Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Havet var den rette <strong>grav</strong> for sømanden, sagde man. Blev man<br />
alligevel reddet, hjalp det Ikke meget, for søen skulle nok få fat<br />
i én alligevel til slut. Den lod sig ikke snyde for det, der rettelig<br />
tilhørte den.<br />
Den stadig udbredte tradition, at en kaptajn bør gå ned med<br />
sit skib, hviler måske til syvende <strong>og</strong> sidst på samme overbevisning,<br />
at havet kræver ham selv sammen med skibet. Den bunder<br />
o'<br />
ikke i juridiske overvejelser, idet lovgivningen op gennem tiden<br />
nok har betonet, at kaptajnen, hvadenten det drejer sig om et<br />
orl<strong>og</strong>s- eller koffardiskib, ikke må forlade sit skib, sålænge det<br />
er ham muligt at blive derpå, <strong>og</strong> der kan være håb om dets redning.<br />
Men derefter skal han forlade det, bl.a. fordi han har ansvaret<br />
for mandskabet <strong>og</strong> dets frelse. Nu til dags opfatter man<br />
traditionen som et spørgsmål om kaptajnens æresbegreb eller<br />
pligtfornemmelse, hvis ikke man ser på den som et udtryk for<br />
hans kærlighed til sit skib - altsammen n<strong>og</strong>et der i virkeligheden<br />
forekommer én at være en bravadoagtig gestus, helt ude af trit<br />
med moderne, nøgtern tankegang. Det er vel muligt, at den rigtige<br />
forklaring skal findes i sømandsovertroen. Da galease<br />
»Margrethe Mathilde« af Ringkøbing! 1867 sprang læk på rejse<br />
til Norge <strong>og</strong> var ved at synke, sagde skipperen opgivende til<br />
styrmanden, som ville sætte skibsbåden ud: »Skal skibet synke,<br />
synker vi med!« Et sagn fra Cornwall fortæller om en kaptajn,<br />
der gik ned med sit skib ud for Land's End netop ved midnatstide.<br />
Han blev be<strong>grav</strong>et på kirkegården, <strong>og</strong> n<strong>og</strong>le hører stadig en<br />
skibsklokke slå fire plus otte glas fra hans <strong>grav</strong>.<br />
Også ligene af dem, der døde om bord på grund af uheld eller<br />
sygdom, tilhørte søen <strong>og</strong> måtte gives til den.<br />
På samme l<strong>og</strong>iske måde mente man, at et sunket skib tilhørte<br />
søen <strong>og</strong> ikke burde bjerges <strong>og</strong> sættes i fart igen. Skete det alligevel,<br />
kunne man være sikker på, at havet krævede sin ejendom<br />
tilbage, så det ville forlise igen. Det var ligeledes en udbredt tro,<br />
at et sunket <strong>og</strong> atter hævet skib ville være plaget af de druknede<br />
søfolks genfærd.<br />
110
Change language