Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

More documents

Recommendations

Info

magtfaktor i riget, og i kongens fravær er hans rigets reelle regent. Udover tilhængerne af De Sande Guder er der også stadig adskillige mennesker i landet, som stadig sværger til den gamle norrlandske druidetro. De er ikke velsete blandt kirkens folk, men de jævne bønder skænker dem stadig stor anerkendelse, og det hører til traditionerne at invitere druiderne til alle større helligdage. P L E N Langt mod vest, i havet på den anden side af Gothia, er den lille og uanseelige ø Plen at finde. I de tidlige tider blev øen opdaget af norrlandske søfarere, som fandt den for gold og fjern, til at de ønskede at bosætte sig på den. Klimaet var koldt, vinden blæste konstant ind fra havet og det var næsten umuligt at finde føde. Herefter lå øen ubeboet hen i flere hundrede år, indtil Emyr i år 1054 EJ erkendte, at de havde behov for at etablere en koloni, hvorfra de kunne overvåge deres svorne fjende Paravien. Emyr koloniserede øen, men blev snart efter tvunget til at overlade den til sin egen skæbne, for endeligt at opgive enhver kontakt i år 1224 EJ. Herefter har Plen næsten været fuldstændig adskilt fra det øvrige Niraham. Folket har ganske vist regelmæssigt sendt ekspeditioner til fastlandet for at handle og lejlighedsvist også for at føre plyndringstogter, men det har kun sjældent resulteret i en længerevarende kontakt. Tilværelsen på Plen har derfor været statisk og uforanderligt igennem de seneste 200 år. De religiøse og kulturelle udviklinger, der har fundet sted på resten af Niraham igennem de seneste par år, har aldrig formået at vinde indpas på øen, og i resten af verden ser man på Plen som et noget særprægede og tilbagestående samfund. At man fortsat holder fast i tidligere tiders levevis kommer særligt til udtryk ved Plen-boernes religiøse tilhørsforhold. Igennem årene har man stædigt holdt fast i at tilbede de gamle guder, og man nægter den dag i dag at anerkende himmelkrigene og de nye guders komme. Visse beboere på øen er endda så stålsatte i deres tro, at de end ikke anerkender alle de gamle guder, men udelukkende tilbeder Djorka, Ragil og Rasnasolin. Den overvejende del af befolkningen er beskæftiget med landbrug, fiskeri og minedrift, og man lever næsten udelukkende i små lokale landsbysamfund. Tilværelsen på en øen er hård og livet ofte kun kort, men det er et hårdført folk, og de har med tiden lært at leve med de barske vilkår. Indtil for blot halvtreds år havde et antal stammer af bjergtrolde, orker og et dæmonisk dværgeyngel kendt som maudrichterne desuden deres hjem på øen. De hærgede blandt menneskene, og var med til at gøre den i forvejen magre tilværelse overordentlig barsk. Kun de stærkeste og mest hårdføre af Plens folk overlevede længe nok til at kunne videreføre slægten. Det var en kynisk tilværelse, der dog resulterede i, at øens beboere udviklede sig til et krigsvant og kyndigt folkefærd, der fostrede et antal navnkundige helte og mægtige krigerklaner. I år 1464 EH lykkedes det endelig for Plens beboere at få bugt med deres fjender, og i tiden efter drog mange af de nu rastløse krigere ud omkring i verden og ernærede sig som lejesoldater. Blandt de, som nåede til Narabond og skabte sig et navn her, kan nævnes Løvenborg, Hjorteklanen og De sorte løver, der alle fik ry for at være glimrende krigere. Øen regeres i dag af en konge, der bærer navnet Lothar VI af Løvenborg. Han har sit slot i øens eneste større by, Løvenstad. Udover at være samlingspunkt for befolkningen i krigstid huser byen også øens eneste reelle marked, og er dermed et centrum for størstedelen af al handel på øen. A I H L A N N B AC H I R Siden tidernes morgen har mennesker fra Zara’bash og elvere fra Eislonien ligget i konstante stridigheder. De to folkefærd har syntes ude af stand til at komme overens, og mere end noget andet sted på Niraham har det ført til krigshandlinger i egnen omkring Ianno Passagen, der er bindeleddet mellem Nirahams nordlige og sydlige kontinent. Uanset at stridighederne lejlighedsvist er blevet bilagt, så er de imidlertid snart blusset op igen, og der har aldrig tidligere været etableret en endelig fred. Sådan har det stået på i årtusinder, og der er opvokset et inderligt had mellem det zarabiske folk og elverne. Magtbalancen er blevet forrykket adskillige gange igennem årene, men den reelle grænse mellem rigerne er aldrig blevet forskubbet nævneværdigt, og ingen af folkeslagene har formået endegyldigt at vinde overhånd.
Også Emyr blev med tiden involveret i striden. Da de tharkiske bystater i år 1224 EJ forenede sig i et nyt stærkt rige, og Emyr herefter måtte se sig om efter et nyt offer for sit omfattende pirateri, endte det med at gå ud over de zarabiske handelsfartøjer. I tiden der fulgte, anlagde man svært bevogtede kolonier i Zara’bash, hvorfra flåden kunne hente forsyninger og lagre deres plyndringer. Da de elviske skove kunne levere en endeløs strøm af tømmer til nye skibe, blev der også etableret bosættelser i udkanten af Eislonien. Disse handlinger vækkede imidlertid harme i såvel Zara’bash som blandt Eisloniens elvere, og Emyr blev dermed inddraget i deres vedvarende stridigheder. Igennem mere end 200 år herskede således reel krig mellem de tre riger. Denne foregik ganske vist sted i det skjulte, og en åben krig blev aldrig erklæret, men der syntes ikke at være nogen tvivl om det overvældende fjendskab, som rigerne nærede til hinanden, og de gerninger der blev resultatet af det. De konstante stridigheder i Kamirrhavet og langs dets kyster bragte imidlertid regelmæssigt ofre med sig fra andre nationer, der gentagne gange modtog forlydende om, at deres skibe var blevet angrebet i den fejlagtige antagelse, at de tilhørte en af de stridende parter. Disse hændelser var ikke acceptable, og igennem årene voksede presset på de tre riger, for at de skulle finde frem til en varig fred. Det var imidlertid først, da Det Chatonske Imperium indledte en erobringskrig mod Emyrs østlige grænse, at der blevet taget skridt til at bilægge den gamle strid. De stridende parter samledes i år 1465 EJ i Etos, og efter lange og hårde forhandlinger, kom man langt om længe frem til et acceptabelt kompromis. For at skille parterne ad, skulle der på grænsen mellem Eislonien og Zara’bash oprettes en neutral grænseregion, og Emyr blev tvunget til at opgive sine bosættelser langs kysten af Kamirrhavet. Fredsaftalen blev underskrevet under stor jubel, og den nye stat blev givet navnet Aihlann Bachir. Der er blot tale om en ganske lille stat med en ringe befolkning og uden nævneværdige ressourcer. De få indbyggere, der bor her, er primært efterkommere af de tidligere emyrske bosættere, som har valgt at blive på egnen, hvor de har skabt sig et hjem, frem for at måtte rejse tilbage til Emyr. Aihlann Bachir er desuden kraftigt præget af sin tilværelse som grænseland mellem Eislonien og Zara’bash. Begge riger har fri adgang til at sende borgere ind og ud af landet, om end større bevægelser af mænd eller materiel dog skal meldes i forvejen, da det ellers vil blive afvist ved grænsen. Det fører regelmæssigt til uro - særligt, da der aldrig er blevet fastlagt, hvor store antal der skal til, før rigets grænse kan lukkes - men da ingen af de tre parter nærer ønske om at indlede endnu en opslidende krig, bliver de løbende problemer som oftest løst relativt hurtigt og gnidningsfrit. Aihlann Bachir bliver af mange betragtet som en fristad, hvor statsførelsen er overordentlig tilbagelænet, og lovgivningen er præget af en tilsvarende overbærenhed. Dette omdømme er ikke helt ufortjent, da alle betydningsfulde beslutninger i riget skal træffes i enighed mellem de tre tidligere stridsparter. Det er en næsten umulig opgave, og når det endelig lykkes for dem at finde sammen, er resultatet som oftest præget af en sådan flertydighed og udtryk for kompromiset, at det er nær det ubrugelige. Af åbenlyse årsager har adskillige mere lyssky personer derfor valgt at gøre Aihlann Bachir til deres hjem, og man kan allerede nu - blot 20 år efter rigets etablering - finde en stor mangfoldighed af racer og kulturer. Nye skibe lægger til kaj i bystaten hver dag, og med sig har de eksotiske varer fra hele Niraham, hvoraf mange kan være umulige at opdrive noget andet sted i verden. Staten har således tiltrukket sig megen opmærksomhed i sit korte liv, og den har et navnkundigt ry i det meste af Niraham - både for det bedre og det værre. Magten over Aihlann Bachir ligger i fyrstens hænder. Den nuværende fyrste er Hermuntz Mürenheim von Bachir, der førhen udgjorde en central personlighed i den emyrske adel. Spørgsmålet om, hvordan fyrsten skulle udnævnes, var længe genstand for debat mellem parterne ved det store møde i Etos, og den endelige løsning er siden hen blevet holdt hemmelig. Kun nogle få kongelige og deres mest betroede rådgivere kender til proceduren, og dens konkrete indhold har sidenhen været omgivet af megen spekulation. Fyrstens eneste reelle forpligtelse er som sådan at sikre, at staten vedbliver med at bestå. Indenfor statens love har han uindskrænket magt, og han kan iværksætte en hvilken som helst handling overfor rigets borgere, skulle han finde det nødvendigt. Til gengæld er han også pålagt at afstå fra gerninger, der ikke er af bydende nødvendighed for statens fremtid. Fyrstens første og fremmest opgave er således at vogte over rigets grænser, og sikre at der ikke er tegn på nye stridigheder mellem de tre riger. I de seneste år har aftalen mellem rigerne været overholdt, og tilværelsen i Aihlann Bachir har været yderst fredelig. Det har givet fyrst von Bachir mere tid til overs end godt er, og det rygtes nu vidt og bredt, at han ikke kun lægger en stor energi i at fremme sine egne forretninger, men at han også har taget imod store summer i bestikkelser og beskyttelsespenge, som han bruger på at udruste en privat flåde af pirater.
Page 1 and 2: INTRODUKTION RIGER IGER OG KULTURER
Page 3 and 4: Indtil år 8 EH var Thorin Rahr af
Page 5 and 6: RELIGION I Narabond har De Sande Gu
Page 7 and 8: Adskillige andre elementer i den ro
Page 9 and 10: Roulerne anerkender De Sande Guder,
Page 11 and 12: Canard er det mest kultiverede af d
Page 13 and 14: udfarende imperium. Mod vest støde
Page 15 and 16: STYRE Om end Norrland kun er løst
Page 17 and 18: GEOGRAFI Emyrs rige har altid udgjo
Page 19 and 20: Som en konsekvens af Det Chatonske
Page 21 and 22: TAECK Taeck er den sidste af de sek
Page 23 and 24: en reel følelse af kulturelt fæll
Page 25 and 26: Sydvest for Narabond, på den fjern
Page 27 and 28: Øst for Paravien ligger det elvisk
Page 29 and 30: de yngre generationer dermed aldrig
Page 31: Denne opfattelse nød dog ingen vid
Page 35 and 36: ner alligevel som et opgør med nat
Page 37 and 38: mod sin højkonges bud. Som oftest
Page 39 and 40: er de alligevel prægtige at beskue
Page 41 and 42: Sydøst for skoven er det gamle nar
Page 43 and 44: er blevet kendt som Darkonien. Dvæ
Page 45 and 46: de nogen anden gud end ham synes ut
Page 47 and 48: dens folk fra store områder, og Mo
Page 49 and 50: Da himmelkrigene indtraf, var Fanab
Page 51 and 52: dem, og de har ikke været udpræge
Page 53 and 54: på snuhed og list. Stridigheder me
Page 55: Længere mod sydvest er Narabond af

Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?