Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

mod sin højkonges bud. Som oftest vil højkongen dog kun for alvor træde i karakter, når riget er præget af særligt presserende
anliggender. I det daglige overlader han størstedelen af sine ansvarsområder til det eislonske senat, der dermed også
bliver en dominerende magt i riget.
Senatet består af repræsentanter for hver af de fem gamle slægter i Eislonien; Linwélin, Harwié, Menelúr, Thélonis og Niano.
Oprindelig tiltænkte man blot senatet en rådgivende funktion for højkongen, og tillagde det dermed ikke magt til at træffe
beslutninger med autoritet over riget. Officielt opretholder man stadig denne orden, men realiteten ligger meget lagt herfra.
Størstedelen af de politiske beslutninger, som træffes i Eislonien, er resultatet af senatets arbejde. De udarbejder hyppige
dekreter, som blot hastigt forelægges for højkongen, der herefter formelt effektuerer dem. Der er derfor både stor prestige og
megen indflydelse forbundet med en plads i det eislonske senat.
Til at beskytte både højkongen og senatets medlemmer er oprettet en særlig orden af højelviske krigertroldmænd, der bærer
titlen Ordenen af den sorte sol. De er både fremragende krigere og magikere, og ordenens navn er omgæret af en enestående
respekt.
RELIGION
Eisloniens elverfolk har til alle tider været trofaste tilbedere af De Sande Guder. Før himmelkrigene vendte folket i overvejende
grad deres loyalitet mod Sissianna, om end tilbedelsen af Nimar– og Gasnian dog også var ganske udbredt, og et fåtal af
Rina-tro også markerede sig i riget. Af alle guderne blev Sissiannas lære dog betragtet som den sande og mest ophøjede.
Hun var deres moder og skaber, og tilbedelsen af hende var en integreret del af selve elvernes identitet. Visse af Eisloniens
elvere var endda så optaget af den store moder, at de betragtede det som et udtryk for forræderi at ære andre af guderne
højere end hende. For det meste var man dog tilbøjelig til at acceptere en sådan afvigende tilbedelse, så længe den blot ikke
gik for vidt.
Efter himmelkrigene blev der vendt op og ned på denne betragtning. Sissianna gik bort og efterlod pludseligt elverne uden
den kærlige moder, der havde vogtet over dem i alle disse år. Fortvivlelsen bredte sig, og visse højelvere gik endda så vidt
som til at styrte sig i døden i sorg. Snart efter hørte man imidlertid kaldet fra en ny gudinde, og i årene der fulgte, åbenbarede
Lyane sig for folket.
Man sørgede stadig over tabet af Sissianna, men glæden ved hendes datters åbenbaring vendte snart mangen en elver over til
hendes tro. Flere fulgte i de kommende år, og da Damian Keladon tillige konverterede til Lyane ved sin indsættelse som
højkonge i år 6 EH, omvendte størstedelen af Eisloniens befolkning sig. I dag har Lyane-troen taget over som den mest
udbredt blandt Eisloniens elvere, og det gamle Sissiannatempel i Vetas er nu indviet i Lyanes ære.
Der er imidlertid visse elvere, der har valgt ikke at følge Lyanes kald. Visse blandt folket føler, at elverne har vendt deres
moder ryggen, ved så hurtigt at bekende sig til Lyane. De søger at holde Sissiannas navn i live ved fortsat at tilbede hende,
og de gør det mere ihærdigt end man har set på noget tidligere tidspunkt i historien. Visse Sissiannatro elvere har endda
været så fanatiske i deres tro, at de har gjort skade på både dem selv og de elvere, som omgik dem.
Nimar og Gasnian har stadig mange tilhængere, og siden himmelkrigene er deres antal vokser år for år. Blandt de mere
traditionelle elvere begræder man fortsat Sissiannas bortgang, og man har ikke været villige til endegyldigt at acceptere de
nye tider. Ved at ære Nimar eller Gasnian holder man fast ved de gamle guder og giver ikke afkald på håbet om Sissiannas
tilbagevenden. Visse af disse elvere går endda så vidt, som til at nægte at anerkende de nye guder - herunder Lyane - og
ærer udelukkende de af guderne, der fandtes før himmelkrigene. En sjælden gang imellem ser man endda elvere, der nægter
at acceptere himmelkrigene, og alt hvad de førte med sig, og derfor fortsat tilbeder De Ti Sande som om intet var hændt.
Styrken i Jorins bud har også draget mange elvere til hans lære. Ikke mindst de yngre blandt folket har valgt den vej, for ved
Jorins styrke at gå krigens vej og genoprette balancen på Niraham. I de tidligste tider efter himmelkrigene blev disse elver
ringeagtet, men man lærte snart hvilken kraft, der lå i Jorins bud, og med tiden er både udbredelsen og anerkendelsen af
deres evner vokset drastisk.
RELATIONER
Siden tidernes morgen har elverne i de eislonske skove søgt at holde afstand til de omkringboende mennesker, og ofte har
man tyet til våbenmagt, hvis uvedkommende har trådt ind over rigets grænser. I disse tider, hvor riget er mere udsat end i
umindelige tider, har folket derfor blot trukket sig endnu længere tilbage, og optrappet konsekvenserne overfor alle, der
vover sig ind i skoven. Denne adfærd overfor omverdenen har gentagne gange været en kilde til konflikter med de omkringliggende
riger, og Eisloniens elvere har ikke kæret sig meget om, hvem der har måttet lide under deres forsøg på at vogte
grænserne.