Barnet og den kristne tro - KPI

BARNETS RELIGIØSITET – EMPIRISK BELYST
en forundring <strong>og</strong> ind i mellem en form for misundelse i mødet med de af deres
kammerater der tror 141.
4.1.6 Sammenfatning
På baggrund af de ovenfor anførte undersøgelsesresultater kan vi sammenfatte, at
udviklingen af børns gudsforestilling kun i begrænset omfang følger <strong>den</strong> k<strong>og</strong>nitive
udvikling i øvrigt. Når vi søger at kaste lys over <strong>den</strong> intellektuelle <strong>og</strong> ideol<strong>og</strong>iske
dimension ved børns religiøsitet synes det altså endnu en gang påvist, at det kun kan
ske fyldestgørende under hensyntagen til det enkelte barns erfaringsbaggrund <strong>og</strong>
opvæksmiljø som en væsentlig parameter. Dette kunne tale for en vis forsigtighed i
brugen af en generel k<strong>og</strong>nitiv udviklingpsykol<strong>og</strong>i i forbindelse med børns <strong>og</strong> unges
religiøse udvikling. Udviklingen synes jo netop at være stærkt knyttet til barnets
mulighed for at gøre specielle religiøse erfaringer i sit nærmeste miljø.
Vi vil nu i det næste afsnit se nærmere på i hvilken grad børn har religiøse
oplevelser <strong>og</strong> hvilke religiøse erfaringer de giver udtryk for.
4.2 <strong>Barnet</strong>s <strong>Barnet</strong>s gudserfaring gudserfaring – oplevelse <strong>og</strong> ritual
Hos Tamminen sker undersøgelsen af børns gudsoplevelse <strong>og</strong> religiøse erfaringer ved
at udvælge erfaringsdimension fra Glock <strong>og</strong> Starks dimensionsmodel. Her spørger han
bl.a. efter børnenes erfaringer af Guds nærhed. Også <strong>den</strong> rituelle dimension kan bruges
som indfaldsvinkel, idet <strong>den</strong>ne dimension dækker f.eks. personlig bøn som må kunne
rummes i kategorien religiøse erfaringer. Når jeg medtager <strong>den</strong> rituelle dimension er
det altså for at kunne inddrage <strong>den</strong> del af børns forhold til bøn, der giver indblik i hvilke
religiøse erfaringer bøn er forbundet med for børn. Andre sider ved <strong>den</strong> rituelle
dimension, som f.eks. at gå i kirke <strong>og</strong> deltage i nadveren, medtages ikke her.
Det var Goldmans påstand at børn praktisk talt ikke har religiøse erfaringer dersom
religiøse erfaringer defineres som ’en direkte personlig erfaring af Gud’ 142. Hele <strong>den</strong>
religiøse tænknings struktur er grundlagt på almindelige menneskelige erfaringer <strong>og</strong>
kan derfor ikke siges at være religiøs i sig selv143. Heller ikke de menneskelige følelser
kan siges at være religiøse. På <strong>den</strong> baggrund kan det synes svært overhovedet at finde
frem til en definition af ’religiøse oplevelser <strong>og</strong> erfaringer’.
Tamminen anerkender i udgangspunktet Goldman påstand om at børns ’religiøse’
erfaringer i høj grad er baseret på erfaringer med ikke-religiøse objekter, som f.eks.
forældrene. Men i det øjeblik barnet bruger sine erfaringer til at interpretere sin relation
til Gud, bliver disse erfaringer religiøse144. En religiøs oplevelse er:
... experience to which a sense of depen<strong>den</strong>cy on or connection to God/the divine and the
transcen<strong>den</strong>t is connected (Tamminen, 1991:34).
I en empirisk, psykol<strong>og</strong>isk undersøgelse som Tamminens er oplevelser at forstå som
religiøse, dersom subjektet vurderer dem religiøst 145. Religiøse oplevelser <strong>og</strong> erfaringer vil
141 Munksgaard, 1980:112.
142 Tamminen, 1991:32.
143 Det svarer for så vidt til <strong>den</strong> psykoanalytiske udviklingsteori vi så beskrevet hos Rizzuto, hvor barnets
gudsrepræsentation grunder sig på erfaringen fra relationen til de nærmeste omsorgsgivere. Se 3.1.2.
144 Tamminen, 1991:34f.
145 Tamminen, 1991:38.
35