Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

dem, og de har ikke været udpræget villige til at give afkald på denne autonomi.
Efter kejserindens død ophørte de sidste forsøg fra underverdenen på at underlægge sig overfladens folk, og siden da har de
været deres egne herrer. De lokale husfruer er derfor blevet centrale skikkelser i samfundene, og det er hos dem, at den virkelige
magt nu ligger. Visse steder har man dog bevæget sig så langt væk fra underverdens traditioner, at også mænd tillades
at besidde yderst magtfulde poster, og for første gang i racens historie, ses det nu på overfladen, at mænd har opnået positioner
som næsten kan ligestilles med husfruernes.
Sortelverne på overfladen etablerer sig fortsat i strengt hierarkiske huse, der hver for sig bliver ledet af en stærk husfrue. Der
er stadig en ihærdig rivalisering blandt husene, men når ydre fjender truer, formår de at lægge de indbyrdes stridheder til
side, og forene sig mod den fælles fjende. Af og til vil husene i et særligt udsat område gå så vidt, som til at overdrage alle
ledelsesbeføjelser til en fælles husfrue for en tid. Vedkommende har sjældent en formel titel, og der finder ikke en reel udvælgelse
sted. Positionen bygger blot på en indbyrdes forståelse af hensigtsmæssigheden i at forene sig under en fælles leder.
RELIGION
Da religiøs afvigelse gennem tiderne har været en hovedårsag til at sortelverne bosatte sig på overfladen, så synes det indlysende,
at man nu også finder en bred variation i hvilke guder der tilbedes her. Overfladens sortelvere bekender sig ganske
vist alle til De Sande Guder, men derudover er der ingen fælles opfattelse af, hvilken af disse der fortjener den højeste agtelse.
Den mest udbredte lære er uden tvivl Fanabinas. De gamle traditioner hænger stadig ved, og de fleste sortelvere føler et helt
særligt tilhørsforhold til Fanabinas veje. Hun er deres moder og skaber, og hver eneste af hendes gerninger tiltaler dem.
Godt og vel 2/3 af sortelverne på overfladen bekender sig hendes lære, og det er da også blandt Fanabinas folk, at man finder
både de mest magtfulde husfruer og indflydelsesrige præster.
Der er dog også mange sortelvere, der bekender sig til Dilarna. Overfladen var det eneste sikre tilflugtssted, for de som ikke
ville konvertere tilbage til Fanabina efter Izmyas død, og store skarer af hendes mest loyale tilhængere søgte hertil i årene der
fulgte.
Også troen på Tara og Gasnian er udbredt. De dyrkes dog særligt blandt de ældre sortelvere samt af de magikyndige. Hos
almindelige sortelvere er der i stedet en vis tendens til at betragte disse guder som svage og handlingslammede.
Endeligt ses der også få tilhængere af Girak og Flarn, men de er ikke videre velsete, og vil ofte åbenlyst blive lagt for had.
M O RKUVERIA
I de tider, der nu kun huskes i legender og sagn, havde Fanabina sendt sit folk til overfladen, hvor de havde indledte en
nådesløs krig mod mennesker og elvere. Sortelverne stod på sletten foran Eisloniens hovedstad Eislon, og sejren syntes indenfor
rækkevidde. Da trådte menneskene imidlertid i karakter, at deres antal alene var nok til at vende krigslykken. Sortelverne
var tvunget til at trække sig tilbage, og de måtte erkende, at de var blevet afskåret fra deres passage til underverdenen.
De valgte derfor at flygte mod nord ind i en ugæstfri bjergegn, hvor de slog sig ned, og etablerede det første sortelviske
samfund på overfladen - Morkuveria.
Tzest-Starnias folk fordømte dem for deres fejhed, og Morkuverias folk blev for evigt bandlyst fra underverdenen, såfremt de
nogensinde skulle vise sig igen. Herefter fulgte flere hundrede år, hvor man opretholdet foragten for sine racefæller på overfladen.
Fra sine spioner hørte man lejlighedsvist nyt om, at Morkuverias folk regelmæssigt spredte terror blandt Eisloniens
elvere, og at end ikke menneskerne vovede sig ind i den egn, som de havde gjort til deres egen. Underverdenen afskar dog
fortsat enhver kontakt til dem og overlod dem til deres egen skæbne.
Med tiden begyndte Tzest-Starnias sortelverne imidlertid at søge mere og mere mod overfladen, og efterhånden blev deres
bosættelser over jorden både faste og veletablerede. Blandt folkene her blødte holdningen til Morkuveria efterhånden op, og
efter selv at have opleve Nirahams farer, begyndte mange af dem i stedet at omtale Morkuverias sortelvere med en vis ærefrygt.
Visse tog endda deres beundring så vidt som til at hylde sortelverne i Morkuveria som idealistiske pionerer, der for
første gang i historien formåede at føre krigen mod elverne ind på fjendens eget territorium.
I disse tider er sortelverne stadig splittet i deres holdninger til Morkuveria. Underverdenens folk opretholder formelt den
gamle foragt, om end den dog synes at være stilnet en smule af. Visse af de mere nytænkende huse i Tzest-Starnia er endda