Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

fra dette arbejde ofte overgå en simpel bondes hundredfold. En del af magten i riget er således overdraget til denne klasse af
lavadelige, og i krigstider - hvor store dele af adelen er optaget andetsteds - vil de kunne opnå en betydelig magt. Særligt har
opkrævningen af skatter traditionelt været en af de mest prestigefyldte poster, der er blevet overdraget til lavadelen.
Blandt de førende adelsmænd i Paravien udpeges en konge, der indsættes som rigets regent, og som bestrider denne titel
indtil sin død. Han har ikke mange beføjelser, og overlader i det store hele blot rigets vel og vel til de enkelte herremænd.
Hans beføjelser udtrækker sig principielt set kun til disse herremænd, og kongen har ingen autoritet over land og befolkning
i de enkelte lener. Kongens første og fremmest opgaver er dermed blot at afklare stridigheder mellem de adelige, og se til at
rigets affærer udadtil bliver afviklet på en hensigtsmæssige måde. Det er først i krigstid, at kongen for alvor træder i karakter.
Da indtræder han som kommandør over rigets forenede styrker, og hver en ridder i Paravien er underlagt hans bud.
Den nuværende konge er Kong Arkiel af Nimranns orden.
RELIGION
Paraverne er alle tilhængere af troen på De Sande Guder. Religionen er dybt integreret i den feudale ridderkultur, der kendetegner
riget, og troen er dermed også blevet til en essentiel del af kulturen. Som med meget andet i Paravien er religionen og
udøvelsen af denne imidlertid primært forbeholdt adelen.
Man betragter guderne som værende mægtige og indflydelsesrige væsener, hvis kræfter er uden begrænsninger, og som er i
stand til at diktere skæbnen for ethvert levende væsen. Dog finder man det utænkeligt, at guderne skulle bekymre sig om
trivielle og ligegyldige detaljer i simple menneskers liv, og den gennemgående opfattelse er således, at guderne ganske vist
findes, men at de har det bedst med blot at lade de dødelige selv om at leve deres liv. Det er derfor op til individerne selv at
handle, hvis de ønsker at nå deres mål. Guderne kan og vil ikke hjælpe dem, der heller ikke hjælper sig selv, og de bliver
dermed i højere grad til idealer, man bør efterleve, end reelle genstande for tilbedelse.
Uanset at paraverne anerkender og værdsætter samtlige af De Sande Guder, så har tilbedelsen af Nimar dog altid været meget
udbredt i riget. Det skyldes ikke mindst, at Nimranns riddere - der lagde selve grundstenen til rigets kultur - menes at
være velsignet af Nimar selv, men paraverne synes i det hele taget at føle en nær tilknytning til de idealer, som Nimar står
som indbegrebet for. Siden himmelkrigenen er også Jorins lære dog begyndt at vinde indpas i riget.
Det er den gængse opfattelse i riget, at kun de, der er viise og indsigtsfulde, bør forstyrre guderne og påkalde sig deres opmærksomhed.
Den uindviede, der afkræver guderne tjenester, vil blot vække deres vrede, og blive straffet herefter. Præsteskabet
er derfor særdeles velsete i Paravien, og kun de mest kyndige adelssønner får muligheden for at påbegynde oplæring i
templerne. Først når de er færdiguddannede og har bevist, at de har gudernes gunst, anerkendes de nye præster. Herefter vil
de imidlertid blive budt velkommen hos enhver adelsslægt, og deres velsignelser og helbredelser er gaver, som bliver skattet
højt.
Udenfor adelens kredse er det tilladt for de simple bønder at dyrke guderne, så længe det blot sker i et afpasset forhold, der
ikke påvirker deres arbejde. Her anerkender man ganske vist guderne og mange blandt folket tilbeder dem regelmæssigt.
Som oftest betragtes religionen dog som et privilegium, der er forbeholdt adelen, og den gængse opfattelse blandt pøblen er
at gudernes affære overgår den jævne mands forstand, og at man derfor bør blande sig udenom.
RELATIONER
Mod syd ligger det enorme tharkiske handelsimperium, som paraverne gennem tiden har haft et overordentligt nært og venskabeligt
forhold til. Der florerer en omfattende handel mellem de to riger, og om der aldrig er indgået formelle aftaler herom,
så synes der at herske en udtalt forståelse for, at tharkerne giver fordelagtige priser til de paraviske handlende, mod at de
paraviske ridder til gengæld yder dem beskyttelse mod eventuelle fjender.
Mod nord findes Gothia, der er et rige ikke ulig Paravien. Den gothiske kultur er kraftigt inspireret af den paraviske, og
store dele af den gothiske adel er da uddannet ved de paraviske akademier. Den norrlandske kultur har imidlertid også haft
en stor indflydelse på Gothia, og om end man værdsætter venskabet med riget, så betragtes indbyggerne som noget primitive,
og ikke værdige til helt den samme anerkendelse som ægte paravere.
Nordøst for Paravien findes Narabond. Det er et rige, som har taget meget inspiration til sig fra det paraviske, og som man
gennem tiden har oparbejdet et ganske nært forhold til. Særligt har de narabonske konger sat en stor ære i at sende deres
sønner til Paraviens akademier. Narabonds nuværende konge - Valdemar Narabond - er den seneste af mange narabonske
konger, der har fået sin uddannelse i Paravien, og riget har i de seneste år nydt godt af hans færdigheder.