Udredning om geofysiske målemetoder - KUPA projektet

2.5 Moræneplateau
I forbindelse med Århus Amts sårbarhedskortlægning er der udført større fladedækkende
slæbegeoelektriske undersøgelser. De slæbegeoelektriske profiler er lagt ud i området med
en afstand på ca. 250 m. En delundersøgelse er lavet ved Lindå mellem Mejlby og Hornslet
(Geofysisk afdeling 1999b). Data fra delundersøgelsen er behandlet på samme måde som
de slæbegeoelektriske data fra Samsø i forrige afsnit. Figur 2.9 viser konturerede resistiviteter
fra 3 dybdeintervaller. Intervalresistiviteterne i de øverste 5 m af jorden ligger overvejende
under 60 m, medens noget lavere intervalresistiviteter er til stede i interval 5–15 m
under jordoverfladen. I det dybest liggende interval fra 15–30 m dybde findes der de fleste
steder igen en højere intervalresistivitet. Boringer viser at området overvejende består af
leraflejringer til dybder af mere end 30 m. Der findes sandaflejringer med tykkelser på mindre
end 5 m i de fleste boringer. I et mindre område findes sandaflejringer af større mægtighed.
Ved Slæggerup øst for Roskilde ligger en VAP-mark på en lokalitet med morænelersdække.
I forbindelse med etableringen af forsøgsmarken er der udført elektromagnetiske målinger
med Geonics EM38-systemet og et målesystem (Geofyzika CM-031) svarende til
Geonics EM31-systemet. Derudover er der foretaget en georadarundersøgelse, hvor man
har brugt et Sensors & Software pulseEKKO 100 system med 100 MHz antenner. EM38
og CM-031 målingerne er præsenteret som konturerede kort af tilsyneladende resistivitet
(Figur 2.10). Der er ikke foretaget en kalibrering af instrumenterne i forhold til hinanden og
der er ikke korrigeret for instrumenthøjden, hvilket gør, at man ikke kan sammenligne tilsyneladende
resistivitetsværdier kortene imellem. Figur 2.11 viser det nordligste georadarprofil,
som er et eksempel på, at man kan finde dybden til leraflejringer, der er dækket af
sandaflejringer. Boreoplysninger og observationer fra en udgravning støttet af de geofysiske
undersøgelser har ledt til opstilling af en 3D model over forsøgsmarken (Figur 2.12)
(Lindhardt et al. 2001).
22