Gørtz, Kim. 2011. Ledelse i forskellighed, Strategi og ledelse.

og sætter grænser for, hvad der kan siges og tænkes af hvem, hvornår og
hvordan. Med andre ord må den differentierende leder blive skarp på,
hvad der fordeler kortene, positionerne og udsigelsesmulighederne, hvis
ambitionen er at installere produktive samarbejdsrelationer med maksimal
forskel, eller hvis det grundlæggende er blevet taget til indtægt i ledelsen,
at konkurrencen klares gennem innovative træk, nye former for
samarbejdsnormer samt nænsomme operationer i de atmosfæriske
mulighedsfelter.
Lad os gennemgå de tre anordninger, de såkaldte inklusions- og
eksklusionsmekanismer, som, ifølge Foucault, sikrer at ikke alle får
adgang i og til en given diskursiv formation, samtale, givne praksis og/eller
kommunikationsfelt: 1. Fornuft/ufornuft. 2. Sand/falsk. 3. Tilladt/forbudt.
1. Fornuft/ufornuft: Dette udelukkelsesprincip handler om opdeling og
forkastelse og fremdeles galskab. Den, der er galt på den kommer
ikke i kredsløb, dvs. bliver ikke hørt, og hvis vedkommende lykkes i
at råbe højt nok, dvs. bliver vanvittig og rasende, så bortkastes
vedkommende som regel gennem enten at få pålagt det sagte som
værende intetsigende (dvs. rablende), uden vigtighed eller bliver
decideret stiltiende såvel som artikuleret udråbt som værende
utroværdig. Kort sagt uegnet indenfor den gældende mere eller
mindre bevidste og socialt forhandlede opfattelse af, hvad der er
fornuftigt og meningsfuldt – og dermed også det modsatte.
2. Sand/falsk: Dette eksklusionssystem har noget tvingende over sig,
fx i form af en vilje og en institutionel og organisatorisk opbakning,
der typisk vedrører en vag idé om ”en sand diskurs”, dvs. det rigtige
at tale om er det man viser ærbødighed og ærefrygt, det man vist
hellere må underkaste sig, for hvem vil være forkert på den, sige
5