Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

denske hav I sin tid var blevet indviet af præsterne på befolkningens
bøn, fordi sødrukkerne - de ilanddrevne, ved forlis oooverbordfald
druknede søfolk - spøgede overmåde meget, da
de ville have en kristelig begravelse (se senere). Tanken må gå
tilbage til katolsk tid.
Allerede oldtidens grækere og romere anså havet for helligt,
idet saltvandet havde en rensende, hellig kraft. På valdemarstiden
sagde man forøvrigt I Danmark: Salt er helligt, for salt er af
hav og havet er viet! I oldtiden har man ofret drikke, dyr, sølvting
o.lign. til havet for at sikre sig havgudernes velvilje, og man
har hvert år foretaget processioner og religiøse ceremonier på
kysten for at sikre sig en lykkelig sejlads. Man har »renset« havet
ved den før omtalte lustratio, en renselsesceremoni, hvori indgår
bestænkning med helligt vand. Disse riter har den katolske
kirke overtaget, idet præsterne i forbindelse med hellige optog
og fremsigelse af bønner har velsignet havet, søfarten og dens
folk. Af særlig betydning er det, at de har stænket vievand i det
våde element. Dette vand, som ved en særlig indvielse og velsignelse
er blevet helliget, ejer en guddommelig kraft, som beskytter
mod alt ondt, og hvis virkning overføres til hele havet gennem
bare en enkelt dråbe. I katolske lande foregår disse ceremonier
stadig hvert år ved søfartens begyndelse i forbindelse
med en indvielse af havet, og det er sikkert mindelser herom,
der har holdt sig I den protestantiske tids tro på havets hellighed,
således at de i søen begravede - notabene med det rette ritual
og tilhørende ceremonier - trygt kan regne med, at det er
lige så sikkert at ligge dér som på den indviede kirkegård. At hajerne
æder ligene, er bittert for den der har overværet det, men
ret beset er det vel ikke værre, end når orme og kryb æder de
døde kroppe på kirkegården.
I reformationstiden nævner biskop Peder Palladius, at man 1
Danmark i katolsk tid bragte sakramentet 1 en monstrans med i
optog på kirkegården i by og på land og også har »ført det til
skibs ud på stranden«. Dette svarer til, at man I alpefloder og
139