Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

Markenhorst at de fleste af Roul-Assins fødevarer bliver dyrket, og de er ligeledes kendt for deres enestående bestand af
stridsheste. De fleste af de roulere, der i disse tider opholder sig i Narabond, er fra Markenhorst, og igennem årene er narabonerne
ligeledes begyndt at bevæge sig den modsatte vej, med det resultat at kulturen efterhånden er blevet en smule udvandet
i denne egn.
STYRE
Det rouliske samfund har til alle tider været præget af sammenstødet mellem det narabonske monarki og det traditionelle
norrlandske stammestyre.
Den formelle magt i riget ligger hos kongen af Narabond, som følge af den fredsaftale, der blev indgået mellem rigerne i år
1407 EJ. Kongen er imidlertid ikke involveret i den daglige ledelse af riget. I hans sted bliver magten udøvet af den rouliske
marsk. Marsken var i tidligere tider roulernes øverste hærfører og mest betroede forkæmper. Nu er titlen i højere grad af
politisk karakter, og roulerne finder stor ved på denne vis reelt at være ledet af én af deres folk. Den nuværende regent er
marsk Mardo af Keltos.
Fra de bliver født til de dør, er alle roulere reelt kongens vasaller. Al magt i riget tildeles reelt af kongen, og han kan belønne
sine undersåtter med land, goder og beskyttelse, som oftest mod at de sværger ham evig troskab og støtter op omkring ham
i krigstider. Vasaller vil desuden skulle give afkald på en vis del af sit årlige høstudbytte eller af den anden indtjening, vedkommende
måtte ernære sig igennem.
Kongens mest betroede, er de fem jarler, der hersker over rigets jarledømmer. I fredstid er de rigets egentlige magthavere,
og de har autoritet til på egne vegne at råde over deres folket i deres len. Under sig har jarlerne et utal af baroner og
lensherrer, som udøver størstedelen af den praktiserende magt, og som er de personer, folket kommer til for at søge råd og
retfærdighed. Alle de rouliske herremænd er dog fortsat underlagt kongen, og hans eller marskens ord er lov.
Hermed hører tilknytning til de narabonske samfundsnormer dog også op. Der er en verden til forskel på denne formelle
ledelse, og så den måde, som magten bliver administreret i små lokale samfund. Her følger man stadig trofast de gamle
norrlandske skikke, hvor de ældste og stærkeste regerer.
Roulernes folk har, mere end noget andet, respekt for de personer, som beviser deres værd i kamp. Det er roulere, med
sådanne egenskaber, der bliver udnævnt til høvdinge og herremænd, og deres autoritet kommer i langt højere grad fra deres
bedrifter end fra deres titel. Den rouliske adel og overklasse består også fortrinsvist af krigere, der igennem et langt liv har
tjent riget, og nu har fået overdraget en titel og et stykke land som belønning for deres indsats.
Den jævne befolkning lever som oftest en tilværelse under en lokal herremand, der fungerer som lovformidler og magistrat
over egnen, og som lader sine bønder forpagte den jord, han besidder. Han er desuden også folkets mand, og den man går
til for at afklare hverdagens små stridigheder. Herremanden har måttet bevise sit værd adskillige gange, før han har fået sin
egen jord, og hans ord vil vægte tungt blandt folket. Der vokser ofte en mindre by op omkring herremandens hjem, og en
kyndig herremand vil kunne tiltrække op mod tusind bønder, håndværkere og handlende til sin jord.
I de enkelte familier vil man desuden have udpeget et familieoverhoved, som varetager familiens ve og vel. Han vil som
regel enten være den ældste eller mest livserfarne i familien, og det er ham, der står for at holde sammen med familien, og
afklare konflikter både indbyrdes og udadtil.
RELIGION
Da det rouliske rige blev etableret, var druidetroen det største samlingspunkt for folket, og som tiden gik, voksede tilknytningen
til den gamle lære kun yderligere. Den rouliske tro var så indbyrdes forbundet med druidelæren, at det syntes utænkeligt
at have det ene uden det andet.
Druiderne var folkets hellige vejledere. De levede en asketisk tilværelse i det fri, og de havde en helt enestående mytisk status.
Det var dem man vendte sig mod, for at få vejledning omkring alle livets aspekter, og ikke mindst åndernes vilje. Druiderne
forestod også mange trivielle hverdagsanliggende, og deres anseelse blandt folket var uden sammenligning.
Da man i år 1407 EJ derfor forkyndte, at Roul-Assin skulle konvertere til De Sande Guder, vakte det stor opstandelse i riget.
Folket sørgede i mange år, og de var konstant på randen til at gøre oprør. Efter flere generationer, med vedvarende modstand
mod den nye tro, begyndte roulerne dog efterhånden at tage guderne til sig. De gav ganske vist ikke afkald på deres
gamle druidetro, men de begyndte at acceptere De Sande Guder som en anerkendelsesværdig religion, og med tiden blev
også denne til en integreret bestanddel af den rouliske kultur.