Download hele rapporten her - Green Andersen

til noget som helst. Da tog jeg det selv og sådan. Men siden han har fået mig til at åbne mig op snakket om
næsten alt, altså det har hjulpet meget.” (Kenneth Jonassen)
Vi oplever også, at denne ulyst til at åbne sig kan komme til at fremstå i en lidt mere aggressiv form, hvor
spilleren ikke blot tier stille, men måske direkte bliver afvisende over for andre spillere og trænere:
”Hvor jeg havde lidt før at de kan sejle deres egen sø, så sejler jeg min, og den der lidt hårde facade.”
(Helle Nielsen)
At det ikke er en optimal strategi – heller ikke i forhold til spillerens udvikling – understreges af hvordan
trænere kan tolke disse signaler:
”En træner sagde at problemet måske lidt har været at de har tænkt at Helle er sej og hun har ikke behov for
det der”. (Helle Nielsen)
Det er både logisk og sandsynligt at en høj grad af perfektionisme gør at man ikke har lyst til at åbne
sig over for andre mennesker. For eliteudøvere gælder det om at præstere optimalt hele tiden og om
at være nummer et. I hverdagen er eliteudøvere omgivet af andre mennesker med samme dagsorden,
hvilket kan give problemer ifht. det meget konkurrencebetonede og perfektionistiske miljø, hvor det
er vigtigt at opretholde en facade af perfektionisme og styrke.
Dette dilemma beskriver flere af udøverne meget præcist og rammende:
”når vi bevæger os i den verden som vi gør, hvor vi alle sammen er konkurrenter, men samtidig skal være
træningsmakkere og gode venner et eller andet sted, fordi vi rejser så meget sammen, så er det svært at skulle
vise svaghedstegn et eller andet sted, hvilket følelser mange gange kan være, når det sådan er lidt negativt.”
(Michael Christensen)
”Ja, for ligegyldigt hvem jeg siger det til, så vil det kunne blive brugt i mod mig i hvilke som helst situationer”.
(Jonas Rasmussen)
Det problematiske ved denne manglende lyst til at åbne op er, at det ikke er sundt for mennesker
på denne måde hele tiden at holde problemer for sig selv, skjule svaghedstegn, ignorere eller fortrænge
svagheder og i stedet skulle overbevise sig selv om at man er på toppen. Et andet problem
er naturligvis også, at der skabes et miljø, hvor mange ting forbliver usagte, hvor der dannes mange
– ikke nødvendigvis korrekte – forestillinger om hvad andre tænker om mig og ikke mindst hvad jeg
skal gøre og ikke gøre. Et træningsmiljø, der er styret af forestillinger frem for facts er ikke et optimalt
træningsmiljø.
Derfor er der mange gevinster ved at arbejde med de mere emotionelle perspektiver i den dynamiske
elitecoaching. At få undersøgt hvilke følelser der er, få dem realitetstestet, altså prøvet af i praksis, få
arbejdet med disse følelser og gjort dem til en naturlig del af den enkelte udøver. På denne måde
har udøveren mulighed for at gøre de følelsesmæssige aspekter til styrker og noget der kan bruges
konstruktivt, eller i hvert fald placeres, så de ikke forstyrrer spillet, i stedet for at undertrykke dem,
så de kommer frem – ofte med dobbelt styrke – på uhensigtsmæssige tidspunkter, og reaktionen på
dem bliver en automatisk adfærd, der ikke nødvendigvis er konstruktiv.
Ud fra interviewene med udøverne, fremstår det tydeligt, at den dynamiske elitecoaching har givet
udøverne mulighed for at ”åbne op” helt risikofrit: