Vagtafløsing i Forsvarsministeriet - Hovedorganisationen af Officerer ...

More documents

Recommendations

Info

14 latinske navn Quercus robur indenfor Linnés Systema naturæ. Jeg har altid været overbevist om, at de to skæggede kæmper med lændeklæder af ulveskind, der så smukt støtter Det Danske Rigsvåben, holder ikke bare simple trækæppe i hænderne…. Nej det er solide egekøller til brug imod rigets fjender….. sådan nogen som mig….. Der blev gjort kort proces i mit tilfælde……. En egentlig retssag blev aldrig aktuel – dertil var jeg alt for farlig. Straffen var arbitrær og blev uden yderligere juridisk begrundelse bekendtgjort af den stedlige rettergangschef. En ung officer, der havde svigtet sit land i så voldsom grad var til fare for hele systemet, ja hele det konstitutionelle monarki kunne lide uoprettelig skade, såfremt man ikke skred ind med en klar og resolut handling. Ganske vist var den militære dødsstraf afskaffet midt i 70’erne, mens jeg endnu var lille Nicolai fra Blå Stue, men som før nævnt, så var min brøde af en så alvorlig karakter, at man heldigvis ikke tøvede… målet helliger midlet. Pelotonen kom med vanlig præcision og havde i dagens anledning pudset støvlerne en ekstra gang. Det er jo ikke hver dag man i den grad kunne føle at ens gerninger gavnede helheden og målet. Da hele mit hændelsesforløb havde haft så vidtgående økonomiske konsekvenser for Ministeriets kassebeholdning – det var nemlig min griske, egoistiske og umådeholdne indkræven af gage, der havde medvirket til at mange reservedele til Leopardkampvognen nu var i restordre – havde man i dagens anledning valgt at skifte pelotonens normale gevær model 75 ud med de gamle gevær model 1899. En mauserlås er væsentligt mere driftsikker end moderne automatvåben, og lige netop her til morgen kunne funktioneringsfejl ikke accepteres. Føreren for pelotonen optrådte høfligt og korrekt. Under min sidste thanatomarch ud i skoven, følte jeg endog en smule sympati fra hans side. Da jeg blev stillet op ad egetræet, der skulle være min sidste dansepartner i denne Danse Macabre, talte føreren for pelotonen til mig i et overordentligt blødt toneleje: "Premierløjtnant Nicolai Abildgaard, har De et sidste ønske inden dommen eksekveres" ? Mit hoved mindede om hovedbanegården i Calcutta på en travl dag….. mange tanker forsøgte at trænge igennem mylderet af ufuldendte konklusioner. Fornemmelser uden afsender eller modtager smuttede ud og ind af hjernens kringlede kroge som ål i en overfyldt ruse….. Et sidste ønske ? Jeg forsøgte at få hold på mine tanker….. jeg havde egentlig to ønsker …… en sidste cigaret og at få klarlagt og konfronteret mig selv med de kætterske idéer, der i sidste ende havde fået placeret mig op ad min gamle ven egetræet. Pludselig begyndte erkendelsen at dukke op… jeg havde ikke udvist tilstrækkelig selvdisciplin, da jeg sammen med mine gamle klassekammerater fra Hærens Officersskole og nuværende kollegaer var blevet fordærvet af misundelsens grimme orm. Det var der jeg skulle finde årsagen til mit moralske forlis. Vi var jo alle startet som ærlige unge mennesker, med gode og hæderlige studentereksaminer i rygsækken. Vi havde stort set alle haft et hav af uddannelsesmuligheder foran os, men havde i patriotismens rette ånd, og ønsket om at fremme en fredelig udvikling i verden, valgt at tjene fædrelandets væbnede styrker. Vi var naturligvis ikke alene, kolleger fra de to andre værn havde truffet samme valg, men i andre uniformsnuancer. Det var begyndt så godt…… Så begyndte nogle af de unge mennesker, deriblandt jeg selv, at forholde os kritisk til de ydelser vi fik og senere ville få. Vi vidste jo godt at ungdomsårgangene blev mindre og mindre (årgang 1983 er den mindste i nyere tid), så vi mente med sikkerhed, at når der var så få af os, og de civile muligheder så store, så måtte man fra Rigets top begynde at sætte lidt større pris på os. Heri tog vi grueligt fejl – vi skal være glade for at systemet overhovedet vil nedlade sig til at ansætte os. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Vi vidste jo også godt at vi enten havde gjort eller ville komme til at gøre tjeneste i udlandet. Dette accepterede vi naturligvis. Vi undrede os dog lidt over, at vi som de eneste ikke havde skattefri indkomst under udsendelser, ligesom politifolk og OSCE-observatører har det. Personligt undrede jeg mig også lidt over, at jeg tilbragte et halvt år i Bosnien med tre pansrede mandskabsvogne, der var kommet til Danmark i 1967-68. Nu er det jo almindeligt kendt at biler, der er over 30 år gamle har veteranbilsstatus, så jeg kom fejlagtigt til at bilde mig selv ind, at jeg havde krav på et veteranbils-tillæg. Jeg gik også og legede med tanken om at tilmelde min panserinfanterideling til det traditionsrige veteranbilsløb Svendborgsund - Egeskov Slot. Jeg burde allerede dengang have indset, at man skal ikke stille sig på bagbenene og stille unødvendige og forstyrrende spørgsmål. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Der var også dengang, vi unge kadetter undrede os over, at man fra HOD og forsvarets side mente, at lønnen skulle komme de højeste niveauer til gode, og dermed bane vejen for en eventuel senere lønstigning for de unge officerer. Vi mente jo dengang at det var noget pjat, for det er jo som ung officer, man har brug for pengene. Atter engang må jeg blot erkende, at jeg burde have vidst bedre – det er de ældre officerer, der har brug for pengene. De 4-5 unge officerer der ugentligt (ifølge HOK-befalingerne) vælger at forlade Forsvaret på mere eller mindre ubestemt tid, er blot en samling pengegriske rotter, der burde står op ad egetræet sammen med mig – thi de er skyld i formastelig faneflugt. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Der var også dengang til Løjtnantsgilderne i Holstebro, hvor overløberne fra Afghansk Supermarked (så skulle enhver forbindelse til virkeligheden være eksmatrikuleret), som vi i et lettere overbærende tonefald omtalte som »Flaskedrengene«, kom og pralede med deres lønninger. »Jeg tjener det dobbelte af dig på nuværende tidspunkt« sagde de og bestilte grinende en omgang gin & tonic til deres fattige venner, der stadigvæk gik i spraglet tøj. Jeg burde allerede dengang have afslået deres dårlige drinks, der var købt for stærkt besudlede Judaspenge. Men fristelsen var for stor og jeg tog desto værre imod deres tilbud….. og bragte mig selv indenfor kredsen af pengebegærlige syndere og disses ynkelige medløbere. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Engang foretog vores skoleblad Homér en rundspørge blandt de unge kadetter, hvoraf hovedparten gerne skulle forrette tjeneste i hæren mange år endnu, om hvorvidt man havde lyst til at prøve kræfter med det civile arbejdsmarked indenfor en meget overskuelig fremtid. Jeg husker ikke spørgsmålets fuldstændige ordlyd, men jeg husker resultatet…. 60 % af de unge kadetter regnede med at forlade Forsvaret inden for denne givne periode. Blandt hovedårsagerne var lønnens størrelse i forhold til det civile arbejdsmarked. Her burde jeg have råbt vagt i gevær og anmeldt disse afskyelige 60 % forrædere og vendekåber, der øjensynligt har infiltreret vores system. Men ak – ulykkeligvis gjorde jeg intet, men forholdt mig passivt. Havde jeg dog bare grebet ind, så ville der ikke være nogen unge officerer, der forlod Forsvaret. Jeg er faktisk direkte ansvarlig for den uheldige udvikling i vores rækker….. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Jeg hørte engang et foredrag ved en af dette lands fremmeste og mest respektable officerer; vedkommende mente at årsagen til officersafgangen fra Forsvaret var at finde i en amerikansk aforisme: People don’t leave companies – people leave leaders. Jeg vil ikke hænges op på den eksakte ordlyd, men essensen var, at dårlige chefer var skyld i denne utidige afgang. Personligt har jeg stor respekt for mine foresatte og befinder mig glimrende under kommando af disse. Når jeg alligevel dengang kunne finde grund til at klage over mine tjenestevilkår (læs: min spæde gage), så måtte jeg jo være karakterafviger; hverken mere eller mindre. Da jeg senere fandt årsagen til disse perikuløse svigt i min dømmekraft (min seng stod oven på et negativt jordstrålecentrum og jeg havde sovet i nærheden af en lille undseelig agatsten, der som bekendt påvirker dømmekraften uheldigt), var den uoprettelige skade allerede sket. Når man bliver bekendtgjort med at ens chef er skyld i alle ulykker, så er det sandheden. Altså: Min chef, som jeg ellers holdt meget af, er skyld i min utilfredshed og bør straffes sammen med mig. Jeg har endvidere læst i en af landets mest respekterede aviser, at man fra Forsvarets side har nedsat et udvalg, der vil belyse den voldsomme officersafgang og inden for 4 år komme med en betænkning. Når den kommer, så vil alle problemer være løst. Forsvarets øverste ledelse vil føre an i bestræbelserne på at genskabe vort fædrelands væbnede styrker. Alle 3 tilbageværende officerer vil råbe et trefoldigt »Leve« og et højt "Hurrah". Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Jeg sad engang i en stille stund og funderede over, hvad der mon skulle til for at unge danske officerers lønninger ville være bare lidt attraktive og lidt i tråd med gagen for en tilsvarende stilling i det omgivende civile samfund. Jeg kom frem til at en lønstigning på minimum 6.000 kr. månedligt (og mere realistisk 10.000 kr.) ville bringe denne skævhed ud af verden. Man bør huske på, at f.eks. mine norske kollegaer typisk har en løn på ca. 34.000 kr. månedligt. Hvordan kunne jeg dog nå til en så vildfaren og matematisk forkert konklusion ? Svaret blafrer i vinden som Bob Dylan sang engang, men set i retrospektiv, så må det have været jordstrålerne under min seng, der atter engang forledte mig til at fejlbedømme situationen groft og uforsvarligt. Sandheden er jo den, at for at vi alle kan leve op til Ledelsesprincip nr. 1 for Forsvaret, så bør alle officerer frivilligt gå 1000 kr. ned i løn – ugentligt. Ellers kan forsvarets enheder ikke kæmpe. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. Engang fik vi som kadetter udleveret en lille folder fra Hærens Officersskole. Den hed »Råd og vink om omgangsformer«. Denne lille pamflet havde til opgave at rådgive unge officerer om, hvorledes man færdedes og optrådte i det livsparti, man har valgt ved at være officer. Jeg vil nu citere et tilfældigt stykke fra folderen omhandlende beklædning: »Husk, at omverdenen ofte forventer en højere standard og i mindre grad accepterer friheder og med hensyn til bekvemmelighed hos officerer end hos sig selv« Med andre ord: Du skal klæde dig pænt og ordentligt, du skal være ejer af en pæn og ordentlig bil, dit hjem skal signalere ro, harmoni, god smag og velstand, din udkårne skal være dannet, smuk og være vel- Kommentar bevandret i den højere gastronomi og du skal jævnligt tage til eksotiske og spændende rejsemål for at bibeholde den danske befolknings opfattelse af officerer som verdensmænd (og -kvinder). »Sludder og vrøvl« tænkte jeg dengang, »Man kan da ikke være verdensmand for en løn, der er væsentligt mindre end hvad en fabriksarbejder tjener nu til dags«. Her tog jeg igen grueligt fejl; selvfølgelig kan og skal man leve jævnfør forskrifterne. Man skal blot købe sit tøj brugt, stjæle en dyr bil, købe sine Claude Monet plagiater i Bilka (ingen undrer sig over at der står "Claude Monet’s Water Lillys in his authentic French garden with green background" tværs over billedet), ægtefællen skal have en kogebog (brugt) i julegave og med hensyn til de eksotiske rejser, så har jeg også fundet løsningen. En tur med Svends Busrejser til Harzen (2-dags) incl. demonstration af et varmetæppe – det er da eksotisk om noget. Ak – havde jeg dog bare accepteret denne indlysende og eviggyldige sandhed på et tidligere tidspunkt. ………Jeg kunne ikke få styr på mine tanker, så jeg endte med at sige til føreren for pelotonen: »Bare en cigaret og et bind for øjnene – hvis jeg må« »Desværre – cigaretter er usunde og bind har været i restordre siden maj« »Nå –men tak alligevel« »Det var så lidt« Skuddene faldt næsten samtidigt og jeg spændte instinktivt mine mavemuskler; ikke fordi det skulle hjælpe noget, men jeg har hørt at skurke altid krummer sig en smule sammen når retfærdigheden endelig sker fyldest. Jeg blev slynget bagover og faldt ud over en sort afgrund……….. Dette er altså døden. Jeg har altid hørt, at når livets timeglas er løbet ud og nornerne Urd, Verdandi og Skulds livstråd er spundet til ende, så vandrer man ind i en kraftigt oplyst sfære. I dette overjordiske lys møder man lyde, dufte, fornemmelser og synlige glimt af sjælene fra det hinsides. Afdøde familiemedlemmer og gamle venner kommer en i møde og fører en bort fra menneskenes liv til noget langt smukkere og bedre…….. Alt var stadigt sort og det eneste jeg følte var lidt krampe i min venstre skulder…… pludselig gik sandheden op for mig…… jeg lå på kontorets gulv i Oksbøllejren. Jeg var ikke blevet henrettet, jeg var ikke blevet straffet for mine misgerninger. Det var kun en kraftig advarsel – jeg havde fået en sidste chance. Thanatos var ikke kommet for at føre mig bort, og Charon skulle ikke færge mig over Styx på enkeltbillet. Tænk at få to chancer i et liv, jeg turde knap tro mit held…… Denne gang begår jeg ikke samme fejl – i morgen går jeg op på regnskabskontoret og frasiger mig min fyrstelige løn til evig tid. 15
Stikkerdrab Modstandsbevægelsens likvidering af danskere under besættelsen Af Kurt A. Thomsen Aschehoug’s forlag udgav i slutningen af 2000 bogen »Stikkerdrab«. Bogen er skrevet af Stefan Emkjær, som er historiker fra Århus Universitet. Bogen bygger på forskningen i forbindelse med hans speciale. Som undertitel bruger han »Stikkerlikvideringerne i Danmark under besættelsen«. Det handler altså om nogle særlige begivenheder i perioden 1940 – 1945 under nazisternes besættelse af Danmark. Bogens omslagstekst er formuleret således: »Denne bog handler om de godt 400 drab, som modstandsbevægelserne udførte på danskere i besættelsens sidste år 1943 - 1945. Drabene går under betegnelsen Stikkerlikvideringer. Men betegnelsen er efter forfatterens mening ikke dækkende, da kun et fåtal af de dræbte havde gjort sig skyldige i egentligt stikkeri. De var af andre grunde kommet i modstandsbevægelsernes søgelys og mange blev derfor skudt på ganske tyndt grundlag. Men hvem gav da ordrerne til disse drab, der blev foretaget uden forudgående undersøgelser og rettergang? Det afdækker denne bog og samtidig kastes der lys på de mennesker, der blev skudt og på de mennesker, der skød. Drabene blev heller ikke efter befrielsen genstand for en systematisk undersøgelse. At det kunne passere, skyldtes ikke mindst Frode Jacobsen, hvis rolle denne bog også tager op til kritisk revision. Samtidig sættes drabene ind i et bredere perspektiv både i forhold til modstandsbevægelserne og i forhold til Frihedsrådets ledende mænd«. Ensidige tyske betingelser Denne artikel skal ikke opfattes som en almindelig boganmeldelse. Det har været hensigten at tage emnet op til en slags vurdering og samtidig gøre opmærksom på bogens eksi- 16 Tanker om en bog: stens. Bogen er godt skrevet og er øjensynlig udtryk for grundig research i forbindelse med forfatterens udarbejdelse af sit speciale på Århus Universitet. Den er let læst og går frem på en fint struktureret måde, så selv læsere, der ikke var født under 2. verdenskrig eller de første år efter dens afslutning, kan læse bogen med større udbytte end så mange andre værker, der er udgivet om dette emne. Læsere af den lidt ældre årgang – 1935/36 og tidligere – kan måske sukke lidt; har vi ikke snart dvælet længe nok ved den krig og de begivenheder, der fandt sted i Danmark. Det var med samme indstilling, jeg tog fat på læsningen. Men jeg blev hurtigt klogere. Her er ganske mange oplysninger, som kan afklare og afrette nogle af de myter og fordomme, der hidtil har eksisteret om emnet. Blandt andet kunne man undre sig over om Danmark overhovedet var i krig som sådan. I hvert fald gøres det helt klart i bogen, at tyskerne tilbød Danmark en såkaldt fredsbesættelse som den danske regering tog imod. Det betød, at ganske vist var Danmark besat, men på en sådan måde, at nationen fortsat kunne eksistere som en selvstændig stat. Formålet for de daværende danske politikere var angiveligt at hindre følgerne af en krigstilstand i Danmark og det var i øvrigt den direkte baggrund for, at der ved besættelsens start kun fandt ganske få træfninger sted på steder, der ikke var informeret om at strække våben. Fra tysk side var formålet med denne fredsbesættelse flerleddet. Det var blandt andet et ideologisk tilbud til et arisk broderfolk om, at man ikke skulle bekrige hinanden, når man nu kunne undgå det. Det var også et tilbud om, hvor pænt man kunne blive behandlet, selvom man var besat af tyskere. På den måde kunne Danmark blive et udstillingsvindue for tyskernes gode vilje overfor resten af Europa. Der var næppe tvivl om, at Danmarks særstatus kun var tænkt som en midlertidig løsning som i øvrigt ensidigt fandt sted på tyskernes betingelser. Det ville således være en illusion at tro, at Danmark havde den suveræne stats selvstændighed endsige ville kunne bevare den ved en tysk sejr og fredsslutning med alle de krigende parter. I så fald skulle Danmarks forhold ordnes enten ved en nazificering eller ved en beslutning fra oven, gennemført med eller mod danske ønsker. Flere modstandsbevægelser Modstanden i Danmark blev efter alt at dømme ikke organiseret fra oven af danske myndigheder. Utilfredsheden med at være besat af tyskerne og de begrænsninger i hverdagslivet det i stigende omfang førte med sig, resulterede i, at der fra 1943 opstod modstandsbevægelser rundt omkring i landet. Fortrinsvis i hovedstanden og de større provinsbyer, som Århus, Aalborg og Odense, men også mange andre steder. Læg her mærke til anvendelsen af begrebet Modstandsbevælgelser. Bogen viser her, at der på intet tidspunkt i forløbet 1943 - 1945 med føje kan tales om en organiseret, samlet modstandsbevægelse med en topledelse, hvorfra alle ordrer om modstand udgik. Der var i høj grad tale om en særdeles løs organisation; i vidt omfang en lang række modstandsbevægelser, hvor man havde formuleret sin egen ideologi eller slet ingen. Der var også i ret stort omfang tale om, at det kriminelle miljø benyttede lejligheden til under dække af at være modstandsbevægelse at bevæbne sig og udnytte situationen til hævnaktioner om forhold, der intet havde med den tyske besættelse af Danmark at gøre. På denne måde gør bogen kontant op med den folkelige forestilling - eller kollektive erindring – om, at der var tale om én samlet modstandsbevægelse under fast og myndig ledelse. Tysk fredsbesættelse Den tyske fredsbesættelse havde den særlige virkning at den beskyttede stikkerlikvideringerne på de danskere, der blev udpeget som stikkere af de løst sammensatte modstandsbevægelser. Tyskerne kunne jo ikke så godt opretholde begrebet fredsbesættelse, hvis de havde grebet til clearingdrab - for eksempel afsigelse af 10 hurtige dødsdomme for hver dræbt stikker eller henrettelse af 10 tilfældigt valgte danskere for hvert stikkerdrab. Havde tyskerne reageret på denne måde, ville antallet af stikkerdrab snart være blevet indstillet, fordi befolkningens sympati for stikkerdrabene så ville have været beskeden. Til gengæld ville antipatien mod besættelsesmagten være vokset betragteligt som følge af en sådan terror, og det ønskede tyskerne jo ikke, fordi det så ville kræve langt større styrker at holde styr på danskerne. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at modstandsbevægelserne udførte over 400 egentlige stikkerlikvideringer og over 100 drabsforsøg, mens tyskerne i alt under hele besættelsen kun udførte 116 clearingdrab i Danmark. Så også på dette område kunne modstandsbevægelserne udføre deres aktioner i ly af fredsbesættelsen. Det sætter jo disse handlinger i et ganske andet lys, end den opfattelse som tidlige skriverier om emnet har forsøgt at etablere en folkelig forestilling om. Humanismens fallit Det er også på tide at gøre op med 2. Verdenskrig og Danmarks særlige rolle i den. Det vil nok være for snæver en forestilling at mene, at denne krig var noget enestående, hvor de nazistiske bøller blot søgte lebensraum. 2. Verdenskrig skal formentlig ses som en fortsættelse af 1.Verdenskrig, der sluttede i 1918. I perioden frem til 1939 var der fundet en teknisk løsning, en fredsslutning, der imidlertid var uspiselig for en stormagt, der i århundreder havde yppet kiv hver eneste gang landets interessesfære var truet. Derfor var fredsslutningen i Versailles i 1918 en dårlig løsning, som gennemtvang en anden runde med fascismen som det bærende ideologiske element. 1. Verdenskrig blev en påmindelse om, at civilisationen endnu ikke havde nået de højder, man ellers gik og troede. 2. Verdenskrig eller anden halvdel af disse store europæiske inspirerede krige blev derfor et nederlag for humaniteten og det civiliserede samfund med de etniske udrensninger på jøderne som en gigantisk skamstøtte over den vestlige kultur. 2. verdenskrig gik for tyskerne i virkeligheden ud på, at nu skulle magten i Europa ikke længere fordeles mellem nationerne, nu skulle den besiddes og der skulle herskes. I det perspektiv forekommer de 400 stikkerdrab ikke af meget, men Frihedskæmpere fører tilfangetagne og mistænkte stikkere og værnemagere til Domhuset i København i maj 1945. (PolFoto) f Læs afslutningen af artiklen på side 26-27 de er ikke desto mindre vigtige at beskæftige sig med, fordi drabene og den terror de medførte, førte til at Danmark oplevede en flig af det grimme i Europa, af truslen mod civilisationen og humaniteten. Vilkårlige likvideringer I et omfattende kapitel omtaler bogen de stikkerlikvideringer, der fandt sted i Danmark og mange af dem meget detaljeret. Der er mange navne på likviderede danskere og for de lidt ældre vil disse navne stå i genkendelsens lys. Men i ganske mange tilfælde - faktisk de fleste - giver bogen belæg for, at beslutningsgrundlaget var ringe – for ikke at sige direkte mangelfuldt eller manglende. Det er måske mere overraskende og vil sikkert støde nogle, at det man har gået og troet var fine velfunderede handlinger, efterfølgende har vist sig at være det stik modsatte. Under egentlige krigsforhold kunne disse vilkårligheder måske i nogen grad undskyldes eller i det mindste forklares. Men i betragtning af, at der var tale om en fredsbesættelse af landet, er det svært at sige sig fri fra at væmmes ved denne nøgterne fremstilling. Ved forfatterens omfattende gennemgang af arkivalier der ligger til grund for drabene – hvoraf en del er gengivet i fotokopiering – synes det klart dokumenteret, at der i det overvejende antal tilfælde af disse stikkerdrab ikke er tale om stikkere i dette ords egentlige betydning. Der er for eksempel tale om, at personer har gjort sig uheldigt bemærket ved i et ophedet værtshusmiljø at udtale sig positivt om besættelsesmagten – men det er jo ikke stikkeri i sig selv. (Tænk blot på hvordan almindelige hverdagsdanskere af i dag kan vrøvle, når de skal dokumentere deres politiske overbevisning). I en række tilfælde, er der angiveligt tale om, at personer er angivet som stikkere, fordi de eksempelvis har forsålet tyske soldaterstøvler – det er jo heller ikke stikkeri, men i værste fald værnemageri; og det er jo noget ganske andet. Det står også fast ved gennemgangen af arkivalierne, at der har hersket stor uklarhed om hvem der gav ordrerne til drabene og om ordrerne byggede på realistiske undersøgelser. Der har i en række tilfælde været en overbevisning om, at når ordren var givet, så skulle den bare udføres. Man behøvede ikke at vide eller forsikre sig om, hvem der gav ordren eller om den var korrekt givet. Unge helte? De, der udførte drabene – likvidatorerne – får også en grundig og navngivet omtale i bogen. De fremtræder nu – efterfølgende – ikke helt som de helte, vi ellers fra officielt hold er blevet overtydet om at de var. Nogle af dem var direkte fribyttere, der udnyttede muligheden for at finde en tilværelse med mere spænding end ellers. Nogle af dem var fra det hårde kriminelle miljø og benyttede lejligheden til at gøre op med private fjender. 17
Page 1 and 2: D a n s k eOfficerer Nr. JANUAR 1 2
Page 3 and 4: 4 Atriumhuset set fra indgangsparti
Page 5 and 6: TEMA Arbejdsmiljø: Psykisk arbejds
Page 7: 12 For tiden er 28 af de 37 elever
Page 11 and 12: Værnsfælles efteruddannelse Forsv
Page 13 and 14: 24 miljøvirksomheden efter det ind
Page 15 and 16: 28 Åbent brev til FKO: Ønsker fly
Page 17: Foto: Thomas Rønn Adresseændringe

Vagtafløsing i Forsvarsministeriet - Hovedorganisationen af Officerer ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?