Rapport om nedslidning - Aarhus.dk

2010 

Nedslidning på det 

danske arbejdsmarked 

Delrapport 2 

Oplevelser af nedslidningstruet arbejde på 

to lokalcentre i Århus Kommune 

Rapporten er udarbejdet for 

Rapporten er udarbejdet af 

Rune Schmidt 

Camilla Salimi 

Iben Karlsen

Delrapport 2: Oplevelser af nedslidningstruet arbejde på to lokalcentre i 

Århus Kommune 

Indhold 

Indhold 

Indhold .................................................................. 1 

Indledning ............................................................. 2 

Dataindsamling og metodiske overvejelser ..... 2 

Læsevejledning ................................................. 3 

To lokalcentre i Århus Kommune ......................... 4 

Lokalcentrene og nedslidningstruet arbejde ........ 5 

De daglige opgaver i plejen .............................. 5 

Arbejdsgange i køkkenet .................................. 8 

Hjælpemidler hjælper ......................................... 10 

Viden og teknikker .......................................... 10 

Problemer med hjælpemidler ........................ 11 

Borgens hjem vs. medarbejderens arbejdsplads 

........................................................................ 11 

Opsamling ....................................................... 12 

Nedslidningsopmærksomhed og kropsbevidsthed 

............................................................................ 13 

Ergonomiundervisning ................................... 13 

Konsekvens af et fokus på tunge løft ............. 14 

Fravær af kropsbevidsthed ............................. 15 

Manglende nedslidningsopmærksomhed ...... 16 

Opsamling ....................................................... 17 

Nedslidning som et samfundsmæssigt problem 18 

Hvornår er der tale om nedslidning? .............. 18 

Sygefravær ...................................................... 18 

Loyalitet over for arbejdspladsen ................... 19 

Kritisk perspektiv på forebyggelse af 

nedslidning via teknologi ................................ 20 

Noter og kilder .................................................... 22 

Om rapporten 

Denne rapport Oplevelser af nedslidningstruet 



arbejde på to lokalcentre i Århus Kommune udgør 

den anden af to delrapporter om nedslidning på 

det danske arbejdsmarked. De to rapporter er 

blevet udarbejdet i forbindelse med projektet 

Den Intelligente Arbejdsbeklædning. Projektet er 

et innovationssamarbejde mellem Århus 

Kommune, Sundhed og Omsorg og den private 

virksomhed YOKE interaction design og er 

finansieret af Århus Kommune, Sundhed og 

Omsorg og Region Midtjylland via puljen 

Offentlig-privat Innovation (OPI) under navnet 

Den Forebyggende Trøje. 

For mere information om projektet kontakt: 

Mette Halkier 

Århus Kommune, Sundhed og Omsorg 

+45 8940 6925 

mhal@aarhus.dk 

Jakob Mandøe 

YOKE interaction design 

+45 3026 3273 

jakob@yoke.dk 

Side 1



Indledning 

Indledning 

Denne rapport er udarbejdet som et led i 

udviklingen og implementeringen af det 

velfærdsteknologiske hjælpemiddel Den 

Intelligente Arbejdsbeklædning. Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning er i dens nuværende 

udformning en trøje med indsyede sensorer, som 

kan måle på kroppens bevægelser. Hensigten er, 

at Den Intelligente Arbejdsbeklædning skal 

generere data om nedslidning særligt i 

skulder/nakke regionen; et område, der hidtil har 

været relativt uudforsket. Samtidigt skal Den 

Intelligente Arbejdsbeklædning kunne fungere 

som et redskab til at forebygge nedslidning på 

nedslidningstruede arbejdspladser i Århus 

Kommune. Produktet har således både et 

videnskabeligt og et praktisk øjemed. Det er den 

sidst nævnte del, der danner baggrunden for 

denne rapport og den undersøgelse, der er gået 

forud herfor. 

Udgangspunktet for nærværende rapport er en 

undersøgelse af nedslidningsproblematikker i 

Århus Kommunes plejesektor. Formålet med 

undersøgelsen har været at etablere et 

brugerforankret grundlag, for at kunne udvikle et 

så hensigtsmæssigt og optimalt forebyggende 

produkt som muligt. Undersøgelsen er således 

foretaget i én af de kontekster, som produktet 

skal kunne indgå i, dvs. blandt medarbejdere i 

plejesektoren, nærmere bestemt social- og 

sundhedsmedarbejdere og rengørings- samt 

køkkenpersonale på to lokalcentre i Århus 



Kommune. På længere sigt er det forventningen, 

at produktet kan udbredes og bruges inden for en 

række forskellige brancher. 

Rapporten adskiller sig fra ”Delrapport 1: 

Omfang, omkostninger og udfordringer”, som har 

til formål bredt at afdække 

nedslidningsproblematikken fra et økonomisk, 

politisk og medicinsk perspektiv, idet denne 

rapport analyserer en konkret case. Hensigten er 

at belyse, hvilke erfaringer og problematikker 

pleje- og køkkenpersonale på et lokalcenter 

oplever i dagligdagen. Rapporten søger således at 

udfolde og nuancere billedet af 

nedslidningsproblematikken med en forankring i 

det konkrete arbejde. Den empirinære analyse og 

de konkrete og arbejdsspecifikke informationer 

skal fungere som et væsentligt led i udviklingen 

og implementeringen af Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning. 

Dataindsamling og metodiske 

overvejelser 

I foråret 2010 har vi foretaget en kvalitativ 

undersøgelse på to lokalcentre i Århus Kommune. 

Undersøgelsen tager en antropologisk form, idet 

dens fokus er på medarbejdernes oplevelser af 

nedslidningstruet arbejde. Fordelen ved 

antropologiens kvalitative metodiske 

indfaldsvinkel er, at man kan komme tæt på de 

mennesker, informanterne, som er 

udgangspunktet for analysen. Vi har således 

foretaget deltagerobservation (1) i fire 

Side 2



Indledning 

arbejdsdage: Tre dage med plejepersonale og en 

dag sammen med køkken- og 

rengøringspersonale. Det er foregået på den 

måde, at vi har fulgt medarbejderne i deres 

daglige arbejde: Vi observerede og deltog i det 

omfang, det lod sig gøre. Vi har således etableret 

et grundlæggende kendskab til arbejdsgange og 

rutiner i de pågældende erhverv, og deltagelsen i 

arbejdet har været udgangspunkt for samtaler 

med medarbejderne om arbejdet og deres 

kendskab til og erfaring med nedslidning. 

Derudover har vi foretaget et 

fokusgruppeinterview med tre teamledere fra 

plejesektoren, et interview med en teamleder fra 

en køkkenafdeling samt interviewet personale, 

der arbejder med nedslidning i forskellige 

sammenhænge inden for Århus Kommune, 

herunder en medarbejder fra 

Arbejdsskadekontoret, en arbejdsmiljøkonsulent, 

en arbejdsmiljørådgiver og to fysioterapeuter. 

Alle vores informanter er anonymiserede, dvs. vi 

inddrager udelukkende en generel 

stillingsbetegnelse, eksempelvis 

”plejemedarbejder”, ”køkkenmedarbejder” eller 

”beboer” (2), og de undersøgte lokalcentre er 

ligeledes anonymiseret. 

Vi har i den efterfølgende analyse af vores empiri 

identificeret en række problemstillinger, som 

danner grundlaget for rapporten. Rapporten 

præsenterer således et indblik i arbejdet på et 

lokalcenter og de nedslidningsproblemstillinger, 

der forekommer i denne konkrete kontekst. 

Rapportens konklusioner er altså draget på 



baggrund af vores observationer og interviews de 

pågældende steder. Det betyder, at de konkrete 

beskrivelser vil være specifikke for de to 

lokalcentre, men der vil også være nogle 

beskrivelser og konklusioner af generel karakter; 

dvs. de problemstillinger, som vi trækker frem, vil 

kunne bredes ud til andre arbejdspladser. 

Læsevejledning 

Rapporten præsenterer først en kort introduktion 

til de to lokalcentre, som danner rammen om den 

empirinære undersøgelse. 

Herefter følger afsnittet ”Lokalcentrene og 

nedslidningstruet arbejde”, hvor en typisk 

arbejdsdag i henholdsvis plejen og køkkenet 

gennemgås og sættes i relation til 

nedslidningsproblematikken. 

Efterfølgende bevæger vi os fra dette mere 

generelle niveau ind i en analyse, der først 

behandler medarbejderes oplevelser af og 

erfaring med at arbejde med hjælpemidler. 

Og endeligt analyserer vi og sammenholder 

forskellige medarbejdergruppers oplevelser af 

nedslidning og sygefravær. Dette afsnit 

indeholder også en kritisk tilgang til 

velfærdsteknologiske hjælpemidler. 

Side 3



To lokalcentre i Århus Kommune 

Siden slutningen af 1990’erne er flere lokalcentre 

blevet slået sammen i Århus Kommune. 

I Århus Kommune findes der således 13 såkaldte 

samdriftede lokalcentre; dvs. administrative 

enheder, der dækker over flere lokalcentre med 

fælles ledelse. De to lokalcentre, vi har undersøgt 

i forbindelse med denne rapport, ligger under 

samme samdriftede enhed. 

Lokalcentrene består typisk af en række 

lokaliteter og bygninger i lokalområderne, 

herunder plejeboliger. Centrene er rammen om 

en stor del af de aktiviteter, der findes for blandt 

andet pensionister i Århus Kommune såsom 

sundhedsklinikker, sygepleje, praktisk hjælp, 

caféer, aktivitetslokaler, træning, vedligeholdelse 

mv. (3). 

Denne rapport koncentrerer sig, som allerede 

nævnt, om to lokalcentre. Til lokalcentrene er der 

knyttet en række pleje- og ældreboliger. 

Derudover er der ansat medarbejdere fra en 

række forskellige faggrupper, herunder social- og 

sundhedspersonale (SOSU-personale), 

sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, 

service- og køkkenpersonale og administrative 

medarbejdere. 

Administrativt hører den samdriftede enhed, som 

de to lokalcentre hører til, under Århus 

Kommunes Magistrat for Sundhed og Omsorg. 

To lokalcentre i Århus Kommune 

Den daglige ledelse af hjemmeplejen og 

plejeafdelingerne varetages af teamledere (5). 



Figur 1: Oversigtskort over de 13 samdriftede lokalcentre og de 

tilhørende lokalcentre i Århus Kommune. 

Side 4



Lokalcentrene og 

nedslidningstruet arbejde 

Arbejde i plejesektoren (herunder plejearbejde, 

rengøring og køkkenarbejde) har været genstand 

for stor offentlig og politisk bevågenhed. I såvel 

regeringens arbejdsmiljøplan for perioden frem 

mod 2010 og i aftalen om Forebyggelsesfonden 

fremhæves specielt SOSU-personalet og arbejdet 

på plejehjem og i hjemmeplejen som centrale 

områder for indsatser mod fysisk nedslidning og 

bevægeapparatbesvær (6). 

Ifølge en rapport fra Det Nationale 

Forskningscenter for Arbejdsmiljø om fysisk 

belastning i den kommunale ældrepleje 

indebærer arbejdet en væsentlig risiko for 

nedslidning forstået dels som pludseligt opståede 

arbejdsskader og dels som erhvervssygdomme 

udviklet over længere tid (7). 

Et hyppigt symptom på arbejdsrelateret 

nedslidning er problemer med muskler og led, 

også betegnet som muskel- og skeletbesvær, jf. 

”Delrapport 1: Omgang, omkostninger og 

udfordringer”. Det viser sig ofte som smerter og 

ømhed typisk i ryggen eller lænden, nakken og 

skuldrene, underarm og håndled (også kaldet 

museskader) og endelig hofte og knæ (8). 

Medarbejdere i plejesektoren er dagligt udsat for 

fysisk tungt arbejde, som medfører en væsentlig 

risiko for at udvikle forskellige former for muskel- 

og skeletbesvær. Generelt er arbejdet præget af 

Lokalcentrene og nedslidningstruet arbejde 

følgende arbejdsrelaterede risikofaktorer (dvs. 

påvirkninger), der kan give muskel- og 

skeletbesvær: 

Løft, træk eller skub af tunge byrder 



Arbejde med bøjet eller vredet ryg eller 

nakke 

Arbejde med løftede arme 

Ensidige og gentagne kraftbetonede 

bevægelser (9) 

I det følgende beskriver vi en typisk arbejdsdag 

først for plejemedarbejdere i ældreplejen (10) og 

derefter for køkkenmedarbejdere for dels at 

klarlægge de typiske arbejdsopgaver i løbet af en 

hel arbejdsdag og dels for at belyse 

sammenhængen mellem bestemte 

arbejdsopgaver og bevægelser, der kan være 

årsager til nedslidning. 

De daglige opgaver i plejen 

Medarbejderne i plejen på de to besøgte 

lokalcentre arbejder typisk i treholdsskift: 

Dagvagt fra 07-15, aftenvagt fra 15-23 og 

nattevagt fra 23-07. Der knytter sig forskellige 

typer arbejdsopgaver til de forskellige vagter. Vi 

vil her tage udgangspunkt i en dagvagt (11). 

Dagvagten bliver blandt medarbejderne regnet 

for at være den med de hårdeste arbejdsopgaver, 

fordi der forekommer mange forflytninger (12). 

Det er desuden den vagt, hvor der generelt er 

Side 5



flest arbejdsopgaver, hvorfor der også er flest 

medarbejdere på arbejde i dette tidsrum. 

Som dagvagt mødes man i vagtstuen om 

morgenen, hvor teamlederen typisk gennemgår 

og fordeler dagens opgaver. Samtidig tjekkes 

natholdets rapport for at se, om der er noget 

særligt, man skal være opmærksom på, eller om 

der er nogle opgaver, som mangler at blive 

udført. Herefter går plejepersonalet ud til 

beboerne. 

De første arbejdsopgaver om morgenen er at 

vække beboerne og hjælpe dem med 

morgentoilette. Arbejdet med at få en beboer op 

af sengen kan være fysisk krævende. Dette 

foregår typisk ved, at plejepersonalet bukker sig 

ind over sengen og hjælper beboeren op i 

siddende stilling. Til visse borgere med 

bevægelsesbesvær benyttes personlifte. 

Herfra hjælpes beboeren op at stå typisk ved 

brug af et hjælpemiddel såsom en rollator, som 

den ældre kan støtte sig til. 


Arbejdet med beboeren foregår stille og roligt, 

idet man arbejder ud fra et princip om, at 

arbejdet skal foregå i beboernes eget tempo, 



sådan at de kan følge med; på den måde kan man 

udnytte beboerens egne ressourcer bedst muligt. 

Dette bidrager både til at mindske 

forflytningsulykker for medarbejderne og giver 

borgeren en oplevelse af at være mere 

selvhjulpen (13). Ikke desto mindre oplever 

plejepersonalet, at forflytninger er hårde 

arbejdsopgaver. 

På et af lokalcentrene har SOSU-medarbejderne 

samlet nogle af de hårdeste arbejdsopgaver i det, 

de kalder ”tung tur”. En tung tur er en dag, hvor 

man besøger og tager sig af de beboere, der har 

særligt brug for at blive løftet (med lift) eller 

støttet på andre måder til at bevæge sig rundt i 

deres bolig. Medarbejderne kan selv vælge, om 

de vil være med på en sådan tung tur, hvor man i 

øvrigt arbejder to sammen en hel dag. 

Tilbage hos plejemedarbejderen hjælpes 

beboeren fra sengen og ud på badeværelset, hvor 

beboeren kommer på toilettet. Hvis beboeren 

skal i bad, foregår dette eksempelvis i en 

bade/bækkenstol, der er på hjul, og hvor vandet 

nemt kan løbe af. Badning kan være lidt 

vanskeligt, forklarer en plejemedarbejder, fordi 

man hurtigt kommer til at stå i en 

uhensigtsmæssig stilling for ikke selv at blive våd. 

Desuden er bade/bækkenstolen svær at justere i 

højden, hvilket gør, at den enten er så høj, at 

beboeren har svært ved at komme op på den, 

Side 6



eller den er så lav, at medarbejderen kommer til 

at stå i en dårlig arbejdsstilling. 

Efter badet smøres beboerne efter behov ind i 

creme og får tøj på. Dette påklædningsarbejde 

forgår ofte på hug eller med bøjet ryg. 

Derefter støtter medarbejderen beboeren på vej 

ind i stuen, og der sørges for morgenmad og 

medicin. 

En lignende procedure gentager sig ved de øvrige 

beboere, indtil alle er oppe. Derudover er der 

forskellige specifikke arbejdsopgaver afhængigt 

af, hvilken beboer man hjælper, og hvor 

selvhjulpen beboeren er. Dette er eksempelvis, at 

give en beboer støttestrømper på, dryppe øjne 

eller hjælpe med oprydning. 

I løbet af formiddagen er der også forskellige 

opgaver, der skal varetages; at hjælpe beboere 


på toilettet, hente og bringe beboere til 

fysioterapitræning, hjælpe en kollega med at 

håndtere en lift (hvortil man skal være to 

medarbejdere) o.a. 

Når medarbejderne er færdige med deres 

opgaver, eller der er et hul mellem opgaverne, 



går de ned i vagtstuen. Her mødes man både for 

at holde pause, men også for at stå til rådighed 

for ens kollegaer, hvis de har brug for hjælp, eller 

der er opstået nye arbejdsopgaver, som man skal 

tage sig af. Vagtstuen er desuden et sted, hvor 

man udveksler erfaringer og deler viden og 

praktisk information om beboerne. 

Omkring middag skal der hentes mad i 

lokalcentrets kantine. De mere selvhjulpne 

beboere spiser i kantinen, mens resten får maden 

bragt ud i deres lejlighed af plejepersonalet. Når 

alle har spist, og der er blevet ryddet af igen, 

holder plejepersonalet selv frokost i vagtstuen. 

Over middag er der igen en række forskellige 

arbejdsopgaver, der skal varetages. Dette kan 

eksempelvis være at hjælpe beboeren med at 

udarbejde en indkøbsseddel, foretage lettere 

rengøring, tømme affaldsspande og vaske tøj. 

Særligt tøjvask kan være en fysisk krævende og 

tung arbejdsopgave, idet kurvene med tøj bæres 

mellem beboerens hjem og vaskekælderen. 

Hen på eftermiddagen går medarbejderne igen 

ned i vagtstuen, hvor der ryddes op, og dagens 

arbejdsopgaver gennemgås og underskrives af 

Side 7



medarbejderne, hvorefter arbejdsdagen 

afsluttes. 

Som det fremgår af ovenstående beskrivelse, er 

der en række fysisk hårde opgaver forbundet 

med arbejdet i plejen. Disse fysisk belastende 

arbejdsopgaver er ikke kun specifikke for de to 

undersøgte lokalcentre, men generelle i 

kommunalt plejearbejde, jf. 

Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse fra 2004 og 

2005 af fysiske belastninger i det kommunale 

plejearbejde (14). Undersøgelsen viste, at SOSU- 

gruppen generelt har en markant overhyppighed 

af bevægeapparatbesvær. 

Arbejdsgange i køkkenet 

Køkkenpersonalet møder omkring kl. 7 om 

morgenen, hvor de klæder om til arbejdsuniform 

i et af omklædningsrummene i kælderen. 

Arbejdstøjet består af bukser, en kortærmet 

skjorte, evt. en sjælevarmer og et par skridsikre 

sko. Herefter går de i gang med en otte timer lang 

arbejdsdag i lokalcentrets køkken og den 

dertilhørende café. 

En af dagens første arbejdsopgaver er 

varemodtagelse. Hvis der er kommet nye varer, 

skal de køres på rulleborde til depoterne i 

kælderen og stilles på plads. Pedellerne sørger for 

at køre varerne ned i kælderen, men det er 

køkkenpersonalet, der har ansvaret for at stille 

varerne på plads. Rullebordene aflaster arbejdet 

en del, men arbejdet med at stille varer på plads 




kan være præget af mange gentagne bevægelser 

med tunge løft og skæve arbejdsstillinger. 

I køkkenet på stueetagen tilberedes dagens mad 

til beboerne på lokalcentret. Madlavningen 

dækker over tilberedning af smørrebrød, 

middagsmad, diætmad og salatbar. Derudover 

skal der bages brød og kager, der skal løbende 

hentes varer fra kælderen, som stilles på plads, 

kaffe skal brygges, og caféen betjenes. 

Opvaskemaskinen er endvidere konstant i brug, 

og rent service, gryder og andre køkkenredskaber 

skal stilles på plads. Endelig forekommer der 

løbende afvaskning af bordplader ol. og til slut en 

intensiv rengøring i køkkenet og vask af klude, 

viskestykker mm., hvilket foregår i kælderen. 

Madlavningen indebærer en række 

arbejdsopgaver: Der skal dagligt tilberedes store 

mængder af grøntsager, hvilket foregår manuelt 

ved at skrælle og udskære. 

Lignende arbejdsbevægelser udføres under 

opskæring af kød. Fælles for tilberedning af 

grøntsager og kød er, at arbejdet aflastes vha. 

Side 8



hæve/sænkeborde samt jobrotation, hvor 

medarbejderne skiftes til at udføre bestemte 

belastende arbejdsopgaver for at sikre variation i 

arbejdsbevægelser og -stillinger (15). 

Smørrebrødsdelen indebærer, at en medarbejder 

er beskæftiget med at tilberede et stort antal 

smørrebrød dagligt. Arbejdet kræver en række 

monotone gentagne bevægelser såsom vrid i 

hænder og arme, og der vil ofte være 

uhensigtsmæssige rækkeafstande. Igen gælder 

det, at højdeindstillelige borde letter arbejdet 

væsentligt. 

Arbejdsfunktionerne under middagsmaden 

omfatter klargøring, tilberedning og 

portionsanretning af maden. Arbejdet foregår i et 

højt tempo, og der forekommer ensidigt gentaget 

arbejde samt tungt arbejde såsom transport af 

store fyldte gryder. Endelig minder 

portionsanretning om samlebåndsarbejde, som 

er kendetegnet ved et højt arbejdstempo og 

gentagne vrid i kroppen. Køkkenets ergonomiske 

forhold aflaster dog også her arbejdet; der er 

rulleborde til transport af varer, gryder mv., 

hæve/sænkeborde eller højt placerede ovne. Det 

skal dog nævnes, at kogepladerne ikke er 

højdeindstillelige på ét af de lokalcentre, vi 

undersøgte, hvilket kan være en belastning for 

medarbejdere af en vis højde. 

Bagning af brød og kager 

foregår manuelt med 

gentagne vrid i arme, skuldre 




og ryg, f.eks. under formning af brød. Processen 

aflastes dog i nogen grad af røremaskiner. 

Betjening af opvaskemaskinen er præget af 

ensartet gentaget arbejde. 

Den forudgående skuring af 

gryder, bradepander ol., er 

tungt ensformigt arbejde. 

Når service og køkkenredskaber efterfølgende 

skal stilles på plads, vil der ofte være hyppige løft 

og arbejde med bøjet ryg eller lange 

rækkeafstande. 

Generelt er arbejdet i køkkenet kendetegnet ved 

at være ensidigt og gentaget, dvs. der udføres 

ofte arbejdsbevægelser, som gentages flere 

gange i minuttet over længere perioder, hvilket 

er i overensstemmelse med Arbejdsmiljøfondets 

rapport ”Vejledning om ensidigt gentaget arbejde 

i køkkener” (16). Rapporten fremhæver i øvrigt, 

at arbejdsopgaver, tilsvarende dem vi 

observerede i køkkenet, er potentielle 

nedslidningskilder, idet køkkenarbejdet er præget 

af tunge løft, skæve vrid samt yderstillinger. 

Derudover er arbejdet præget af et højt 

arbejdstempo med få hvilepauser. F.eks. er der, 

på et af de lokalcentre vi undersøgte, typisk to 

pauser i løbet af en hel arbejdsdag: En kaffepause 

i løbet af formiddagen og frokostpausen hvor 

caféen skal betjenes samtidigt. Det afspejler, at 

arbejdsdagen kan være præget af tidspres, og at 

der nogle gange ikke er tid til at tage en ekstra 

hvilepause. 

Side 9



Hjælpemidler hjælper 

Som det fremgår af ovenstående beskrivelser, er 

hjælpemidler en integreret del af hverdagen i 

plejen og køkkenet på lokalcentrene. Rulleborde, 

røremaskiner, bade/bækkenstole og lifte er alle 

hjælpemidler, der er med til at lette det daglige 

arbejde. På samme måde er højdeindstillede 

kogeplader, justerbare borde og 

hæve/sænkesenge og rotationsordninger med til 

at gøre arbejdet mindre belastende. 

Erfaringen med hjælpemidler i plejesektoren er 

generelt meget positiv, og det opleves, at 

hjælpemidler faktisk hjælper i forhold til at 

mindske og forebygge nedslidning i arbejdet. En 

teamleder beskriver det således: 

”I forhold til rygproblemer, så er der så mange 

hjælpemidler i dag, så det burde ikke være nødvendig 

at få ondt. Jeg tænker lidt, at slid i ryggen det er noget, 

der tilhører forrige generation. Nu har vi jo unge og 

friske mennesker, der har så meget teknisk forstand, at 

de kan bruge alle mulige hjælpemidler og har en helt 

anden tilgang til det” 

En anden teamleder i plejen fortæller om, 

hvordan loftlifte (17) har hjulpet medarbejderne 

på deres afdeling: 


Citat: Teamleder 

”I vores afdeling har vi 29 plejeboliger, hvoraf 11 af 

dem er beboet af borgere, der skal forflyttes med lift. 

Men for omkring en måned siden fik vi loftlifte” (…) ”Og 

i dag (omkring en måned efter indførelsen af de nye 

loftlifte) kommer medarbejderne og fortæller, at de 

kan mærke, at arbejdet er blevet lettere end før.” 


Efter at have talt med medarbejdere og 

teamledere i plejesektoren er indtrykket 



desuden, at medarbejderne er meget åbne over 

for nye hjælpemidler (18), og at man er god til at 

tage dem til sig og få dem integreret som en 

naturlig del af arbejdet. Dette i hvert fald så 

længe der er tid til at sætte sig ind i 

hjælpemidlets funktioner, og medarbejderne 

forstår, hvorfor de bør bruge dem. 

Dette fremgår blandt andet af følgende citat fra 

en teamleder: 

”Altså i vores verden kommer der jo altid nye tiltag, så 

der er altid noget nyt, man skal tage stilling til, men 

over tid kan man jo implementere det meste. Har man 

en god viden og sætter sig ind i tingene, så kan det lade 

sig gøre. Og generelt synes jeg, at medarbejderne er 

gode til at tage imod APV-hjælpemidler [APV står for 

arbejdspladsvurdering] og til selv at sige til, hvis der er 

behov for noget.” 

Medarbejderne er altså vant til løbende at skulle 

forholde sig til og sætte sig ind i nye 

hjælpemidler, og med tiden kan det meste blive 

integreret i arbejdsdagen. En af teamledernes 

konklusion er derfor, at plejemedarbejderne er 

godt hjulpet i forhold til at undgå nedslidning. 

Viden og teknikker 

At medarbejderne er positivt stemt over for 

hjælpemidler gælder ikke kun konkrete 


genstande, men også viden og teknikker, der kan 

lette arbejdet eller sikre, at medarbejderne 

udfører arbejdet mere hensigtsmæssigt. En 

teamleder forklarer, at de har en medarbejder, 

Side 10



der er nedslidt i tommelfingrene, fordi hun har 

arbejdet meget med at give de ældre beboere 

støttestrømper på. Teamlederen forklarer også, 

at de øvrige medarbejdere nu skal på et kursus, 

der skal give dem nogle teknikker til, hvordan de 

lettere kan give de ældre tøj på uden selv at få 

ondt, og at medarbejderne forventer sig meget af 

et sådant kursus. 

Det er dog vigtigt at pointere, at viden ikke altid 

er nok til at ændre medarbejdernes adfærd, men 

at der ofte også skal en praktisk, kropslig erfaring 

til for at forandre handlemønstre. Dette skal vi 

vende tilbage til i næste afsnit. 

Derudover påpeger en arbejdsmiljøkonsulent, at 

der kan være forskel på, hvordan forskellige 

medarbejdergrupper modtager og opfatter 

retningslinjer for, hvordan de skal udføre deres 

arbejde. Hun forklarer det sådan: 

”Det er forskelligt, hvordan man skal informere 

forskellige medarbejdergrupper om forebyggende tiltag 

– nogle grupper ser det som en hjælp i hverdagen at få 

at vide, hvordan de bør gøre ting, mens andre ser det 

som en indskrænkning af deres arbejdsgange” 


Citat: Arbejdsmiljøkonsulent, Århus Kommune 

Problemer med hjælpemidler 

Der er dog også eksempler på nogle 

hjælpemidler, der ikke er blevet taget så godt 

imod. Et nyligt eksempel på dette er 

PDA/smartphone, som bl.a. skulle digitalisere 

medarbejdernes vagtplaner og arbejdsopgaver. 

Tidligere printede man skemaer med vagtplaner 

og arbejdsopgaver ud på papir, og 

medarbejderne skulle så ud for hver 



arbejdsopgave, som de havde udført, skrive deres 

navn som dokumentation for, at opgaven var 

blevet udført. Med de nye PDA/smartphone 

havde medarbejderne disse ting elektronisk og 

skulle, i stedet for at skrive under, ’stemple ind og 

ud’, når de var hos en beboer som 

dokumentation for opgavens udførelse. På et af 

lokalcentrene blev dette dog oplevet som en 

kontrol af medarbejdernes arbejde og deres 

tidsforbrug, hvorfor PDA/smartphone mødte en 

del modstand på arbejdspladsen – en modstand 

der i sidste ende mundede ud i at ’stemple ind og 

ud’ funktionen blev fjernet fra PDA/smartphone, 

hvorefter den blev genindført på lokalcentret i 

marts 2010. 

Borgens hjem vs. 

medarbejderens arbejdsplads 

En anden årsag til at, plejepersonalet ikke altid 

bruger alle de forhåndenværende hjælpemidler, 

kan skyldes hensynet til den ældre. Der kan være 

et modsætningsforhold mellem det at bruge 

hjælpemidler og hensynet til den ældre, hvilket 

kan skyldes et arbejdsmiljømæssigt dilemma i 

plejesektoren. Dilemmaet består i, at de samme 

rum skal fungere som et personligt, hyggeligt og 

trygt hjem for beboeren samtidig med, at de skal 

være rammen om en ergonomisk hensigtsmæssig 

arbejdsplads for plejemedarbejderne. 

Side 11



En arbejdsmiljørådgiver forklarer dette dilemma 

således: 

”Altså dårlige arbejdsstillinger, det er der ikke så meget 

af mere på grund af alle hjælpemidlerne – eller det kan 

der så godt være alligevel, fordi personalet synes, det 

er synd for de ældre, hvis der skal store hjælpemidler 

ind i deres hjem. Eksempelvis, hvis jeg nu boede her 

(afgrænser en lille plads med armene), og jeg skulle 

have nogle hjælpemidler, så kunne jeg ikke have alle de 

møbler, som jeg har nu, og så er der måske en 

medarbejder, der udsætter det lige lidt for længe, og så 

giver det nogle belastninger.” 

At det kan være svært at skulle komme og 

fortage ændringer i en beboers hjem, er en 

problemstilling, der bliver nikket genkendende til 

ude blandt plejepersonalet. En teamleder har 

følgende kommentar: 

Hensynet til den ældre kan altså være en årsag til, 

at medarbejdere ikke tager alle de fornødne 

hjælpemidler i brug. Små pladsforhold ude i nogle 

af plejeboligerne kan desuden gøre dette 

dilemma større. 



”Jeg synes, at jeg har oplevet det i hjemmeplejen – 

fordi det er et privat hjem. Eksempelvis er man nogle 

gange nødt til at dele en ægteseng op, fordi man skal 

kunne komme til fra begge sider, så der er da nogle 

gange nogle problemfyldte opgaver. Og så er 

problemet med personalet, hvis de tænker: ”Ej, vi kan 

lige…” for at undgå en konflikt eller for at tilgodese en 

borger. For der er jo mange ting, man kan forstyrre det 

private hjem med, når man sådan gør sit indtog” 


Det betyder, at man på lokalcentrene er glade for 

hjælpemidler som eksempelvis loftlifte, der 



udover at være et effektivt hjælpemiddel også er 

mindre pladskrævende for beboeren. På denne 

måde tilgodeser hjælpemidlet de to funktioner, 

som beboerens bolig har – nemlig at skulle 

fungere som hjem og som arbejdsplads på 

samme tid. 

Opsamling 

Skal man betragte ovenstående i relation til 

implementering af nye hjælpemidler, synes der 

generelt at være stor åbenhed og interesse for 

hjælpemidler, der kan lette hverdagen for 

beboere og medarbejdere. Dette gælder dog kun, 

så længe medarbejderne oplever og er enige i, at 

der er behov for det pågældende hjælpemiddel, 

og når medarbejderne får den fornødne tid til at 

sætte sig ind i dets funktioner. Man skal desuden 

være opmærksom på, at hjælpemidler kan møde 

modstand ude på arbejdspladserne, hvis det 

eksempelvis som PDA/smartphone opleves som 

en arbejdskontrollerende funktion, eller hvis det 

går imod idealer om arbejdet og hensynet til 

beboeren. 

Side 12



Nedslidningsopmærksomhed og 

kropsbevidsthed 

Når man færdes på arbejdspladserne i 

plejesektoren, er man ikke i tvivl om, at der er 

stor opmærksomhed på det fysiske arbejdsmiljø 

og nedslidningsrisici. Blot for at nævne nogle 

eksempler er der bestemte regler for, hvordan 

man skal udføre visse belastende 

arbejdsfunktioner – i nogle tilfælde er det 

obligatorisk at inddrage hjælpemidler; der 

afholdes obligatoriske ergonomikurser; på 

ethvert lokalcenter er der nedsat en 

sikkerhedsorganisation med lokale 

sikkerhedsudvalg; der er tilknyttet 

fysioterapeuter – både internt og eksternt – på 

arbejdspladserne; der er fastansatte 

arbejdsmiljørådgivere; der er den obligatoriske 

arbejdspladsvurdering (APV) hvert tredje år, som 

har til formål at forbedre arbejdsmiljøet. 

Vores samtaler med teamledere, fysioterapeuter 

og arbejdsmiljøkonsulenter afspejler denne 

nedslidningsopmærksomhed. Generelt beretter 

fysioterapeuterne om alvorlige tilfælde af 

arbejdsrelateret nedslidning. Det drejer sig typisk 

om medarbejdere, der er blevet henvist til et 

kommunalt, fysioterapeutisk behandlingstilbud af 

deres arbejdsgivere. Teamledere og 

arbejdsmiljøkonsulenter kan bekræfte, at der 

forekommer nedslidning, men der lægges 

samtidig vægt på, at man forsøger at aflaste og 

forbygge gennem hjælpemidler, og ved at 


medarbejderne bliver undervist i ergonomisk 



hensigtsmæssige arbejdsstillinger. Den politiske 

bevågenhed omkring nedslidning når således ud 

på arbejdspladserne gennem disse forskellige 

kanaler. 

Der tegner sig imidlertid et andet billede, når 

man befinder sig blandt medarbejderne: For det 

første er det ikke alle, der udelukkende er 

tilfredse med ergonomikurserne. For det andet er 

der generelt fokus på tunge arbejdsfunktioner, 

mens de umiddelbart mindre krævende stillinger 

overses. For det tredje er medarbejderne ikke 

altid bevidste om deres krop under arbejde. Disse 

tre punkter skal vi udfolde nedenfor på baggrund 

af, at nedslidning synes at have en langt mindre 

opmærksomhed blandt de nedslidningstruede 

medarbejdere end på det administrative plan og 

blandt konsulenter og terapeuter. 

Ergonomiundervisning 

For nogle af medarbejderne opleves dele af 

ergonomikurserne som mangelfulde, da de ikke 

altid imødekommer medarbejdernes behov. 

Dette kan illustreres af følgende eksempel: 

En medarbejder i køkkenet fortæller, at der afholdes 

ergonomikurser med jævne mellemrum, men hun 

beklager sig over, at kurserne ikke har noget at gøre 

med det egentlige køkkenarbejde. Hun efterlyser, at 

ergonomivejlederne kommer ud i køkkenet og 

underviser i ergonomisk hensigtsmæssige 

arbejdsstillinger ud fra konkrete arbejdssituationer: 

”Hvorfor kan der ikke komme én ud i køkkenet og vise 

os, hvordan man skal løfte en ølkasse…” 

Side 13



Ergonomiundervisningen kan opleves som 

værende for teoretisk, og det kan være 

problematisk at overføre den ergonomiske viden 

fra undervisningslokalet til det praktiske arbejde i 

et køkken eller i en beboers hjem. Det skal i den 

forbindelse fremhæves, at arbejde i plejesektoren 

i stigende grad er blevet professionaliseret, dvs. 

medarbejderne bliver uddannede gennem kurser 

og grunduddannelser, så de kan udføre de 

samme arbejdsfunktioner på kortere tid: 

”Jeg kan da huske, at min mormor fik hjemmehjælp fire 

timer om dagen. Det kan ikke lade sig gøre i dag på 

grund af professionalismen inden for sundheds- og 

omsorgsområdet, der stiller plejere under et tidspres” 


Det betyder, at der i dag er mindre tid til at 

udføre arbejdet, hvilket stiller større krav til den 

enkelte medarbejder. Konsekvensen af disse 

stadigt større krav til arbejde i plejesektoren er, 

at den enkelte medarbejder betaler prisen 

gennem en vedvarende belastning af kroppen. 

Dette bliver forstærket af, at der eksisterer en 

positiv holdning blandt medarbejderne til, at 

arbejdet skal udføres. I værste tilfælde kan det 

ende med en arbejdsrelateret 

nedslidningssygdom. 

Konsekvens af et fokus på tunge løft 

Der er dog blandt plejemedarbejderne generelt 

en tilfredshed med ergonomiundervisningen, 

f.eks. er forflytningsvejledningen en stor hjælp i 

det daglige arbejde. På trods af dette er 

ældrepleje statistisk set en nedslidningstruet 




branche, jf. ”Delrapport 1: Omfang, omkostninger 

og udfordringer”. Årsagen kan være, at der er et 

større fokus på tunge løft sammenlignet med de 

øvrige arbejdsopgaver, der er så almindelige, at 

de ikke regnes for at være alvorlige 

nedslidningskilder: 

”Der er fokus på de tunge løft. Men man overser alle de 

arbejdsstillinger, hvor der ikke bliver brugt 

hjælpemidler. (…) Det er de helt små daglige 

belastninger, som når man skal hjælpe en beboer op fra 

toilettet. Her gælder det om at stå ordentligt, og man 

får ikke lige spændt ordentligt op i kroppen, så 

knoglerne er beskyttede, når man skal lave en 

vægtoverførelse.” 

I den tid, vi har tilbragt sammen med 

plejemedarbejderne, har de generelt fokuseret 

på at sætte os ind arbejdsstillinger, der kræver 

bækkenstol eller lift, dvs. de tunge belastninger. 

De havde tilsyneladende ikke et tilsvarende fokus 

på de øvrige arbejdsstillinger, som 

fysioterapeuten i citatet indikerer. Det tyder på, 

at nedslidningsopmærksomheden ikke omfatter 

et forebyggende perspektiv på kroppen som en 

helhed. 

Det er et interessant forhold, at en visualisering 

af, at noget ikke bliver gjort hensigtsmæssigt, kan 

bidrage til en forøget forståelse af problemet. 

Eksempelvis har man på en af plejeafdelingerne 

haft et eksperiment med håndhygiejnen, der 

afslørede et hygiejneproblem: 

Citat: Fysioterapeut, Århus Kommune 

Side 14



”… vi vaskede hænder og sprittede og gjorde så mange 

ting, og det viste sig, at vi jo ikke er dygtige nok i 

måden, vi vasker hænder på. Men så er der opfundet 

sådan nogle lamper, hvor vi så kan sætte hænderne ind 

under, og så kan vi se alle farverne, og den der 

visualisering, hvor medarbejderne selv kan se – det her 

som jeg troede var godt nok…” 

Ligeledes kan man formode, at en konkretisering 

og visualisering af uhensigtsmæssige 

arbejdsstillinger vil kunne gavne bestræbelserne 

på at få medarbejderne til at tage mere hensyn til 

deres egen krop under arbejdet. 

Fravær af kropsbevidsthed 

Citatet ovenfor vidner om en observation af 

problemerne med at overføre viden og 


”Der er forskel på os mennesker, for der er mange 

forflytningsvejledninger, som er rigtigt gode. Men det 

er ikke alle, der har den kropsbevidsthed, der gør, at de 

nemt kan gøre det. Selv om de både får hjælpemidler 

og instruktion, så er der mange, som ikke kan gøre det i 

praksis” 


ergonomiske instruktioner til det praktiske 

arbejde. Det påpeges derudover, at det er et 

generelt problem, at medarbejderne ikke altid er 

bevidste om deres krop. Konkret betyder det, at 

den enkelte medarbejders opmærksomhed er 

rettet mod noget andet – f.eks. at udskære 

grøntsager inden et bestemt klokkeslæt eller at få 

støttestrømperne på beboeren uden at hæve 

vedkommendes skrøbelige ben for meget – end 




mod vedkommendes egen krop. Dette fravær af 

egen kropsbevidsthed er årsag til adskillige 

nedslidningssygdomme, som en fysioterapeut 

påpeger her: 

”De kommer ude fra lokalcentrene – det kan være 

SOSU-hjælperne, eller dem der arbejder i køkkenet, 

altså ernæringsassistenter. De kommer f.eks. med 

nakke/skulderproblemer. Det er det, henvisningen 

lyder på gentagne gange. Så kommer de ind, og jeg 

laver mine undersøgelser, og det jeg meget hurtigt 

finder ud af, det er, at de har tryk på. De arbejder 

virkelig hurtigt! Og de er ofte for få på arbejde, så de 

har ikke meget tid til at tænke i arbejdsstillinger. Så det 

handler egentligt om, at deres krop bare skal være 

gearet til at arbejde hurtigt – så deres muskelpanser 

skal bare være i orden og stabilt. (…) 

Men det er helt nede på det der plan, hvor der kommer 

én, som ikke kan løfte skulderen, fordi den er ved at 

være helt slidt af, at den bliver brugt alt for meget. Så 

siger jeg, at der skal noget stabilitet op i skulderen, så 

du faktisk får brugt hele skulderen, når du arbejder, og 

så giver jeg øvelser til det. Så det er egentlig bare, at de 

får den kropsbevidsthed, der gør, at de ved, hvordan de 

bruger kroppen mest hensigtsmæssigt” 

At der kan være et problem med at opretholde 

en kropsbevidsthed under arbejdet, bekræftes 

yderligere af, at flere af de medarbejdere, der 

søger hjælp hos fysioterapeuterne, kommer igen, 

fordi smerterne har flyttet sig til et andet sted på 

kroppen. Det kan illustrere, at der ikke er et fokus 

på kroppen som en helhed blandt 

medarbejderne. 


Det tyder på, at der er nogle forhold på 

arbejdspladsen, der gør det vanskeligt at etablere 

et fokus på sin egen krop som en helhed. Disse 

forhold kan være tidspres: F.eks. i køkkenet er 

Side 15



medarbejderne i udstrakt grad nødt til at arbejde 

hurtigt, hvilket nødvendiggør faste rutiner for at 

udføre arbejdet. Gennem rutinearbejde kan man 

vinde tid og holde et højt tempo, fordi kroppen 

har indlært rutinerne. 

Manglende 

nedslidningsopmærksomhed 

Det står som en kontrast til 

nedslidningsopmærksomheden på et 

institutionelt niveau, at nedslidning ikke er et 

emne, medarbejderne er særligt optagede af. Der 

er en tendens til at negligere nedslidningsrisici 

som i det følgende eksempel: 

En rengøringsmedarbejder forbinder sine smerter i 

fingrene med rengøringsarbejdet. Hun forklarer, at 

smerterne betyder, at hun ikke længere kan løfte tunge 

poser. Samtidig understreger hun med alvor i 

stemmen: ”Men der er ikke nogen grund til at 

sygemelde sig!” 

I stedet for at sygemelde sig – fortæller hun – vil hun 

prøve at gøre skaftet på rengøringsmoppen tykkere for 

at mindske spændingerne i fingrene, og ellers: ”… må 

jeg jo være mere opmærksom!” 

Eksemplet kan illustrere, at smerter generelt 

accepteres som en del af arbejdet. 

Medarbejderne opfatter generelt 

nedslidningsrisici som et vilkår i arbejdet i 

plejesektoren: Man udsættes dagligt for 

belastninger, og det er umuligt at fjerne dem helt 

– lige som man ikke kan fjerne de tunge løft fra 

en flyttemands arbejde. Denne tendens til at se 

bort fra risici kan være en måde at håndtere en 

alvorlig problemstilling på. Det kan også være et 




udtryk for en accept af betingelserne af at udføre 

fysisk tungt arbejde: 

- ”Når I spørger til nedslidning, så tænker jeg på 

knæskader. Jeg tænker, at det er opstået igennem 

mange år, fordi man har gået meget. Der er 

selvfølgelig også rygskavanker, men der er så 

mange gode hjælpemidler i dag” 

- ”Hvad betyder det for arbejdet?” 

- ”Ja, det betyder vel nedslidning – og nedslidning 

betyder, at man faktisk ikke kan være inden for det 

her fag” 

- ”Hvad er det for typer arbejdsopgaver der giver 

nedslidning?” 

- ”Ja, med knæskader er det jo eksempelvis, fordi 

man går meget inden for hjemmeplejen, og så 

bliver man nedslidt” 

Dette citat afspejler accepten af, at arbejdet i 

plejesektoren kan være hårdt og nedslidende, og 

med tiden vil man som medarbejder uvægerligt 

blive nedslidt i et eller andet omfang. Dette 

understøttes i øvrigt af, at Arbejdsskadestyrelsen 

påpeger, at det reelle antal arbejdsrelaterede 

sygdomstilfælde er større end de anmeldte 

tilfælde (19). Dvs. der er en tendens til at undlade 

at anmelde en arbejdssygdom, selv om man reelt 

har én. 

Der knytter sig også andre forhold til den måde, 

hvorpå medarbejderne forholder sig til 

nedslidningsrisici, men det vender vi tilbage til i 

det afsluttende afsnit. 

Interviewdialog med en teamleder 

Side 16



Opsamling 

Samlet set tyder det på, at der er en 

uoverensstemmelse mellem en stor 

nedslidningsopmærksomhed på et 

institutionsniveau og en manglende 

nedslidningsopmærksomhed på et 

medarbejderniveau. Pointen er, at der kan være 

nogle generelle forhold på arbejdspladserne i 

plejesektoren – såsom høje krav til udførelse af 

arbejde eller mangelfuld ergonomisk instruktion 

– der vanskeliggør en essentiel kropsbevidsthed. 

Det er denne opmærksomhed på egen krop, der i 

sidste ende skal beskytte mod nedslidning. 

Det er værd at bemærke, at erfaring sjældent 

kommer af viden, men ofte af praksis. Det 

betyder, at der skal en praktisk og kropslig 

erfaring til for at forandre handlemønstre, evt. 

tilskyndet af en visualisering af, at der er 

problem. 




Side 17



Nedslidning som et 

samfundsmæssigt problem 

Nedslidning er et politisk emne af høj prioritet og 

et emne med stor institutionel bevågenhed i 

plejesektoren. Samtidig er ældreplejen den 

branche, hvor der bliver udbetalt flest 

erstatninger for arbejdsbetingede 

nedslidningssygdomme fra Arbejdsmarkedets 

Erhvervssygdomssikring (20). Det er imidlertid 

paradoksalt, hvorfor de mange tiltag ikke virker. 

En forklaring kan eksempelvis findes i det 

paradoks, vi har beskrevet i det foregående, 

nemlig, at det institutionelle niveau af 

plejesektoren afspejler den politiske prioritering 

af nedslidning, mens medarbejderne ikke i 

samme grad bærer præg af en lignende 

nedslidningsopmærksomhed. 

Dette peger på, at tiltagene ikke rækker langt 

nok, og at det er nødvendigt med tiltag, der kan 

nå medarbejderne på en måde, hvor de kan 

påvirke den enkeltes bevidsthed om og 

fornemmelse for sin egen krop under arbejde. 

Der er imidlertid nogle forhold, som man skal 

være opmærksom på under sådanne tiltag, 

hvilket vi belyser i det følgende. 

Hvornår er der tale om nedslidning? 

Det har vist sig at være særdeles vanskeligt at 

komme til at tale med eller om nedslidningsramte 

medarbejdere. En af årsagerne kan være, at 

erhvervssygdomme skal meldes til egen læge, 

Nedslidning som et samfundsmæssigt problem 

hvorfor den sygdomsramtes arbejdsplads eller 

arbejdsgiver sjældent ved særligt meget om 

sygdomstilfældet. Derudover kan nedslidning 

formodentligt være et ømtåleligt emne for en 



medarbejder at skulle tale med sin arbejdsgiver 

om, fordi det kan stille vedkommende i en ringe 

arbejdsmæssig position. 

En anden årsag til, at medarbejderne sjældent 

snakker om nedslidning som et konkret problem, 

kan skyldes, at de betragter nedslidning 

anderledes end f.eks. fysioterapeuten eller 

arbejdsmiljørådgiveren. Det, at en medarbejder 

har ondt i skulderen, er således ikke 

ensbetydende med, at medarbejderen selv 

kategoriserer smerten som nedslidning og som 

behandlingskrævende. Der er tilsyneladende en 

divergerende grænse for, hvor ondt man skal 

have, før det betragtes som nedslidning. Dertil 

kommer, at medarbejderne, som nævnt, anser 

fysiske belastninger og den dertilhørende 

træthed og ømhed i kroppen som en del af deres 

arbejde. Under alle omstændigheder er det 

tankevækkende, at der er en utilstrækkelig 

opmærksomhed på nedslidningsrisici. 

Sygefravær 

Derimod er der en aktuel opmærksomhed på 

sygefravær, da det er et dagligt problem at skulle 

skaffe medarbejdere nok pga. sygemeldinger. 

Flere teamledere for plejemedarbejderne 

beretter, at sygefravær er en stor belastning for 

de enkelte teams: 

Side 18



”Det med sygefravær, det er jo en slem faktor i vores 

hverdag – for hvis alle var på arbejde, så havde vi bedre 

økonomi, og vi havde bedre arbejdsforhold, fordi vi 

ikke skulle rende rundt og finde ekstra vagter! ” 

Derudover understreges det af en anden 

teamleder, at det er en belastning for teamets 

økonomi: 

Sygefravær udgør altså en væsentlig bekymring 

og udgift for de enkelte teams i plejen. Dette er i 

overensstemmelse med registreringer og 

beregninger af sygefravær fra 

Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg. De 

viser, at det samlede sygefravær for Sundhed og 

Omsorg er steget fra et gennemsnit på 15,3 

sygedage om året pr. medarbejder i 2002 til 19,4 

sygedag om året i 2009. For SOSU-hjælpere ligger 

dette tal i 2009 på 22,2 og 20,9 for SOSU- 

assistenter (21). Der er gennemsnitligt et højt 

antal sygefraværsdage for plejemedarbejderne, 

hvilket teamlederne dagligt skal få hold på. 

Loyalitet over for arbejdspladsen 

Sygefravær er et problem, der dagligt skal løses; 

og det går ikke kun ud over teamlederne, men 

også medarbejderne. Sygefravær belaster hele 

teamet, fordi der mangler en kollega; og 



”Det er jo altid dobbelt løn, når vi mangler en 

medarbejder, fordi vi både skal betale den 

fuldtidslønnede og så vikaren – og det kan blive rigtig 

dyrt endda” 


plejemedarbejderne skal arbejde sammen med 

en vikar, hvilket kan være problematisk, fordi 

vikarer typisk ikke kender arbejdsgangene det 



pågældende sted. Det har den konsekvens, at de 

fastansatte bliver nødt til at påtage sig en større 

arbejdsbyrde ud over, at de skal bruge ekstra tid 

på at sætte den udefrakommende ind i de daglige 

rutiner og gøremål: 

”Disse ting ligger et øget pres på medarbejderne, derfor 

er det meget afgørende, at vi spotter problemer, inden 

det kommer så vidt, at medarbejderne sygemelder sig – 

at vi tager vores forholdsregler og arbejder 

forebyggende, så medarbejderne undgår at blive syge” 

I tråd med dette – eller måske netop på grund af 

dette – synes der at herske et ideal blandt 

medarbejderne i plejesektoren, som er, at man 

skal være en loyal medarbejder og ikke 

sygemelde sig for ’små skavanker’. Denne 

loyalitet over for arbejdspladsen og sine kollegaer 

kommer til udtryk i følgende eksempel: 

En medarbejder fra køkkenet fortæller, at hun har fået 

en springfinger (fingeren låser sig fast ind i mellem, 

hvilket er årsag til betragtelig smerte), og at hun skal 

opereres. Hun fortæller, at hun skal hvile fingeren i 14 

dage efter operationen, og samtidig fortæller hun, at 

det kan give problemer på arbejdspladsen – som hun 

selv siger: ”Hvem skal lave mit arbejde…” Derfor 

overvejer hun, hvordan hun kan arbejde i de 14 dage 

på trods af, at hun skal holde fingeren i ro. 

Det er et generelt problem, at medarbejdere 

tøver med at sygemelde sig. Eksempelvis bliver 

syge medarbejdere i et kommunalt 

fysioterapitilbud ofte henvist, fordi de ikke er 

gode nok til at tage en sygedag, når de føler 

smerter i kroppen: 


Side 19



”… men mange af dem er simpelthen så tro mod deres 

arbejde, og så har de ikke ret mange sygedage. Men 

der er mange af dem, der bruger deres krop for meget 

og ikke tager den der sygedag, som gør, at de i hvert 

fald kunne holde den næste måned. Altså, de kører 

simpelthen over grænsen” 

Der er dog en generationsforskel på det her 

område. De nyuddannede er som regel fra en 

yngre generation, de er veluddannede i forhold til 

ergonomi og hjælpemidler, og endelig finder de 

sig ikke i at gå rundt med smerter: 

Dette billede bekræftes i øvrigt af teamlederne: 

Der tegner sig et billede af, at en indsats over for 

nedslidning bør effektiviseres i forhold til de 

ældre generationer, men ikke i samme grad over 

for de yngre, der har været igennem den 

obligatoriske grunduddannelse. 


”Der kommer flere unge ud i jobs, der har en anden 

indgangsvinkel til det at have et job, og de er ikke helt 

så tro – så de siger: ”Nu har jeg ondt, nu tager jeg mig 

en sygedag.” For det gør de gamle ikke, de kommer 

glad og gerne, selvom de næsten ikke kan vralte af 

sted, fordi de føler, at de har en forpligtelse over for 

deres arbejdsgiver, men også over for deres kollegaer, 

fordi de ved, at hvis de ikke kommer, så går det ud over 

de andre. Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg taler for, at 

de skal tage en masse sygedage. Men nogle gange 

kunne det være godt for dem lige at tage en enkelt 

dag” 


”Nu har vi jo de unge friske mennesker – og de finder 

sig ikke i at gå med smerter. De opdager, at noget gør 

ondt, og så spørger de, om der er en anden måde at 

gøre det på – det er sådan jeg oplever det” 





Kritisk perspektiv på forebyggelse af 

nedslidning via teknologi 

Medicinske teknologier – som Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning – kan være en hjælp til at 

forebygge arbejdsrelaterede lidelser, ved for 

eksempel at øge den enkelte medarbejders 

krops- og nedslidningsbevidsthed. Samtidig vil 

disse teknologiske hjælpemidler kunne 

afstedkomme samfundsændringer; eksempelvis 

vil en given medicinsk teknologi kunne bidrage 

med målinger af en given kropstilstand, og dette 

måleresultat kan betyde en ændring i den 

enkeltes opfattelse af sin egen krop, hvilket kan 

skabe ’nye måder at være til på’ (22). På den 

måde kan medicinske teknologier understøtte 

sociale ændringer. 

Medicinske teknologier bliver udviklet for at gøre 

en forskel på sygdomsområdet, men når de 

indføres på arbejdspladserne, skal man være 

opmærksom på utilsigtede virkninger eller etiske 

dilemmaer, der kan opstå i forbindelse hermed. 

Følgende citat, som er hentet fra den medicinske 

antropologi, udtrykker disse dobbelttydige 

effekter af medicinske teknologier: 

”Medicinsk teknologi kan på flere måder siges at 

være et tveægget sværd. Tanker om og brug af 

medicinsk teknologi afstedkommer ofte 

paradokser eller dilemmaer for myndigheder, 

politikere og sundhedspersonale. På den ene side 

åbner brug af medicinsk teknologi muligheder for 

at diagnosticere, behandle og helbrede eller 

kontrollere tilstande, som tidligere uvægerlig 

Side 20



førte til afmagt, lidelse eller død. I den forståelse 

fremstår medicinske teknologier som bærere af 

håb og optimisme og som det gode. På den 

anden side (…) skaber brug af teknologierne også 

nye ængstelser, usikkerheder og dilemmaer. 

Medicinsk teknologi er på flere måder med til 

også at definere og skabe sygdomme, og brug af 

medicinsk teknologi baner også vejen for 

kontroltab, disciplinering og regulering” (23). 

Det er en væsentlig betragtning, at sådanne 

teknologier understøtter politiske tiltag over for 

f.eks. nedslidning, og at de således er en del af en 

større samfundsmæssig disciplinering og 

regulering af de enkeltes kroppe (24). 

Disciplinering kan betyde en påvirkning af, 

hvordan den enkelte medarbejder oplever og 

opfatter sin egen krop – en påvirkning i retning af 

at vedkommende bliver mere effektiv på 

arbejdsmarkedet. 

Konkret i forhold til nedslidning vil medicinsk 

teknologi, såsom Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning, kunne skabe en større 

nedslidningsbevågenhed på et personligt niveau. 

Samtidig vil dette dog kunne medføre en stigning 

i anmeldelser af nedslidningssygdomme, fordi der 

skabes et grundlag for at kategorisere smerter 

som nedslidning. Der er – som allerede vist – en 

del medarbejdere, som ikke anmelder 

nedslidningssygdomme, men fortætter med at 

arbejde videre med smerterne, fordi de ikke 

opfatter dem som nedslidning. Med en større 

nedslidningsopmærksomhed vil denne gruppe 




kunne ’opdage’ deres sygdom og efterfølgende 

anmelde den. På lignende måder vil medicinsk 

teknologi kunne bidrage til, at flere kan 

identificere sig med nedslidningsrelaterede 

sygdomskategorier; og en offentlig anerkendelse 

af nedslidningssygdomme kan i sig selv medføre 

en stigning i sygdomstilfældene, lige som man har 

set det med f.eks. sygdomskategorien PTSD (25). 

Konkret i relation til Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning vil den kunne bevirke, at 

medarbejdere bliver ’afhængige’ af de målinger, 

som den kan give på den måde, at den enkelte 

vænner sig til at lytte til de teknologiske 

tilbagemeldinger i stedet for at lytte til kroppens 

egne signaler. 

Afslutningsvist skal det dog fremhæves, at man 

vil få et redskab med Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning, som vil kunne bringe det 

veletablerede fokus på nedslidning fra et politisk, 

administrativt og terapeutisk niveau ned på et 

kropsnært og personligt niveau for den enkelte 

medarbejder. På længere sigt vil Den Intelligente 

Arbejdsbeklædning kunne forebygge nedslidning 

blandt andet i kraft af dens egenskab til at koble 

viden og praksis ude på arbejdspladserne – som 

en nærværende påmindelse om at man skal 

passe på kroppen i arbejdet og evt. som et led i 

undervisningen af nye medarbejdere. I sidste 

ende vil Den Intelligente Arbejdsbeklædning gøre 

det lettere at tage udgangspunkt i den enkeltes 

krop og fysiske problemstillinger. 

Side 21



Noter og kilder 

(1) Deltagerobservation er et metodebegreb hentet fra antropologien. Begrebet henviser til en særlig 

metodetilgang, hvor man opnår indsigt i andre menneskers tilværelse ved selv at deltage i det felt, man 

undersøger, og observere, hvordan andre handler og interagerer i feltet. 

(2) Den officielle term for beboer er borger. I daglig tale bliver denne gruppe typisk omtalt som beboer, 

hvorfor det er denne term, vi vil benytte i rapporten. 

(3) Jf. Århus Kommunes hjemmeside: http://www.aarhuskommune.dk/borger/aeldre/Lokalcentre.aspx, 

lokaliseret den 16. marts 2010. 




(4) Ifølge Ældresagen defineres ældreboliger som en selvstændig bolig, som beboeren lejer. Plejeboliger til 

handicappede og/eller plejetrængende personer opføres i dag som ’ældreboliger’. I tilknytning til nogle af 

disse plejeboliger er der opført et plejecenter, hvor der er personale døgnet rundt – ligesom på de 

gammeldags plejehjem. Disse støttede ældreboliger med serviceareal kaldes i dag ’plejeboliger’. (Kilde: 

www.aeldresagen.dk, lokaliseret den 16. marts 2010) 

(5) Læs mere om lokalcentrerne i Århus Kommune på 

http://www.aarhuskommune.dk/borger/aeldre/Lokalcentre.aspx, lokaliseret den 28. september 2010. 

(6) Kilde: Årsberetning 2009, Forebyggelsesfonden. 

(7) Fysiske belastninger i plejearbejdet: Resultater fra en spørgeskemaundersøgelse i den kommunale 

ældrepleje, 2007, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (SOSU-rapport nr. 14). 

(8) Kilde: ”Smerter i muskler og led”. Videnscenter for Arbejdsmiljø: 

http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Arbejde_og_helbred/Problemer_med_muskler_og_led.aspx, lokaliseret 

den 30. januar 2010. 

(9) Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (2009): ”Hvidbog om risikofaktorer knyttet til 

fysisk tungt arbejde: Resume og hovedkonklusioner”, 

http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/upload/presentations/risikofaktorer_og_fysisk_tungt_arbejde.pdf 

lokaliseret den 30. januar 2010. 

(10) Det skal understreges, at der er tale om en beskrivelse af arbejdet med borgere, der bor i ældreboliger 

og altså ikke arbejdet i hjemmeplejen. 

(11) Det skal understreges, at følgende beskrivelse er en gengivelse af arbejdet i plejeboliger sådan, som vi 

oplevede det på de to lokalcentre. Det betyder, at de daglige rutiner naturligvis kan variere på andre 

arbejdsplader. 

(12) Forflytning er en arbejdsmetode, der bliver brugt i plejesektoren. Metoden går ud på at glide, dreje, 

vende, trække eller skubbe en person i stedet for at løfte. Der anvendes ofte teknologiske hjælpemidler i 

forbindelse med forflytninger. (Kilde: Arbejdsmiljøsekretariatet: www.forflyt.dk, lokaliseret den 1. maj 

2010) 

(13) Kilde: Forflytningsguide: www.arbejdsmiljoweb.dk 

Side 22



(14) Fysiske belastninger i plejearbejdet: Resultater fra en spørgeskemaundersøgelse i den kommunale 

ældrepleje, 2007, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (SOSU-rapprot nr. 14). 

(15) Jf.: Branchesikkerhedsrådet for Service- og Tjenesteydelser (1996): ”Vejledning om ensidigt gentaget 

arbejde i køkkener”, Arbejdsmiljøfondet. 

(16) Branchesikkerhedsrådet for Service- og Tjenesteydelser (1996): ”Vejledning om ensidigt gentaget 

arbejde i køkkener”, Arbejdsmiljøfondet. 

(17) Loftlifte består af to skinner i hver side af loftet med en tværgående skinne, hvori liften glider let og 

kan dække hele rummet. Disse lifte erstatter nu mange steder de tidligere gulvlifte, som ifølge 

medarbejderne var tungere, fordi man skulle skubbe dem rundt. 




(18) Med ordet ’hjælpemidler’ henviser vi både til konkrete ting samt viden og teknikker, der kan være med 

til at lette hverdagen for den enkelte beboer og plejemedarbejder. 

(19) Kilde: ”Anmeldte arbejdsbetingede lidelser 2003-08 – Årsopgørelse 2008”, Arbejdstilsynet, 2008. 

(20) Kilde: ”Nedslidning på det danske arbejdsmarked – Delrapport 1: Omfang, omkostninger og 

udfordringer”, 2010. 

(21) Århus Kommune informatik og organisation Afdeling for sundhed og omsorg: Sygefravær status 

december 2009 (side 5 og 9). 

(22) Jf.: Meinert et al. (2009): Tests for life chances: CD4 miracles and obstacles in Uganda”, Anthropology 

and Medicine 16 (p. 195-209). 

(23) Kilde: Tine Tjørnhøj-Thomsen (2009): Introduktion: Medicinske teknologier et tveægget sværd i: Krop 

og teknologi: Tidsskrift for Forskning i Sygdom og samfund nr. 11. 

(24) Se eksempelvis: Petersen & Bunton (red.) (2000): Foucault, Health and Medicine. New York: Routledge. 

(25) Se: Allan Young (1995): The Harmony of Illusions: Inventing Post-Traumatic Stress Disorder. Princeton: 

Princeton University Press. 

Side 23

Rapport om nedslidning - Aarhus.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?