Månedens por Månedens portræt: Roskilde festival: - Paragraf

Artikel
Århus Festuge Festival
Pakistansk Sufi sang – ikke kun sang, men en genvej til himlen!!
Tirsdag den 02.09.2003 gæstede
den pakistanske diva, Abida Parveen,
Musikhusets Lille Sal, som dermed
lagde rammen om divaens første
besøg i Danmark.
Dronningen kom forbi
Abida Parveen anses af mange som
den ukronede dronning af sufi-sang.
Sufi-sang er en del af sufismen, som
er en del af Islam. Sufismen varierer
dog fra ren islam, idet almindelige
muslimer mener, først at kunne komme
tæt på Gud efter man er død,
mens Sufi’erne er af den overbevisning,
at man kan komme tæt på Gud
allerede mens man lever.
Kernen i sufismen går i al sin enkelhed
ud på at forlade det almindelige
liv her på jorden, således at man kan
komme tættere på Gud. Gud
repræsenterer således sandhed og
viden. Måden, hvorpå man søger at
komme tæt på Gud, går igennem forskellige
meditations- og trancemetoder,
men fælles for alle metoder er
tre ting; rytme, gentagelse og udholdenhed.
Dette kommer bl.a. til udtryk
igennem poesien som Sufi’erne
igennem tiden har produceret store
mængder af, og det er denne poesi
På den gamle læsesal/bibliotek var
der et sæt udmærkede, både skrevne
og uskrevne, regler for færdsel på
området – kort beskrevet: man tog
hensyn til hinanden! Efter den nye,
lækre læsesal mv. er taget i brug
synes det som om disse regler fuldstændig
er sat ud af kraft!!
Folk snakker højlydt sammen – hvad
er der blevet af, at man hviskede og
kun snakkede kort sammen derinde?!
Telefonerne ringer og bipper
konstant og I må have mig meget
undskyldt, men hvad er det, der er så
vigtigt, at man ikke kan sætte sin
mobil på lydløs (det vil jeg tilmed
påstå alle kan finde ud af), og så gå
de 30 meter, der er ud til kopirum-
som Abida Parveen fortolker igennem
sin sang.
Abida Parveen er selv opvokset i Pakistan,
og blev allerede fra barns ben,
opfordret til at synge. Hndes karriere
tog rigtig fat, da hun blev gift med en
producer, som tillige blev hendes
mentor.
Hun har igennem årene sunget på
alverdens steder verden over; fra
hellige steder i Pakistan, til de største
koncertsale i den vestlige verden.
Den eneste ene
Det gennemgående tema for sangene
er kærligheden til den eneste
ene, Gud, og ønsket om at blive
forenet med ham. Sangene er utroligt
intensive, og til trods for at der
bliver sunget på et fremmedsprog,
kan man ikke undgå at mærke den
helt særlige stemning, der omgiver
hende. Abida Parveen mestrer så
sandelig både rytmens, repetitionens
og udholdenhedskunsten, men
så bestemt også improvisationskunsten.
Specielt udholdenhed og repetitionen
kommer særligt til udtryk i
sangene, som kan vare op til 10 min
– noget helt andet en nutidens tomme
3-minutters popsange.
Gennemgående var der tale om en
koncertoplevelse ud over det sædvanlige.
Normalt, når store stjerner
giver koncerter, flokkes folk i tusindvis,
og dét i sig selv giver en fremragende
stemning. Men netop fordi der
ikke var mere end 300 mennesker i
salen, så blev oplevelsen mere intim
og intensiv, og man havde som
tilhører ikke det problem, som ellers
ofte gør sig gældende, når ex. 22.000
mennesker er samlet, at man føler,
at kunstneren var for langt væk og ikke
rigtig formår at række ud over scenen.
Det var bestemt ikke noget problem
denne aften. Abida Parveen var yderst
nærværende og hun formåede at nå
helt op til bagerste række, hvor selv
lys- og lydteknikererne sad og
rokkede med.
Og så kan der vist ikke herske tvivl
om, at det var en rigtig superstjerne
der var på besøg. På bedste rockmanér,
var hendes koncert udsolgt
måneder i forvejen, og de uheldige
som ikke havde fået billet, prøvede
ihærdigt at købe de heldiges billetter,
selvfølgelig til overpris!!
tekst: Louise Hoeg
Tag’ lige og vis lidt hensyn!!
Det kan godt ske det er mig, der er blevet gammel og bitter, men jeg vil
alligevel tillade mig at komme med et surt opstød!
10
met, før man begynder at snakke?!!
Jeg ser ingen grund til at man skal
aftale, hvilken cafe man skal mødes
på senere inde på læsesalen, hvor
der sidder en del, der gerne vil have
lidt ro – hvis det så bare var sladderen
fra weekendens fest, så kunne
man da bruge oplysningerne til noget
J.
Derudover er jeg godt klar over, at jeg
som en del af pigegruppen har et
problem med fodtøjet, men jeg mener
nu, at selvom man har høje hæle
på, så kan man godt bevæge sig
rundt uden at trampe og larme helt
vildt! Og behøver man gå hele vejen
ned gennem læsesalen når man
skal til frokost – hvis man er på 2.
sal. bør det kunne lade sig gøre, at
gå uden om. Derudover synes jeg
heller ikke det er fedt, at folk tramper
ned ad trappen når de skal hjem – er
det for højlydt at skilte med at “nu har
jeg bare fri”, eller er man bare doven
– igen, tag lige at gå uden om, eller i
det mindste gå stille ned ad trappen!!
Jeg vil hermed komme med en venlig,
men temmelig løftet pegefinger:
Tag dog lige og vis lidt hensyn – vi er
faktisk mange, der gerne vil kunne
sidde i fred og ro og læse, uden hele
tiden at blive unødigt forstyrret!!!
tekst: Neia Pedersen