Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
deres trosbekendelse <strong>og</strong> nationalitet. De fik ikke engang en <strong>grav</strong><br />
at hvile i. Utallige sagn <strong>og</strong> beretninger fra Danmark <strong>og</strong> udlandet<br />
er bygget over deres problem: de dødes højeste ønske var at<br />
komme i Indviet jord på kirkegården, hvor de kunne ligge i fred<br />
til den yderste dag, - hvis de da var kristne, hvad de fleste selvfølgelig<br />
var, 1 hvert fald 1 de europæiske farvande.<br />
Allerede 1 oldtidens Grækenland var man principielt imod at<br />
give de druknede en rituel be<strong>grav</strong>else, idet druknedøden ansås<br />
som en utålelig <strong>og</strong> uacceptabel dødsmåde, antagelig fordi man<br />
mente, at den var gudernes straf for folk, der havde forbrudt<br />
sig på en eller anden måde.<br />
Vergils Æneide (b<strong>og</strong> V) fra 1. årh. før vor tidsregning beretter<br />
om Æneas' styrmand Palinurus, der blev skyllet over bord i<br />
storm <strong>og</strong> drev op på en ukendt strandbred, hvor han ikke fik<br />
den rette be<strong>grav</strong>else, som ville sikre ham indgangen til dødsriget<br />
Hades. - I Horats' Oder (1. b<strong>og</strong>, ode 28) fra samme tid fortælles<br />
i digtet »Strandvaskerens sjælevånde« om den døde sømand,<br />
der gik til bunds i en storm på havet <strong>og</strong> skyllede op på<br />
stranden; her bønfaldt han sin skipper om at kaste de tre håndfuldejord<br />
på hans lig, så han kunne redde sin sjæl (jfr. tidligere<br />
i afsnittet om jordpåkastelsen).<br />
Når man i senere tid var bange for at have med strandvaskere<br />
at gøre, kunne det <strong>og</strong>så hænge sammen med, at man mente, at<br />
den der bjergede dem, selv ville drukne.<br />
Man troede, at man kunne lokalisere omdrivende strandvaskere<br />
ved et blåligt »liglys«, der svævede over deres sted i vandet<br />
(jfr. tidligere). Efter udbredt overtro sagde man, at de druknede<br />
skulle komme i land til Kristi Himmelfartsdag.<br />
Når de skyllede Ind på stranden, var det tit et uhyggeligt syn,<br />
Især hvis de havde ligget længe i vandet, så hoved <strong>og</strong> lemmer<br />
måske var slidt af, <strong>og</strong> fisk havde ædt af dem. Kødet kunne være<br />
halvt opløst, så det let gik af kn<strong>og</strong>lerne. Nyligt druknedes<br />
kroppe var helt bløde, <strong>og</strong> man måtte straks trække støvlerne af<br />
dem, for kort tid efter Indtrådte stivheden.<br />
148
Change language