Tour de foreningsgang Månedens portræt Gorrissen ... - Paragraf

Det store ræs
Så skal vi desværre til det igen. Det ses tydeligt rund på gangene
– flere og flere studerende, mange af dem 1. års, får det velkendte lidt
paniske og flakkende blik. Der er ingen grund til at skjule det, eksamen
står for døren.
Lad mig i den forbindelse komme med en påstand: For os jurastuderende
er eksamen mere vigtig end for andre studerende. Nu føler nogle af
jer nok provokeret, mens resten tænker, at nu rabler det for den kære
redaktør. Men føj mig, kære læsere, et par linier endnu. Vi jurastuderende
er nemlig et helt særegent antropologisk fænomen. Ikke mange
andre steder på universitetet ser man en flok, der er så optagede af
deres karakterer, hvilket fritidsjob de har og om de nu bliver ansat det
helt rigtige sted.
Vi, Homo Sapiens Juridicus, bliver beskyldt for at være overfladiske,
have rundsave på albuerne og kun læse jura, fordi far er rig og selv
har læst det.
Når man dertil lægger, at vi i forvejen tilhører Generation X, der ikke
kan finde ud noget, slet ikke hvad de vil med deres liv, så ser det sort
ud for os.
På dette tidspunkt i mit KUK, burde I være på vej op ad stolen, mens I
synes, at det her er alt for galt. Dog bør I, når I nu står op, tage en dyb
indånding og se dybt ind i jer selv. Kan der på nogen måde være en
slags sandhed i alle disse uhyrlige påstande? Er vi virkelig så slemme,
som alle de andre går og siger, vi er?
Det må jo være op til den enkeltes samvittighed at bedømme, men
mon ikke vi er lidt mere karriere-orienterede end mange andre. Vi vil
alle sammen gerne have job i de store firmaer, tjene de gode penge og
være partnere som 32-årige. Vi vil også gerne være sommerfuldmægtige
både ved politiet og i erhvervslivet, og gerne på samme tid, så vi kan
nå så meget som muligt. Og hvem vil ikke gerne have fritidsjob på et
advokatkontor, så man kan lære alle de smarte vendinger, inden man
bliver kandidat.
Her er det så, illusionen møder virkeligheden, for det er jo ikke os alle,
der får de fede job, nogle af os ønsker det ligefrem ikke, selvom den
gruppe er lidt i undertal. Når vi så skråsikkert og videnskabeligt korrekt,
har fastslået, at der måske er noget om det, de andre går og siger, så
er tiden inde til en grundig gang selvransagelse.
Bliver vi lykkeligere af at få gode karakterer og til sidst en god karriere?
Selvfølgelig ikke, det burde selvsagt være indlysende. Her kommer vi så
til kernen i mit KUK, alt det I har ventet på: Lad nu være med at gå helt i
panik, for det er ikke verdens undergang, hvis du får en lavere karakter
end ventet. Man bliver altså ikke lykkeligere af et 11-tal…
Redaktøren
K
U
K
5