Barnet og den kristne tro - KPI

BARNETS RELIGIØSITET – EMPIRISK BELYST
fortælle mere specifikt om deres religiøse oplevelser. N<strong>og</strong>le svarer, at de ikke kan sige
præcist hvornår oplevelsen fandt sted. Andre svarer endda, at de ikke vil fortælle om
det, at det er en hemmelighed, eller at de ikke har lyst til at snakke om det. Tamminens
udlægning af <strong>den</strong> manglende villighed til at gå nærmere ind i en beskrivelse af
oplevelserne er, at de religiøse oplevelser hører hjemme i en privat eller end<strong>og</strong> hemmelig
sfære af barnets liv, som det kun nødigt giver andre indblik i 151.
I Munksgaards undersøgelse giver ingen af eleverne beskrivelser af direkte religiøse
oplevelser, men enkelte kommer med udsagn som kan tolkes i <strong>den</strong> retning. Disse
udsagn har at gøre med at søge tilflugt hos Gud i situationer, der er præget af frygt.
Gud opleves i disse situationer at kunne reducere frygten 152.
Generel generthed er én måde at forklare elevernes tavshed på. En an<strong>den</strong> plausibel
forklaring kan være at børnene oplever en vis ærefrygt overfor de hændelser hvor de
har oplevet Gud særlig nær. Der er ingen tvivl om at de religiøse erfaringer er yderst
personlige <strong>og</strong> intime. Børnene regner med Gud som eksisterende <strong>og</strong> relevant i deres
liv. Guds nærvær opleves helt forskelligt fra andre hverdagserfaringer, for det netop er
helligt nærvær. Børnene kan måske frygte hvordan deres beretning vil blive modtaget af
tilhøreren, om oplevelsens karakter af ephifani vil blive forstået.
4.2.2 <strong>Barnet</strong>s religiøse erfaringer i forbindelse med bøn
Ser vi nu på <strong>den</strong> rituelle dimension som et aspekt ved barnereligiøsiteten viser bønnen
sig i både Munksgaard <strong>og</strong> Tamminens undersøgelse at være <strong>den</strong> mest velkendte
handling. Mange børn er fortrolige med en eller an<strong>den</strong> form for aftenbøn 153.
I udviklingspsykol<strong>og</strong>isk sammenhæng er <strong>og</strong>så børns forestillinger <strong>og</strong> tanker om
bøn søgt afdækket på grundlag af Piaget’s teorier. Der er tale om en opdeling i tre
faser: I første fase (5-7 år) er bønnen en tillært handling, knyttet til ordet ’Gud’ <strong>og</strong>
forståelsen af bønnens betydning er begrænset. I an<strong>den</strong> fase (7-9 år) véd barnet at bøn
er en særlig verbal handling, men interessen er primært fokuseret på bønnens ydre
form. I tredje fase (fra 9 år) begynder barnet at forstå bøn som en personlig samtale
med Gud. På dette tidspunkt vil bøn <strong>og</strong>så oftest være en handling på baggrund af en
indre overbevisning <strong>og</strong> tro 154.
Imidlertid viser både Tamminens <strong>og</strong> Munksgaards undersøgelse, at en k<strong>og</strong>nitiv tilgang
til spørgsmålet om bøn er forfejlet. Eleverne forholder sig slet <strong>og</strong> ret ikke intellektuelt
til spørgsmålene, men tværtimod emotionelt <strong>og</strong> rituelt 155.
Tamminen beder børnene udpege det vigtigste træk ved bøn. ”At tale med Gud <strong>og</strong>
sige ham tak” var det svar, som på alle alderstrin blev valgt oftest 156. Udover eleverne
på tredje klassetrin (9-10 år) valgte kun ganske få børn svaret ”At folde hænderne”. Det
151 Tamminen, 1991:49;239.
152 Munksgaard, 1980:43.
153 Tamminen, 1991:216.
154 Tamminen, 1991:210.
155 Mare Tamm påpeger, at børn giver lige så intellektuelle svar angående bøn som de spørgsmål forskerne stiller dem.
Og på grund af børnenes begrænsede intellektuelle ræsonnement bliver svarene ofte ul<strong>og</strong>iske. Men da bønnen i væsen
ikke hovedsageligt er en intellektuel proces, er <strong>og</strong>så bønnens intellektuelle værdi for <strong>den</strong> be<strong>den</strong>de af sekundær art.
Bønnens værdi for barnet er i højere grad knyttet til tryghe<strong>den</strong> ved selve ritualet, f.eks. hver aften ved sengetid, <strong>og</strong> <strong>den</strong>
særlige andagt, dvs. ro <strong>og</strong> tryghed, bønnen er præget af (1986:87).
156 De øvrige mulige svar var: ”At folde hænderne”, ”At være stille”, ”At bede Gud om at opfylde ønsker”, ”At opnå en
følelse af sikkerhed” (Tamminen, 1991:218).
37