Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

kammerater mod uvejr. De kunne forudse uheld om bord,
f.eks. at mastekurven ville falde ned, og forinden få den mand,
der sad deroppe, til at forlade den. De kunne advare mod lynnedslag,
de kunne purre ud til vending, så skibet i sidste øjeblik
undgik at løbe på et skær; de varslede om at lette anker, når en
orkan ville komme, eller ændre kurs, når land var nær, måske
når de var ved at kollidere med et skib eller et Isbjerg.
Men de kunne også varsle forlis og stranding. Det er disse
ondt-varslende spøgelser, som I en sen tid har overtaget klabautermandens
rolle, det uhyggelige skelet iført olietøj, som man
kunne se stå I vantet.
Velkendt er historien om en fremmed sømand, der drivende
afvand og ligbleg kravler op over lønningen, går hen til bestiklukafet
og skriver på den sorte tavle, f.eks.: Styr NØ til 0! Derpå
forsvinder han. De enes om at følge dette sælsomme bud, og efter
nogen tid ser de en omdrivende redningsbåd med udmattede
søfolk fra et forlist skib. En af de døde i båden er den mystiske
skikkelse, de har set. Undertiden kan det være en fugl, der
sværmer omkring skibet og utrætteligt anfalder folkene, så de
til sidst forstår, at de skal følge den og derved redder skibbrudne.
Opfordringen kan ligeledes komme fra en mystisk stemme
fra søen eller gennem en drøm.
Strandvaskere
De døde søfolk, fiskere eller andre, som skylles ind på stranden,
kaldes på dansk strandvaskere eller vaskere, sødrukker, vandstrygere,
død(e)mænd, dødssejlere, tangfiskere o.lign., på norsk drauger ( =
dødninge), på svensk sjogaster, stranddbdingar, på engelsk beach
washers og på tysk Wasserleichen.
Drejede det sig om landsmænd, Især lokale druknede, blev de
uden problemer begravet på kirkegården. Anderledes var det
med de Hg, som med strøm og sø drev Ind på øer og kyster langs
de store sejlled. De var fremmede og blev derfor Ikke begravet
med religiøse ceremonier, da man jo ikke kunne vide noget om
147