Vagtafløsing i Forsvarsministeriet - Hovedorganisationen af Officerer ...

More documents

Recommendations

Info

Reportage: 10 Langt ude og »lousy« Danske officerer i estisk provinsby føler, at deres familie får en meget ringe behandling af den danske regering – og at Danmarks internationale profilering kan lide skade Af journalist Karl Jack, Estland Oberstløjtnant Søren Frausig: –Vore koner bliver smidt tilbage i stenalderen. Laborant Grete Clemmesen: – Jamen, jeg er så vred. Brigadegeneral Michael H. Clemmesen: - Det er for ringe. Fælles for oberstløjtnanten, laboranten og brigadegeneralen er, at de befinder sig i Tartu, Estland. At de føler sig meget dårligt behandlet af den danske stat. Men også, at de ved nu at stå frem er ude i et ærinde med perspektiver for Danmarks på mange måder flotte internationale profilering. – Det er muligt, at vi bliver upopulære hjemme på at rejse denne sag, siger general Clemmesen, chef for Baltic Defence College i den gamle universitetsby Tartu midt nede i Estland. Vi burde i stedet have ros, fordi vi er med til at styrke det fremtidige grundlag for gode danske markeringer internationalt. Men lige meget hvad, vi bliver ved, indtil vi bliver hørt af vores fagforening og den danske regering. Baltic Defence College har siden 1999 gennemført årskurser – Senior Staff Course - for baltiske officerer – og nogle få andre fra andre nationer. Skolen er finansieret af tolv lande, men er i høj grad den danske generals idé. Og den beskrives ofte som et strålende eksempel på eksport af danske værdier. Budskabet fra Michael H. Clemmesen, fra hans kone Grete og fra Søren Frausig, en af Baltic Defence College tre danske lærere, er at den slags succes’er måske ikke kan gentages i fremtiden. Hverken i Tartu, hvor der kan være brug for danske lærerkræfter mange år endnu, ved det multinationale (dansk-tysk-polske) korps i Szczecin, hvor over 40 danske officerer og stampersonel nu har deres job, eller ved andre udenlandske militære posteringer i udlandet. Værst er det et sted som Tartu, fordi det er så lille, at der næsten ikke er grundlag for en international skole. Netop børnene er den ene side af de problemer, som oberstløjtnanten og generalen peger på. Den anden - og måske værre - knytter sig til den pris, konerne må betale. Konerne Det er »lousy« vilkår, vi som familier arbejder under, siger Søren Frausig. Og det hænger slet ikke sammen med, at forsvaret i disse år meget gerne vil eksportere danske værdier og dansk opfattelse af sikkerhed. Det er på mange måder formålstjenligt at sende os ud som familier. Den slags passer oven i købet fint til den særlige danske profil. Samtidigt er vore koner vigtige for den politiske manuduktion i andre lande og for den repræsentation, der følger med. Men det sker på betingelser, som er alt for dårlige. Kone-problemet viser sig på flere måder: Hustruerne må vælge mellem at få deres uddannelse/karriere i Danmark afbrudt de tre år, udstationeringen normalt varer, eller splitte familien op i to dele ved at blive hjemme. Hvis de tager med, kan de blive hægtet så grundigt af arbejdsmarkedet, at de ender som ufrivillige hjemmeløbende husmødre. De (og deres familie) stilles dårligere pensionsmæssigt, fordi arbejdsgiverbidraget ikke indbetales, og en kapitalpensionsopsparing ikke belønnes. De med en sygesikringsordning fra før 1. juli 2000 får kun en 80 procents dækning, resten må de selv finansiere gennem en privat forsikringsordning. De kan efter hjemkomsten have mistet deres dagpengeret fra a-kassen. De må almindeligvis ikke tage job i udlandet, og kan næppe heller af sproglige grunde. De har pludselig ikke en egen indtægt og må, som i meget gamle dage, bede manden om penge. Det er det, Søren Frausig synes kaster dem tilbage i stenalderen. De befinder sig i en identitetskrise, fordi de pludselig skal til at leve på mandens præmisser. Hans egen kone er foreløbigt blevet hjemme for, inden sommeren 2001, at gøre en HF færdig. Om hun nogensinde vil slå sig ned i Tartu, tvivler han mere og mere på. For de udsendte, der har skolesøgende børn, er det en nærmest umulig situation i den kun 100.000 indbyggere store estiske by. Nærmeste internationale skole er i hovedstaden Tallinn, to en halv time i bil eller bus hver vej. Måske kan der laves en aflægger af denne skole i Tartu, men kun for de mindre børn. Alternativet er at sende børnene på kostskole. Og det er der slet ikke en dansk tradition for eller støtte til. Børne-familier kan på den baggrund søge at undgå jobs som dem i Estland, skønt de ellers er fagligt meget spændende. I stedet må Danmark udsende ældre herrer eller helt unge officerer. Bøjede søm – Hvis det her ikke bliver rettet op, kan det ende med, at det er »bøjede søm«, der kommer ud fra Danmark. Men det dur ikke, siger Michael H. Clemmesen. Vi skal sende de bedst kvalificerede. Det betyder, at de har en velfungerende familiebaggrund og ikke f. eks. alkoholproblemer. Generalen retter på ingen måde sin kritik mod den udsendende myndighed, Kommandantskabet i Vedbæk. Her gør man, hvad man kan – og lidt til. Det er arbejdsgiveren, der skal opstille betingelser, der sikrer, at konerne gerne tager med. Som det er nu, er det utroligt utilfredsstillende, og familierne kommer under et voldsomt pres. Diplomater har altid været klar over, at det er en del af jobbet at bo lange perioder i udlandet. Det har deres ægtefæller også. Private firmaer har mere fleksible ordninger for deres udstationerede. For officerer er det nye, at stadigt flere af dem også kommer af sted til internationale opgaver, men kun i en mindre del af deres tjenestetid, og at det kan ske til andre destinationer end hovedstæder med internationale skoler. Søren Frausig og Michael H. Clemmesen vil også have deres fagforening, HOD, på banen. Men de er klar over, at der er få i deres situation, og at de måske kan blive mødt med misundelse og mistanke om, at de bare er ude på at få flere penge i lønningsposen. Men de bliver, understreger de, ikke forgyldt, og de betaler fuld dansk skat. – Økonomisk er det peanuts der bliver tilovers, når udgifterne til at holde forbindelse med børnene hjemme er dækket, siger generalen. Og andre lande som Storbritannien og USA, der gennem mange år har udsendt militærfolk i store tal, har fundet løsninger, som virker bedre. Hans udgangspunkt er, at konerne må behandles som ansatte i staten, fordi de rent faktisk, under en udstationering, arbejder for Danmark. De skal personligt gives deres del af udetillægget på egen lønseddel. Det vil sige, at de får en delvis kompensation for løntabet hjemme, at staten overtager arbejdsgiverbidraget til pensionen og gør dem i stand til at fastholde indbetalingerne på en eventuel kapitalpension, og at dagpengeretten efter en udstationering bevares fuldt ud. Dette vil være en langt mere reel og retfærdig anvendelse af nogenlunde samme penge. »Ansættelsen« skal forvaltes som en tilknytning til arbejdsmarkedet. Michael H. Clemmesen: - Det, danske officerer gør i bl.a. Estland, skaber respekt om Danmark. Hvorfor skal de, der gør et godt stykke arbejde, straffes for det, ved at familien gives meget ringere vilkår efter hjemkomst? Brigadegeneral Michael H. Clemmesen foran Baltic Defense College i Tartu, Estland, som han er leder af og stolt over. Hans problem som udstationeret er ikke skolen, men de vilkår, den danske stat byder hans kone. De bedste baltere Dansk-ledede Defense College i Estland skaber bevidst en »kritisk masse« af officerer, som kan sætte sig igennem med nordisk, vestlig tankegang og adfærd Af journalist Karl Jack, Tartu, Estland – Hr. general, jeg bliver nødt til at sige dig imod. Og det gjorde han så den dag i Tartu, Estland – kaptajn i den danske hær Anders Møller. For ham var det en naturlig ting at gøre, når han nu mente, at brigadegeneral Michael H. Clemmesen havde sagt noget forkert. Og generalen tog det pænt. Men de baltiske officerer, der overværede episoden, fik sig endnu et kulturchok: Hvordan kunne en kaptajn tillade sig at sige en general imod? Oven i købet den general, der er chef for det Baltic Defense College (BDC), hvor diskussionen foregik, og hvor både Møller og balterne er elever. Men efterhånden har officererne fra Litauen, Letland og Estland under deres 11 måneder lange ophold på BDC lært sig, hvad nordisk pædagogik og uformel omgangsmåde er for noget. Det er i hvert fald ikke noget med bare at lytte og notere ukritisk, som det var i Sovjet-årene. Men heller ikke noget med det amerikanske »Yes Sir«. Tonen på skolen afspejler det skandinaviske menneskesyn. Tilsvarende er det det strategiske fundament for undervisningen og træningen i den nordiske totalforsvarsmodel. Den slags ser måske meget tilforladeligt ud på papir. Men i praksis er det virkelig noget, som rykker. Udgangspunktet for de fleste af de baltiske elever er en sovjetisk militær skoling, hvor læreren stod og delte ud af den videnskabelige sandhed - intet mindre. Og hvor man blev straffet for at vise initiativ og tage ansvar. Tværtimod handlede det om at skubbe ansvaret opad og dække sig selv ind. – Men nu er vi kommet så vidt, at de baltiske officerer her viser ansvarsglæde, ja stjæler ansvar fra hinanden, siger en af de danske lærere ved BDC, afdelingsleder Jeppe Plenge Trautner. Nu holder de heller ikke mund længere. – Vi lærer balterne, at det kræver selvstændig stillingtagen og selvkritik at være en god officer, siger hans kollega fra Danmark, professor Ole Kværnø. De skal kunne svare på, hvad deres egen rolle er, og hvilket ansvar de skal påtage sig. Syndikater Men kulturchokket begrænser sig ikke til forelæsningerne, hvor alle deltagere i det såkaldte Senior Staff Course er samlet: Eleverne skal arbejde i grupper, igen noget nyt for dem i den nordiske version. For at det måske bedre kan glide ned, kalder man det i Tartu syndikater - på hver seks-syv mand. Det er noget med teambuilding og personlig stillingtagen, men også med at lære samarbejde. Undervejs gennem kursusforløbet bliver mange Potemkin-kulisser revet ned. Den klassiske sovjetiske skillelinje mellem en påstået, vedtaget, officiel virkelighed og den virkelige virkelighed forsvinder, når man bygger undervisningen på reelle fakta og afprøver teorierne gennem øvelser, der indgår i kursusprogrammet. Denne nye ærlighed er i sig selv en stor gevinst for kursisterne og forsvaret i deres lande. – Vi prøver at tage de bedste folk ind her, og når de afgår herfra, så er det de bedste i Baltikum, siger Ole Kværnø. Det betyder, at det er ærlige og fagligt velkvalificerede mennesker, som vil påtage sig et personligt ansvar og kan være kritiske. Af det første hold kursister på 32 (1999-2000) er over halvdelen i dag bataljonschefer. Efterhånden vil disse kursister fra Tartu udgøre en kritisk masse i de baltiske landes forsvar. Hvad der præcis er vores hensigt. 11 fortsættes…
12 For tiden er 28 af de 37 elever baltere. Nogle af dem har en begrænset formel militær uddannelse. Alle står over for den udfordring at skulle gøre alt på engelsk. De fleste af de baltiske elever har været på længerevarende sproguddannelse i Canada eller USA, så de kan kommunikere med de andre mundtligt, men også skrive opgaver og følge med i timerne. Desuden er der to amerikanske, en svensk, en tysk, en finsk, en tjekkisk, en ungarsk og to danske deltagere. Den ene af danskerne er Anders Møller, den anden kaptajn i Hjemmeværnet Per Martin Nikolaisen. De ikke-baltiske kolleger kan i grupperne virke lidt som støttepædagoger eller rollemodeller, men kun til en start. – Balterne vil nødigt stå tilbage for deres vestlige kolleger. Derfor gør de sig ekstra umage, konstaterer Ole Kværnø. Men det er også et hårdt program. Eleverne skal på under et år igennem, hvad danske officerer typisk har fra halvandet til to år til. Og det forudsættes, at de forbereder sig op til fem timer hver dag. Scenarier Foruden forelæsninger og gruppearbejder i Tartu tilbringer officererne mange timer i Tactical Trainerlokalet, hvor gulvet er dækket af et stort kort. Skolens program omfatter to til tre øvelser i hvert af de tre baltiske lande – uden tropper. Blandt scenarierne, BDC gennemspiller, er angreb fra Lilla Hold i »moderlandet«. Og man øver også reaktion på et kupangreb mod Riga, hvor man med nordisk model øver samarbejde mellem samtlige de statsinstitutioner, der er involveret i totalforsvaret. Forudsætningen for det hele er, at de baltiske lande kan forsvares mod det Rusland, der er den aldrig helt fraværende trussel: Balterne sætter omkostningerne for en militær aktion så højt op, at Kreml (eller en oprørsk russisk region/general) afstår fra at prøve. Taktikken er overført fra Sverige, og balterne bruger det oversatte svenske feltreglement. Blandt grundelementerne er, at man udnytter det uvejsomme terræn – med masser af skove, vådområder og spinkle veje - maksimalt, at man indtil videre afstår fra højteknologisk udstyr, og at hjemmeværnet er vigtigt i baglandet og som samarbejdspartner for forsvaret. Samtidigt arbejder de baltiske landes forsvar sammen - om flådeoperationer og søminerydning, luftovervågning og FN-aktioner. Og deres fælles ambition er om få år at komme ind i NATO. Det forbereder de sig allerede flittigt på – ved at bruge NATO-standarder og vestligt udstyr i forsvaret og gennem et tæt samarbejde, i manøvrer, uddannelse og FN-opgaver, med bl. a. Danmark. Uddannelsen i Tartu er i sig selv et vigtigt led i hele denne proces. Baltificering Foruden officerer tager skolen nu også et begrænset antal civile embedsmænd ind på kurser, som varer tre måneder. Ideen er gensidig forståelse mellem militæret og det civile embedsværk i bl. a. forsvarsministerierne, så parterne i hvert fald ikke modarbejder hinanden. Balterne skal over nogle år selv overtage BDC, hvor der næste skoleår vil gå op til mindst 48 elever – hvoraf en tredjedel skal være ikkebaltere. »Baltificeringen« sker allerede fra 2002, når det gælder budgettet. I 2004 eller 2005 får skolen en lettisk eller litauisk general som chef, og flere og flere lærerposter overtages af baltere. Det koster kun cirka en femtedel at have en officer på kursus i Tartu i forhold til, hvad prisen ville være i Danmark. Alene det er en god grund til at gennemføre uddannelsen i Baltikum. Desuden er man i det rigtige miljø for balterne, og man har en enestående chance for at være med i opbygningen af landenes forsvar fra bunden af. Materielt, fordi russerne tog alt med sig, inklusive vandrør og el-ledninger, da de forlod de baltiske lande 1994- 95. Og snart også mentalt, efterhånden som de Sovjet-uddannede »røde oberster« bliver sendt på pension. – Det er et fremragende projekt, mener Ole Kværnø. Og man lægger mærke til det internationalt. I Bosnien bruges Baltic Defense College således som model for et forsvarsakademi, der skal tage imod elever fra landets tre adskilte for- svarsstrukturer, men også Slovenien og Makedonien arbejder på at etablere et fælles forsvarsakademi efter vores forbillede. Esterne, letterne og litauerne er godt i gang med at opbygge deres eget forsvar. De går ud fra, at et forsvar mod russerne er muligt, ikke mindst på grund af de store skov- og vådområder. Men samtidigt får de betydelig materiel og uddannelsesmæssig støtte fra bl. a. Danmark. (Foto: Boris Mäemets) Vestlig støtte til baltisk skole Baltic Defense College (BDC) har til huse i en flot tidligere landbohøjskole midt i Tartu, Estland. I sin levetid har bygningen haft både hagekors og hammer og segl på flagstangen og senere en statue af Lenin opstillet på pladsen foran. Nu modtages gæster af de tre baltiske landes flag og en hjemmebrygget skole-estandard. Ideen til BDC opstod i 1996 hos de svenske og danske forsvarsattachéer i Baltikum. Sidstnævnte, brigadegeneral Michael H. Clemmesen, er i dag skolens leder, mens Sverige sidder på formandsstolen i skolens råd. I alt 14 ikkebaltiske lande støtter skolen finansielt. Blandt dem er de fem nordiske lande samt Tyskland, Storbritannien og USA. Danmark bidrager årligt med godt fem millioner kroner. Skolen har gennemført sit første et år lange Senior Staff Course 1999-2000, med 32 deltagere, de 26 af dem baltere. Blandt de 16 ikke baltiske lærere er de fire danske. Skolens erklærede mål er at »udvikle professionelle, aktive, hårdtarbejdende, ærlige, positivt kritiske og selvstændigt tænkende generalstabsofficerer af den bedste, internationale standard«. Kommentar: Et lille essay om Almissens sande sjæl…… Af premierløjtnant Nicolai Abildgaard, Kampvognsdelingsfører ved 2/III/JDR Almisse (græsk): gave til trængende og nødlidende. I Bjergprædiken taler Kristus om at give almisse på rette måde. Ordet har nu oftest nedsættende betydning. Når en kalendermåned nærmer sig sin afslutning, ligger der altid en lille grøn maskinudfyldt skrivelse og venter i postskuffen. Hver evig eneste måned på dette tidspunkt har Forsvaret nemlig gjort op med sig selv, hvad hver enkelt medarbejder er værd i kroner og ører…… Jeg åbner aldrig min kuvert med det samme; nej - jeg venter med infantil spænding……. Soldaterne er sendt hjem og der er kommet lidt ro over den lille bygning på Panservej 1. Da vor planet i skrivende stund har valgt at hælde en smule under sin vanlige cyklus, således at solen forsvinder under horisonten midt på eftermiddagen, falder der en komalignende stilhed over den vestjyske natur. Jeg får hentet en kop kaffe og får tændt en cigaret, får rodet i de sidste papirer og gør så langt om længe klar til månedens højdepunkt…….. Jeg har aldrig haft noget imod at blive vejet og bedømt – kun derigennem lærer man jo af sine fejl, og kan derfor blive endnu bedre udi sin livsgerning. Jeg åbner konvolutten - ikke noget med at forhaste sig….. Jeg nyder lyden af råhvidt genbrugspapir, der langsomt sprækker. Lyden minder om grødisen på min barndoms Sjørup Sø en eftermiddag i marts, når Kong Vinter endelig gav efter for vårsolens gentagne offensiver og til sidst trak sig knust og slagen fra Valen; dog kun for at returnere med efterårets stormtropper senere, men det er jo en anden historie….. Nej – lad os da bare lige kigge bort fra min lille vestjyske idyl og belyse emnet ordentligt: Vor planet Jorden ligger i omløbsbane nr. 3 – regnet fra solen. Afstanden indtil den store fussionsproces, vi mennesker har valgt at kalde Solen, er ca. 150.000.000 km. Da jorden skal gennemføre et fuldt omløb på 365 jorddøgn, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder, vil den hurtige matematiker hurtigt kunne bedømme jordens hastighed gennem universet til ca. 30 km/s. Da tyngdekraften pålægger os jordboere et evigt stavnsbånd til Solen, skulle man tro at omløbsbanen er en perfekt cirkel; men her tager lægmanden ganske fejl. Jorden udøver også en tiltrækning den anden vej (om end ganske ubetydelig), med det resultat til følge at banen i stedet bliver en elipseform med solen i det ene brændpunkt. Dette fænomen er blandt astronomer kendt som Keplers 1. Lov. Under denne evige polka med storebroder Sol, udviser vores lille planet en smule slinger i valsen. Jorden holder sig nemlig ikke stabil, men hælder fra side til side – lidt lige som en snurretop, der er kommet ud af balance. Denne vippen fra side til side skaber det, vi mennesker har valgt at kalde årstiderne. Denne vippen frem og tilbage er for øvrigt ikke unik for vores planet, faktisk laver stort set alle solsystemets planeter denne bevægelse (vistnok med Jupiter som eneste undtagelse, men eders skribent kan ikke huske den fysiske forklaring på denne autonome opførsel). Faktisk er det meget heldigt at vi mennesker bor lige netop på jorden, og ikke en af de andre planeter i solsystemet. Prøv at tænke disse tanker til ende: Merkur har f.eks. en omløbstid på kun 88 jorddøgn; ens bedre halvdel kunne ikke engang nå at komme hjem med dette års absolut nødvendige beklædningsrelaterede sommermode, førend hun (han) ville kræve en ny vinterfrakke…….. Eller hvad med planeten Pluto ? Omløbstiden er ca. 249 år. Prøv lige at modtage en 16 siders varmeregning for et vinterkvartal på små 79 år. Det er slet ikke så slemt at være her på jorden alligevel – og slet ikke i Oksbøl; også selvom solen i skrivende stund forsvinder ned bag Vesterhavets uendelige horisont omkring klokken 1630 og ikke spreder guld på sky førend op ad formiddagen. Jeg kunne da være bosiddende i Qaanaaq. Der forsvinder solen midt på efteråret og dukker op igen hen ad foråret. Tænk over det engang…… solen er forsvundet og man har pakket sig ned under dynen for at tage en lille lur af et par måneders varighed. Alt ånder fred og ro i en måneds tid indtil en serie lange hyl, et hult drøn, en serie små skramlende lyde og en lille motors hidsige sprutten flænger nattefreden. Du gider ikke engang stå op, for du ved kun alt for godt, hvad der er sket…… en 600 kilos isbamse har ædt din yndlingsslædehund, punkteret kajakken, spillet frisbee med parabolen og højt ræbende stukket af på din snescooter. Så hellere sidde på sin pind en mørk efterårsdag i Oksbøllejren. Inde i konvolutten ligger så det fine grønne stykke A4papir, der kort og nøgternt angiver den danske stats seneste analyse af og belønning for mit virke som kampvognsdelingsfører i en af Jydske Dragonregiments panserbataljoner. Jeg løber hurtigt papirets formalia igennem – jo det stemmer alt sammen – jeg hedder Stadigvæk Nicolai og er stadigvæk premierløjtnant i hæren. Det tegner godt såvidt; man har atter engang fra Ministeriets side valgt at lade nådsens klare lys skinne over mig. Jeg lader mit blik vandre ned over talkolonnerne, stille og roligt, man skulle jo nødigt sluge så megen ufortjent gavmildhed med grov og upassende grådighed. Da begynder jeg pludselig at ryste, først sagte og næsten umærkeligt, så efterhånden mere og mere ukontrolleret…… De tal, der skulle have været det officielle Danmarks anerkendelse af min indsats og tak for at jeg ikke læste biologi på Københavns Universitet, men i stedet valgte at tjene mit lands væbnede styrker, er der ikke……. Jeg kigger igen …. Nej….. det er sandt ….. jeg ser det pludselig klart for mig ……. jeg har jo i årevis levet af svig og nas. Selv ikke da jeg som ung 22-årig premierløjtnant af reserven tog med min panserinfanterideling til Bosnien var jeg min fyrstelige gage værd….. Mit dejlige varme kontor på 21 kvadratmeter, der for øvrigt ikke er udstyret med en eneste computer og som deles med to andre premierløjtnanter og ni sergenter forsvinder langsomt, som en uvirkelig drøm……. ….. regnen falder stille på mit usle ansigt; man har valgt at trække mig ud i en afsides beliggende lund. Der dufter af våd skovbund og biomasse under nedbrydning. En lang slimet skovsnegl trækker sit umiskendelige spor henover en halvt forvitret egestub. Egetræ…… dette solide og hårdføre træ, der bærer det 13 fortsættes…
Page 1 and 2: D a n s k eOfficerer Nr. JANUAR 1 2
Page 3 and 4: 4 Atriumhuset set fra indgangsparti
Page 5: TEMA Arbejdsmiljø: Psykisk arbejds
Page 9 and 10: Stikkerdrab Modstandsbevægelsens l
Page 11 and 12: Værnsfælles efteruddannelse Forsv
Page 13 and 14: 24 miljøvirksomheden efter det ind
Page 15 and 16: 28 Åbent brev til FKO: Ønsker fly
Page 17: Foto: Thomas Rønn Adresseændringe

Vagtafløsing i Forsvarsministeriet - Hovedorganisationen af Officerer ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?