Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
sen); er der mere, skal stedets ejer beholde det, medmindre det<br />
ved dom bliver ham frakendt«.<br />
I 1200-årene <strong>og</strong> senere opstod der i Frankrig flere broderskaber<br />
af søens folk, som påt<strong>og</strong> sig at søge efter strandvaskere <strong>og</strong><br />
be<strong>grav</strong>e dem. På øen Femern var der i 1451 et Hellig Legemsbroderskab<br />
(senere skipperlavet Segler-Compagnie), som be<strong>grav</strong>ede<br />
ilanddrevne <strong>og</strong> lod læse messer for deres sjæle. Havde<br />
de døde penge på sig, blev disse brugt til formålet. Senere kom<br />
der flere andre gilder til på Femern med samme opgave. I Helsingør<br />
fandtes der omkring 1500 et St. Gertruds broderskab <strong>og</strong><br />
gilde, som 1514 fik tilladelse til at bruge penge <strong>og</strong> værdisager<br />
fundet på strandvaskere mellem Hornbæk <strong>og</strong> Nivå til bekostning<br />
af be<strong>grav</strong>else <strong>og</strong> afholdelse af messer <strong>og</strong> vigilier (natlige<br />
gudstjenester) for deres sjæle. Tidligere havde de fundne værdier<br />
tilhørt kongen. Lignende broderskaber kendtes fra andre<br />
byer.<br />
Christian II's forordning om vrag 1521 bestemte, at en trediedel<br />
af værdien af vraggods skulle bruges til be<strong>grav</strong>else af de<br />
skibbrudne <strong>og</strong> til at synge messer for deres sjæle i nærmeste kirke.<br />
Det har altså på ingen måde været skik overalt at behandle<br />
de døde så ubarmhjertigt, som sagnene vil, heller Ikke i protestantisk<br />
tid, da katolikker ansås for hedninger. Præsten Niels<br />
Andersen Svansø (død 1555) fortæller i sin Danmarksbeskrivelse<br />
på vers, hvordan bønderne under strandinger langs Jyllands<br />
vestkyst forsamler sig ved stranden <strong>og</strong> vandrer langs den<br />
for at bjerge strandingsgodset. De Hg, som er skyllet op, jordes<br />
i land, thi, som han siger, jyderne viser de fremmede det hensyn,<br />
at deres sjæle ikke skal ligge ube<strong>grav</strong>ede. - Fra Fanø meldes,<br />
at så langt kirkebøgerne går tilbage (til 1626), kan man se, at<br />
strandlig er blevet be<strong>grav</strong>et kristeligt på kirkegårdene. På kirkeloftet<br />
I Sønderho stod altid en sort kiste parat til brug I »den<br />
ukendte sømands <strong>grav</strong>«. - Danmark-Norges kirkeritual af 1685<br />
siger udtrykkeligt, at de, som Ikke er af den rette tro <strong>og</strong> rene bekendelse<br />
(specielt vel katolikker), må be<strong>grav</strong>es på kirkegården<br />
155
Change language