Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

RELIGION
Siden Gorrum åbenbarede sig for sortblodsracerne har han været den største - og for mange, den eneste - guddom, som er
værdig til deres tilbedelse. Siden hen er Fiskur kommet til og er blevet goblinernes foretrukne, og også de nye guder Flarn,
Dilarna og Girak har fundet sig en del tilhængere blandt sortblodsracerne.
Blandt orkerne er Gorrumtroen dog uden sammenligning den største religion, og intet andet sted på Niraham praktiseres
troen så ihærdigt, som i Rustbjergene. Kong Gorbit har udråbt sig selv til Gorrums profet, og han har ved flere lejligheder
demonstreret hvilke mægtige kræfter, guden har skænket ham. Til at opretholde disciplin blandt bjergenes folk har Gorbit et
trofast præsteskab, hvis kræfter ganske vist ikke står mål med hans, men som alligevel er kendte og frygtede. Der tillades
ingen afvigelse, og alle kætterske orker bliver dræbt på stedet.
Det er imidlertid ikke kun Gorbit og hans præster, der ser til at folket forbliver stærke i troen. Det er vidt anerkendte - selv
blandt de, som ikke tilbeder ham - at Gorbit er almægtig og ser alt, hvad der sker på Niraham. Han følger hver eneste af
sine tilhængeres handlinger, og giver dem store gaver, hvis de er stærke i troen, men straffer dem tilsvarende hårdt, hvis de
viger fra hans veje. Alle orker lægger derfor stor energi i at behage guden, og selv de, der har vendt sig mod andre guder,
vil stadig frygte ham og lejlighedsvist forsøge at behage ham.
Hvor kong Gorbit sørger for, at der kun kan herske én tro i Rustbjergene, så er afvigelser mere normale udenfor bjergene.
De orker, der drager sydpå, har betydelig friere tøjler, og af og til fanges deres interesse af de kræfter, som eksempelvist De
Sande Guder har at tilbyde deres tro tilhængere. Afvigelser fra Gorrums lære er således næsten utænkelige i Rustbjergene,
men et relativt hyppigt syn blandt orker på resten af Niraham.
Goblinerne anerkende også Gorrum og hans magt, men deres tilbedelse ligger hos Fiskur. Det fortælles, at Fiskur en gang
blot var en simpel goblin, der imidlertid med stor snilde og kløgt formåede at blive ophøjet til guddom. I ham ser goblinerne
det højeste ideal af alle, og kong Skrotum har befalet, at alle Rustbjergenes gobliner skal tilbede Fiskur og hver dag bestræbe
sig på at blive som ham.
Der er dog også en del gobliner, som har taget De Sande Guder til sig. Særligt har Giraks lære tiltalt dem, og både i og
udenfor Rustbjergene er hans tilhængere righoldige. Tilbedelsen af Girak accepteres blandt de øvrige gobliner, men den
straffes hårdt af de Gorrumtro orker, hvorfor disse gobliner for det meste bliver nødt til at holde deres religion for dem selv.
Også Flarn har - af uransagelige årsager - fundet sig en del tilhængere blandt goblinerne, der tolker hans ord som en eviggyldige
tilladelse til at plyndre og hærge deres omgivelser uden at skulle bekymre sig om konsekvenserne.
Troldene har ikke - som de øvrige sortblodsracer - en fælles forståelse for religion. De anerkender ganske vist Gorrum og
hans magt, og de nyder stor glæde ved at være en særligt udvalgt race i hans øjne, men derudover påvirker religionen ikke
deres liv. De ignorerer enhver af orkernes religiøse doktriner, og har det bedst med blot at vandre frie omkring i Rustbjergene.
Selv kong Gorbit har da også en sådan respekt for troldene, at han lader dem leve deres liv, som de ønsker, og han har
opgivet ethvert forsøg på at underlægge dem sin magt.
RELATIONER
Sortblodsracerne har i umindelige tider haft et blakket ry blandt de øvrige af Nirahams racer på grund af deres aggressive og
frembrusende natur. Som oftest har racerne imidlertid selv nedkaldt sortblodsfolkets vrede over sig. Kolde vintre og menneskenes
indtrængen på orkernes traditionelle jagtområder har tvunget dem ned fra bjergene på hærgende krigstogter, hvor de
har skaffet sig føde på den vis, de kender bedst - med sværd i hånden. Rustbjergenes folk deler ikke ubetinget de øvrige
racers had. Uanset, at de sjældent har varme følelser tilovers for de omkringliggende kulturer, så er det sjældent, at kong
Gorbit sender sine krigere ud med andre formål end at beskytte folkets territorium og at skaffe føde til vinteren. Sortblodsracerne
fører ikke reelle erobringskrige, som der ses blandt de øvrige racer, og deres fremstød ind i de omkringliggende riger
er i højere grad båret af nød end af lyst.
Nord for Rustbjergene er norrlændingene bosat langs Iskysten. De er stærke og stolte, men også de lever en kummerlig
tilværelse, hvor der sjældent er meget føde at finde. Norrland har kun sjældent sendt sine krigere op i Rustbjergene, og sortblodsracerne
har gengældt tjenesten. Som oftest har de to kulturer derfor kunnet undgå hinandens territorier og dermed også
de større konflikter, der ellers typisk har præget sortblodsfolkets kontakt til menneskeracen.
Mod sydvest ligger Roul-Assin, hvis befolkning ganske vist har mange ligheder med norrlændingene, men som igennem
årene har bevæget sig op i Rustbjergene, og endda vovet at bosætte sig i de omstridte grænseregioner mellem Rustbjergene
og Darkonien. Det gør dem ikke kun til lette ofre, men også til både dumme og døde mennesker.