Middelhavsdialogen - Forsvarsakademiet

FORSVARSAKADEMIET 

Fakultet for Strategi og Militære Operationer 

VUT II-L/STK 2008/09 

KL Bo Overgaard 

UKLASSIFICERET 

Specialeskrivning - institut for strategi 

Middelhavsdialogen 

”The dialogue reflects the Allies’ view that security in Europe 

is closely linked to security in the Mediterranean region” 

UKLASSIFICERET

FORSVARSAKADEMIET 

Fakultet for Strategi og Militære Operationer 

VUT II-L/STK 2008/09 

KL Bo Overgaard 

Specialeemne: Middelhavsdialogen 


Problemformulering: Hvorledes kan det forklares, at Middelhavsdialogen fortsat består? 

Antal ord: 16.559 


II

ABSTRACT 


This thesis investigates how the continued existence of the Mediterranean Dialogue can 

be explained. The explanation is interesting as the Dialogue has been criticised of being a 

diplomatic club with more talk than action, anonymous and with a lack of results, despite 

an ongoing history since 1994. 

The thesis is based on Buzan and Wæver’s security complex theory, which provides the 

elements necessary for analysing factors dimensioning the understanding of security and 

stability in the Mediterranean region, and Walt’s theory on why alliances endure or collapse, 

which provides the factors necessary for determining whether the Mediterranean 

Dialogue member countries prefer the Dialogue continued or dissolved. 

How can the continued existence of the Mediterranean Dialogue be explained? Seen in 

the perspective of the theory of why alliances endure or collapse, all factors but one indicate 

that the members have a common wish for the Dialogue to continue, despite a 

change in the way threats are perceived, which in theory indicates a wish for the alliance 

to be dissolved. 


III

INDHOLDSFORTEGNELSE 


Side 

KAPITEL 1 - INDLEDNING .................................................................................................1 

1.1. Motivation og relevans. .............................................................................................1 

1.2. Opgaveanalyse. ........................................................................................................2 

1.2.1. Formål. ...............................................................................................................2 

1.2.2. Opgavediskussion. .............................................................................................2 

1.2.3. Problemstilling. ...................................................................................................3 

1.2.4. Problemanalyse. .................................................................................................4 

1.3. Problemformulering. ..................................................................................................5 

1.4. Valg af teori. ..............................................................................................................5 

1.4.1. Regional Security Complex Theory. ...................................................................5 

1.4.2. Why Alliances Endure or Collapse......................................................................6 

1.4.3. Fravalg af teorier.................................................................................................6 

1.5. Operationalisering af teori. ........................................................................................6 

1.5.1. Regional Security Complex Theory. ...................................................................6 

1.5.1.1. Betydende variabler for sikkerhedsproblemer..............................................7 

1.5.2. Why Alliances Endure or Collapse......................................................................8 

1.5.2.1. Betydende variabler for hvorfor alliancer ophører: .......................................9 

1.5.2.2. Betydende variabler for hvorfor alliancer består:..........................................9 

1.6. Valg af analysemodel. ...............................................................................................9 

1.7. Valg af empiri. .........................................................................................................10 

1.8. Afgrænsning............................................................................................................10 

1.9. Begrebsafklaring. ....................................................................................................10 

KAPITEL 2 – ANALYSE AF SIKKERHEDSPOLITISKE FAKTORER..............................12 

2.1. Indledning................................................................................................................12 

2.2. Sikkerhed og stabilitet 1994. ...................................................................................12 

2.2.1. Ægypten. ..........................................................................................................13 

2.2.2. Israel.................................................................................................................13 

2.2.3. Mauretanien......................................................................................................14 

2.2.4. Marokko............................................................................................................15 

2.2.5. Tunesien...........................................................................................................16 

2.2.6. Jordan...............................................................................................................16 

2.2.7. Foreløbig delkonklusion af sikkerhed og stabilitet 1994....................................17 

2.3. Sikkerhed og stabilitet 2008. ...................................................................................18 

2.3.1. Ægypten. ..........................................................................................................18 

2.3.2. Israel.................................................................................................................19 

2.3.3. Mauretanien......................................................................................................20 

2.3.4. Marokko............................................................................................................20 

2.3.5. Tunesien...........................................................................................................21 

2.3.6. Jordan...............................................................................................................22 

2.3.7. Algeriet. ............................................................................................................23 

2.3.8. Foreløbig delkonklusion af sikkerhed og stabilitet 2008....................................24 

2.4. Delkonklusion..........................................................................................................24 


IV


KAPITEL 3 – ANALYSE AF ALLIANCEFORHOLD.........................................................26 

3.1. Indledning................................................................................................................26 

3.2. Ophør af alliancer....................................................................................................26 

3.2.1. Skiftende opfattelse af trussel...........................................................................26 

3.2.2. Aftagende troværdighed. ..................................................................................27 

3.2.3. Foreløbig delkonklusion....................................................................................29 

3.3. Bestående alliancer.................................................................................................30 

3.3.1. Hegemonisk lederskab. ....................................................................................30 

3.3.2. Troværdighed. ..................................................................................................31 

3.3.3. Effekten af institutionalisering. ..........................................................................32 

3.3.4. Ideologisk fællesskab. ......................................................................................33 

3.3.5. Foreløbig delkonklusion....................................................................................33 

3.4. Delkonklusion..........................................................................................................34 

KAPITEL 4 – KONKLUSION ............................................................................................35 

KAPITEL 5 – PERSPEKTIVERING ..................................................................................36 

Tillæg A Kildeliste 

Bilag 1 Analysemodel 


V

RESUME 


Dette speciale omhandler Middelhavsdialogen, som er ét af NATO’s værktøjer til, at bidrage 

til sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen i samarbejde med dialogens 7 medlemmer. 

Specialet besvarer hvorledes det kan forklares, at Middelhavsdialogen fortsat består. 

Dette spørgsmål er interessant, idet dialogen af de mest kritiske bliver beskrevet som værende 

en diplomatisk snakkeklub, anonym og med manglende resultater. Dialogen har eksisteret 

siden 1994 og har stadig medlemslandenes opbakning, til trods for anonymiteten 

og de manglende resultater. 

Som fundament for specialet anvendes Buzan og Wævers teori om sikkerhedskomplekser, 

der giver adgang til analyse af den sikkerhedspolitiske situation med fokus på hvilke 

forhold der anses for væsentlige for sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen, samt 

Walt’s teori om alliancer, der giver adgang til analyse af hvilke forhold der ligger bag hvorfor 

visse alliancer består og andre opløses. 

Specialet bygges op over to analyser baseret på henholdsvis Buzan og Wævers teori om 

sikkerhedskomplekser samt Walt’s teori om alliancer. Sikkerhedskompleksteorien lister en 

række parametre, der alle tilhører Middelhavsregionen og som landene i dette område 

skal forholde sig til for at skabe sikkerhed og stabilitet. I analysekapitlet omhandlende sikkerhedskompleksteorien 

analyseres på hvilke af parametrene de enkelte Middelhavsdialoglande 

adresserede i den førte udenrigs- og sikkerhedspolitik på deres optagelsestidspunkt 

i Middelhavsdialogen samt i 2008, for derved at undersøge om der over årene har 

fundet et skifte sted. Resultatet af denne analyse anvendes til at besvare underspørgsmål 

i analysekapitlet omhandlende allianceteorien. Allianceteorien oplister en række parametre 

for hvilke forhold der ligger til grund for, at visse alliancer ophører og andre består. Middelhavsdialogens 

medlemslande analyseres som én samlet enhed på de i allianceteorien anførte 

parametre, for at kunne pege på, om medlemslandene ud fra teorien ønsker dialogen 

opløst eller fastholdt. 

Hvorledes kan det forklares, at Middelhavsdialogen fortsat består? I et allianceteoretisk 

perspektiv er forklaringen, at på trods af en skiftende opfattelse af hvilke trusler der skal 

adresseres for at bidrage til sikkerhed og stabilitet, hvilket i teorien taler for en opløsning af 

dialogen, så peger alle øvrige betydende parametre i en sådan retning, at Middelhavsdialogen 

bør bestå. Den simple forklaring er således, at de betydende parametre i den valgte 

teori tilsiger, at Middelhavsdialogen bør bestå. 


VI

KAPITEL 1 - INDLEDNING 


1.1. Motivation og relevans. 

Vi lever i en verden, hvor der konstant sættes fokus på områder med ustabilitet, eller områder 

med potentiale til ustabilitet, for at kunne indsætte ressourcer, der kan genetablere 

stabile forhold, og dermed være med til at øge sikkerheden, både regionalt og globalt, for 

menneskeheden generelt. 

NATO’s (North Atlantic Treaty Organisation) Middelhavsdialog, der har til formål at fremme 

sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen 1 , er netop et udtryk for den almene interesse i 

at have fokus på et område med potentiale for ustabilitet. Adskillige NATO lande grænser 

op til landene i Nordafrika og mellemøsten, og der er blot 12 kilometer mellem det Europæiske 

og Afrikanske kontinent via Gibraltar, og blot 150 kilometer mellem Italien og Tunesien 

over Middelhavet. Disse geografiske forhold betyder, at der altid vil være et link 

mellem sikkerhed i Europa og sikkerhed i Middelhavet, hvilket gør Middelhavsdialogen til 

et naturligt forum for sikkerhed og stabilitet. 2 

Vi befinder os i en verden, der rummer andre trusler, end vi tidligere har kendt. Terrorangrebet 

på World Trade Center i 2001 præger hverdagen overalt på kloden i kraft af terrorister 

i velorganiserede netværk baseret på en totalitær, religiøs ideologi, og som er parate 

til ubegrænset voldsanvendelse. Jordens befolkning ventes at stige med 1 mia. mennesker 

frem mod 2020 3 , hvilket ikke alene vil få betydning for det økonomiske vækstpotentiale 

men også indeholde et betydeligt konfliktpotentiale, ikke mindst i Afrika og Mellemøsten, 

og dermed en øget risiko for yderligere flygtningestrømme. 4 Derudover giver forhold i den 

Islamiske verden sikkerhedspolitiske problemer for vesten 5 , hvilket bl.a. kommer til udtryk i 

terrorisme, spredning af våben og våbenteknologi, herunder masseødelæggelsesvåben, 

samt politisk ustabilitet i en række stater i et bælte, der strækker sig fra fjernøsten over det 

sydlige Asien og Mellemøsten til Nordafrika. 6 Globalisering, de lettere bevægelser over 

landegrænser og informationsrevolutionen medfører, at verdens oceaner og have, herunder 

Middelhavet, er blevet et attraktivt og tilgængeligt miljø for kriminelle aktiviteter og mulige 

fjendtlige forehavender. Disse aktiviteter dækker ulovlig indvandring, menneskesmugling, 

våbensmugling, narkotikasmugling og sørøveri samt terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. 

Rammebetingelserne sættes dermed af et nyt globalt sikkerhedspolitisk billede. 

Gennem Middelhavsdialogen er NATO én aktør på den sikkerhedspolitiske scene og har 

siden dets start bidraget til at skabe sikkerhed og stabilitet i Middelhavet. Der findes mange 

forskellige holdninger til Middelhavsdialogen, og den er af de mest kritiske blevet beskrevet 

som en diplomatisk snakkeklub 7 , hvilket kan give en forklaring på, hvorfor dialogen 

1 

Kilde: (http:///www.nato.int) – NATO’s officielle hjemmeside. 

2 

Nordam, J. 1997 The Mediterranean dialogue: Dispelling misconceptions and building confidence; NATO 

Review No 4, July-Aug. 1997. 

3 

Kilde: (http://esa.un.org/unpp) - Population Division of the Department of Economic and Social Affairs of the 

United Nations Secretariat). 

4 

Forsvarets Efterretningstjeneste 2008, Efterretningsmæssig risikovurdering 2008. 

5 


6 


7 

Malmvig, H. 2006 Organisationsanalyse af Middelhavsdialogen; Danish Institute for International Studies. 


1


har været forholdsvis anonym gennem de senere år. I den positive ende findes optimistiske 

vurderinger af dialogen, der har peget på, at dialogen har fungeret som et vigtigt forum 

for udveksling af informationer af sikkerhedspolitisk karakter, og at dialogen har bidraget til 

en øget gensidig forståelse landene imellem. Generelt er der dog bred enighed om, at 

Middelhavsdialogen kun har opnået få resultater 8 , dialogens alder taget i betragtning. Det 

er netop disse forhold, altså Middelhavsdialogens manglende opnåelse af resultater, der 

er omdrejningspunktet i dette speciale. 

1.2. Opgaveanalyse. 

1.2.1. Formål. 

Indledningsvis gennemføres en opgavediskussion, hvor specialets overordnede emne beskrives 

i korte træk. På baggrund af den gennemførte beskrivelse skitseres en problemstilling, 

der vil blive ført over i en problemanalyse, som slutteligt vil munde ud i en endelig problemformulering. 

1.2.2. Opgavediskussion. 

Det overordnede specialeemne lyder: ”Middelhavsdialogen” 

Middelhavsdialogen blev lanceret i 1994 og har til formål at fungere som et forum for samarbejde 

mellem NATO og lande i Middelhavsområdet med det overordnede formål at 

fremme sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen. Ved dialogens lancering i 1994 deltog 

Ægypten, Israel, Mauretanien, Marokko og Tunesien, i alt 5 dialoglande. Jordan kom 

med i dialogen i efteråret 1995, og dialogens seneste medlem er Algeriet, der blev medlem 

i foråret 2000 – således tæller Middelhavsdialogen i dag 7 medlemslande. Dialogen fungerer 

primært i form af bilaterale samarbejder mellem NATO og de syv medlemslande 

(NATO + 1), men der afholdes også multilaterale møder og aktiviteter (NATO + 7) 9 . Det 

overordnede formål med samarbejdet er at bidrage til stabilitet og sikkerhed i regionen 

samt at opnå en bedre gensidig forståelse mellem NATO og dialoglandene. Dialogen søger 

at skabe de nødvendige rammer for at bringe Middelhavslandene tættere på alliancen 

i form af et egentligt partnerskab baseret på fælles visioner og behov. Samarbejdet har en 

praktisk karakter og bygger på NATO´s særlige kompetencer, herunder forsvarsreformer, 

terrorismebekæmpelse, overvågning af maritime områder, øvelses- og træningsaktiviteter, 

bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben, grænsesikkerhed og civilt beredskab. 

Desuden er der en løbende politisk dialog mellem NATO og Middelhavslandene. 

Middelhavsdialogen supplerer derudover andre internationale initiativer som den Europæiske 

Unions (EU) Barcelona-proces og Organisation for Security and Cooperation in Europe 

(OSCE) Middelhavsinitiativ. På Istanbul topmødet i 2004 blev det besluttet at gøre Middelhavsdialogen 

til et egentligt partnerskab, inspireret af Partnership for Peace (PfP) samarbejdet 

med landene i øst. 10 

8 Malmvig, H. 2006 Organisationsanalyse af Middelhavsdialogen; Danish Institute for International Studies. 

9 NATO + 1 hhv. NATO + 7 betyder formen under hvilken samarbejdet/dialogen fungerer. NATO + 1 betyder 

således samarbejde/dialog mellem NATO og et enkelt af medlemslandene, modsat NATO + 7, som betyder 

samarbejde/dialog mellem NATO og alle 7 medlemslande på samme tid. 

10 Malmvig, H. 2006 Organisationsanalyse af Middelhavsdialogen; Danish Institute for International Studies. 


2


1.2.3. Problemstilling. 

Middelhavsdialogen blev, som ovenfor skitseret, lanceret i 1994, med det overordnede 

formål at fremme sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen. Middelhavsdialogen er fortsat 

en igangværende institution, og opererer 14 år efter dets lancering fortsat med det 

overordnede formål at fremme sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen. Ved Middelhavsdialogens 

lancering havde verden oplevet ”murens fald” og dermed afslutningen på 

den kolde krig. Det betød blandt andet, at det ”gamle” sikkerhedsbillede med ét blev ændret, 

og nye begreber som miljø, ulovlige immigranter, etniske konflikter, organiseret kriminalitet 

og terrorisme, blev sikkerhedsliggjort 11 . Disse begreber var som sådan ikke nye, 

men blev med afslutningen på den kolde krig genstand for opmærksomhed i sikkerhedspolitiske 

diskussioner. 12 Europa og kontinentets naboer oplevede i årene omkring 1994 ligeledes 

konflikten på Balkan på tætteste hold, og tiden var præget af grundlæggende forandringer 

i det sikkerhedspolitiske klima, hvorfor nye og anderledes trusler dukkede op, 

som beskrevet ved følgende citat: ”Mange af de sikkerhedsproblemer, som er dukket op i 

regionen efter afslutningen på den kolde krig, er ikke militære i snæver forstand, men problemer 

som eventuelt kan spille sammen med mere traditionelle sikkerhedsrisici”. 13 

Således blev det strategiske miljø i Europa og globalt set opfattet at have gennemgået en 

dramatisk forandring. Trusler mod sikkerheden var mere komplekse, end man tidligere 

havde kendt, og problemer som folkevandringer, etniske konflikter, organiseret kriminalitet, 

sygdom, forurening, overbefolkning og underudvikling gik på tværs af landegrænser og fik 

betydning for fred og sikkerhed på lige fod med trusler i form af mellemstatslige aggressioner. 

Den nye sikkerhedspolitiske dagsorden efter afslutningen på den kolde krig bestod i, 

at paradigmet 14 ændrede sig. En sådan ny politisk dagsorden integrerede dermed både 

traditionelle og menneskelige tilgange til sikkerhed og udgjorde en ny målestok til vurdering 

af forskellige politiske handlemuligheder. Siden Middelhavsdialogens lancering i 1994 

har verden undergået en stor forandring. Udveksling af mennesker, varer, kapital, teknologi 

og information skaber et mere sammenhængende, verdensomspændende økonomisk 

system, med andre ord en udvikling der er en direkte følge af globaliseringen. Samtidigt 

befinder verden sig i en brydningstid, som er præget af sikkerhedspolitiske problemer, bl.a. 

fra truslen om terror. 15 

”Den globale terrortrussel stammer i dag hovedsageligt fra al-Qaida og personer og netværk, 

som i forskellige grader er tilknyttet eller sympatiserer med al-Qaidas anti-vestlige 

ideologi. Der findes militante sunniekstremistiske netværk i store dele af verden og især i 

Mellemøsten, Afghanistan, Pakistan, Centralasien, Nordafrika, Østafrika og dele af Vestafrika 

samt på den Arabiske halvø”. 16 

På grund af forholdende i den islamiske verden er der, som følge af truslen om terror, opstået 

påtrængende sikkerhedspolitiske problemer for vesten, som kommer til udtryk gennem 

spredning af våben og våbenteknologi, herunder masseødelæggelsesvåben samt politisk 

ustabilitet i en række stater i et bælte, der strækker sig fra Fjernøsten over det sydlige 

11 Se afsnittet vedrørende begrebsafklaring (pkt. 1.9.) 

12 Buzan, B., Wæver, O. 2003 Regions and Powers: The Structure of International Security. 

13 Bin, A. 1998 NATO’s bidrag til styrkelse af samarbejdet i Middelhavsområdet; NATO nyt Nr. 4 vinter 1998. 

14 Se afsnittet vedrørende begrebsafklaring (pkt. 1.9.) 

15 Forsvarets Efterretningstjeneste 2008, Efterretningsmæssig risikovurdering 2008. 



3


Asien og Mellemøsten til Nordafrika. 17 Endelig er der usikkerhed som følge af energipriser 

og energiforsyning samt udvandring til Europa. Globaliseringen har bidraget til at øge den 

teknologiske udvikling og samhandlen i verden. Det har medført, at den teknologi og de 

produkter, som er nødvendige for at udvikle masseødelæggelsesvåben, i stigende grad er 

tilgængelige for stater, der har de nødvendige finansielle og organisatoriske ressourcer. 

Det er sandsynligt, at denne tendens vil fortsætte og accelerere. Flere og flere stater vil 

derfor råde over de nødvendige midler til at fremstille masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler. 

Dette forhold blev tydeliggjort i april 2008, da den amerikanske efterretningstjeneste 

fremlagde materialer for den amerikanske kongres om, at Syrien med assistance 

fra Nordkorea skulle have været i færd med at bygge en reaktor, som ville være 

ideel til fremstilling af plutonium i våbenkvalitet. 18 Som nævnt i indledningen forventes jordens 

befolkning at stige med 1 mia. de næste godt 10 år, og idet landende omkring Mellemøsten 

og Nordafrika ikke har formået at udvikle moderne økonomier, som kan give uddannelse 

og beskæftigelse til den voksende generation af unge, kan man blot gætte på, at 

denne høje forventede befolkningstilvækst i de kommende årtier vil forstærke den islamistiske 

strømning. Ligeledes er det sandsynligt, at regionale konflikter fortsat vil have en 

central rolle, og således ses den israelsk-palæstinensiske konflikt og den israelsklibanesiske 

konflikt at være kilder til uro på lang sigt, og konflikterne vil involvere en lang 

række aktører, der vil prøve at udnytte konflikterne til at fremme deres interesser. Sidst 

men ikke mindst er der lande i Nordafrika, som alle er forholdsvise stabile og provestlige, 

men med udemokratiske regeringer der fortsat sidder på magten. Til trods for en stigende 

økonomiske vækst vil Nordafrika på lang sigt være plaget af sociale og økonomiske problemer, 

og det er sandsynligt, at terrororganisationer i de islamiske lande vil udvide deres 

operationsområde til hele regionen. Der er således al mulig grund til, at medlemslandene 

af Middelhavsdialogen bakker op om at fremme formålet – at skabe sikkerhed og stabilitet 

i regionen. Men som det er beskrevet i specialets indledning, har dialogen blot opnået få 

resultatet, og spørgsmålet er derfor, om det grundlag man ”solgte” medlemskab af Middelhavsdialogen 

på for 14 år siden, har ændret sig i en sådan retning, at de enkelte medlemslande 

ikke længere går helhjertet ind i samarbejdet, med et manglende udbytte og effektiv 

opnåelse af dialogens formål til følge. 

”The continued avoidance of any deep commitment to political and economic reform in the 

Arab world will, over time, be an impediment to the real goals and objectives of the NATO 

initiative”. 19 

1.2.4. Problemanalyse. 

Den ovenfor skitserede problemstilling rejser følgende spørgsmål: 

• Hvorledes opfattes begrebet sikkerhed i Middelhavsdialogens medlemslande? 

• Hvorledes opfattes begrebet stabilitet i Middelhavsdialogens medlemslande? 

• Er der sket et skift i opfattelsen af begreberne sikkerhed og stabilitet fra årene omkring 

1994 og frem til 2008? 



19 Brauch, H.G., Liotta, P.H., Marquina, A., Rogers, P.F., Selim, M.E-S. 2002 Security and Environment in 

the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Dr. Ellen Laipson: The 

Future of the NATO-Mediterranean Dialogue. 


4


En besvarelse af disse spørgsmål vurderes at kunne medvirke til at belyse, om det grundlag, 

de enkelte medlemslande oprindeligt benyttede som udgangspunkt for beslutningen, 

hvorvidt man ønskede at indtræde i dialogen eller ej, har ændret sig så væsentligt, at de 

enkelte medlemslande ikke længere besidder det nødvendige engagement, vilje eller evner, 

der skal til for at fremme sikkerhed og stabilitet i Middelhavsregionen. 

”NATO made superficial progress for two reasons. From a NATO perspective, what is written 

in the New Strategic Concept has been implemented with little enthusiasm, and the 

lack of funding has remained unchanged. The Mediterranean Dialogue countries have 

thus far shown little interest in the concept itself, and NATO perceived a reluctance to 

agree on any timeline for common activities”. 20 

Dette sammenholdt med det faktum, at Middelhavsdialogens medlemslande fortsat indgår 

i dialogen, rejser følgende spørgsmål: 

• Hvad er det der gør, at medlemslandende fortsat er med i dialogen? 

Det er således hensigten at foretage en analyse af de sikkerhedspolitiske faktorer, der har 

haft betydning for opfattelsen af begreberne sikkerhed og stabilitet for de enkelte medlemslande, 

på deres optagelsestidspunkt i Middelhavsdialogen samt et nutidigt billede af 

opfattelsen af begreberne sikkerhed og stabilitet anno 2008. Videre er det hensigten at foretage 

en analyse af, hvilke forhold der ligger til grund for, at Middelhavsdialogens medlemslande 

fortsat indgår i dialogen, og dermed også en analyse af, hvilke forhold der ligger 

til grund for at de ikke er trådt ud. 

Der tages udgangspunkt i hypotesen om, at Middelhavsdialogen af de mest kritiske er blevet 

beskrevet som værende forholdsvis anonym og kun har skabt få resultater. Med dette 

udgangspunkt formuleres nedenstående problemformulering. 

1.3. Problemformulering. 

Hvorledes kan det forklares, at Middelhavsdialogen fortsat består? 

1.4. Valg af teori. 

• Barry Buzan og Ole Wæver – Regional Security Complex Theory (2003). 

• Stephen M. Walt – Why Alliances Endure or Collapse (1997). 

1.4.1. Regional Security Complex Theory. 

Buzan og Wæver’s teori om sikkerhedskomplekser (RSCT) giver mulighed for en teoretisk 

tilgang til analyse af den sikkerhedspolitiske situation specielt med fokus på, hvilke faktorer 

der har betydning for opfattelsen af begrebet sikkerhed i en region og vil derfor blive anvendt 

til analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Middelhavsregionen med henblik på 

at belyse, hvorledes begrebet sikkerhed opfattes af de enkelte Middelhavsdialog medlemslande 

på det regionale niveau. Styrken ved denne teori er, at der med udgangspunkt i 

definerede regioner oplistes en række identificerede tilhørende sikkerhedsproblemer, som 

aktører, der befinder sig i regionen, bliver stillet over for. Udviklingen af disse sikkerheds- 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af GM Félix Sanz: A European 

Perspective and Assessment of NATO’s Mediterranean Security Dialogue. 


5


problemer er dermed ikke bestemt af de enkelte aktører i regionen, og i denne sammenhæng 

heller ikke det væsentlige, men derimod hvorledes de enkelte aktører rent faktisk 

forholder sig til de i regionen tilhørende sikkerhedsproblemer. 

1.4.2. Why Alliances Endure or Collapse. 

Stephen M. Walt’s teori, en decideret allianceteori, der forklarer hvorfor alliancer opstår, 

nedbrydes og består, vil blive anvendt til analyse af, hvilke forhold der ligger bag dialoglandenes 

beslutninger om fortsat at indgå i Middelhavsdialogen. Styrken ved denne teori, 

specifikt med udgangspunkt i den ovenfor anførte problemformulering, er, at teorien indeholder 

en række variabler og parametre ud fra, hvilke enkeltstående aktører kan anskues. 

Dermed kan det give et fingerpeg om, hvorvidt en alliance, og i dette tilfælde Middelhavsdialogen, 

reelt burde falde fra hinanden. 

For at kunne anvende denne teori på Middelhavsdialogen forudsættes det, at Middelhavsdialogen 

kan anskues i samme perspektiv som en alliance i traditionel forstand. Denne argumentation 

gennemføres i pkt. 1.5.2. 

1.4.3. Fravalg af teorier. 

Ved at vælge ovennævnte teorier foretages samtidigt nogle bevidste fravalg. Således kunne 

elementer fra international politik (IP) teorier, neo-realisme og neo-liberalisme, være 

med til at give forklaringskraft til en analyse af, hvilke forhold der ligger til grund for, at stater 

vælger at indgå i alliancer. Disse IP-teorier evner dog udelukkende at kunne give fingerpeg 

om, hvorfor visse stater vælger at indgå i alliancer, og mangler i særdeleshed at 

kunne forklare, hvorfor visse alliancer består og andre ophører. IP-teorierne vurderes som 

anført at have mindre forklaringskraft til at kunne give en dybdegående og nuancerede 

forklaringer, hvorfor Walt’s allianceteori er det foretrukne valg. 

1.5. Operationalisering af teori. 

De ovenfor anførte teorier, RSCT og allianceteori, vil blive anvendt til analyse på det regionale 

niveau, og i det efterfølgende oplistes de betydende variabler for hver enkelt teori, 

der vil blive anvendt i analyserne. Kort og godt anvendes RSCT til at finde ud af, hvilke af 

de til regionen tilhørende sikkerhedsproblemer de enkelte Middelhavsdialog medlemslande 

reelt har ophøjet til sikkerhedsproblemer og adresserer, samt at finde ud om der på dette 

område har fundet et skifte sted over årene. Allianceteorien anvendes med det formål at 

finde ud af om de enkelte medlemslande i teorien burde udmelde sig af Middelhavsdialogen, 

eller om de i teorien burde støtte et fortsat medlemskab. 

1.5.1. Regional Security Complex Theory. 

Som anført i pkt. 1.4.1. opererer Buzan og Wæver med begrebet sikkerhedskompleks, 

hvilket defineres på følgende måde: “a set of units whose processes of securitisation, desecuritisation 

or both are so interlinked that their security problems cannot reasonably be 

analysed or resolved apart from one another”. Denne definering af begrebet sikkerhedskompleks 

betyder, at det ikke er politiske, kulturelle eller økonomiske forskelle, der er afgørende 

for etableringen af en region, men derimod de enkelte aktørers indbyrdes forhold 

til hinanden, der er afgørende for grænsedragningen. RSCT tager dermed udgangspunkt i 

sikkerhedsinterdependens mellem stater, og identificerer disse i form af regionalt baserede 

klynger, der betegnes sikkerhedskomplekser. Regioner fremhæves som scenen, hvor glo- 


6


bale og nationale sikkerhedsdynamikker interagerer, og hvor der dermed dannes regionale 

sikkerhedskomplekser. 

RSCT anvender følgende fire analyseniveauer: 

• Domestic; internt i staten. 

• Regional; stat-til-stat relationer. 

• Inter-Regional; regionens interaktion med naboregioner. 

• Global; globale magters rolle i regionen. 

Et af formålene med RSCT er, at kunne identificere og vurdere ændringer på det regionale 

niveau, og sikkerhedskomplekset opdeles i fire geografiske variable, som benævnes den 

essentielle struktur, og består af følgende: 

• Boundary; differentierer komplekset fra omkringliggende stater. 

• Anarchic structure; betyder at komplekset udgøres af to eller flere uafhængige stater. 

• Polarity; dækker fordelingen af magt mellem enhederne. 

• Social construction; dækker mønsteret af fjendskabs- og venskabsrelationer mellem 

enhederne. 

Med udgangspunkt i ovenstående konfigurationer tilsiger teorien, at der til ethvert givent 

nedslagspunkt kan kortlægges følgende tre udviklingsmuligheder for regional sikkerhedsstruktur: 

• Maintenance of the status quo; er ensbetydende med ingen signifikant ændring i 

den essentielle struktur. 

• Internal transformation; dækker over ændringer i enten regionale polaritetsmønstre 

eller venskabs-/fjendskabsmønstre. 

• External transformation: dækker over ændring af kompleksets territorielle afgrænsning 

i form af sammensmeltning af to regionale sikkerhedskomplekser eller løsrivelse 

af dele af komplekset. 

1.5.1.1. Betydende variabler for sikkerhedsproblemer. 

Middelhavsregionen ligger i forhold til RSCT midt mellem det Europæiske og det Mellemøstlige 

sikkerhedskompleks. De enkelte Middelhavsdialog medlemslande tilhører alle det 

Mellemøstlige sikkerhedskompleks og er dermed underlagt de sikkerhedsproblemer, der 

hidrører dette sikkerhedskompleks, men må nødvendigvis, i kraft af Middelhavsdialogens 

sigte på Middelhavsregionen, ligeledes forholde sig til de sikkerhedsproblemer, der hidrører 

det Europæiske sikkerhedskompleks. I forhold til RSCT betyder dette, at de sikkerhedsproblemer 

de enkelte aktører i Middelhavsdialogen skal forholde sig til, er følgende: 

• Local conflicts. 

• Ethnic conflicts. 

• Immigration. 

• Terrorism. 

• International organised crime. 


7

• Drug trafficking. 

• Illegal migration. 

• Environmental security. 

• Global terrorism. 

• Regional conflicts. 


I henhold til teorien er de ovenfor anførte sikkerhedsproblemer således områder som de 

enkelte medlemslande i Middelhavsdialogen skal forholde sig til, såfremt der skal bidrages 

til sikkerhed og stabilitet i regionen. I den forestående analyse af de enkelte landes opfattelse, 

og adressering, af udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation, vurderes det nødvendigt 

også at se på de enkelte landes indenrigspolitiske forhold, idet disse forhold kan 

have betydning for, hvorvidt ovenstående sikkerhedsproblemer bliver håndteret, og til hvilken 

grad der afsættes ressourcer og engagement i tilgangen til de opfattede sikkerhedsproblemer. 

1.5.2. Why Alliances Endure or Collapse. 

Walt opstiller i sin allianceteori en række præmisser for, hvad der kendetegner en alliance, 

på hvilken han bygger sin teori op om, hvorfor visse alliancer består, og hvorfor visse alliancer 

ophører. Walt’s præmisser er væsentlige, idet Middelhavsdialogen ikke kendetegnes 

som en alliance i traditionel forstand, hvorfor en diskussion af Walt’s præmisser er 

nødvendig førend, teorien kan anvendes i den forestående analyse. 

Om alliancer siger Walt følgende: 

• A formal or informal commitment for security cooperation between two or more 

states. 

• A commitment for mutual military support against some external actor(s) in some 

specified set of circumstances. 

• Includes both formal alliances – where commitment is enshrined in a written treaty – 

and informal, ad hoc agreements based either on tacit understandings or some tangible 

form of commitment, such as verbal assurances or joint military exercises. 

• Primary purpose of most alliances is to combine the members’ capabilities in a way 

that furthers their respective interests. 

• May be either offensive or defensive, intended either to provide means for attack or 

as mutual guarantee against attack. 

• May be a purely expedient arrangement between states with very different regimes 

and political values – or it may bring together states whose strategic interests and 

ideological principles are similar and mutually reinforcing. 

• Alliances are exclusive institutions: they entail a commitment to support the other 

members against states outside the community. 

Som det fremgår af ovenstående præmisser, så anser Walt alliancer for at være forpligtigelser 

mellem to eller flere stater, der primært har til hensigt at udnytte respektive militære 

kapabiliteter til gensidig sikkerhed, hvilket er forhold, der taler imod at anvende Walt’s allianceteori 

i analysen, idet dette ikke er hensigten, endsige formålet, med Middelhavsdialogen. 

Men, af ovenstående præmisser fremgår det ligeledes, at Walt også anser alliancer 

for at være formelle eller uformelle forpligtelser mellem to eller flere stater, der har til formål 

at samarbejde om sikkerhed og fremme fælles interesser, hvilket er forhold der taler 


8


for at anvende Walt’s allianceteori i analysen. Der kan således argumenteres for og imod, 

at denne teori kan anvendes i analysen, men overordnet set vurderes teorien at kunne bidrage 

med den nødvendige forklaringskraft til analysen, og vil dermed være det foretrukne 

valg. 

1.5.2.1. Betydende variabler for hvorfor alliancer ophører: 

”An alliance may collapse because it is no longer in the interest of one or more members; 

in these circumstances, the decision to end the alliance can be seen as rational response 

to new conditions”. 21 

• Skiftende opfattelse af trussel. 

• Aftagende troværdighed. 

• Ændringer i den enkelte stats indenrigspolitiske situation. 

Af ovenstående følger det, at såfremt disse variabler bliver opfyldt, så er der stor sandsynlighed 

for, at den pågældende alliance på sigt vil blive bragt til ophør, hvilket i dette speciale 

samtidigt kan give et fingerpeg om svaret på den opstillede problemformulering. 

1.5.2.2. Betydende variabler for hvorfor alliancer består: 

An alliance may persist despite drastic external changes because its members are still better 

off in the alliance than they would be outside it”. 22 

• Hegemonisk lederskab. 

• Troværdighed. 

• Indenrigspolitiske faktorer. 

• Effekten af institutionalisering. 

• Ideologisk fællesskab. 

Såvel som for de betydende variabler for hvorfor visse alliancer ophører, følger det, at såfremt 

ovenfor listede variabler er til stede i en alliance, så er der god grund til at tro på en 

fortsat fremtidig eksistens. Heraf følger samtidigt, at en anskuelse af Middelhavsdialogen 

ud fra de listede variabler, vil kunne give et fingerpeg om svaret på specialets problemformulering. 

1.6. Valg af analysemodel. 

Som analysemodel vælges en model, som skitseret i bilag 1. Som det fremgår, opdeles 

analysen i to særskilte kapitler. Dette forhold beror alene på det faktum, at besvarelse af 

underpunkt ”skiftende opfattelse af trussel”, som oplistet i pkt. 1.5.2.1., kræver en dybere 

analyse, hvorpå RSCT anvendes, hvorfor det for overskuelighedens skyld bearbejdes i 

særskilt kapitel 2. Analysen i kapitel 2 er således udelukkende til for besvarelse af underpunkt 

i kapitel 3. Analysen i kapitel 2 vil blive gennemført på samtlige af Middelhavsdialogens 

medlemslande. Metodikken vil være således, at de til teorien tilhørende parametre vil 

være fokusområder under gennemlæsning af den udvalgte empiri. Elementer i empirien, 

der har berøring med parametrene, vil blive fremhævet og analyseret på om det aktuelle 

medlemsland adresserer forholdet i den førte udenrigs- og sikkerhedspolitik. Resultatet af 

21 Walt, S.M. 1997 Why Alliances Endure or Collapse; Survival, Volume 39, Number 1, Spring. 



9


denne analyse vil herefter blive anvendt ved parameteren ”skiftende opfattelse af trussel”, 

som indgår i allianceteorien. Analysen i kapitel 3, som er bundet op på allianceteori, vil blive 

gennemført med Middelhavsdialogens medlemslande som én samlet enhed. Ved anvendelse 

af allianceteori til analysen forekommer det, at parameteren vedrørende ”skiftende 

opfattelse af trussel” er et essentielt og centralt element til besvarelse af den opstillede 

problemformulering. Dette forhold alene fordi formålet med Middelhavsdialogen netop centrerer 

sig om opfattelsen af trusler i regionen. Dette betyder, at hovedvægten i analysen i 

kapitel 2 og 3 vil blive lagt på parameteren ”skiftende opfattelse af trussel”. 

1.7. Valg af empiri. 

Empiri baseres på åbne kilder og hentes fra diverse tilgængelige security studies samt fra 

NATO’s hjemmeside på internettet. Endvidere anvendes NATO dokumenter og dokumenter 

fra civil forskning. Valget af empiri baseret på åbne kilder er valgt alene for at gøre det 

endelige dokument lettere håndterbart. Med dette valg fravælges automatisk en mulighed 

for at få adgang til visse klassificerede militære perspektiver, som kunne have give andre 

vinkler og syn. Omvendt kan det ikke udelukkes, at netop ved udelukkende at anvende 

åbne kilder bidrages til en større grad af objektivitet, og dermed til et nuanceret og troværdigt 

billede af den aktuelle situation. 

1.8. Afgrænsning. 

Grundet opgavens omfang er det i specialets kapitel 2, analyse af sikkerhedspolitiske faktorer, 

hensigten at fremkomme med en fællesnævner for, hvorledes dialoglandene opfatter 

begrebet sikkerhed, således at dialoglandene kan behandles som én samlet enhed i den 

videre analyse i kapitel 3, analyse af allianceforhold. Indhentning af empiri er afsluttet 1. 

januar 2009, og således er seneste udvikling i Israel-Palæstina konflikten ikke medtaget 

som en faktor. I sin teori opstiller Walt en række forhold, der har betydning for, hvorfor alliancer 

opstår. Idet Middelhavsdialogen er en allerede eksisterende ”alliance” vurderes disse 

forhold ikke at ville have indflydelse på den opstillede problemformulering og analysemetoden 

til besvarelse af problemstillingen, hvorfor specialet ikke vil berøre dette område 

yderligere. Endvidere opstiller Walt variabler vedrørende indenrigspolitiske forhold, som er 

betydende for, hvorfor visse alliancer ophører såvel som betydende for, hvorfor visse alliancer 

består. Idet jeg ønsker at betragte Middelhavsdialogens medlemslande som én enhed 

i analysen i kapitel 3, vil en analyse, ud over den analyse der gennemføres i kapitel 2, 

af de enkelte landes indenrigspolitiske forhold ikke blive berørt yderligere. 

1.9. Begrebsafklaring. 

Sikkerhedsliggørelse – dette begreb er anvendt og skal i dette speciale tolkes som de forhold 

eller elementer, der for Middelhavsdialogens medlemslande anses som værende 

trusler mod den generelle sikkerhed og stabilitet, og som dermed bør håndteres, men ikke 

nødvendigvis bliver det. Begrebet skal således ikke tolkes ud fra Københavnerskolens 23 

definering af begrebet sikkerhedsliggørelse 24 . 

23 Buzan, B., Wæver, O., Wilde, J. 1998 Security: A New Framework for Analysis. 

24 Der er tale om sikkerhed, hvis noget præsenteres som en eksistentiel trussel mod nogets overlevelse. 

Hvis dette ”nogets” overlevelse bedømmes at være af så central betydning, at man er villig til at tage ekstraordinære 

midler i brug for at sikre dets fortsatte eksistens er der tale om sikkerhedsliggørelse. 


10


Sikkerhed og stabilitet – begreberne dækker i dette speciale i bred forstand de forhold eller 

elementer, der kan true et af Middelhavsdialogens medlemslandes sikkerhed og stabilitet i 

regionen og kan således stamme fra eksterne såvel som interne trusler, omfattende eksempelvis 

terrorisme, miljøtrusler, høj arbejdsløshed, immigration, etniske konflikter osv. 

Paradigme – begrebet skal i dette speciale tolkes som en generel verdensanskuelse eller 

synsvinkel. 


11


KAPITEL 2 – ANALYSE AF SIKKERHEDSPOLITISKE FAKTORER 

2.1. Indledning. 

Som anført i kapitel 1 danner dette kapitel grundlag for besvarelse af analyseparameter 

”skiftende opfattelse af trussel” i kapitel 3. Grundlaget er, ligeledes som anført i kapitel 1, 

Buzan og Wævers RSCT, hvor landene i Middelhavsregionen, og således Middelhavsdialogens 

medlemslande, må forholde sig til følgende sikkerhedsproblemer: 

• Local conflicts. 

• Ethnic conflicts. 

• Immigration. 

• Terrorism. 

• International organised crime. 

• Drug trafficking. 

• Illegal migration. 

• Environmental security. 

• Global terrorism. 

• Regional conflicts. 

Ovenfor listede sikkerhedsproblemer er alle områder, som hidrører Middelhavsregionens 

sikkerhedskompleks. Middelhavsdialogens medlemslandes syn og engagement udtrykt 

ved de respektive landes formulerede udenrigs- og sikkerhedspolitiker med fokus på 

ovennævnte områder vurderes at kunne pege på, hvorledes begreberne sikkerhed og stabilitet 

opfattes i de enkelte medlemslande. En generel analyse af de enkelte medlemslandes 

formulerede udenrigs- og sikkerhedspolitiker, for hhv. perioden omkring 1994 og perioden 

omkring 2008 med fokus på identificering af de ovenfor listede sikkerhedsproblemer 

vil således kunne give en indikation af, hvorvidt en opfattelse af begreberne sikkerhed og 

stabilitet har ændret sig over tid – og det er netop det, der er hensigten med dette kapitel. 

Som anført i kapitel 1 er det, af hensyn til specialets omfang, hensigten at delkonkludere 

(pkt. 2.4.) på de enkelte dialoglande som én samlet enhed, til brug for den videre analyse i 

kapitel 3. 

2.2. Sikkerhed og stabilitet 1994. 

I det efterfølgende ses på de enkelte Middelhavsdialog medlemslandes formulerede udenrigs- 

og sikkerhedspolitiker hidrørende fra perioden omkring 1994 og altså den periode, 

hvor Middelhavsdialogen blev oprettet for at kunne give et billede af, hvorledes landene 

opfattede begreberne sikkerhed og stabilitet, ud fra ovenfor oplistede sikkerhedsproblemer. 

Det skal her bemærkes, at Jordan først kom med i efteråret 1995, men medtages 

desuagtet under overskriften ”1994”. Det skal også bemærkes, at Algeriet først kom med i 

dialogen i 2000, og ikke vil blive behandlet i dette underafsnit, men først under overskriften 

”2008”. Den formulerede udenrigs- og sikkerhedspolitik i Algeriet vil således ikke kunne give 

en indikation af, hvorvidt der har fundet en ændring sted i perioden fra landets indtrædelse 

i dialogen og frem til 2008 men vurderes desuagtet at kunne bidrage til det samlede 

billede. 


12


2.2.1. Ægypten. 

Ægypten er en stat officielt baseret på demokrati og socialisme, hvor demokratiske friheder 

og rettigheder formelt er stadfæstet i grundloven. Islam er den fremherskende statsreligion, 

og den islamiske lovgivning, sharia, udgør grundlaget for landets love 25 . Officielt set 

er Ægypten således et flerpartisystem, men må snarere betegnes som et militærdiktatur, 

der på alle niveauer domineres af det National-Demokratiske parti, og det er i al væsentlighed 

herigennem, at det egyptiske militær opretholder sin status. 26 Den indenrigspolitiske 

scene har i mange år været præget af fredelige og voldelige aktiviteter mellem regeringen 

og islamistiske grupper, hvor de mest ekstreme organisationer har gennemført terrorhandlinger 

i Ægypten sidst i 1990’erne. Ægyptens fysiske placering i regionen, en region med 

stærke religiøse rødder, har dannet stærke historiske bånd til islam, som har haft indflydelse 

på Ægyptens indre anliggender, bl.a. udtrykt ved en lovgivning bygget på islamiske 

love 27 . Ægyptens udenrigspolitik har siden 2. Verdenskrig været præget af landets forhold 

til Israel samt et ønske om en økonomisk uafhængig udvikling. Forholdet til Israel er kommet 

til udtryk gennem den egyptiske støtte til palæstinenserne, og som er endt i krige med 

Israel, og deraf følgende økonomiske konsekvenser. 28 Gennem 1990’erne har forholdet til 

Israel været svingende. Ægypten har været særdeles aktiv som fredsmægler mellem Israel 

og Palæstina og har på den bekostning fået støtte både i form af politisk støtte men i 

særdeleshed også i form af økonomisk støtte af USA. Denne økonomiske støtte er en 

støtte, som Ægypten nu er afhængig af forbliver vedvarende. Den førte udenrigspolitik i 

1990’erne har således været præget af Ægyptens forsøg på at stabilisere regionen og 

specifikt i forholdet mellem Israel og Palæstina, hvilket vil kunne frigøre ressourcer til 

vækst og vel og mærket en vækst, som Ægypten ser som vejen til en økonomisk uafhængig 

udvikling 29 . 

Der er ikke forhold der indikerer, at Ægypten i denne periode formelt set har haft særlig fokus 

på de i sikkerhedskompleksteorien oplistede sikkerhedsproblemer, ud over sikkerhedsproblemer 

forbundet med lokale konflikter. Sammenfattende kan det således konstateres, 

at Ægyptens udenrigs- og sikkerhedspolitik, i perioden omkring optagelsen i Middelhavsdialogen 

som medlemsland, primært har haft fokus på indre anliggender og en stabilisering 

af den regionale konflikt mellem Israel og Palæstina, med deraf følgende forsøg på 

økonomisk gevinst. 

2.2.2. Israel. 

Israel er en demokratisk stat med parlamentarisk demokrati 30 . Der eksisterer ikke en 

egentlig forfatning, men det overordnede retslige fundament bygger på uafhængighedserklæringen 

fra 1948. Israels nationale målsætning er at fastholde Israels fortsatte eksistens, 

som af historiske og ideologiske grunde betragtes som Israels ret. Israel har gennem årene 

haft anspændte forhold til nabolandene i regionen, hvilket naturligt har præget den førte 

25 Kilde: (www.lcweb2.loc.gov) - The library of Congress, country studies.. 

26 Andersen, L.E, Hove, S, Jensen, M.V 2005 Mellemøsthåndbogen: Fakta om landene i Mellemøsten og 

Nordafrika. Indlæg af Ivar H. Sørensen, Torben R. Rasmussen, Jørgen B. Simonsen: Ægypten. 

27 Kilde: (www.lcweb2.loc.gov) - The library of Congress, country studies.. 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts;Indlæg af Frank R. Pfetsch: Conflicts 

in and among Mediterranean countries. 

29 Kilde: (www.eiu.com) - Country Profile 2005 – Egypt. The Economist Intelligence Unit. 

30 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Israel. 


13


udenrigspolitik, og specielt er der fokus på forholdet til Palæstina. Israel indgik en fredsaftale 

med Jordan i 1994 31 , hvilket gav Israel en vis sikkerhed for, at militante palæstinensiske 

grupper ikke kunne bevæge sig ind over den jordanske grænse fra Vestbredden. USA 

er Israels væsentligste strategiske og udenrigspolitiske partner, og USA har gennem mange 

år støttet Israel både politisk og økonomisk. Israels udenrigspolitik er først og fremmest 

under indflydelse af landets geostrategiske placering, konflikten med Palæstina, og det 

faktum at de fleste arabiske lande ikke vil anerkende Israel som retsmæssige ejer til landet. 

Dette betyder, at Israels førte politik har været at undgå diplomatisk isolation og samtidig 

opnå anerkendelse samt knytte venskabelige bånd med så mange stater som det 

overhovedet har været muligt. Traditionelt set har Israel haft en sikkerhedspolitik, der refererede 

til hård sikkerhed, dvs. opfattelsen af eksistentielle trusler, afskrækkelse, forsvar, 

korte krige på fjendens territorium mm. mere end det har været den bløde sikkerhed, som 

økonomiske, sociale og kulturelle aspekter. Forklaringen skal søges i den kendsgerning, at 

på grund af manglen på regionalt samarbejde i regionen gennem 1990’erne, har Israel ikke 

været i stand til at fokusere på andet end den hårde sikkerhed. 32 

I perioden omkring Israels indgåelse i Middelhavsdialogen har den førte udenrigspolitik 

overvejende været ført omkring hård sikkerhedspolitik, og specielt centreret omkring forholdet 

til Palæstina, med USA som nærmeste allierede. I forhold til de oplistede sikkerhedsproblemer 

kan det således konstateres, at Israel i denne periode har haft fokus på lokal 

og regionale konflikter, herunder terrorisme. 

2.2.3. Mauretanien. 

Mauretanien kan betegnes som et udviklingsland og en skrøbelig stat. Landet har i størstedelen 

af sin nyere historie siden uafhængigheden i 1960 været styret af mere eller mindre 

autoritære regimer med en ruinerende økonomisk politik 33 . Landets første præsident 

havde civil baggrund men indførte et etpartisystem og regerede med brutal undertrykkelse 

af alle oppositionelle grupper. De følgende præsidenter havde alle militær baggrund og 

kom til magten ved statskup. Landets udenrigspolitik har været præget af interessekonflikter 

centreret omkring nabolandet Vest Sahara. Dette forhold, sammenholdt med interne 

økonomiske problemer, har tvunget Mauretanien til at skabe gode forhold til Frankrig, og til 

at føre en magtbalancepolitik mod Marokko og Algeriet. Mauretaniens førte udenrigspolitik 

har primært haft sigte på at bevare landets selvstændighed 34 , hvilket har medført en konstant 

søgen efter at blive opfattet som et neutralt land i regionen. 

På bundlinjen står således, at Mauretaniens førte udenrigspolitik i perioden omkring midten 

af 1990’erne primært har haft sigte på at sikre landets suverænitet og at sikre interne 

økonomiske anliggender, og har således ikke favnet de i teorien oplistede sikkerhedsproblemer. 

31 Kilde: (www.lcweb2.loc.gov) - The library of Congress”, country studies. 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Ephraim Kam: Conceptualising 

Security in Israel. 

33 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Mauretanien. 

34 Kilde: (www.lcweb2.loc.gov) - The library of Congress”, country studies. 


14


2.2.4. Marokko. 

Marokko er et konstitutionelt, demokratisk monarki, og et af de eneste monarkier i den 

nordafrikanske region. Kongen er den ubestridte leder med store beføjelser både politisk 

og militært. Kongen udnævner og fyrer ministre og er den øverste militære leder i landet. 

Politisk er Marokko i en arabisk sammenhæng en moderat stat, som formelt befinder sig i 

en rivende udvikling mod nye demokratiske standarder med et højt niveau af ytringsfrihed, 

fri partidannelse og respekt for menneskerettigheder. 35 Udenrigspolitisk har Marokko siden 

1975 kæmpet med den vedvarende konflikt med Vest Sahara. Denne konflikt har ligeledes 

haft betydning for Marokkos forhold til Algeriet, som huser et stort antal flygtninge fra Vest 

Sahara. Siden midten af 1990’erne har Marokko forsøgt at få FN til at opgive fredsplanen 

for området, og den marokkanske løsningsmodel skulle herefter være, at give Vest Sahara 

begrænset selvstyre indenfor de marokkanske grænser. 36 Landet er vestligt orienteret og 

satser på økonomisk vækst gennem et stadigt tættere samarbejde med EU 37 , vestlige 

handelspartnere og en udnyttelse af den geografiske relativt korte distance, der er mellem 

Marokko og Sydeuropa. Gennem 1990’erne havde Marokko en aktiv udenrigspolitik og 

deltog aktivt i at støtte vesten under den første Golf krig, og spillede ligeledes en aktiv rolle 

i fredsprocessen i Mellemøsten. I 1992 sendte Marokko tropper til Somalia i forbindelse 

med operation Restore Hope og deltog ligeledes i IFOR (Implementation Force) og SFOR 

(Stabilisation Force) på Balkan 38 . Den førte udenrigspolitik vurderes at være en stabiliserende 

faktor for Marokko, og landet er ligeledes aktivt gået ind i EU’s initiativer for en stabilisering 

af regionen, herunder bekæmpelse af illegal indvandring. 39 Indenrigspolitisk kæmper 

Marokko med en stigende arbejdsløshed og gabet mellem rig og fattig. På grund af 

forholdende forlader 1 million mennesker årligt landdistrikterne og flytter ind til byerne, 

hvilket drastisk har forværret boligsituationen, vandforsyning, renovation mm., hvilket er 

den primære årsag til øget immigration mod Europa. 40 

Sammenfattende må Marokko i perioden omkring midten af 1990’erne betegnes som værende 

en stat med en proaktiv udenrigspolitik, der har søgt at medvirke til at stabilisere diverse 

områder i og udenfor regionen. Dette til trods for en vedvarende konflikt omkring 

Vest Sahara. Udenrigspolitikken har også været præget af et aktivt samarbejde med initiativer 

til bekæmpelse af illegal immigration, herunder bl.a. EU’s initiativer. Samtidigt har Marokko 

i den pågældende periode ligeledes fokuseret væsentlige kræfter på interne anliggender, 

herunder bl.a. bekæmpelse af en stigende arbejdsløshed. Således kan det konstateres, 

at i forhold til teoriens oplistede sikkerhedsproblemer, har Marokko i denne periode 

adresseret regionale konflikter og illegal immigration. 


Nordafrika. Indlæg af Gunna F. Hansen, Rasmus A. Boserup: Marokko. 


Nordafrika. Indlæg af Gunna F. Hansen, Rasmus A. Boserup: Marokko. 

37 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Marokko. 

38 NATO-ledet multinational styrke i Bosnien og Hercegovina. 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Michael A. Köhler: The 

Security Concept of the European Union for the Mediterranean. 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Hans G. Brauch, 

Mohammad E. Selim, P.H. Liotta: Security Concepts for Cooperation in the Mediterranean: Conclusions and 

Outlook. 


15


2.2.5. Tunesien. 

Tunesien er en sekulær stat med et flerpartisystem, hvor parlamentets indflydelse er begrænset 

41 , og hvor den udøvende magt alene ligger hos præsidenten. 42 Sammenlignet 

med resten af den arabiske verden har Tunesien gennem 1990’erne haft en liberal tilgang 

til islam, hvilket vurderes at have været stabiliserende for landets indre sikkerhedspolitik. 

Således har Tunesien stræbt efter demokrati med mere liberale islamiske værdier og har 

gennem alliancer prøvet at stabilisere sig. Tunesien har ligeledes arbejdet kraftigt på at 

kunne være en selvforsynende stat 43 . Udenrigspolitisk har Tunesien gennemgået en ændring 

siden 1980’erne og har op gennem 1990’erne rettet sit udenrigspolitiske interesseområde 

mod Europa 44 , ikke mindst mod lande som Frankrig og Italien, men har ligeledes 

også rettet sit blik mod USA. Indenrigspolitiske problemer, i særdeleshed på menneskerettighedsområdet, 

har dog givet anledning til bekymring hos de europæiske lande og USA. 

Tunesien indledte i 1990’erne et samarbejde med EU. Dette samarbejde påførte stramninger 

på immigrationsområdet over for Tunesien, som ramte landet hårdt. Dette førte til 

visse fjendtligheder mellem EU og Tunesien, men ikke desto mindre bar samarbejdet frugt 

i form af øgede udenlandske investeringsprojekter, en vækst i eksport og et boom i turistindustrien. 

45 Sikkerhedspolitisk var perioden i 1990’erne præget af en ekstern trussel fra 

islamistiske oprørere i nabolandet Algeriet, som bevirkede, at Tunesien satte kræfter ind 

på at bekæmpe terrorisme i regionen 46 . 

Sammenfattende må Tunesien betegnes som værende en stat, der i 1990’erne indledte en 

mere aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik med fokus på samarbejde med de europæiske 

lande og i særdeleshed EU. Grundet ydre sikkerhedspolitiske omstændigheder, og for at 

bevare landets omdømme til gavn for økonomisk vækst, har Tunesien således også været 

aktiv i bekæmpelse af terrorisme i regionen. Tunesiens bekæmpelse af terrorisme i regionen 

er det eneste område fra de oplistede sikkerhedsproblemer, der er blevet fokuseret 

på. 

2.2.6. Jordan. 

Ifølge den jordanske forfatning er Jordan et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk 

politisk system og har Islam som officiel religion. I henhold til forfatningen tillægges parlamentet 

formel magt, men det er reelt hos kongen, at den ultimative autoritet over lovgivende, 

dømmende og udøvende magt i sidste instans ligger. 47 Jordans udenrigspolitik er 

præget af, at landet er af beskeden størrelse, indeklemt mellem regionale stormagter, og 

med en demografisk overvægt af palæstinensere. Disse forhold nødvendiggjorde i 

1990’erne, at Jordan måtte indtage en behændig balancegang i forhold til Israel, palæstinenserne 

og til USA. Jordan indgik i 1994 en fredsaftale med Israel, og med denne fredsaftale, 

på trods af efterfølgende kølige strategiske forhold til Israel, formåede Jordan i den- 

41 

Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Tunesien. 

42 

Andersen, L.E, Hove, S, Jensen, M.V 2005 Mellemøsthåndbogen: Fakta om landene i Mellemøsten og 

Nordafrika. Indlæg af Rikke H. Haugbølle: Tunesien. 

43 

Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Tunisia. 

44 


45 

Brauch, H.G., Liotta, P.H., Marquina, A., Rogers, P.F., Selim, M.E-S. 2002 Security and Environment in 

the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Nikos Alexandratos: 

Mediterranean Countries and World Markets: Basic Foods and Mediterranean Products. 

46 


47 


Nordafrika.Indlæg af Morten Valbjørn: Jordan. 


16


ne periode at skabe gode bilaterale forbindelser til landende i regionen 48 . Jordan har spillet 

en aktiv rolle i fredsprocessen i Mellemøsten, og har på dette grundlag skabt end dog gode 

relationer til USA, hvilket er kommet til udtryk gennem amerikansk økonomisk og militær 

støtte. Jordan blev i 1996 udråbt til USA’s særlige ikke-NATO allierede, og opnåede 

således samme status som Israel 49 . Om end Jordans udenrigspolitik gennem 1990’erne 

har været præget af landets rolle som fredsmægler i Mellemøsten, har landets udenrigspolitik 

samtidigt været forsigtig og fleksibel. Dette forhold skal ikke mindst ses i lyset af Jordans 

mangel på ressourcer, og dermed en vægtig afhængighed af eksterne staters støtte i 

form af økonomi 50 . Jordan deltog i starten af 1990’erne i krigen på Balkan og har flere 

gange deltaget i øvelser med NATO’s væbnede styrker. 

Sammenfattende kan det konkluderes, at Jordan er land med en aktiv udenrigspolitik som 

afbalanceres i relation til landets mangel på ressourcer og geostrategiske placering. Jordan 

har deltaget aktivt i fredsprocessen i Mellemøsten, hvilket ikke blot har gjort landet til 

en tro allieret med USA men samtidig også til et foregangsland for andre stater i regionen. 

Det kan samtidigt også konstateres, at Jordans gøren og laden udenrigspolitisk nøje skal 

ses i sammenhæng med landets demografi, idet landets åbenhed og vestlige orientering 

vil kunne danne basis for en modstand fra den palæstinensiske befolkning i landet, hvilket 

dermed vurderes som et muligt konfliktområde, og dermed en destabiliserende faktor for 

landets sikkerhedspolitik. Jordan har kun adresseret forholdet omkring regionale konflikter 

i forhold til den samlede liste af anførte sikkerhedsproblemer. 

2.2.7. Foreløbig delkonklusion af sikkerhed og stabilitet 1994. 

Ovenstående analyser af Middelhavsdialogens medlemslandes udenrigs- og sikkerhedspolitiker, 

med fokus på de i teorien oplistede sikkerhedsproblemer, omkring landenes optagelsestidspunkter 

i dialogen i midten af 1990’erne har vist, at der er sket et skift siden 

murens fald og ophøret på den kolde krig. Landene har generelt skiftet til en mere aktiv 

udenrigspolitik og har specielt haft for øje at støtte op omkring diverse fredsprocesser med 

det formål at bidrage til en stabilisering af regionale konflikter. De regionale konflikter, der 

har været i fokus i den pågældende periode har specielt været den israelskpalæstinensiske 

konflikt, og stridighederne omkring Vest Sahara. Dette er forhold der vidner 

om, at landene generelt har kunnet se et fremtidigt perspektiv i, at regionen blev stabiliseret. 

Samtidigt må det i den pågældende periode konstateres, at en del af landene har 

gennemgået en række politiske reformer på indre anliggender, og har således brugt ikke 

uvæsentlige kræfter på at bekæmpe stigende arbejdsløshed og økonomier med negative 

tendenser. Dette har betydet, at en række af landene aktivt har vendt blikket mod de europæiske 

lande, og specielt mod EU, og har indgået en række bilaterale aftaler, med økonomisk 

sigte for øje. I takt med EU’s fremfærd over for landene generelt i Middelhavsregionen 

i den pågældende periode, har dette ligeledes betydet, at en række lande har indgået 

aftaler om bekæmpelse af immigration. For så vidt angår bekæmpelse af terrorisme er 

det stort set udelukkende Tunesien, der i den pågældende periode har haft en åben og aktiv 

politik omkring bekæmpelse af terrorisme i regionen. På bundlinjen fremstår dialogens 

medlemslande således som en række lande der fører aktiv udenrigspolitik med blikket rettet 

mod Europa, og som til en vis grad har øje for problemer med immigration og terrorisme, 

og som prioriterer en stabilisering af regionale konflikter. 

48 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Jordan. 

49 Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Jordan. 



17


2.3. Sikkerhed og stabilitet 2008. 

I det efterfølgende analyseres på de enkelte Middelhavsdialog medlemslandes formulerede 

udenrigs- og sikkerhedspolitiker i en periode, der strækker sig fra begyndelsen af det 

21. århundrede og frem til 2008, således at der kan gives et nutidigt billede af, hvorledes 

de enkelte lande opfatter begreberne sikkerhed og stabilitet ud fra samme variabler og faktorer 

som anvendt i analysen af sikkerhed og stabilitet 1994. 

2.3.1. Ægypten. 

Op gennem 1990’erne og frem til 2008 har Ægyptens anseelse regionalt og internationalt 

været et dominerende emne i den førte udenrigspolitik. Ægyptens udenrigspolitiske prioriteter 

har været at gøre en ende på Ægyptens relative isolation i den arabiske verden og at 

bevare freden med Israel. Dette er en politik, der ofte har ført landet på kollisionskurs med 

USA’s mellemøstpolitik, men Ægypten er fortsat USA’s vigtigste allierede og en af de største 

bistandsklienter i regionen. Udenrigspolitisk ønsker Ægypten at vise, at kun ved dialog 

og samarbejde skabes stabilitet og sikkerhed i Mellemøsten generelt og i det palæstinensiske 

nærområde i særdeleshed, hvilket er årsagen til, at Ægypten bruger kræfter på at 

mægle i den israelsk-palæstinensiske konflikt for derved at kunne opretholde et indtryk af 

vilje til dialog og samarbejde 51 . Denne retorik skal hjælpe til, at Ægypten i hele verdens øjne 

kommer til at fremstå som den store problemknuser af mellemøstlige konflikter. Det 

vurderes dog, til trods for Ægyptens udenrigspolitiske retorik, at den største udfordring for 

landet i de kommende år bliver at gennemføre indenrigspolitisk reformer – bl.a. at ophæve 

landets undtagelsestilstand og at skabe maksimal økonomisk vækst samtidigt med at 

undgå social uro. 52 Der er tætte forbindelser med de radikale islamistiske terrororganisationer 

fra 1970’erne og 1980’erne og den transnationale terrorisme, som al-Qaida repræsenterer. 

To af al-Qaida’s fremstående ledere, der spillede en aktiv rolle i terrorangrebet 

11. september 2001, er egyptere. Denne Egyptiske vinkel gør ikke blot Ægypten til en naturlig 

deltager i kampen mod international terrorisme 53 , men placerer landet som en central 

allieret for USA og Vesten. Ægypten lægger ligeledes vægt på at udbygge samarbejdet 

med EU, med hvem der i juni 2004 blev indgået en associeringsaftale. I marts 2007 indgik 

EU og Ægypten yderligere en aftale om en handlingsplan under det europæiske naboskabsprogram. 

Afrika indtager også i stigende grad en central rolle i Ægyptens udenrigspolitik, 

hvor landet indenfor de seneste år har engageret sig yderligere i den Afrikanske 

Union 54 . Gennem de senere år har Ægypten ligeledes haft en formuleret sikkerhedspolitik, 

der adresserer forhold omkring transnationale trusler, herunder terrorisme, organiseret 

kriminalitet og spredning af våbenteknologi og masseødelæggelsesvåben. Disse områder 

er forhold, som Ægypten blandt andet adresserer i FN regi, men i høj grad også gennem 

andre internationale organisationer, som et aktivt bidrag til international fred og sikkerhed 

55 . 

Sammenfattende kan det således konkluderes, at Ægyptens udenrigs- og sikkerhedspolitik 

sigter mod at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen, og at landet aktivt adresserer for- 

51 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Ægypten. 


Nordafrika. Indlæg af Ivar H. Sørensen, Torben R. Rasmussen, Jørgen B. Simonsen: Ægypten. 


Nordafrika.Indlæg af Ivar H. Sørensen, Torben R. Rasmussen, Jørgen B. Simonsen: Ægypten. 


55 Kilde: (www.mfa.gov.eg) - Ministry of Foreign Affairs, Egypt. 


18


hold, der vurderes at værende en trussel mod regionen som terrorisme, organiseret kriminalitet 

og spredning af våbenteknologi og masseødelæggelsesvåben. Om end den formulerede 

udenrigs- og sikkerhedspolitik virker aktiv og har et regionalt sigte, så vurderes 

Ægypten dog i første omgang at bruge de fleste kræfter på indre anliggender. I forhold til 

de i teorien oplistede sikkerhedsproblemer kan det således konstateres, at Ægypten forholder 

sig til regionale og lokale konflikter, terrorisme og organiseret kriminalitet. 

2.3.2. Israel. 

Om end Israel officielt har identificeret Iran som landets største sikkerhedspolitiske trussel 

56 , så er det stadig konflikten med Palæstina, der er Israels mest signifikante trussel. 

Det er dog også konflikten med Libanon og den vedvarende konflikt med Palæstina der 

har præget Israels udenrigs- og sikkerhedspolitiske billede gennem de senere år og haft 

landets primære fokus. Gennem de senere år er EU blevet Israels vigtigste samhandelspartner, 

og der er indgået en associeringsaftale, der bl.a. omfatter en frihandelsaftale, en 

aftale om offentlige indkøb og en aftale om Israels deltagelse i EU’s rammeprogram for 

forskning og udvikling. I december 2004 vedtog Israel og EU en handlingsplan for udbygning 

af samarbejdet inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik 57 . På listen 

over områder, som Israel vurderer som potentielle trusler mod landets sikkerhed, kan man 

finde vandressourcer. Israel vurderer, at vandressourcer er et område, der potentielt kan 

være genstand for yderligere konflikt i området i fremtiden, idet mængden af vandressourcer 

er ved at være udtømte. Dermed vil Israel være tvunget til at hente vand i Palæstina. 

Israel har gennem mange år været udsat for terrorisme, specielt terrorisme som udspringer 

fra radikale palæstinensiske islamiske grupper, og har på den bekostning således aktivt 

været en bidragsyder til bekæmpelse af terrorisme 58 . Terrorisme er da også et område, 

som er nævnt i den Israelske sikkerhedspolitik som et alvorligt sikkerhedsproblem. Israel 

erkender, at organiseret kriminalitet er et sikkerhedsproblem i regionen, der dag for dag 

tager til i styrke, men har på grund af indsatsen mod terrorisme ikke haft de nødvendige 

politimæssige ressourcer til også at kunne sætte effektive kræfter ind på dette område. Israel 

definerer truslen fra organiseret kriminalitet at hidrører fra handel med narkotika, prostitution 

og menneskesmugling 59 . Den politiske debat i Israel har i premierminister Sharons 

regeringstid været meget domineret af terror og sikkerhedspolitik, hvilket kun blev 

forstærket af terrorangrebet den 11. september 2001. Israel har i årerne frem mod 2008 

oplevet en voldsom økonomisk nedgang, som hænger direkte sammen med sammenbruddet 

i fredsprocessen og efterfølgende voldsudbrud. Turismen er ligeledes blevet hårdt 

ramt, og vidensintensive sektorer, som tidligere har tiltrukket mange internationale investeringer, 

er ramt, og således er fattigdom og sociale problemer mere udbredt en tidligere. 60 

Disse forhold har alle haft en indflydelse på Israels udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Det kan således konkluderes, at Israels udenrigs- og sikkerhedspolitik primært har haft 

sigte på at håndtere konflikten med Palæstina. Samtidigt har Israel stor fokus på bekæmpelse 

af terrorisme i regionen og har indsat forholdsvise store ressourcer på dette område. 

I den formulerede sikkerhedspolitik adresseres forhold omkring organiseret kriminalitet, 

56 Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Egypt. 





Nordafrika.Indlæg af Peter Seeberg, Jakob Feldt: Israel. 


19


men landet har ikke de nødvendige ressourcer til effektivt at kunne bidrage til en bekæmpelse 

af dette område. Udviklingen på de indre anliggender sammenholdt med en vedvarende 

konflikt med Palæstina vurderes at have det primære fokus for Israel, og det er således 

her, at landets væsentligste ressourcer indsættes sideløbende med bekæmpelse af 

terrorisme. Således kan det sammenfattes, at Israel forholder sig til ganske få af de i teorien 

oplistede sikkerhedsproblemer, nemlig lokale og regionale konflikter samt terrorisme. 

2.3.3. Mauretanien. 

Mauretanien har i løbet af de sidste 4 år oplevet ikke mindre end to statskup, henholdsvis i 

2005 og i 2008. Landet var, til trods for statskuppet i 2005, i en positiv udvikling, og havde i 

2007 en regering, hvis hovedprioriteter favnede national forsoning mellem de etniske grupper 

og de mange stammer og klaner samt at fremme den økonomiske og sociale udvikling, 

inklusiv bedre statslig styring af landets naturressourcer 61 . Det seneste statskup betyder 

dog, at det i den nærmeste fremtid vil være militæret, der styrer landet, og den kommende 

udviklingen er derfor vanskelig at spå om. Mauretanien lider af en myriade af økonomiske, 

sociale og demografiske problemer 62 . Landet er fattigt og tyndt befolket med en 

beskeden landbrugssektor svarende til ca. 1% af landets areal. Mere end en fjerdedel af 

befolkningen i Mauretanien lever for under USD 1 om dagen, og Arbejdsløsheden anslås 

til ca. 60% 63 . Nylige oliefund ud for Mauretaniens kyst vil dog forventeligt betyde, at landet 

inden for en overskuelig fremtid vil opleve en økonomisk fremgang, men p.t. er landet et af 

Afrikas absolut fattigste. Landet er kendt for at været et transitland for immigranter fra 

Vestafrika, som søger mod Europa. Mauretanien erkender problemet og formulerer dette 

som et sikkerhedspolitisk område 64 , men er ikke selv i stand til at bekæmpe problemet og 

må forlade sig på ekstern assistance, primært fra Spanien. Mauretanien har ikke oplevet 

terrorisme internt i væsentlig grad, men har siden 2002 bidraget til bekæmpelse af terrorisme. 

Bidraget består i at huse og støtte amerikanske specialstyrker, hvis formål er at bekæmpe 

terrorisme i regionen 65 . 

Mauretaniens situation gennem de sidste 14 år har ikke ændret sig væsentligt og må stadig 

betegnes som værende et land med betydelige interne problemer, hvor det primære 

fokus er at sikre egen suverænitet. Mauretanien er en skrøbelig stat, og i erkendelse af 

manglende egne ressourcer forlader landet sig på ekstern bistand til bekæmpelse af erkendte 

sikkerhedsproblemer, og det kan således stadig konstateres, at landet ikke har 

favnet de i teorien oplistede sikkerhedsproblemer. 

2.3.4. Marokko. 

Marokko fører en vestlig orienteret udenrigspolitik, men er samtidig meget forsigtig med at 

udfordre islamiske yderligtgående grupper, hvilket er et område, der konstant skal balanceres 

og tages højde for, når udenrigspolitikken føres. Den vestligt orienteret udenrigspolitik 

har medført, at EU og Marokko har en associeringsaftale, der bl.a. indebærer politisk 

dialog. Desuden har landet bilaterale frihandelsaftaler med henholdsvis EU, USA og Tyrkiet 

samt en firelateral aftale med Tunesien, Ægypten og Jordan. EU er Marokkos vigtigste 


62 Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Mauritania. 





20


samhandelspartner 66 . Marokko har en betydelig dårlig økonomi og en forholdsvis høj arbejdsløshedsprocent, 

og den siddende regerings ønske om en fremgang på social, politiske 

og økonomiske reformer udestår. På trods af problemer med fattigdom og arbejdsløshed 

vurderes det dog ikke at have en negativ indflydelse på landets interne sikkerhed. 67 

På trods af FN’s bestræbelser er spørgsmålet om Vest Sahara fortsat uløst 68 , og denne 

vedvarende konflikt er et emne der står højt på Marokkos sikkerhedspolitiske agenda og 

vurderes at udgøre en ikke uvæsentlig sikkerhedsrisiko 69 . Marokko er ikke gået fri for den 

asymmetriske trussel. Terrorangreb 16. maj 2003 i Casablanca resulterede i 45 dræbte, 

heraf 12 ud af de 14 selvmordsbombere. Tragedien udløste straks efter en stramning af 

terrorlovgivningen, og debatten om dødsstraf blussede op. For at sikre det voksende samarbejde 

med EU og relationerne til den vestlige verden i øvrigt, offentliggjorde Kong Mohammed 

VI kort efter sine holdninger og dermed Marokkos officielle holdning og afstandtagen 

til terrorisme. En klapjagt på de yderligtgående imamer og deres tilhængere blev 

iværksat for på den måde at få fat i roden til terrorens udspring. Angrebet i Casablanca 

sammenlagt med terrorangrebene den 11. september 2001 og den direkte involvering af 

marokkanske nationalister i bombningerne i Madrid i 2004 har fremhævet området omkring 

militante islamistiske netværk, som værende en ikke uvæsentlig indenrigs og international 

trussel mod Marokko. Et område som Marokko sætter højt på sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske 

dagsorden og aktivt bidrager til bekæmpelse af 70 . Marokko er et af mange 

arnesteder for produktion af narkotika til det europæiske marked. Dette er et område, som 

Marokko definerer under paraplyen af organiseret kriminalitet, hvortil menneskesmugling 

ligeledes hører. Marokko erkender problemerne med narkotika- og menneskesmugling og 

adresserer dem men er ikke selv i stand til at kunne dæmme op for problemerne alene på 

grund af egne interne problemer. 

Sammenfattende kan det konkluderes, at Marokko fører en aktiv vestligt orienteret udenrigspolitik 

med gode relationer til de europæiske lande. Landet er ramt af økonomiske 

vanskeligheder, og dette forhold sammenholdt med den vedvarende konflikt omkring Vest 

Sahara betyder, at Marokko bruger de fleste af sine kræfter på at håndtere indre anliggender. 

Til trods for dette forhold er det ligeledes et faktum, at Marokko er en aktiv bidragsyder 

til bekæmpelse af terrorisme. Marokko har organiseret kriminalitet på den sikkerhedspolitiske 

agenda og mangler ikke viljen til aktivt at bidrage til bekæmpelse af narkotika- 

og menneskesmugling, men mangler udelukkende evnen. Således favner Marokko variablerne 

terrorisme, organiseret kriminalitet og smugling af narkotika. 

2.3.5. Tunesien. 

På trods af terroranslag i 2002 samt i 2007 vurderes Tunesien at være et land med en stabil 

indenrigs- og sikkerhedspolitisk situation 71 , og generelt er landet præget af sikkerhedsmæssig 

stabilitet, en relativ høj levestandard og gode uddannelsesmuligheder. Således er 

Tunesien et af de lande i regionen, som har den bedste økonomi og betragtes generelt 

som værende en succeshistorie 72 . Tunesien har gennem de senere år satset voldsomt på 


67 Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Morocco. 




71 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Tunesien. 

72 Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Tunisia. 


21


bekæmpelse af militante islamister og indsatsen har været effektiv, og har medført, at truslen 

fra militante islamister er inddæmmet. Som følge heraf fører Tunesien en kontant sikkerhedspolitik 

specifikt rettet mod politisk islamisme, hvad enten den er radikal eller moderat 

73 . Som følge af terrorhandlingen den 11. september 2001 og bombningerne i Djerba i 

2002 indførte Tunesien i 2003 en ny terrorlov. Tunesien samarbejder med andre lande i 

regionen om bekæmpelse af terrorisme og er ligeledes medlem af ”Trans-Saharan Counter-terrorism 

initiative” 74 . Udenrigspolitisk har Tunesien generelt formået at opretholde gode 

relationer til nabolandene i regionen. Bilateralt prioriterer landet at opretholde gode forbindelser 

til Frankrig og USA. Tunesien er medlem af en række organisationer, men melder 

officielt ud, at en god forbindelse til EU, med hvem 75% af al handel foregår, er vigtigere 

end noget andet 75 . Således er økonomisk og politisk samarbejde med EU et centralt 

omdrejningspunkt for Tunesiens udenrigspolitik. Tunesien ønsker at fremme det regionale 

samarbejde og arbejder for at styrke det økonomiske, sikkerheds- og handelsmæssige 

samarbejde i regionen. Tunesien yder en beskeden udviklingsbistand til afrikanske lande 

syd for Sahara og har deltaget i fredsbevarende operationer i afrikanske lande 76 . Tunesien 

erkender at være blevet et transitland for organiseret kriminalitet, har foretaget en lang 

række tiltag og bidrager aktivt til bekæmpelse af en stigende narkotika- og menneskesmugling. 

Tunesien fremstår således som et vestligt orienteret land med udenrigspolitisk fokus rettet 

mod EU, en forholdsvis sund økonomi og stabile indre anliggender. Landet adresserer på 

den sikkerhedspolitiske dagsorden emner som terrorisme og organiseret kriminalitet, og 

bidrager aktivt i kampen om at fjerne disse sikkerhedsproblemer. Endvidere er Tunesiens 

udenrigspolitik præget af en vilje til samarbejde om sikkerhedsmæssige og økonomiske 

forhold på tværs i regionen. 

2.3.6. Jordan. 

Trods "Intifadaen", kampen mod terrorisme efter den 11. september 2001 og Irak-krigen i 

2003, ses ingen umiddelbar trussel mod intern stabilitet i landet. Kong Abdullah II nyder 

stor popularitet, og hans store indsats for gældsomlægning, øget udviklingsbistand, frihandelsaftalen 

med USA og betydelige investeringer i nye hi-tech industrier har siden 1999 

resulteret i en gunstig økonomisk udvikling og iværksættelse af en ambitiøs socialøkonomisk 

udviklingsplan. Kongen er fortsat reelt den centrale politiske aktør i alle vigtige 

udenrigs og indenrigspolitiske spørgsmål. Den palæstinensiske situation og bombeattentatet 

mod tre hoteller i Amman i november 2005 har lagt en dæmper på demokratiske fremskridt 

og igen sat sikkerheden højest på den jordanske dagsorden 77 . Den største trussel 

mod stabiliteten internt i Jordan vurderes at stamme fra den palæstinensiske befolkning i 

Jordan, som udgør størstedelen af landets samlede befolkning. 78 Der eksisterer ikke terroristgrupper, 

som er hjemmehørende i Jordan, men landets gode relationer til USA og Israel 

og en turismesektor som er økonomisk vigtig gør landet sårbar over for eventuelle terrorangreb. 

Dette er derfor et forhold, som står højt på Jordans sikkerhedspolitiske agenda, 

73 


74 


75 


76 


77 

Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Jordan. 

78 


Nordafrika.Indlæg af Morten Valbjørn: Jordan. 


22


og man ser da således også, at Jordan aktivt bidrager til bekæmpelse af terrorisme med 

anvendelse af en særlig oprettet sikkerhedsstyrke 79 . Jordan har fortsat sin indsats fra 

1990’erne med aktivt at bidrage til fredsprocessen i Mellemøsten og konkurrerer med 

Ægypten om at blive udråbt til regionens fredsmægler. Om end Jordan ikke internt har de 

store problemer med organiseret kriminalitet, så har landet indset, at det er blevet til et naturligt 

transitland og bekæmper således dette forhold aktivt 80 . 

Jordan fremstår som et land med et pro-vestligt syn med gode forbindelser til USA og Europa. 

Landet fremstår ligeledes med en udenrigspolitik, der prioriterer at skabe regional 

stabilitet. Sikkerhedspolitisk adresserer Jordan forhold omkring terrorisme og organiseret 

kriminalitet og bidrager aktivt til bekæmpelse af begge områder, både med egne midler og 

gennem medlemskab af forskellige internationale og regionale organisationer. Samlet set, 

og i forhold til de i teorien anførte sikkerhedsproblemer, forholder Jordan sig således til regionale 

konflikter, terrorisme samt organiseret kriminalitet. 

2.3.7. Algeriet. 

Algeriet er en stat med en præsident, og hvor militæret har stor indflydelse. Efter at være 

blevet erklæret uafhængig i 1962, regerede den socialistorienterede ”National Liberation 

Front” (FLN) landet frem til begyndelsen af 1990’erne. Faldende oliepriser i 1980’erne 

medførte store økonomiske og sociale problemer, og dette sammenholdt med et boom i 

befolkningstilvæksten og øget korruption kulminerede i uroligheder i 1988. Disse uroligheder 

eskalerede og endte ud i en decideret borgerkrig i 1990’erne 81 . Ved indgangen til det 

nye årtusinde står Algeriet således over for store udfordringer. Mens den økonomiske situation 

er forbedret og et demokratisk politisk system, der langsomt bliver genetableret, 

har borgerkrigen fra 1990’erne skabt store skel og forarmet dele af befolkningen. 82 I dag er 

Algeriets væsentligste politiske målsætning at sikre indenrigspolitisk stabilitet efter ti år 

med islamisk terrorisme, der paralyserede landet politisk, socialt og økonomisk. Terrorismen, 

som var for nedadgående indtil 2006, er intensiveret efter fremvæksten af gruppen 

al-Qaida. Gruppens terroranslag har ikke støtte i den brede befolkning men påvirker sikkerhedssituationen 

i negativ retning. Landet har fortsat meget store samfundsmæssige 

problemer, som det vil tage tid at løse, og reformerne har ikke tilvejebragt den forventede 

forbedring i befolkningens generelle levestandard. Algeriet har normale diplomatiske forbindelser 

med omverdenen, om end forholdet til Marokko stadig er anspændt på grund af 

konflikten omkring Vest Sahara, og grænsen mellem de to lande har været lukket siden 

1994. FN’s Sikkerhedsråd vedtog i 2007 en resolution, som har betydet, at forhandlinger 

mellem parterne er indledt 83 . Algeriet støttede op om USA i den internationale terrorbekæmpelse 

efter angrebet den. 11. september 2001. Baggrunden vurderes at være et ønske 

om at kunne opnå mere international støtte til den interne bekæmpelse af islamiske 

fundamentalister og for yderligere at øge international samarbejde. Det har da også medført 

et øget samarbejde med vestlige lande, primært EU, USA og Canada 84 . Algeriet bidrager 

aktivt til bekæmpelse af terrorisme, og har oprettet særskilte sikkerhedsgrupper, 



81 Kilde: (www4.janes.com) - Country Risk Assessment – Algeria. 


Nordafrika.Indlæg af Rasmus A. Boserup, Ulla Holm: Algeriet. 

83 Kilde: (www.um.dk) - Udenrigsministeriet, landefakta – Algeriet. 



23


hvis formål alene er at indgå i kampen mod terrorisme. Ligeledes indtager Algeriet en 

plads i diverse regionale samarbejder om bekæmpelse af terrorisme. For så vidt angår organiseret 

kriminalitet har Algeriet identificeret, at landets mange oprørsgrupper bliver finansieret 

gennem den etablerede organiserede kriminalitet. Algeriet har derfor gennem 

mange år aktivt bekæmpet netop dette område primært for at hjælpe eget område. Algeriet 

har ikke umiddelbart nogen trusler mod egne sikkerhed. Forsøg på at øge regionalt 

samarbejde er gennem årene delvis blevet bremset af konflikten omkring Vest Sahara. Algeriet 

har dog gradvist vendt sin udenrigspolitik mod Europa og NATO, og er et af de få 

lande i regionen der bar budt EU og NATO partnerskabsprogrammer velkommen 85 . 

Sammenfattende kan det konkluderes, at Algeriet, efter at være et isoleret socialistisk 

land, har vendt sig mod en mere aktiv udenrigspolitik med henblik på at kunne opnå bedre 

økonomisk støtte og accept af landets hårde kurs overfor egne islamistiske fundamentalister. 

Algeriet har forsøgt at indtage en førerposition i regionen, men indre uroligheder har 

hidtil medført, at målet ikke er opnået. Set i relation til listen over teoriens anførte sikkerhedsproblemer 

kan det konstateres, at landet deltager aktivt i bekæmpelsen af terrorisme 

og organiseret kriminalitet, som begge er områder der står højt på den sikkerhedspolitiske 

dagsorden. 

2.3.8. Foreløbig delkonklusion af sikkerhed og stabilitet 2008. 

Ovennævnte analyser viser, at det nutidige billede af Middelhavsdialogens medlemslandes 

udenrigs- og sikkerhedspolitik generelt set er præget af en interesse i at skabe regional 

stabilitet. En regional stabilitet vel og mærket skabt ved at gøre en ende på de konventionelle 

konflikter, den israelsk-palæstinensiske konflikt og konflikten omkring Vest Sahara. 

Analyserne har ligeledes vist en vis tendens til, at de enkelte lande har vendt deres udenrigspolitiske 

blikke mod det europæiske kontinent og specielt mod EU. Samtidigt virker det 

som om, at de enkelte lande har prioriteret, at få etableret en regional og international anseelse. 

Disse forhold vurderer jeg dog primært bunder i det faktum, at stort set alle medlemslandende 

ved indgangen til det nye årtusinde kæmper mod ikke uvæsentlige økonomiske 

og sociale problemer, hvorfor der satses på økonomisk støtte fra ekstern side. Således 

ses forholdet mere at være bundet i økonomiske forhold, end det er af sikkerhedspolitiske 

årsager. For så vidt angår terrorisme og organiseret kriminalitet kan det konstateres, 

at begge områder florerer på de enkelte landes sikkerhedspolitiske agendaer, og at landene 

generelt set har en interesse i aktivt at bidrage til bekæmpelsen af disse forhold, men at 

problemer i indre anliggender i mange tilfælde betyder, at en effektiv indsats ikke kan leveres. 

2.4. Delkonklusion 

Som nævnt i indledningen til dette kapitel, er formålet med denne analyse finde frem til, 

hvorledes begreberne sikkerhed og stabilitet opfattes i de enkelte medlemslande, og hvorvidt 

opfattelsen af begreberne har ændret sig over tid specifikt fra tiden omkring landenes 

optagelsestidspunkt som medlem i Middelhavsdialogen og frem til 2008. 

Ud fra den foreløbige delkonklusion af sikkerhed og stabilitet i 1994 kan det konkluderes, 

at medlemslandene generelt set har haft fokus på fredsprocesser og bekæmpelse af indre 

anliggender, som betydende variabler for sikkerhed og stabilitet. Fokuseringen på freds- 



24


processerne har haft til hensigt at stabilisere de tilstedeværende konventionelle regionale 

konflikter, og fokuseringen på håndtering af indre anliggender, specielt på områderne omkring 

dårlig økonomi og stigende arbejdsløshed, har haft til hensigt at skabe en umiddelbar 

sikkerhed for eget territorium. Kun i meget ringe grad er områder som terrorisme og immigration 

blevet ophøjet som egentlige variabler, der har haft betydning for sikkerhed og stabilitet. 

Landene lægger mere tyngde i interne anliggender på grund af de historiske arabiske 

forhold i Mellemøsten end de eksterne anliggender, og opfatter tilsyneladende ikke de 

sikkerhedspolitiske forhold i regionen som deres ansvar. 

Ud fra den foreløbige delkonklusion af sikkerhed og stabilitet i 2008 kan det konkluderes, 

at medlemslandene har haft fokus på at skabe regional stabilitet og på at løse problemer, 

der er relateret til dårlig økonomi og sociale forhold i indre anliggender. Endvidere kan det 

konstateres, at terrorisme og organiseret kriminalitet er emner, der står højt på den udenrigs- 

og sikkerhedspolitiske dagsorden, og at landene generelt har et ønske om at bidrage 

til bekæmpelse af disse områder. Det har dog vist sig, at på trods af en vilje til at bidrage 

aktivt mangler landene generelt evnen til effektivt at kunne leve op til det primært på grund 

af problemer internt i landene, som optager de fleste ressourcer. 

Som redegjort for i kapitel 1 må Middelhavsdialogens medlemslande jævnfør den anvendte 

teoretiske indgangsvinkel forholde sig til sikkerhedsproblemer der hidrører fra lokale og 

regionale konflikter, etniske konflikter, immigration, terrorisme, organiseret kriminalitet, 

handel med narkotika og miljø sikkerhed. Ud fra analysen kan det konstateres, at blot enkelte 

af disse områder af medlemslandene blev anset som værende betydende variabler 

for sikkerhed og stabilitet i regionen. Således sås generelt set kun lokale og regionale konflikter 

at have været i fokus på medlemslandenes optagelsestidspunkter, hvorimod områder 

som immigration, terrorisme, organiseret kriminalitet, herunder handel med narkotika, 

er i fokus som betydende variabler i det nutidige billede. Det kan således konkluderes, at 

man i regionen som helhed gennem de sidste 14 år har ændret sit billede af, hvilke forhold 

der har betydning for stabilitet og sikkerhed i Middelhavsregionen. 


25


KAPITEL 3 – ANALYSE AF ALLIANCEFORHOLD 

3.1. Indledning. 

Dette analysekapitel tager, som nævnt i kapitel 1, udgangspunkt i Stephen Walt’s teori om, 

hvorfor visse alliancer består, og hvorfor andre ophører, og i det efterfølgende opstilles 

analyser ud fra følgende variabler: 

Ophør af alliancer: 

• Skiftende opfattelse af trussel. 

• Aftagende troværdighed. 

Bestående alliancer: 

• Hegemonisk lederskab. 

• Troværdighed. 

• Effekten af institutionalisering. 

• Ideologisk fællesskab. 

Som skitseret i kapitel 1 vil Middelhavsdialogens medlemslande i dette analysekapitel blive 

behandlet som én samlet enhed. 

3.2. Ophør af alliancer. 

Til besvarelsen, af hvorfor visse alliancer ophører, opstiller Walt forklaringer, der er rodfæstet 

i såvel rationelle som irrationelle begrundelser. Således kan det forklares, at en alliance 

kunne tænkes at ophører, såfremt der ikke længere er interessefællesskab medlemmerne 

imellem, hvorfor alliancens ophør dermed kan ses som et rationelt svar på den nye 

tilstand. Samtidigt vil man kunne opleve, at ændringer i de indenrigspolitiske forhold kan 

bringe alliancer til ophør, til trods for at der har været al mulig god grund til at fortsætte alliancen 

men udelukkende som et resultat af irrationelle overvejelser. 

3.2.1. Skiftende opfattelse af trussel. 

Generelt set modsvarer alliancer en ydre trussel på baggrund af en kombination af den relative 

magt. Denne magt defineres som geografisk nærhed, offensive kapabiliteter og de 

opfattende intentioner. 86 En ændring af disse vil ændre opfattelsen af truslen. Heraf følger 

således, at alliancer vil ophøre, når der sker et markant skift i den trussel, medlemmerne 

står overfor, hvilket typisk kan forklare, hvorfor visse alliancer eller koalitioner ophører, når 

krigen er vundet, eller når konflikten er løst. Et skift i opfattelsen af truslen kan forekomme 

på forskellig vis, eksempelvis hvis et medlem bliver væsentlig stærkere end de andre medlemmer, 

hvorfor den stærke vil have mindre behov for alliancen, eller de andre kan begynde 

at opfatte det stærke medlem som en sikkerhedstrussel. Ligeledes kan et sådan skift 

forekomme hvis et medlem ændrer opfattelse af de andre medlemmers interesser og 

handlinger, eksemplificeret ved et medlem der begynder at optræde væsentlig mere aggressivt 

overfor en ydre trussel. Generelt kan der siges, at såfremt tyngden eller identiteten 

af den eksterne trussel skifter markant, vil det have afsmittende effekt på relationerne 

mellem medlemsstaterne. Walt anfører i sin teori, at offensive alliancer typisk opløses, når 



26


målet er nået, hvorimod defensive alliancer kan vare længere. 87 Endeligt kan det forekomme, 

at den oprindelige trussel bevarer status quo, men medlemmerne af alliancen finder 

andre metoder til at tilfredsstille deres behov for sikkerhed, eksempelvis såfremt et 

medlems kapabilitetsopbygning sker hurtigere end alliancen generelt. Analysen i kapitel 2 

havde som anført til formål at pege på, hvorledes begreberne sikkerhed og stabilitet opfattes 

i de enkelte medlemslande, og hvorvidt opfattelsen af begreberne har ændret sig over 

tid for således at kunne danne grundlag for en analyse af, hvorvidt Middelhavsdialogens 

medlemslande har haft en skiftende opfattelse af trussel. 

Som det fremgår af delkonklusionen i afsnit 2.4., forholder medlemslandene sig til trusler 

der hidrører fra lokale og regionale konflikter, immigration, terrorisme, organiseret kriminalitet, 

handel med narkotika og miljø sikkerhed. Ligeledes fremgår det, at kun visse af disse 

trusler reelt har været i fokus på medlemslandenes optagelsestidspunkter, og at der over 

tid er sket et skift, eller en udvidelse af opfattelsen af trusler der skal håndteres. Der kan 

således sammenfattes, at der reelt har fundet et skifte sted i opfattelsen af truslen i regionen, 

hvilket i teorien taler for, at de enkelte medlemslande ikke længere har interesse i at 

opretholde medlemskab i Middelhavsdialogen. Dialogens medlemslandes indbyrdes 

vægtning af, hvilke trusler der manifesterer sig, og som dermed bliver adresseret i form af 

aktive tiltag udenrigspolitisk såvel som indenrigspolitisk må nødvendigvis betyde, at i Middelhavsdialogen 

som generelt fora vil de enkelte medlemslande opleve en forskelligartet 

opfattelse af tilgangen til, hvilket engagement de enkelte medlemslande vælger at håndtere 

eller samarbejde om løsningen af den fælles opgave. På dette grundlag kan det således 

udledes, at denne forskelligartede opfattelse og tilgang til erkendte trusler i teorien taler 

for, at enkelte af dialogens medlemslande ikke længere har interesse i at opretholde medlemskabet. 

3.2.2. Aftagende troværdighed. 

Da alliancer primært er dannet for at øge sikkerheden for dets medlemmer, vil enhver ting, 

der kan rejse tvivl om alliancens formåen, forårsage, at medlemmerne vil tage en fortsat 

tilslutning eller medlemskab op til revision. En aftagende troværdighed kan således opstå, 

såfremt der blandt enkelte eller flere medlemmer opstår tvivl om, hvorvidt alliancen, i dette 

tilfælde Middelhavsdialogen, reelt har de nødvendige kapabiliteter eller evnen til at imødegå 

de trusler landene skal forholde sig til. Teorien tilsiger, at sådanne forhold kan lede hen 

til den opfattelse, at det er mere sikkert at indordne sig ”fjenden” eller tage en mere neutral 

position. Denne adfærd er selvsagt mest udtalt under krigsforhold, da udsigten og konsekvensen 

af tab her er mere åbenlys og markant. Som tidligere anført er Middelhavsdialogen 

ikke en alliance i traditionel forstand, og der ligger således heller ikke nogen gensidige 

forpligtelser fra NATO’s side over for de enkelte dialoglande i tilfælde af en væbnet konflikt. 

Derfor skal forholdet vedrørende kapabiliteter og evnen til at kunne imødegå trusler i 

Middelhavsdialogen udelukkende ses i relation til, hvorvidt de enkelte dialoglande har tillid 

til, at et medlemskab af dialogen ud fra de præmisser der er opstillet (gensidig forståelse, 

samarbejde, dialog mm.), på sigt kan påvirke processen, hvormed eksisterende trusler kan 

håndteres. En aftagende troværdighed kan ligeledes opstå, såfremt der opstår tvivl hos et 

medlem om, hvorvidt de andre medlemmer er oprigtigt engageret til at levere de nødvendige 

bidrag til bekæmpelse af de eksisterende trusler. En sådan tvivl vil typisk opstå når 

det ikke er indlysende, at alliancens mål, i dette tilfælde Middelhavsdialogens mål, er målet 



27


for samtlige medlemmer. Teorien anfører, at specielt hvis alliancen er asymmetrisk mellem 

medlemmerne, så kan mindre stater frygte, at deres sikkerhed, eller de forhold som vurderes 

at udgøre trusler mod deres sikkerhed, ikke anses for væsentlige i det større billede. 

Flere af Middelhavsdialogens medlemslande har over årene i deres retorik udvist en stigende 

tendens til, at en vedvarende tilslutning til dialogen på visse områder er af ren symbolsk 

betydning 88 89 . Således har Ægypten blandt andet tilkendegivet, at såfremt Middelhavsdialogen 

ikke eksisterede, så ville landet givet vis indgå aftaler om samarbejde med 

andre nabolande om effektuering af tiltag til adressering af trusler hidrørende fra smugling 

af narkotika, organiseret kriminalitet, bekæmpelse af terrorisme mm. Ligeledes har Israel 

uofficielt tilkendegivet, at et medlemskab i Middelhavsdialogen, hvor øvrige medlemslande 

er arabiske, kan anvendes til at promovere egen stat over for den øvrige arabiske verden i 

forhold til den vedvarende konflikt med Palæstina alene gennem et medlemskab af Middelhavsdialogen, 

og som sådan blot er af symbolsk betydning. Dette er begge forhold der 

taler for, at visse lande ikke har den nødvendige tiltro til det, som Middelhavsdialogen reelt 

har sigte på at opnå i regionen. Endvidere har visse af dialoglandene udtrykt bekymring 

om, at NATO anvender begrebet ”partnerskab” i forbindelse med Middelhavsdialogen. 

Dette er en bekymring der skal ses i sammenhæng med en overbevisning om, at de europæiske 

lande i NATO ikke har en reel dybfølt interesse i at opbygge et virkeligt partnerskab 

med landene syd for Middelhavet, men udelukkende ønsker at beskytte sig mod immigration 

fra den arabiske verden. Dette forhold er dog i konflikt med de faktiske forhold, 

idet Middelhavsdialogen, som beskrevet i kapitel 1, i 2004 blev opgraderet til et egentligt 

partnerskab, inspireret af PfP samarbejdet med landene i øst, hvilket får NATO og Middelhavsdialogen 

til at fremstå mere troværdig. På samme vis er NATO’s troværdighed blevet 

stillet på prøve gennem flere af dialoglandes påstande om, at Middelhavsdialogen blot er 

et NATO værktøj, der har til hensigt at retfærdiggøre NATO’s fortsatte eksistens efter ophøret 

af den kolde krig, hvor afløseren således skulle være en adressering af islam og fundamentalister 

som den nye fjende. 90 Såfremt dette er den generelle opfattelse i dialoglandene, 

vil det have en negativ effekt på de forhold, som forsøges adresseret gennem Middelhavsdialogen 

og være med til at underminere dialogens generelle troværdighed. Forholdet 

er blevet forstærket ved en udtrykt bekymring for, at det udelukkende er lande med 

et pro-vestligt syn, der er blevet tilbudt medlemskab i dialogen, hvorfor lande som eksempelvis 

Syrien og Libyen ikke er med. Som modsvar på dette forhold skal nævnes, at Algeriet 

blev tilbudt medlemskab og efterfølgende accepterede i 2000 og kan således ses som 

en styrkelse af NATO’s forsøg på at øge Middelhavsdialogens troværdighed. Samtidigt er 

det den generelle vurdering, at terrorangrebet den 11. september 2001 havde en positiv 

effekt på Middelhavsdialogens troværdighed 91 , idet det her blev klart for både NATO’s allierede 

og partnere i Middelhavsregionen, at et tættere samarbejde om bekæmpelse af terrorisme 

og spredning af masseødelæggelsesvåben var nødvendigt, og at Middelhavsdialogen 

var det rette forum at adressere disse forhold i. Dette forhold til trods kan det konsta- 

88 

Larrabee, F.S., Green, J.D., Lesser, I.O., Zanini, M. 1998 NATO’s Mediterranean Initiative; Policy Issues 

and Dilemmast. 

89 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Félix Sanz: A European 

Perspective and Assessment of NATO’s Mediterranean Security Dialogue. 

90 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Mohamed Kadry Said: 

A Southern Perspective and Assessment of NATO’s Mediterranean Security Dialogue. 

91 

Boening, A.B. 2007 Multilateral security in the Mediterranean post-Cold War: NATO’s Mediterranean Dialogue 

and the EuroMed Partnership. 


28


teres, at Middelhavsdialogen fortsat ikke er på samme højde med andre af NATO’s programmer 

udelukkende på grund af usikkerhed hos medlemmerne både i NATO og i Middelhavsdialogen, 

om i hvilken grad og i hvilket omfang et samarbejde reelt er muligt og 

nødvendigt. 92 Om end forholdet omkring Middelhavsdialogens troværdighed er vurderet til 

at have haft et positivt opsving efter terrorangrebet den 11. september 2001, kan det ikke 

udelukkes, at visse dialoglande opfatter Middelhavsdialogens øgede fokus på bekæmpelse 

af terrorisme i Middelhavsregionen som et resultat af et direkte ønske fra USA. Altså 

som et USA-drevet projekt, mere end det i realiteten var bredt forankret i hele NATO med 

et fælles gode for Middelhavsdialogens medlemmer til følge. Dette forhold kan muligvis 

rodfæstes i en udtalelse af tidligere NATO Generalsekretær Willy Claes, som i midt 

1990’erne udtalte sig om ”truslen fra syd” refererende til Middelhavets naboer mod syd 93 . 

Denne udtalelse sammenholdt med terrorangrebet den 11. september 2001 og NATO’s 

følgende øgede engagement i Middelhavsregionen kan have haft en påvirkning af visse 

arabiske regeringer og befolkninger i deres syn på landende mod nord og NATO i særdeleshed. 

Såfremt det er tilfældet, vil det have en negativ indflydelse på Middelhavsdialogens 

troværdighed. Endeligt skal de enkelte Middelhavsdialog medlemslandes økonomiske situationer 

nævnes, idet, som skitseret i kapitel 2, er disse forhold dimensionerende for, hvilke 

sikkerhedsproblemer de enkelte lande vælger at adressere i regionen. Forholdende betyder, 

at landene generelt er meget interesseret i at deltage aktivt i EU-sponsorerede dialoger, 

primært af økonomiske årsager, og det er som bekendt langt fra det som Middelhavsdialogen 

kan tilbyde, eller det som Middelhavsdialogen over årene har vist sig konkurrencedygtig 

på. Men dette forhold betyder nødvendigvis, at EU på visse områder er en direkte 

konkurrent til Middelhavsdialogen og reelt bedre er i stand til at udbyde tiltag vedrørende 

blød sikkerhed. For de af dialoglandene, hvor økonomien er særdeles trængt, kan 

det ikke udelukkes, at EU i visse sammenhænge vil virke som en mere troværdig aktør til 

håndtering af visse sikkerhedsproblemer, hvorfor Middelhavsdialogen i sådanne situationer 

vil oplever en faldende troværdighed til følge. 

Sammenfattende kan det således konstateres, at der både er forhold, der taler for, at Middelhavsdialogens 

medlemslande har oplevet en aftagende troværdighed, og at der parallelt 

hermed tillige er forhold, der taler imod, at Middelhavsdialogens medlemslande har oplevet 

en aftagende troværdighed. Det kan yderligere konstateres, at dialoglandene har en 

generel skepsis i forhold til Middelhavsdialogens troværdighed, men at Middelhavsdialogen 

fortsat opfattes som et forum, hvor der kan opnås væsentligt mere, end det ville være 

tilfældet uden et medlemskab. 

3.2.3. Foreløbig delkonklusion. 

Som anført i indledningen til dette afsnit er der overordnet to områder, som har betydning 

for, om en eksisterende alliance falder fra hinanden og ophører – skiftende opfattelse af 

trussel og aftagende troværdighed. Analysen har vist, at Middelhavsdialogens medlemslande 

over tid generelt har oplevet et skift i opfattelsen af regionens tilhørende trusler eller 

sikkerhedsproblemer, og at medlemslandende tillige har observeret en indbyrdes forskelligartet 

tilgang til eksisterende problemer, specifikt udmøntet i forskellige niveauer af en- 

92 

Boening, A.B. 2007 Multilateral security in the Mediterranean post-Cold War: NATO’s Mediterranean Dialogue 

and the EuroMed Partnership. 

93 

Kilde: (www.central.radiopod.gr/wp-content/uploads/2008/09/dokos-natos-mediterranean-dialogue.pdf) - 

NATO’s Mediterranean Dialogue: Prospects and policy recommendations: 


29


gagement ved adressering af de forskellige sikkerhedsproblemer. Dette er begge forhold 

der i allianceteorien taler for, at de enkelte medlemslande ikke længere ønsker at indgå i 

Middelhavsdialogen. På spørgsmålet om hvorvidt medlemslandene generelt har haft en 

opfattelse af en aftagende troværdighed omkring Middelhavsdialogen har analysen vist, at 

der er forhold der taler for dette parallelt med forhold, der taler imod. Analysen viser, at aftagende 

troværdighed samlet set ikke taler hverken for eller imod, at de enkelte medlemslande 

har mistet lysten til et fortsat medlemskab af Middelhavsdialogen, om end de enkelte 

medlemslande har en vis skepsis over for dialogens troværdighed. 

3.3. Bestående alliancer. 

Såvel som på spørgsmålet om hvorfor visse alliancer ophører, opstiller Walt på samme 

måde forklaringer, der er rodfæstet i rationelle som irrationelle begrundelser ved besvarelsen 

af, hvorfor visse alliancer består. Således kan det forklares, hvorfor visse alliancer består 

på trods drastiske ændringer, udelukkende fordi medlemmerne vurderer sig bedre stillet 

i alliancen end uden for den, og hvorledes visse alliancer kan overleve, selv efter de har 

mistet troværdighed i det politiske liv, udelukkende fordi der her kan forekomme kombinationer 

af rationelle og irrationelle elementer, der taler for en bevaring af alliancen. Som det 

vil fremgå af de efterfølgende underafsnit, fremhæver Walt i sin teori en række parametre, 

der har betydning for, hvorfor visse alliancer består, hvoraf områderne hegemonisk lederskab, 

troværdighed, effekten af institutionalisering og ideologisk fællesskab behandles. 

3.3.1. Hegemonisk lederskab. 

En indlysende kilde til besvarelsen af hvorfor visse alliancer består er, at en overherredømme 

stat påtager sig hovedbyrden af opgaver i alliancen. Ved at påtage sig denne byrde, 

og måske samtidigt gøre det tiltrækkende for andre stater at være med, kan det fastholde 

den positive motivation til at bibeholde alliancen. En stærk hegemonisk stat har ligeledes 

styrken og magten til at presse andre medlemmer til at indordne sig, og det kan ligefrem 

være nødvendigt, med legitim magt, at vælte et regime, der er ved at svigte alliancen. 

Disse ovenfor nævnte forhold, som er forhold anført i teorien, finder vanskeligt anvendelse 

ved anskuelse af Middelhavsdialogen, idet der netop ikke er tale om en alliance med dybe 

gensidige forpligtelser, hvorfor NATO, som den overherredømmende stat, vanskeligt kan 

tillade sig at presse Middelhavsdialogens medlemslande med magt til at indordne sig. Ligeledes 

vil det være helt utænkeligt, at NATO anvender magt til at vælte et regime i et af 

medlemslandene for derved at kunne bevare Middelhavsdialogen. Disse er alle forhold, 

der går imod det reelle formål med Middelhavsdialogen, netop at bidrage til stabilitet og 

sikkerhed i regionen. NATO kan dog anskues som den hegemoniske leder, der påtager 

sig byrden at koordinere og etablere samarbejde omkring levering af bidrag til den fælles 

sikkerhed og stabilitet i regionen for derved at gøre det tiltrækkende for de nuværende 

medlemslande fortsat at opretholde deres medlemskab i dialogen. Under hegemonisk lederskab 

som betydende parameter anfører teorien yderligere, at forhold som solidaritet internt 

i alliancen er en variabel, der skal medregnes til vurdering, af hvorfor visse alliancer 

består. Den interne solidaritet bygger på to overordnede principper, hvoraf det ene princip 


30


tilsiger, at lederen i alliancen skal være stærkt forpligtet til at bevare relationerne mellem 

medlemmerne og villig til at anvende de nødvendige ressourcer til at undgå, at de for alliancen 

stillede opgaver ikke bliver adresseret. Det andet princip hviler på en ide om, at lederen 

af alliancen skal være betydeligt stærkere end sine mulige illoyale medlemmer, således 

at man kan være i stand til at påtage sig de omkostninger, det har at komme uoverensstemmelser 

til livs. Ved anskuelse af begge principper i relation til Middelhavsdialogen 

kan det på sin vis virke en anelse kunstigt, idet NATO som lederen af alliancen i princippet 

ikke er forpligtet til at afholde udgifter forbundet med at opretholde relationer mellem medlemmerne, 

såvel som NATO reelt set ikke kan tillade sig at betragte medlemmerne som illoyale. 

Men til trods herfor kan det konstateres, at NATO konstant har søgt at optimere 

forholdende omkring Middelhavsdialogen, således at de enkelte medlemmer konstant kan 

se et formål med at deltage aktivt i dialogen og dermed opretholde relationer til øvrige 

medlemmer. 

Sammenfattende kan det således konstateres, at til trods for Middelhavsdialogens status 

som alliance, så kan NATO betragtes som den hegemoniske leder i alliancen. NATO som 

den hegemoniske leder påtager sig ansvaret at lede og koordinere udførelsen af de for alliancen 

opstillede formål og påtager sig naturligt rollen som den aktør, der gennem optimering 

søger at skabe sammenholdende relationer medlemmerne imellem. Således bidrager 

NATO som den hegemoniske leder i Middelhavsdialogen samlet set til, at dialogen som alliance 

bør bestå. 

3.3.2. Troværdighed. 

Alliancers muligheder for at bestå styrkes, såfremt de fremstår som symboler på troværdighed 

og handlekraft. Dette forhold kræver, at hvert enkelt medlem i alliancen er meget 

opmærksom på, at enhver handling vil blive tolket både internt og eksternt set i forhold til 

alliancen. Dette betyder således, at enhver rysten på hånden potentielt kan få fatale konsekvenser, 

og det er netop på dette grundlag, at der foretages handlinger, der har til hensigt 

at skabe sikkerhed for, at alliancen fortsat kan bestå. I Middelhavsdialogen specifikt 

betyder dette, at planlægningen og gennemførelsen af gensidige aktiviteter med sigte på 

konstruktive bidrag til sikring af sikkerhed og stabilitet i regionen, netop er forhold, der for 

medlemmerne kan tolkes som symboler på troværdighed og handlekraft. Man ser da også 

et generelt øget aktivitetsprogram i Middelhavsdialogen, og således kan man blandt andet 

se, at der siden 1994 har været afholdt årlige multilaterale militærøvelser (øvelse ”Bright 

Star”), med deltagelse af sø- luft og landstyrker fra forskellige NATO lande samt fra Ægypten 

og Jordan. 94 Endvidere har der været afholdt militære samarbejdsøvelser siden 2001, 

hvor Middelhavsdialoglandene har deltaget med observatørstatus. Siden gennemførelsen 

af Istanbul topmødet i 2004, hvor man enedes om at øge den praktiske dimension i Middelhavsdialogen, 

har der været en stigende tendens til etablering og gennemførelse af en 

række aktiviteter i rammen af Middelhavsdialogen 95 . Generelt set er aktivitetsniveauet steget 

markant de sidste ti år, hvor der i 1997 eksisterede 60 aktiviteter frem til 2007, hvor der 

eksisterede mere end 600 aktiviteter. Aktiviteterne dækker over udveksling af informatio- 

94 


the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts; Indlæg af Mohamed Kadry Said: 

A Southern Perspective and Assessment of NATO’s Mediterranean Security Dialogue. 

95 

Kilde: (www.nato.int/med-dial/2006/MCG-N_0030.pdf) - NATO’s Mediterranean Dialogue work programme: 


31


ner til brug for den maritime sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme, adgang til uddannelsesprogrammer 

og programmer til brug for fælles krisehåndtering. 96 Samlet set har NATO 

således iværksat en lang række programmer, der alle har til formål at inddrage Middelhavsdialogens 

medlemslande i aktiviteter, som retter sig mod at bidrage til sikkerhed og 

stabilitet i regionen. 

Sammenfattende kan det således konkluderes, at NATO’s tiltag i forbindelse med etablering 

og udførelse af Middelhavsdialogens arbejdsprogrammer samlet set vurderes at kunne 

betragtes som værende symboler på troværdighed og handlekraft set med Middelhavsdialogens 

medlemslandes øjne. Dette forhold vil i allianceteorien dermed være en betydende 

faktor for, at de enkelte medlemslande har et konstruktivt syn på dialogens troværdighed, 

og dermed medvirke til at Middelhavsdialogen består som alliance. 

3.3.3. Effekten af institutionalisering. 

Walt anfører i sin teori, at desto større bureaukratisk maskine og institution der er opbygget, 

desto større er chancen for, at den pågældende alliance vil kunne leve videre efter, at 

dens eksistensberettigelse har ændret sig eller helt er forsvundet. Institution skal i denne 

forbindelse tolkes som en formel organisation med specifikke interne opgaver, eller tolkes 

som opbyggelsen af et formelt/uformelt regelsæt, der angiver, hvorledes medlemmerne 

opnår fælles beslutninger. Disse grader af institutionalisering kan medføre en øget sammenhængskraft, 

såfremt alliancen opbygger et stort hierarki og bureaukrati, der involverer 

individer, der får et professionelt og karrieremæssigt forhold til alliancen og dens beståen. 

Den øgede sammenhængskraft kan ligeledes opnås, såfremt en velfungerende institution 

har skabt kapabiliteter, der er værd at bevare selv efter deres oprindelige eksistensberettigelse 

har ændret sig. NATO er en stor bureaukratisk maskine og institution, og set i Middelhavsdialogens 

perspektiv vil dialogens medlemmer opfatte dette forum som en formel 

organisation med tilhørende rammer for, hvorledes fælles beslutninger skal opnås. Middelhavsdialogen 

har gennem sin levetid opbygget en række kapabiliteter, specielt gennem 

gensidig forståelse og vidensdeling, hvilket for medlemmer vil være fortsatte værdifulde 

aktiver. Middelhavsdialogen som institution vil dermed være medvirkende til, at dialogen vil 

kunne leve videre. De ovenfor anførte forhold vedrørende institutionalisering kan som anført 

have en lang række fordele for bevarelse af en alliance. Der findes dog en bagside af 

denne medalje, idet det koster at have institutionalisering, såfremt man aldrig bliver målt 

på ”output”. En måling eller værdisætning af dette område vil for de fleste alliancer forventeligt 

være i form af planlægning og gennemførelse af operationer, hvilket ikke er tilfældet 

for Middelhavsdialogen, alene fordi denne dialog, som tidligere anført, ikke er en alliance i 

traditionel forstand. Dette forhold ses derfor vanskeligt at applikere på Middelhavsdialogen, 

og det som i teorien trækker i en negativ retning for bevarelse af en alliance, vil altså i 

dette tilfælde ikke være eksisterende, hvorfor denne del af institutionaliseringen vil trække i 

en positiv retning. NATO har siden Istanbul processen i 2004 haft sigte på Mellemøsten, 

og har ligeledes en igangværende udvidelsesproces mod øst. Set ud fra et institutionaliserings 

perspektiv og set med Middelhavsdialogens medlemmers øjne, kan disse forhold anskues 

som værende forhold, der trækker i en positiv retning, idet dialoglandende dermed 

kan se, at NATO gør noget på mange fronter ud over i Middelhavsregionen. Dermed kan 

institutionaliseringen være en direkte årsag til at dialogens medlemmer vil have en fortsat 

96 Razoux, P. 2008 The NATO Mediterranean Dialogue at a crossroads. 


32


tilslutning til dialogen og vil dermed have en positiv effekt på bevarelse af dialogen som alliance. 

Sammenfattende kan det således konkluderes, at effekten af institutionalisering i perspektiv 

af Middelhavsdialogen, udelukkende vil have positive effekter på bevarelse af dialogen 

som alliance. 

3.3.4. Ideologisk fællesskab. 

Ideologisk solidaritet eller fællesskab eksisterer, når to uafhængige stater deler fælles almindelige 

politikker og andre målsætninger, mens de stadig betragter sig selv som værnede 

separate politiske enheder. Stater ønsker sædvanligvis at alliere sig med andre, der deler 

samme politiske omverdensbillede, idet der derigennem således vil kunne opnås nogle 

bestemte basale goder som demokrati, socialisme og Islamisk fundamentalisme. Teorien 

tilsiger således, at en ideologisk solidaritet vil kunne reducere konflikter internt i en alliance, 

og at en fokusering på opnåelse af fælles fundamentale målsætninger vil kunne bidrage 

til bevarelse af alliancen, længe efter det oprindelige rationale hvorpå alliancen blev oprettet 

på er forsvundet. Alene gennem Middelhavsdialogens overordnede målsætning må 

dialoglandene nødvendigvis have en ideologisk solidaritet, idet omdrejningspunktet for 

medlemskab er at bidrage til den fælles sikkerhed og stabilitet i regionen. Spørgsmålet er 

alene her på, hvilket niveau eller til hvilken grad den ideologiske solidaritet kan beskrives, 

og dermed hvor stærk en faktor, den reelt udgør for bevarelsen af Middelhavsdialogen 

som alliance. Teorien tilsige ligeledes, at det også kan forekomme, at staterne kommer så 

tæt på hinanden og deres fælles ideologi og målsætninger, at staterne rent faktisk ophører 

med at opfatte sig selv som adskilte enheder. I sådanne tilfælde kan det således være 

ganske unaturligt blot at overveje at ophøre en alliance, og alene på dette grundlag vil alliancen 

kunne bestå. En sådan alliance vil således naturligt være utrolig robust, men der 

forudsættes da også, at de respektive stater har den fulde opbakning fra befolkningerne 

før end, dette kan lade sig gøre. Middelhavsdialogens medlemslandes forskelligheder og 

antallet af regionale konflikter alene betyder, at den ovenfor nævnte situation, hvor stater 

ophører med at opfatte sig selv som adskilte enheder, ikke er et tænkeligt udfald, hvorfor 

denne del af teorien ikke kan anvendes fuldt ud. Det forhold der dog kan anvendes er det 

faktum, at jo længere tid en alliance varer, desto større bånd vil der blive knyttet medlemmerne 

imellem, og desto stærkere alliance vil man kunne opleve. Middelhavsdialogen har 

som bekendt eksisteret siden 1994, og over årene er der alene på det grundlag knyttet 

nogle bånd, der vil have en positiv effekt i forhold til bevarelse af Middelhavsdialogen som 

alliance. 

Det kan således sammenfattes, at Middelhavsdialogens medlemslande, alene på grund af 

deres tilstedeværelse i dialogen, har et ideologisk fællesskab, og at der over årene er blevet 

knyttet bånd med den fælles ideologi som omdrejningspunkt, der positivt medvirker til 

bevarelse af dialogen. 

3.3.5. Foreløbig delkonklusion. 

Som det fremgår af indledningen til dette afsnit opstiller Walt en række parametre som har 

betydning for, hvorfor visse alliancer består, hvoraf områderne hegemonisk lederskab, troværdighed, 

effekten af institutionalisering og ideologisk fællesskab er blevet behandlet. 

Analysen har vist, at NATO kan betragtes som den hegemoniske leder i Middelhavsdialogen, 

og er en aktør, der opfylder den rolle, der skal til for at dialogens medlemmer i dette 


33


perspektiv ønsker, at dialogen skal bestå som alliance. Med hensyn til troværdighed har 

analysen vist, at NATO’s tiltag i forbindelse med Middelhavsdialogens arbejdsprogrammer 

er en betydende faktor der trækker i positiv retning for Middelhavsdialogens fortsatte beståen. 

Effekten af institutionalisering udmønter sig for Middelhavsdialogens vedkommende 

i kraft af formalia for opnåelse af fastsatte mål drevet af en bureaukratisk maskine og vil i 

teorien bidrage positivt til bevarelse af dialogen. Dialogens levealder samt det egentlige 

formål for dialoglandenes deltagelse skaber et naturligt ideologisk fællesskab, der også vil 

bidrage til bevarelse af dialogen. Samlet set er der således ikke faktorer eller forhold der i 

denne del af teorien burde trække i den forkerte retning i forhold til dialogens evne til at 

bestå som alliance. 

3.4. Delkonklusion. 

Som anført i indledningen til dette kapitel var det hensigten at analysere på de parametre, 

der har betydning for, hvorfor visse alliancer ophører, og på parametre der har betydning 

for, hvorfor visse alliancer består og i begge tilfælde set ud fra Middelhavsdialogens perspektiv. 

Første del af analysen, som havde fokus på, hvorfor visse alliancer ophører, tilkendegav, 

at det parameter der vedrører opfattelsen af trussel, i teorien taler for at de enkelte 

medlemslande ikke længere ønsker at indgå i dialogen, og at det parameter, der vedrører 

aftagende troværdighed havde et todelt udfald i henholdsvis positiv og negativ retning, 

med vægt på det positive. Samlet set kan det konkluderes, at de parametre, der indgår 

i vurderingen af hvorvidt visse alliancer ophører, i overvægt taler for at dialogens medlemmer 

ikke ønsker at tilslutte sig et fortsat medlemskab. Anden del af analysen, som 

havde fokus på hvorfor visse alliancer består, bidrog generelt til et samlet billede af, hvor 

samtlige betydende parametre alle pegede i positiv retning af, at dialogens medlemmer i 

teorien burde have et ønske om fortsat medlemskab. Samlet set kan det således konkluderes, 

at samtlige betydende parametre, undtaget området vedrørende opfattelse af trussel, 

i teorien peger på, at Middelhavsdialogens medlemslande har et ønske om fortsat at 

være medlemmer i dialogen. 


34


KAPITEL 4 – KONKLUSION 

I det foregående er der gennemført to analyser med udgangspunkt i hver sin teori og med 

de overordnede formål, at besvare spørgsmålet, som opstillet i problemformuleringen: 

”Hvorledes kan det forklares, at Middelhavsdialogen fortsat består?”. I det efterfølgende 

startes indledningsvist med at konkludere på hvad analyserne har vist og dernæst anføres 

den egentlige besvarelse af problemformuleringen. 

Sikkerhedskompleksteorien, der blev anvendt til analyse af medlemslandenes syn på sikkerhed 

og stabilitet, fremkom med en række sikkerhedsproblemer der, ud fra teorien, alle 

havde indflydelse på Middelhavsregionen, og som de enkelte lande dermed skulle forholde 

sig til. Analysen viste, at ved medlemslandenes optagelsestidspunkter i Middelhavsdialogen, 

forholdte landene sig kun til enkelte af de i sikkerhedskompleksteorien oplistede sikkerhedsproblemer. 

Videre viste analysen, at medlemslandene gennem årene har ændret 

deres syn på hvilke forhold der skal adresseres for at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen, 

og en række af de i sikkerhedskompleksteorien oplistede sikkerhedsproblemer ses 

således adresseret i det nutidige billede. Denne del af analysen viste således, at man i regionen 

som helhed gennem de sidste 14 år har ændret sit billede af, hvilke forhold der har 

betydning for stabilitet og sikkerhed i Middelhavsregionen. 

Allianceteorien, der blev anvendt til analyse af, hvorvidt de enkelte medlemslande i teorien 

har et ønske om at opløse eller bevare Middelhavsdialogen, fremkom med en række parametre, 

der kunne trække i positiv eller negativ retning i forhold til en opløsning eller en 

bevarelse af Middelhavsdialogen. Analysen viste, at det område der ser på betydende parametre 

for hvorfor visse alliancer ophører, havde et todelt udfald, der både trak i negativ 

og positiv retning i forhold til om medlemslandene i teorien ønskede dialogen bragt til ophør. 

Videre viste analysen, at det områder der ser på betydende parametre for hvorfor visse 

alliancer består alle pegede i positiv retning af, at dialogens medlemmer i teorien burde 

have et ønske om at bevare dialogen. Samlet set viste analysen, at Middelhavsdialogens 

medlemslande ud fra teorien har et ønske om at bevare Middelhavsdialogen. 

Hvorledes kan det forklares, at Middelhavsdialogen fortsat består? I et allianceteoretisk 

perspektiv er forklaringen, at på trods af en skiftende opfattelse af hvilke trusler der skal 

adresseres for at bidrage til sikkerhed og stabilitet, hvilket i teorien taler for en opløsning af 

dialogen, så peger alle øvrige betydende parametre i en sådan retning, at Middelhavsdialogen 

bør bestå. Den simple forklaring er således, at de betydende parametre i den valgte 

teori tilsiger, at Middelhavsdialogen bør bestå. 

Parameteren skiftende opfattelse af trussel er som ovenfor angivet ikke i sig selv udslagsgivende 

for, om Middelhavsdialogen i teorien bør bestå eller opløses, men kan muligvis give 

en forklaring på, hvorfor Middelhavsdialogen har manglende resultater. Dette område 

er andet studie værd, og vil ikke blive adresseret yderligere her. 


35


KAPITEL 5 – PERSPEKTIVERING 

Ud fra konklusionen på dette speciale og på spørgsmålet om hvorledes det kan forklares, 

at Middelhavsdialogen fortsat består, kan det være interessant at stille sig spørgsmålet, 

hvad der vil ske med Middelhavsdialogen fremadrettet. Med de perspektiver der er anlagt i 

specialet og med den nuværende situation i regionen, så er det min vurdering at dialogen 

vil bestå en tid endnu. Men for at dette kan opfyldes på længere sigt, så er det tillige min 

klare vurdering, at ethvert medlemsland må bidrage til, at Middelhavsdialogen udvikler sig i 

en sådan retning, at dialogen opfylder en række fælles interesser. NATO fremstår som 

den hegemoniske leder i dialogen og sætter som sådan dermed dagsordenen, men det er 

min vurdering, at alle parter må spørge sig selv om hvad de reelt har brug for i dette forum 

og dermed tage et større ansvar for dialogens fremtidige virke. Et andet forhold der kan få 

betydning for dialogens fremtid er indflydelsen fra USA, som på sigt kan påvirke NATO’s 

troværdighed over for de arabiske medlemslande. Selvom der er forskelle mellem de arabiske 

medlemslande, så er det min generelle vurdering, at det ikke kan udelukkes at en 

del af disse medlemslande frem for alt ser NATO som en vestlig militær alliance, som er 

domineret af USA og dermed er mistænksomme overfor, hvad der er NATO’s egentlige 

sikkerhedspolitiske dagsorden i regionen. Dette forhold bekræftes ved følgende citat: 

”Many African countries perceives NATO as being US. Therefore many African countries 

sees NATO interests in Africa as a hidden agenda, maintaining own interests instead of 

the African interests” 97 . Efter min vurdering må NATO sætte yderligere fokus på at bevare 

den eksisterende troværdighed og iværksætte tiltag, der kan sikre, at medlemslandene får 

endnu større ejerskab i dialogen, for at sikre dialogens fremtid på længere sigt. Et tredje 

forhold, der kan få betydning for Middelhavsdialogens fremtid, er NATO’s igangværende 

udvidelse mod øst og adressering af Mellemøsten (Istanbul topmødet 2004). Disse forhold 

vurderer jeg vil kunne have en indflydelse på hvorledes medlemslandene vil opfatte 

NATO’s grad af involvering og engagement i dialogen. Jeg vurderer, at såfremt NATO ønsker 

at bevare egen fremtidig legitimitet overfor medlemslandene, i takt med et øget aktivitetsniveau 

i andre regioner, så er det nødvendigt at tilsikre, at der eksisterer en fællesnævner 

for hvad medlemslandene og NATO ønsker med dialogen. En fællesnævner i den 

forstand, at medlemslandene oprigtigt tror på den, således at det ikke blot bliver opfattet 

som tom retorik. 

Den opstillede problemformulering giver mulighed for at angribe emnet fra adskillige perspektiver 

og det er gennem arbejdet med dette speciale blevet tydeliggjort for mig, at en 

analyse af aktørernes interessesfære forventeligt kunne give nogle interessante svar. Som 

Pierre Razoux 98 anfører i sin artikel er det væsentlige for Middelhavsdialogens medlemslande, 

at have sammenfaldende interesser med NATO i opfattelsen af, hvad der specifikt 

skal forstås med dialogens formål; at bidrage til sikkerhed og stabilitet. En analyse af 

NATO’s interesser med Middelhavsdialogen sammenlignet med en analyse af medlemslandenes 

formål med at have et medlemskab kunne således også give et svar på den opstillede 

problemformulering, og kunne forventeligt også give svar på hvorfor Middelhavsdialogen 

opfattes som værende anonym og med manglende resultater. Så hvis jeg skulle 

skrive opgaven om, så ville ovennævnte blive vinklen til opgaven. 

97 

COL Brynjar Nymo, NATO Senior Military Liaison Officer in Africa. Briefing for Stabskursus i Addis Ababa, 

Ethiopien marts 2009. 

98 

The NATO Mediterranean Dialogue at a crossroads. 


36


Valget at metode og teori har betydet, at der er lagt fokus på hvorledes medlemslandene 

opfatter og adresserer begreberne sikkerhed og stabilitet. Årsagen til dette er dels, at denne 

del indgår som en af de betydende parametre i teorien, men i høj grad også fordi disse 

begreber er det helt centrale i Middelhavsdialogens egentlige formål. For mit valg af allianceteori 

betyder det, at anvendeligheden af teorien fremstår svagere end det oprindeligt var 

tiltænkt idet det er min vurdering, at parameteren skiftende opfattelse af trussel, ved anskuelse 

af Middelhavsdialogen, naturligt kommer til at fylde mere end øvrige parametre, 

uden denne parameter i øvrigt bliver vægtet højere. 


37

Tillæg A 

Kildeliste 

Primære kilder: 


Andersen, L.E, Hove, S, Jensen, M.V (2005), Mellemøsthåndbogen”: Fakta om landene i 

Mellemøsten og Nordafrika. 4. udgave, 1. oplag. 

Brauch, H.G., Liotta, P.H., Marquina, A., Rogers, P.F., Selim, M.E-S. (2002), “Security and 

Environment in the Mediterranean: Conceptualising Security and Environmental Conflicts”. 

Buzan, B., Wæver, O. (2003), “Regions and Powers: The Structure of International Security”. 

Buzan, B. (1991), ”People, States and Fear: An agenda for international security studies in 

the post-cold war era”. 

Walt, S.M. (1997), “Why Alliances Endure or Collapse”, Survival, Volume 39, Number 1, 

Spring. 

Sekundære kilder: 

Axworthy, L. (1999), ”NATO’s nye sikkerhedsopgave”, NATO nyt Nr. 4 vinter 1999. 

Bin, A. (1998), “NATO’s bidrag til styrkelse af samarbejdet i Middelhavsområdet”, NATO 

nyt Nr. 4 vinter 1998. 

Boening, A.B. (2007), “Multilateral security in the Mediterranean post-Cold War: 

NATO’s Mediterranean Dialogue and the EuroMed Partnership”, Jean Monnet/Robert 

Schuman Paper Series Vol. 7 No. 10. 

Buzan, B., Wæver, O., Wilde, J. (1998), “Security: A New Framework for Analysis”. 

Forsvarets Efterretningstjeneste (2008), ”Efterretningsmæssig risikovurdering 2008”. 

Larrabee, F.S., Green, J.D., Lesser, I.O., Zanini, M. (1998), ”NATO’s Mediterranean Initiative; 

Policy Issues and Dilemmas”, RAND Monograph Report. 

Malmvig, H. (2006), “Organisationsanalyse af Middelhavsdialogen”, Danish Institute for International 

Studies. 

Nordam, J. (1997), “The Mediterranean dialogue: Dispelling misconceptions and building 

confidence”, NATO Review No 4, July-Aug. 1997. 

Razoux, P. (2008), “The NATO Mediterranean Dialogue at a crossroads”: NATO Research 

Paper, NATO Defence College Rome, no. 35, April 2008. 


38

Internetsider: 


http://esa.un.org/unpp - Population Division of the Department of Economic and Social Affairs 

of the United Nations Secretariat (november 2008). 

http://www.nato.int – NATO’s officielle hjemmeside (december 2008). 

http://www.lcweb2.loc.gov – “The library of Congress”, country studies (december 2008). 

http://www.eiu.com – The Economist Intelligence Unit (december 2008). 

http://www.um.dk – Udenrigsministeriets officielle hjemmeside (december 2008). 

http://www4.janes.com – Sentinel Country Risk Assessment (december 2008). 

http://www.mfa.gov.eg – Ministry of Foreign Affairs, Egypt (december 2008). 

http://www.central.radiopod.gr/wp-content/uploads/2008/09/dokos-natos-mediterraneandialogue.pdf 

- NATO’s Mediterranean Dialogue: Prospects and policy recommendations 

(december 2008). 

www.nato.int/med-dial/2006/MCG-N_0030.pdf - NATO’s Mediterranean Dialogue work 

programme (november 2008). 

Øvrigt baggrundsmateriale: 

Barnett, T.P.M. (2004), “The Pentagon’s New Map: War and peace in the twenty-first century”. 

Baylis, J., Smith, S. (2004), “The globalization of world politics”. 

Walt, Stephen (1987), “The Origins of Alliances”. 

Waltz, K.N. (1979), “Theory of international politics”. 


39

Bilag 1 

Analysemodel 



40

Middelhavsdialogen - Forsvarsakademiet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?