Download hele rapporten her - Green Andersen

Som sagt kan mange af værktøjerne som metode i sig selv være gode, men anvendes de ukritisk og i
et ”positive thinking”-perspektiv, kan der set fra et psykologisk standpunkt opstå konkrete problematikker,
som direkte påvirker både udøverens mentale tilstand og resultatet:
F.eks har den amerikanske psykolog Martin E. P. Seligman har lavet flere undersøgelser, som alle har
vist, at selv om man hele tiden gentager et positivt udsagn for sig selv, har det slet ingen eller kun
en meget lille betydning for ens humør og ens evne til at præstere noget. Udøveren, der flere gange
siger til sig selv: „Jeg er en enestående spiller, som er super god til høj baghånd“ bliver altså hverken
mere glad, end han almindeligvis er, eller bedre til at spille badminton. Seligmans undersøgelser viser
samtidig, at selv når der rent faktisk sker noget meget positivt i ens liv, holder „rusen“ kun nogle få
dage. Blandt lotto-spillere, som har vundet meget store gevinster, kan man f.eks efter blot to dage
ikke registre nogen forskel, hverken mht. deres humør, deres optimisme eller deres præstationsevne.
Årsagen er selvfølgelig, at ens humør og evne til at præstere påvirkes af noget langt mere grundlæggende
end en hurtig rus.
Hertil kommer, at den engelske psykolog David Clark flere gange empirisk har bevist, at forsøg på
at undertrykke negative tanker efter en kort forsinkelse øger frekvensen af de oprindelige tanker.
Dette fortæller, at vi ved en udelukkende positiv påvirkning af folk med negativ eller begrænsende
tankegang risikerer både at forstærke de uhensigtsmæssige tanker ved det, at udøveren ikke er i stand
til at overbevise sig selv om de positive tanker eller ved, at „fortrængningen“ eller ignoreringen af de
begrænsende tanker helt automatisk vil øge frekvensen af negative tanker. Så i bedste fald skal udøveren
”peppes op” før hver eneste præstation og i værste fald, vil han få flere og flere bekymringer, som
skader hans præstation.
Den psykologiske forklaring på dette er, at når man undertrykker eller fortrænger ubehageligheder,
svagheder eller problemer, så har man ganske enkelt ikke adgang til at arbejde med dem – men de
er der stadigvæk og vil blive ved med at påvirke ens humør, det man gør og hvordan man føler om
sig selv. Jo længere man er i dårligt humør, og gør ting der ikke er hensigtsmæssige for én selv, jo
dårligere vil man naturligvis få det. Lige indtil man ser problemerne i øjnene, og arbejder med dem.
Ensidig fokusering på positive tanker kan også give lavt selvværd. Et ekstremt, optimistisk og urealistisk
syn på egne muligheder kan give anledning til, at man bliver overkritisk og får negative tanker
om egne præstationer. Hvis man f.eks som sportsmand træner i et miljø, hvor „positiv tænkning“
dominerer, og hvor man gentagne gange får at vide, at: „Alle kan blive verdensmestre, hvis de
virkelig vil“, er det typisk, at man vil konstruere en basal antagelse, som hedder: „Hvis jeg ikke bliver
verdensmester, så er jeg ikke noget værd“. Selv om filosofien om, at alle kan blive verdensmestre,
altså som udgangspunkt er ekstremt positiv, er den samtidig anledning til, at udøverne stiller urimelige
og åbenlyst urealistiske krav til sig selv. Firkantet sagt kan det kun mislykkes, fordi det i praksis jo
kun er få sportsfolk, der bliver verdensmestre. Den „positive“ parole og den negative basale antagelse
gør altså, at man primært kommer til at fokusere på det, man ikke kan, hvilket i længden vil give lavt
selvværd.
Jubel-optimisme kan også i sig selv give urimeligt mange nederlag. Der findes eksempler på, at
sportsudøvere, der netop har trænet under parolen: „Alle kan blive verdensmestre, hvis de virkelig
vil“ oplever, at deres (ukritisk) positive forventninger rammer dem som en boomerang, hvis de f.eks.
taber en kamp.
I en coaching, der benytter sig af ”positiv tænkning” som ikke er identisk med, men ligger i linie af
det miljø udøverne kender fra eliteverdenen, er der ikke plads til sårbarhed, og man viser den i hvert
fald ikke.
0