Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
sker. Denne skik kan følges tilbage til middelalderen. Et kors 1<br />
en kæde om halsen havde samme virkning. I senere tid kunne<br />
n<strong>og</strong>le finde på at tatovere navn <strong>og</strong> adresse på ryggen, selvfølgelig<br />
d<strong>og</strong> uden religiøs betydning. Efterhånden blev det ret almindeligt,<br />
at søfolk bar identitetsmærker om halsen.<br />
Flere steder havde man specielle pladser beregnet til strandvaskerbe<strong>grav</strong>elser,<br />
men Ikke indviede. Man gjorde ikke meget<br />
ud af be<strong>grav</strong>elsen. De døde beholdt deres pjalter på, <strong>og</strong> der var<br />
naturligvis ingen præst tilstede. Af <strong>og</strong> til var pladsen 1 senere tid<br />
kendetegnet ved en mindeplade eller måske endda et lidt større<br />
trækors. Især på den jyske vestkyst blev en del be<strong>grav</strong>et 1 klitter-<br />
Vistnok den ældste illustration af strandvaskere er et træsnit i den svenske katol<br />
ske ærkebiskop Olaus Magnus' berømte nordiske kulturhistorie fra 1555 (b<strong>og</strong><br />
II, kap. 3). Det forestiller en kystved det gamle bispesæde Skålholt i Island. T.h.<br />
ser man et skibbrud med druknende søfolk; flere af de døde er kommet i land<br />
<strong>og</strong> går som ånder eller skygger langs kysten, hvor de af <strong>og</strong> til åbenbarer sig for<br />
egnens folk, der først opdager at de er døde, når skyggerne forsvinder. Olaus<br />
Magnus fortæller, at deres sjæle skal renses i den nærliggende vulkan Heklas<br />
ild, som altså tænkes at fungere som skærsild. Archbishop Olaus Magnus' woodcut<br />
from 1555 shows beach washers in Iceland wandering around along the coast.<br />
151
Change language