Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

Da himmelkrigene indtraf, var Fanabina én af de guder, der forsvandt fra verden, og sortelverracen faldt hen i desperation
over pludselig at være blevet forladt af deres skaber. Sortelverne havde ganske vist altid været en selvstændig og handlekraftig
race, men deres styrke kom fra en overbevisning om, at Fanabina havde skænket dem en nøje planlagt rolle i det store spil
om Niraham. Når nu de mistede deres gudinde, måtte sortelverne også se hele formålet med deres eksistens forsvinde, og
det var dette, som drev dem ud i fortvivlelse og melankoli.
Snart efter begyndte profeter at varsle de nye guders komme, og Dilarna åbenbarede sig for sortelvernes folk. Man fandt
glæde ved at se, hvordan Fanabinas blod endnu bestod, og i moderens fravær vendte folket sig i stedet mod datteren. Fanabinas
minde lå dog stadig tungt over sortelvernes sind, og der var mange, som fornægtede den nye gudinde. De betragtede
Dilarnas tilhængere som svage sjæle, der vendte deres skaber ryggen, for i stedet at skænke deres loyalitet til det mest belejlige
alternativ.
Fanabinas tilhængere var således stadig rigt repræsenteret i underverdenen, og det kom snart efter til stridigheder mellem
Fanabinas og Dilarnas kirker. Kejserinde Izmya gjorde imidlertid op med konflikten, da hun i år 3 EH udstedte dekret om,
at den eneste tilladte gud blandt sortelverne for eftertiden skulle være Dilarna. Enhver tilbedelse af Fanabina skulle straffes
med døden, og det var bandlyst at bære hellige symboler eller andre relikvier, som var knyttet til den gamle tro.
For en tid gjorde dette op med de synlige stridigheder, men under overfladen ulmede konflikten stadig. Utallige sortelvere
begav sig til overfladen i disse år, hvor de kunne dyrke Fanabina uden risiko for repressalier, men også i underverdenen
holdt man sig fortsat den gamle tro nær. Efterhånden blev Fanabinas tilhængere mere og mere fanatiske i deres tilbedelse, og
efterhånden lod de ikke nogen hindring stå dem i vejen.
Mange blev dræbt i opgøret med kejserinde Izmyas styrker og Dilarnas præsteskab, men anstrengelserne var ikke forgæves. I
år 8 EH svarede Fanabina på ny sine tilhængere, og folket kunne snart mærke, hvordan de igen blev gennemstrømmet af
hendes kræfter. Det var imidlertid ikke et ubetinget glædeligt gensyn. Fanabinas tilbagekomst varslede begyndelsen på en
årelang strid mellem Fanabinas tilhængere og Dilarnas loyale folk med kejserinden i spidsen. Oprør og åbenlyse magtkampe
blev en del af hverdagen, og riget begyndte langsomt at blive splittet og gå i opløsning.
Konflikten fandt dog sin afslutning, da kejserinde Izmya blev dræbt af sine egne livvagter, og hendes lig skjult så det aldrig
siden ville blive fundet. I det tomrum, der efterfølgende opstod, trådte Fanabinas præster til og udstedte dekret om at Fanabina
atter skulle være sortelvernes sande tro. Kloge af skade tillod de dog også en vis tilbedelse af Dilarna og resten af De
Sande Guder.
I disse tider er Fanabinas lære således den mest udbredte blandt sortelverne, og tillige den, der betragtes som den eneste
sande. Mange har dog holdt fast ved Dilarnas lære, og bekender sig til den, uanset de konsekvenser det måtte medføre. Der
er også nogle få, som har vendt sig mod Flarn eller Giraks lære, og selv Tara har fundet sig enkelte tilbedere blandt sortelverne.
RELATIONER
Sortelverne har igennem årtusinder levet en isoleret tilværelse i underverden, i sikker vished om at ingen af de øvrige racer
ville kunne nå dem her. I stedet har de kunnet bevæge sig mod overfladen som det passede dem, og når de er brudt frem,
har de med stor styrke ladet deres ondskab ramme de uforberedte folk, som er kommet i vejen for deres fremstød.
Dette har skabt en velbegrundet frygt blandt næsten alle verdens folkefærd. Den sparsomme kontakt med sortelverne har
været alt andet en venligsindet, og deres evne til pludseligt at bryde frem for da snart efter at forsvinde sporløst igen, er blevet
en mareridtsfortælling blandt de øvrige racer. Tzest-Starnia betragtes derfor også af mange som ophavsstedet for alt ondt,
og man nærer lige dele frygt og had for sortelvernes sagnomspundne hjemland.
Den diplomatiske kontakt mellem Tzest-Starnia og rigerne på overfladen har været yderst begrænset. Billedet af sortelverne
har derfor typisk været ensidigt negativt, og de fleste af overfladens folk ser blot sortelverne som en fjende, der bør slås ned
på stedet. Kun sortblodsracerne synes at nære en vis forståelse for sortelverne, og man har igennem årene opretholdt en vis
kontakt til Rustbjergenes folk. Det har dog primært været med henblik på at forene racerne mod en fælles fjende, og den
reelle kontakt mellem rigerne har været begrænset.
Der er adskillige gange i Tzest-Starnia, som fører til overfladen. De har gjort det muligt for sortelverne at nå Niraham og
dets folk, men af og til er det også sket, at menneskene har benyttet dem til at sende styrker ned i Tzest-Starnia. De har imidlertid
kun haft ringe succes. Gangene er lange og farefulde, og det er nemt for oververdenens folk at fare håbløst vild i det
indviklede netværk af grotter. Menneskene har i det hele taget manglet forståelse for omfanget af det sortelviske rige, og de
fleste forsøg på at trænge ind i Tzest-Starnia er endt i fiasko.