Barnet og den kristne tro - KPI

FAMILIEN SOM PRIMÆR SOCIALISERINGSFAKTOR
for hjemmet, <strong>og</strong> familien er derfor blevet mere ustabil <strong>og</strong> sårbar. Ofte er det kun <strong>den</strong>
emotionelle samhørighed der binder de enkelte familiemedlemmer til hinan<strong>den</strong> 185.
Ifølge Evenshaug <strong>og</strong> Hallen er familien imidlertid uundværlig i forbindelse med
<strong>den</strong> tidlige omsorg <strong>og</strong> opdragelsen af børn. Menneskebarnet kan ikke overleve med
mindre der findes voksne der tager ansvar for barnets liv <strong>og</strong> udvikling. Familien er
stadig <strong>den</strong> første grundlæggende ramme for udviklingen af <strong>den</strong> enkeltes personlighed,
hævder de 186. Dertil kommer at alle samfundets andre institutioner er afhængige af
familiens bidrag til barnets socialisering. Ifølge Evenshaug <strong>og</strong> Hallen kan man derfor
tale om en pædag<strong>og</strong>isk familie. Som varetager af <strong>den</strong> pædag<strong>og</strong>iske funktion synes familien
i en eller an<strong>den</strong> form uerstattelig.
5.1.1 Socialisering som interaktion
Den vigtigste opgave i samspillet mellem barn <strong>og</strong> forældre er at etablere en tryg
tilknytning <strong>og</strong> base for barnets udforskning af miljøet 187. Når man i psykol<strong>og</strong>ien skal
forsøge at kortlægge dette møde mellem barnet <strong>og</strong> det omgivende miljø taler man om
socialisering. Socialisering kan anskues på flere måder. Hovedsageligt to syn har sat sig
vigtige spor i forskningen.
I lang tid var påvirkningsperspektivet fremherskende. Ud fra dette syn anskues
socialiseringen primært som en envejsproces, hvor individet (in casu: barnet) bliver
opfattet som et passivt væsen, der lader sig forme af de forskellige miljøpåvirkninger.
Det har givet anledning til en billedlig forståelse af barnet som en lerklump, der kunne
formes af omgivelserne eller som en beholder, der kunne fyldes op 188. Socialisering
blev da først <strong>og</strong> fremmest forstået som indordning <strong>og</strong> tilpasning. Med dette statiske syn
bliver der kun levnet lidt plads til <strong>den</strong> enkeltes medvirken til udformningen af sit eget
liv. Det spæde barns kompetence på det k<strong>og</strong>nitive <strong>og</strong> sociale område blev
undervurderet.
I dag er interaktionsperspektivet snarere det fremherskende syn. Konklusionerne på
de seneste års forskning er at spædbarnet kan meget mere end man tidligere har troet:
Spedbarnet blir i dag betraktet som et aktivt individ, som ikke bare påvirkes av, men <strong>og</strong>så
fra første stund selv påvirker sine omsorgsgivere. På <strong>den</strong>ne måten er barna med på å
bestemme <strong>den</strong> omsorg <strong>og</strong> stimulering de selv vil møte <strong>og</strong> dermed sin egen utvikling
(Evenshaug/Hallen, 2000:37).
<strong>Barnet</strong> betragtes som en kompetent medspiller <strong>og</strong> processen anskues følgelig at være et
samspil, en tovejsproces, i stadig vekselvirkning <strong>og</strong> gensidig påvirkning (interaktion)
mellem barnet <strong>og</strong> dets omgivelser. Det enkelte individ, barn eller voksen, yder sit eget
bidrag. <strong>Barnet</strong> foretager selv en udvælgelse blandt de mange påvirkninger det
udsættes for, tolker <strong>og</strong> organiserer disse indtryk <strong>og</strong> er selv i stand til at påvirke
omgivelserne. <strong>Barnet</strong> deltager aktivt, i takt med at dets i<strong>den</strong>titet opbygges, i en
modificering <strong>og</strong> bearbejdning af forskellige påvirkninger 189. Gennem <strong>den</strong>ne proces
185 Evenshaug/Hallen, 1997:175f.
186 Evenshaug/Hallen, 2000:197; Evenshaug, 1990:203f.
187 Evenshaug/Hallen, 1997:243
188 Asheim /M<strong>og</strong>stad, 1987:92f; Evenshaug/Hallen, 1997:229f.
189 Evenshaug/Hallen, 1983:35.
43