den enkelte
bliver i stand til bedre at udfolde sin personlighed på en måde, som han/hun selv vælger frem for at
være styret af kræfter, som man ikke kender eller forstår, kræfter udenfor en selv.
Den dynamiske coach er ikke, som i den traditionelle psykodynamiske udlægning, en neutral projektionsskærm.
Coachen og fokuspersonen skal snarere ses som to subjektive deltagere i en fælles
oplevelse/erfaring, som konstant påvirker dem begge. I denne relation bliver både coach og fokuspersonen
involveret i en overførings/modoverførings matrix, i hvilken coachen også er påvirket af en
kraftig og som oftest ubevidst dynamik i relationen.
Konceptuelt bliver denne proces set som en gentagelse (iscenesættelse) af ”gamle og uhensigtsmæssige
interaktioner” fra fokuspersonens liv og historie i hvilke væsentlige og betydningsfulde intrapsykiske
temaer bliver afdækkede og udspillet i den gensidige interaktion – i relationen.
Et væsentligt element i coachingen er derfor at synliggøre og tematisere denne iscenesættelse, og at
arbejde med relationen. Coachen spejler altså de forskellige forholdemåder for fokuspersonen, således
at denne har mulighed for at blive bevidst om dem, forholde sig til dem og herefter vælge at forholde
sig på nye eller justerede måder.
Hertil kommer elementet at coachen ikke er neutral, men en bestemt person, som fokuspersonen
overfører bestemte tidligere relationer til. I interviewene oplever udøverne at knytte stærke følelser
til deres coach. Èn oplever coachingen som et sted hvor han ”krænger sine følelser ud”, og en anden
siger at hun ser coachen som en faderfigur. Man får også et indtryk af en vis idealisering i overføringen
til coachen. Overføring er et vigtigt redskab i elitecoachingen, idet man med f.eks. idealiseringen
af coachen kan arbejde med udøverens egne stærke sider
Coachen er netop ikke en adskilt, neutral og objektiv figur, men snarere et levende menneske, som
er involveret i en interaktion med fokuspersonen i en gensidig og fælles proces, men med forskellige
roller og forskellig deltagelse. Den gode coach har træning i at bruge sin personlige erfaring og
oplevelser som drivkraft for nysgerrig undersøgelse og formulering af spørgsmål.
Coachens modoverføring er således ikke hverken en forhindring for et effektivt og vellykket forløb
eller et udtryk for inkompetence, men snarere en væsentlig kilde til at forstå hvad der foregår i fokuspersonens
indre. På denne måde kan coachen opleve selv at få lyst til i nogle forløb at være mere
rådgivende eller vejledende, at tage affære, at føle sig styret eller presset, eller mere omsorgsfuld.
Visse af coachens oplevelser kan bruges i coachingen, f.eks. ved at coachen fortæller fokuspersonen
hvad han/hun oplever i situationen og at man derved arbejder med situationen og relationen her og
nu, i forhold til at blive bevidst om andre relationer i fokuspersonens liv.
Med denne vægtning af relationen og interaktionen mellem coachen og fokuspersonen er det
nærliggende at spørge om coachens person har betydning for fokuspersonens overføring og overføringsoplevelser.
Man kan jo forestille sig at coachens f.eks. køn og alder har en betydning for hvilke
overføringer, der etableres.
Et eksempel på overføring, som bliver tydelig er, når en udøver, der tidligere har været i et coachingforløb,
i sin 4. session har fortalt om en vanskelig oplevelse med sin far siden den forrige session og
det svindende håb om at blive accepteret af ham – og også om nogle positive oplevelser med sin