HISTORIEN OM AT BLIVE MISTæNKT FOR PæDOFILI - Bupl

uddrag af et brev, anders har fået fra nogle forældre.
Ud over at sagen anmeldes som arbejdsulykke, så sørger BUPL
for, at Jesper og Anders' ferie suspenderes. Sagen har betydet, at
de ikke kunne slappe af og tanke op. Samtidig kræver BUPL Storkøbenhavn,
at en psykolog skal mediere mellem Jesper og Anders
og den aggressive far, der kaldte dem for »pædofile bøsser«.
mAndAg den 3. August
Anders og Jesper begynder på arbejde igen. Op til dagen har
Jesper ligget søvnløs en hel nat, Anders har det heller ikke for godt,
men som han siger:
»Jeg har ret til at være der, jeg har ret til oprejsning.«
Anders har et krav til sin arbejdsgiver: Den aggressive far skal
sige undskyld eller flytte sit barn - ellers går Anders ikke på arbejde.
fredAg den 7. August
Anders, der er tilbage på arbejde igen, mærker på sin egen krop,
hvor godt det er, at institutionen har haft veldefinerede retningslinjer,
fx at der altid skulle være frit udsyn, når en voksen skiftede et barn.
»Retningslinjerne gør det tåleligt at være på arbejde. For kollegerne
imellem går vi ikke og mistænker hinanden,« siger Anders.
Forholdet til en gruppe forældre er derimod mere kompliceret:
Anders, Jesper og den aggressive far mødes. En psykolog skal
ved hjælp af mediation forsøge at løse konflikten mellem pædagogerne
og faren, der kaldte dem for pædofile bøsser. »Faren siger
undskyld, og at det ikke var hans hensigt at virke truende. På et
tidspunkt sagde han: »Jamen Jesper, jeg troede jo, at det var dig,
der gjorde det.« Det kogte inden i mig, da han sagde det,« fortæller
Jesper.
På cykelturen hjem tramper Jesper hårdt i pedalerne: »Egentligt
havde jeg brug for at råbe og skrige ham ind i hovedet for at få ham
til at forstå, hvor vred jeg bliver, når han siger sådan noget.«
Anders, Jesper og faren aftalte under mødet med psykologen,
at de skal mødes en gang mere. Ifølge aftalen skal Jesper tage
initiativ til mødet.
10
september
I midten af september har de to pædagoger endnu ikke holdt
mødet med faren.
»Den ene dag tager den anden. Jeg har faktisk ikke specielt
brug for at tale med ham. Jeg ser ham så sjældent, men jeg må
hellere få inviteret til det møde for at få afsluttet det hele,« siger
Jesper.
Mediationen betød blandt andet, at barnet til den aggressive
far ikke skulle skifte institution, for at Anders ville vende tilbage til
sit job. Men selvom Anders efter mediationen nu kan leve med, at
faren kommer i institutionen, så har Anders det alligevel skidt. Han
skifter ikke bleer, og han tager ikke sovebørn.
»Mandlige pædagoger er udsatte. Det vil jeg rigtig gerne, at mine
kolleger rundt omkring får øje på, så de kan tage deres forholdsregler.
Det er trist, at det skal være sådan, men jeg vil advare mod,
at de går alene i en kælder med et barn eller skifter bleer for lukkede
døre. Pædagoger skal sikre sig selv mod anklager. Kommer
anklagerne alligevel, så står man i det mindste med en god sag,«
siger Anders.
Jesper har også hele tiden mistanken i baghovedet. Han holder
distance til børnehavebørnene: Tænk nu, hvis nogle forældre tror
noget…«, grubler Jesper.
Både Jesper og Anders drømmer om at kunne skrue tiden tilbage.
De vil slippe for at tænke, at nogle måske tænker. De vil videre
med deres liv. De vil have fred for mistanken.
Artiklen er baseret på interview med de to mandlige pædagoger.
Af hensyn til pædagogerne selv og deres familier er Anders
og Jesper opdigtede navne. De korrekte navne er redaktionen
bekendt.
» når jeg prøver at være kreativ omkring min datters madpakke, er det
mere for pædagogerne end for min datters skyld. hun er glad, bare
hun får en flad leverpostejmad.«
uddrag fra maren uthaugs bog »100 hemmeligheder om at være mor«
hvorfor snakke
om pædagogfaglig
ledelse?
Hvad er ledelse af en daginstitution, og hvem
skal definere, hvad ledelse indeholder?
Jeg skrev i 2008 afgangsprojekt på
diplom i ledelse. Jeg satte mig for at undersøge,
hvilke forventninger, der er til lederen
af en daginstitution. Der fandtes ikke noget
konkret omkring forventninger til lederen i
den kommune, jeg dengang var ansat i.
Jeg var derfor undervejs nødt til at ændre på
indholdet af min opgave. Den kom i stedet til at
omhandle en afdækning af forventningerne.
Som et led i opgaven interviewede jeg
ledere og socialudvalgsmedlemmer. Forventningen
fra politisk side var, at de opgaver,
der lægges ud, løses. Lederne, derimod var
meget usikre på, hvilke forventninger der var
til deres arbejde, og de vendte hele tiden
tilbage til at snakke, om de mange opgaver,
der tog deres tid. De mange tiltag på området
kom til at fylde al tiden på personalemøder,
og lederens egen dagsorden blev skubbet
i baggrunden.
Der er gennem de seneste år stillet
mange opgaver til daginstitutioner både på
kommunalt plan, men også regeringen har
spillet bolde ind. Det betyder, at ledelse af
daginstitutioner er blevet mere kompleks og
har udviklet sig hurtigt.
De mange opgaver såsom læreplaner,
børnemiljøvurderinger, udviklingsplaner, kontraktstyring,
lønsumsstyring og så videre er
lagt ud til institutionerne i løbet af en kortere
årrække. Så institutionerne er på ganske få
år gået fra at have en leder, der havde børnetimer,
til en leder på fuld tid.
Vi glemte bare at stoppe op i strømmen af
opgaver og skabe dialog om den nye rolle.
Vi har påtaget os den og selv defineret rollen
ud fra de opgaver, der blev stillet. Netop
dialogen har manglet omkring løsningen af
opgaverne. Alle har en mening om daginstitutionsområdet
og barneperspektivet, men det
er pædagogerne, der har de faglige kompetencer
og som kan leve det og udføre det.
BUPL giver med deres nye bog »Pædagogfaglig
ledelse« et bud på, hvad ledelse i
en daginstitution indeholder. Lad den være
et oplæg til debat.
Det er ikke for sent at invitere til dialog
med de politiske niveauer, og den bog kan
meget vel være startskuddet til dialogen.
Vi skal tro på vores faglighed og bruge den
aktivt i arbejdet med at gøre daginstitutioner
til et fagligt og udviklende miljø at være i. Det
er os, der skal byde ind med faglige tiltag.
Vi skal ikke kun læne os tilbage og vente på,
hvad politikerne mon nu finder på. Vi skal
turde udfordre og skabe debat.
Ulla Hallum
Børnehusleder
Børnehuset Lundegården
Ballerup
overflytningsbørn
Som pædagog i en vuggestue i Avedøre
distriktet i Hvidovre Kommune, føler jeg
mig forpligtiget til at gøre opmærksom
på, hvordan jeg oplever at arbejde i en
institution, hvor vi i en periode på cirka to år
konstant har modtaget nye børn, som står
til overflytning til institutioner i kommunens
øvrige distrikter.
hvAd hAr du på hjertet? læserbreve er meget velkomne
i pædagogen. du kan sende dem til abt@bupl.dk. skriv så kort som muligt og maksimum 2200
anslag incl. mellemrum. redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte yderligere.
anonyme indlæg optages ikke. derfor skal du skrive dit navn og eventuelt din arbejdsplads
under indlægget.
De mange overflytningsbørn betyder, at
vores arbejdspres er væsentligt større.
At køre nye børn ind er både tidskrævende,
psykisk og fysisk hårdt og kan være medårsag
til, at pædagoger har langt større risiko
for at få stresslignende sygdomme.
Den pædagogiske tilknytning til det
enkelte barn, når ofte kun lige at blive
opbygget, før vi skal sige farvel til barnet.
Det er ikke kun en problematik for pædagogerne,
men absolut også for barnet, der i
sine første leveår har brug for stabilitet. Det
hensyn tages ikke, når barnet overflyttes til
en ny institution.
Det har samtidig stor betydning, hvorledes
aldersfordelingen af børnegruppen på
en institution er sammensat. De mindste
børn kræver af naturlige årsager den voksnes
opmærksomhed på et andet niveau end
større børn, som langt hen ad vejen bliver
mere og mere selvhjulpne i deres hverdag.
Samtidig må jeg konstatere, at betydningen
af at have børn, som er kulturbærere har
særdeles stor betydning.
Vores pædagogiske arbejdsplads danner
rammen om en væsentlig samfundsmæssig
opgave, hvor vi har medansvar for at skabe
et rum, hvor værdier som inspiration, tryghed
og omsorg er en naturlig og integreret del
af vores hverdag - hvilket desværre træder
længere og længere i baggrunden.
I en tid, hvor arbejdskravene har været
stigende i form af øgede krav til dokumentation,
kan jeg nu mærke, at der ikke længere
er plads til flere dråber i glasset.
Birthe Bønnelycke Hansen
Vuggestuen Cirkusgrunden
11