Barnet og den kristne tro - KPI

INDLEDNING
1 I I N N D D L L E E D D N N I I N N G
G
Kristen traditionsformidling er til debat i Danmark. På alle samfundsniveauer befinder
vi os i en brydningstid der stiller etablerede oplærings- <strong>og</strong> formidlingsmetoder overfor
helt nye udfordringer. Der tales om at det postmoderne samfund er kendetegnet af et
generelt ’traditions- <strong>og</strong> værditab’. I en dansk sammenhæng kan dette høres som et
faresignal idet både ’tradition’ <strong>og</strong> ’værdier’ synes bærende i kristen kultur.
Den <strong>kristne</strong> tro er kun én generation fra at uddø. Det presserende spørgsmål for en
kristen kirke er da: Hvordan videregives <strong>den</strong> <strong>kristne</strong> historie når de fleste mennesker
synes at mene at det har mistet sit fortrin som i<strong>den</strong>titetsgivende tradition?
Spørgsmålet er behandlet af flere de senere år, men oftest med fokus på unges eller
voksnes forhold til <strong>den</strong> etablerede kirke 1. Men opgaven med at bevare kristendommen
<strong>og</strong>så i fremti<strong>den</strong> placerer barnet helt i front. At <strong>den</strong> <strong>kristne</strong> kirke er forpligtet på barnet
bekræftes af de bibelske skrifter, hvor barnet generelt har en særlig stilling som modtager
af evangeliet <strong>og</strong> af dåbsbefalingen i særdeleshed. Denne forpligtelse til at formidle <strong>den</strong>
<strong>kristne</strong> tradition til børn, at oplære dem i <strong>den</strong> <strong>kristne</strong> tro, udgør et praktisk teol<strong>og</strong>isk
problem som det er nødvendigt at tage op <strong>og</strong> underkaste vi<strong>den</strong>skabelig teol<strong>og</strong>isk
analyse. Nærværende speciale er tænkt som et bidrag til <strong>den</strong>ne analyse.
Når børns forhold til kirke <strong>og</strong> kristendom undersøges, vælges ofte en hermeneutisk
tilgang til problemstillingen. Den hermeneutiske tilgang er ikke irrelevant for dette
speciales emnefelt, blot vil jeg tage mit udgangspunkt et andet sted. Jeg har valgt at gå
til sagen fra en religionspsykol<strong>og</strong>isk vinkel, idet jeg mener at det netop i forbindelse med
børn er frugtbart at inddrage <strong>den</strong> religionspsykol<strong>og</strong>iske vi<strong>den</strong> om barnets religiøse
følelser, forestillinger <strong>og</strong> erfaringer i de religionspædag<strong>og</strong>iske overvejelser <strong>og</strong> valg i
forbindelse med formidling af <strong>den</strong> <strong>kristne</strong> tradition til børn.
Inspirationen til at lade religionspsykol<strong>og</strong>iske <strong>og</strong> –pædag<strong>og</strong>iske arbejdsområder
berige hinan<strong>den</strong> har jeg fået under mit teol<strong>og</strong>iske studium, gennem faget praktisk
teol<strong>og</strong>i. Det var særligt i mødet med religionspsykol<strong>og</strong>iske fremstillinger af <strong>den</strong>
menneskelige livserfarings betydning for gudsopfattelsen at jeg fandt grund til at
opholde mig mere specifikt ved problemstilling: barnet <strong>og</strong> formidlingen af <strong>den</strong> <strong>kristne</strong>
tro 2. For når religionspsykol<strong>og</strong>ien kan tydeliggøre at livserfaringen spiller en væsentlig
rolle for et menneskes forestilling om Gud, <strong>og</strong> at der er grund til at antage at særligt
barndommen bidrager med væsentlige grundelementer til <strong>den</strong>ne livserfaring, så vil det
1 Her tænker jeg på titler som ’Folk <strong>og</strong> folkekirke’ af Inger-Marie Børgesen (1991) <strong>og</strong> ’Hverdagens Teol<strong>og</strong>i –
folkereligiøsitet i danske ver<strong>den</strong>er’ af Cecilie Rubow (2000), som begge inddrages i specialets 2. Del. Teenageres
forhold til kirke <strong>og</strong> kristendom er senest behandlet i ’Teenagere <strong>og</strong> tro’, redigeret af Finn Kier-Hansen (1995) <strong>og</strong>
’Teenagere <strong>og</strong> tro II’, redigeret af Bo Lundgaard <strong>og</strong> Søren Østergaard (2000).
2 Det var især mødet med <strong>den</strong> tyske teol<strong>og</strong> <strong>og</strong> religionspædag<strong>og</strong> Dr.phil. Karl Ernst Nipkow (født 1928), der vakte
min interesse. Nipkow har på fornem vis gennemtænkt <strong>den</strong> praktiske teol<strong>og</strong>i, herunder særligt religionspædag<strong>og</strong>ikken,
<strong>og</strong> må stadig betegnes som en af de førende religionspædag<strong>og</strong>er i Tyskland. Han ser religionspædag<strong>og</strong>ikkens teori <strong>og</strong>
praksis som en treleddet størrelse, hvor de tre dimensioner på én gang udgør betingelse <strong>og</strong> mål for
religionspædag<strong>og</strong>isk arbejde. Det drejer sig om ’samfund’, ’kirke/kristendom’, <strong>og</strong> ’det enkelte menneskes hverdag <strong>og</strong>
livsforløb’(Nipkow, 1986:4). Med udgangspunkt i <strong>den</strong>ne tredeling taler Nipkow om kirkens pædag<strong>og</strong>iske
grundopgaver. Én af disse opgaver er at tilbyde børn, unge <strong>og</strong> voksne ”lebensbegleitende, erfahrungsnahe
I<strong>den</strong>titätshilfe”(Nipkow, 1982:46). Dette udfolder Nipkow ved at anvende forskningsresultater fra
udviklingspsykol<strong>og</strong>ien i det religionspædag<strong>og</strong>iske arbejde. Hermed kan vi konstatere, at der er en direkte forbindelse
mellem problemstillingen i mit speciale <strong>og</strong> Nipkows arbejde. Dele af hans arbejde vil derfor blive inddraget undervejs.
3