Middelhavsdialogen - Forsvarsakademiet

UKLASSIFICERET
gagement ved adressering af de forskellige sikkerhedsproblemer. Dette er begge forhold
der i allianceteorien taler for, at de enkelte medlemslande ikke længere ønsker at indgå i
Middelhavsdialogen. På spørgsmålet om hvorvidt medlemslandene generelt har haft en
opfattelse af en aftagende troværdighed omkring Middelhavsdialogen har analysen vist, at
der er forhold der taler for dette parallelt med forhold, der taler imod. Analysen viser, at aftagende
troværdighed samlet set ikke taler hverken for eller imod, at de enkelte medlemslande
har mistet lysten til et fortsat medlemskab af Middelhavsdialogen, om end de enkelte
medlemslande har en vis skepsis over for dialogens troværdighed.
3.3. Bestående alliancer.
Såvel som på spørgsmålet om hvorfor visse alliancer ophører, opstiller Walt på samme
måde forklaringer, der er rodfæstet i rationelle som irrationelle begrundelser ved besvarelsen
af, hvorfor visse alliancer består. Således kan det forklares, hvorfor visse alliancer består
på trods drastiske ændringer, udelukkende fordi medlemmerne vurderer sig bedre stillet
i alliancen end uden for den, og hvorledes visse alliancer kan overleve, selv efter de har
mistet troværdighed i det politiske liv, udelukkende fordi der her kan forekomme kombinationer
af rationelle og irrationelle elementer, der taler for en bevaring af alliancen. Som det
vil fremgå af de efterfølgende underafsnit, fremhæver Walt i sin teori en række parametre,
der har betydning for, hvorfor visse alliancer består, hvoraf områderne hegemonisk lederskab,
troværdighed, effekten af institutionalisering og ideologisk fællesskab behandles.
3.3.1. Hegemonisk lederskab.
En indlysende kilde til besvarelsen af hvorfor visse alliancer består er, at en overherredømme
stat påtager sig hovedbyrden af opgaver i alliancen. Ved at påtage sig denne byrde,
og måske samtidigt gøre det tiltrækkende for andre stater at være med, kan det fastholde
den positive motivation til at bibeholde alliancen. En stærk hegemonisk stat har ligeledes
styrken og magten til at presse andre medlemmer til at indordne sig, og det kan ligefrem
være nødvendigt, med legitim magt, at vælte et regime, der er ved at svigte alliancen.
Disse ovenfor nævnte forhold, som er forhold anført i teorien, finder vanskeligt anvendelse
ved anskuelse af Middelhavsdialogen, idet der netop ikke er tale om en alliance med dybe
gensidige forpligtelser, hvorfor NATO, som den overherredømmende stat, vanskeligt kan
tillade sig at presse Middelhavsdialogens medlemslande med magt til at indordne sig. Ligeledes
vil det være helt utænkeligt, at NATO anvender magt til at vælte et regime i et af
medlemslandene for derved at kunne bevare Middelhavsdialogen. Disse er alle forhold,
der går imod det reelle formål med Middelhavsdialogen, netop at bidrage til stabilitet og
sikkerhed i regionen. NATO kan dog anskues som den hegemoniske leder, der påtager
sig byrden at koordinere og etablere samarbejde omkring levering af bidrag til den fælles
sikkerhed og stabilitet i regionen for derved at gøre det tiltrækkende for de nuværende
medlemslande fortsat at opretholde deres medlemskab i dialogen. Under hegemonisk lederskab
som betydende parameter anfører teorien yderligere, at forhold som solidaritet internt
i alliancen er en variabel, der skal medregnes til vurdering, af hvorfor visse alliancer
består. Den interne solidaritet bygger på to overordnede principper, hvoraf det ene princip
UKLASSIFICERET
30