Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

er de alligevel prægtige at beskue. Udover de faste beboere, finder man også tit vandringsmænd og handlende, som har valgt
at blive et par dage for at samle kræfter eller afsætte deres varer.
Størstedelen af skovelverne lever dog en fri tilværelse udenfor de etablerede samfund, og de bevæger sig som oftest rundt på
må og få i skoven. De føler sig sjældent bundet til særlige domæner, og er ikke videre territorielle. Det mest almindelige er
at de bevæger sig rundt i stammer på op til 50 personer, som består af en jævn blanding af familie og bekendte, såvel som
elvere fra andre stammer, der søger nye oplevelser eller står i lære under et medlem af stammen. De enkelte stammer mødes
regelmæssigt på deres vej, og hvis en af disse sender bud ud om, at de er i nød, vil alle i deres nærvær komme dem til
hjælp.
De tre gamle livstræer i Santillia er naturlige samlingspunkter for folket, og de fleste stammer har for vane regelmæssigt at
passere forbi. Der er også stammer, der har slået sig permanent ned omkring dem for at nyde deres pragt og beskytte dem
mod fjender. Udover livstræerne er der også en række andre faste mødesteder i skoven, der som oftest er af historisk eller
kulturel betydning, eller som ligger nær grænsen, og derfor altid er bevogtet af mindst én stamme.
VINTERSKOVEN
Den del af Santillia, der er beliggende mod nordøst på det anden side af Akos-floden, er kendt som Vinterskoven. I århundreder
har skoven været omstridt mellem elvere og mennesker. Den eneste rute til dværgenes righoldige sølvminer i nord
passerer lige lukt igennem den, og det samme er tilfældet for karavaneruterne til både Roul-Assin og Norrland. Menneskene
har derfor altid haft et stort økonomisk incitament til at underlægge Vinterskoven sin kontrol.
Elverne har så vidt muligt modsat sig menneskenes bevægelser i skoven, men de har med tiden måttet erkende, at de var
oppe imod en for stærk kraft, til at turde risikere en åben konfrontation. Efterhånden er menneskerne derfor blevet givet
friere og friere tøjler, og de har udnyttet dem til fulde. Med tiden blev der anlagt utallige byer og handelscentre i skoven, og
det største af disse var grevskabet Barazel. Her blev mennesker rige af at handle med sølv fra dværgenes miner, pelse fra
Norrland og våben fra Roul-Assin. Handlende strømmede til dagligt, og elverne kunne kun se til, mens menneskerne øgede
både deres indflydelse og antal i Vinterskoven.
Et årtusinde er passeret siden, og Barazels grevskab er gået i forfald. Menneskene trives imidlertid i større antal end nogensinde
før i skoven, og elvernes race synes endegyldigt at have opgivet håbet om at bibeholde skoven som deres egen. I stedet
er stridighederne trappet op, og begge racer lider dagligt under den vedvarende krig om herredømmet.
Ved kong Valdemar Narabonds kroning i år 12 EH lod han imidlertid udstede et dekret kaldet kongefreden, hvori han
kundgjorde, at der skulle være fred mellem de to riger, og at Narabond ville respektere elvernes herredømme over Santillia.
Elverne håbede, at dette én gang for alle ville afklare striden, men forgæves. Menneskene havde længe betragtet Vinterskoven
som en menneskelig provins og ikke som en del af Santillia, og begge parter påberåber sig nu kongefreden som argument
for deres ret over skoven.
Onde tunger visker om, at dette hele tiden havde været kong Narabonds hensigt, og at formålet med kongefreden udelukkende
var at passivere elverne, indtil hans egne folk kunne mønstres og én gang for alle underlægge Vinterskoven hans kontrol.
For det meste slås disse rygter blot hen som sladder og spekulation, men efterhånden som Narabonds folk har øget
deres tilstedeværelse i skoven, er de dystre forestillinger blevet mere og mere udbredte.
STYRE
Santillias elvere er formelt underlagt fyrstefamilien Akanthus’ bud. Deres reelle indflydelse er imidlertid kraftigt begrænset, og
de fleste elvere kan leve flere hundrede år uden at blive påvirket af Akanthus-slægtens magt. Fra fyrstefamilien vælges en
fyrste, der er den øverste hersker i Santillia. Den nuværende fyrste er Tanaya Akanthus, der har siddet på posten siden år 3
EH.
Principielt er Santillias fyrste underlagt højkongen i Eislonien, da riget i gammel tid blev oprettet som et underordnet rige til
Eislonien, men tusinder af år er passeret siden da, og Keladonslægten er efterhånden ophørt med at udøve deres indflydelse
over Santillia.
Fyrstens position er traditionelt gået i arv til det ældste barn, ved hans død - der er ikke blevet skelnet mellem kønnene. Det
er dog også set, at titlen er blevet videregivet til den afdøde fyrstes ægtefælle eller broder.
Udover fyrsten, har der siden år 52 EJ været opretholdt et råd, bestående af repræsentanter fra Akanthus-familien samt fire af
de ældste og mest prestigefyldte slægter udover denne: Rimfrost, Egeblad, Sølverrosen og Istezari. Pladserne i senatet er