Udredning om geofysiske målemetoder - KUPA projektet

4.8 Magnetiske metoder
Magnetik er en potentialfeltsmetode, der er baseret på målinger af variationer i jordens
magnetfelt. I magnetisk prospektering udnyttes at magnetfeltet påvirkes af jordlagenes
magnetiske egenskaber (susceptibilitet og remanent magnetisering). Beskrivelser af magnetiske
prospekteringsmetoder kan findes i lærebøger om anvendt geofysik (se f.eks.
Sharma 1997).
Magnetisk prospektering anvendes regionalt til kortlægning af geologiske strukturer og
magnetiske mineralråstoffer specielt i grundfjeldsområder. I miljørelaterede opgaver benyttes
metoden mest til kortlægningen af affaldsdepoter og lokalisering af nedgravede tanke.
Metoden benyttes også inden for arkæometri.
Hvorfor magnetik ikke er særlig velegnet til kortlægning i umættet zone
Magnetik er ikke særlig velegnet til kortlægning af umættet zone, da tolkningen af magnetiske
data er flertydig. Der kræves et godt kendskab til opbygningen af de geologiske aflejringer
og deres susceptibilitet for at kunne tolke magnetiske data (se f.eks. Herwanger et
al. 2000).
Aflejringernes susceptibilitet afhænger af deres indhold af magnetiske mineralkorn. Kvartssand
og ler har generelt meget lav susceptibilitet, medens moræneaflejringer med mange
store sten og nogle grusaflejringer har relativt højere susceptibilitet.
Bortset fra arkæometriske undersøgelser findes der ikke eksempler i litteraturen, hvor
magnetik er anvendt i forbindelse med undersøgelser i umættet zone.
Litteraturliste
International litteratur:
Herwanger, J., Maurer, H., Green, A.G. & Leckebusch, J., 2000: 3-D inversions of magnetic
gradiometer data in archeological prospecting: Possibilities and limitations. Geophysics
65(3), 849–860.
Sharma, P.V., 1997: Environmental and engineering geophysics. Cambridge University
Press.
85