12 ❙ VILDE HESTE ❙ AF ULF JOEL JENSEN FOTO: NILS LUND PEDERSEN ❙ November, november, november, november… Disen ligger som en grågul dyne over landskabet, så tungt at den fortætter sig til bittesmå dråber på jakke og i hår, mens vi traver gennem græsset mellem de karakteristiske langelandske, hatformede bakker. Den fortærer konturerne af landskabet og uniformerer den ellers spektakulære natur rundt om os til et sløret og råkoldt ælte af nuancer i gråt. Årets længste måned lever til fulde op til sit kedelige ry, hvad vejret angår: Selv lydene fortaber sig og bliver væk. På toppen af Ørnehøj kan vi se de mørke skikkelser bevæge sig langsomt væk fra os nogle hundrede meter borte, og vi retter kursen ind efter dyrene. Nærmer os. Langsomt. 46 vildtlevende heste Et dæmpet vrinsk fra førerhingsten advarer fl okkens øvrige dyr om, at ubudne tobenede gæster nærmer sig. Alligevel kommer vi tæt på dem. Også for tæt ifølge skovløber John Theilgaard fra Skov- og Naturstyrelsen: Nok er de vilde heste på Sydlangeland i høj grad et publikumsprojekt, og nok er Exmoorponyerne hverken aggressive eller specielt sky, men der er regler, der skal overholdes – både for hestenes og for de besøgendes skyld. – Vi bliver nødt til at holde en passende afstand. Man må ikke komme tættere end 50 meter på hestene, når man færdes inden for hegnet. Det er også forbudt at fodre og klappe dyrene – de skal så vidt muligt leve som vilde dyr og må ikke lære, at mennesker betyder mad MILJØDANMARK NR. 6 DECEMBER <strong>2008</strong> ...vilde heste og klap. Man skal også passe på ikke at presse fl okken op i et hjørne eller skære den over i to dele. Vi har aldrig oplevet noget ubehageligt, men det kan være farligt, understreger skovløberen. Han bor i skovløberboligen klods op af hegnet til det 110 hektar store areal, som de i alt 46 heste (undskyld – 47; mere om det til sidst) bevæger sig frit rundt i. Det er et meget varieret terræn, hestene færdes i: Der er mose, strandeng, overdrev, almindelig skov og stævningsskov. Og hestene plejer naturen: De græsser engene og overdrevene ned og giver dermed lys og plads til en større variation af planter. En rolig hestefl ok Selv på den behørige sikkerhedsafstand af hestene får man et fi nt indtryk af fl okken. Lige nu færdes de i og omkring et lille stykke ung egeskov, hvor et par af hopperne ivrigt klør deres pels mod de lavthængende grene. Hingsten græsser tilsyneladende fredeligt et stykke ude på engområdet – men hele tiden kører hans små, afrundede ører rundt i en evig opmærksom lytten efter faresignaler. En kort vrinsken fra ham er tilsyneladende signal til fl okken om at fl ytte sig. På en lang lige linje bevæger omkring 20 heste sig bort fra træerne og ud i det åbne terræn – for så at stoppe op igen. Der er både vrinsken og prusten frem og tilbage fra skoven og ud på engen. Det lyder grangiveligt, som om hestene forhandler om, hvorvidt de nu skal holde sig til lyet under træerne eller bevæge sig videre. Det hele slutter i noget midt- imellem: Hestene traver frem og tilbage gennem den lille træbevoksning, enkelte slår over i galop og springer over en grøft, inden der igen falder ro over fl okken. Det er muligt, vejret er imod os, men hestene er i hopla: – Det er temmelig usædvanligt at se dem så aktive, siger John Theilgaard og fortsætter: – Der er mange, der kommer her med en forventning om at se hestene opføre sig som i westernfi lm, hvor de løber umotiveret hen over sletten. Men det gør de kun meget, meget sjældent. Det er jo vilde dyr, og de brænder kun deres energi af, hvis det er nødvendigt for dem. Ellers bevæger de sig roligt rundt på området i skridt. Vi lærer noget nyt hver dag – Hestene er af racen Exmoor og stammer oprindelig fra de vestlige af de britiske øer. Det er en meget robust race, som genetisk er tæt på den oprindelige vildhest. Den har små ører, store øjne, som er lidt udstående, så den næsten kan se horisonten rundt. Den har længere luftveje, så luften om vinteren når at blive varmet op, inden den når lungerne, dens næsebor er smalle og kan lukkes helt til, når den skal lede efter føde i snedækket. Og så er dens pels også helt speciel: Hårene vender nemlig sådan, at regnen nemt løber af dyret – selv om vinteren, hvor dens uldlag er meget tykt, forklarer John Theilgaard. Racen var faktisk tæt på udryddelse i årene efter anden verdenskrig. Dengang var der kun omkring 50 heste tilbage i Storbritannien – i dag er der omkring 3.000 Exmoorponyer på verdensplan. >
MILJØDANMARK NR. 6 DECEMBER <strong>2008</strong> 13