Marts 07 nr 24 - Københavns Tekniske Skole

Vi gør hver især et rigtigt godt
stykke arbejde. Det skyldes ikke
mindst, at vi komplementerer
hinandens arbejde. Og så har vi
en god tone imellem os. Der er
ingen konkurrence, kun opbakning,
fortæller Karin og Bo.
En god støtte
Den positive opbakning til eleverne
kan Kim Rahr Lisberg,
der er 1.g’er på htx tale med
om. Han er svært ordblind og
er gennem hele sin tid i folkeskolen
løbet ind i barrierer og
fået mange nederlag qua sine
problemer med at kunne sætte
bogstaver sammen.
- Bo og Karin har virkelig
hjulpet mig meget. Jeg vidste
slet ikke, at jeg kunne få så
meget hjælp og støtte. Det har
jeg ikke været vant til tidligere.
Karin har hjulpet mig til at få
en computerordning, der for
eksempel betyder, at jeg nu har
fået taleprogrammer lagt ind
på min pc. Hun hjælper også
mine lærere med at fi nde mine
undervisningsbøger på cd-rom,
så computeren kan læse dem
højt for mig. Der er styr på det.
Og så får man pludselig lyst til
at lave lektier. Jeg har kæmpet
hele mit liv ; nu føler jeg for
første gang, at jeg kan komme
videre, fortæller Kim, der efter
studentereksamen vil læse
videre til fysioterapeut.
Mange har brug for hjælp
Mens Karin har sin faste plads
på Sukkertoppen er Bo også
tilknyttet Ungdommens Uddannelses
Vejledning en par
dage om ugen. Desuden foregår
en stor del af Bos arbejde
med at være opsøgende. Men
selvom deres arbejdsfunktioner
har forskellig karakter er de
dog enige om, at det er et alt
for stort antal elever, der har
IND TRYK IND TRYK
psykiske problemer.
- Det er meget vigtigt at slå
fast, at vi er vejledere og ikke
behandlere, siger de samstemmigt.
- Vi har elever med bulimi,
elever på lykkepiller, elever, der
er truet på livet – ja, alverdens
problemer, der påvirker psykisk.
Nogle gange hjælper det
at få talt problemerne igennem,
nogle har brug for at få lagt lektielæsning
i faste skemaer, men
rigtigt mange må vi henvise til
kommunale behandlere, siger
Bo og fortæller om et eksempel
med et pakistansk elev, der blev
forelsket i en anden pakistansk
elev fra sin klasse. Pigens
familie var dog ikke begejstret,
da hun kom fra en højere social
klasse end drengen. Der blev
fremsagt trusler af enhver
art, og pigens far mødte op på
skolen hver dag for at sikre, at
pigen ikke kom i kontakt med
drengen.
- Pigen følte, at hun var i et
fængsel, fortæller Bo. - Hun blev
overvåget af sin far 24 timer i
døgnet. Vi lavede blandt andet
en lektieplan til hende, hvor hun
skulle sidde i lektiecaféen her på
skolen. Så kunne hun få fred for
faren imens. Det endte faktisk
med at pigen blev student.
Elever med problemer i den
størrelsesorden kan kontakte
Bo døgnet rundt.
Privat samtalerum
Størstedelen af vejledernes samtaler
har – heldigvis – ikke så alvorlig
karakter. Mange handler
om, hvorfor opgaver ikke bliver
afl everet, studiestruktur med
videre. Men der er stadig et stort
antal elever, der ikke har det
godt psykisk, der søger hjælp i
studievejledningen.
- Derfor har vi nu fået etableret
et samtalerum lige rundt
om hjørnet fra kontoret, hvor vi
kan sidde privat med de elever,
der har brug for en fortrolig
samtale. Vi mangler kun at
møblere lokalet, fortæller Karin
og fortsætter :
- Vores rolle som vejledere
har ændret sig markant siden
vi lovmæssigt blev omdøbt til
»gennemførselsvejledere« i
2004. Vi er blevet et redskab for
eleverne – og for deres forældre.
Man kan vel nærmest kalde os
for »pædagogiske pedeller«,
griner Karin og afslutter :
- Vi har ikke deciderede tal
på, hvor mange elever vi fastholder
ved at vejlede dem, men vi
har en rigtig god fornemmelse
af, at de elever, der kommer her
fordi de tænker på at droppe
ud, rent faktisk går herfra med
nogle redskaber, der gør, at de
gennemfører deres uddannelse.
Bo og Karin har
virkelig hjulpet mig
meget. Jeg vidste slet
ikke, at jeg kunne
få så meget hjælp og
støtte. Det har jeg
ikke været vant til
tidligere
7