om pårørende

8
TEMA: påRØRENDE
tale og vi har været involveret i hendes
daglige liv. Og vi kan se, hvordan hun
trives med sin to år yngre søster, der er
noget så omsorgsfuld. Og hendes to fætre.
De fire er et supergodt team. Der er for
os ikke den der ӌh, nu skal vi osse passe
ekstra på Andrea”, siger Rita.
– Vi sørger alle sammen for, at Andrea
er med – i det hele. Og vi sørger – også
børnene – for at hun er med på, hvad der
bliver sagt. Det er meget lige ud af landevejen
og uden tabu eller overbeskyttelse.
– Jeg kan dog huske en gang, hvor jeg
fik det kastet lige i hovedet, da jeg skulle
hente hende i børnehaven. De skulle
synge, og selv om pædagogen godt vidste,
at Andrea havde brug for at han stod
foran hende, så stillede han sig bagved
hende, så hun havde ikke Kinamands
chance for at mundaflæse eller høre. Nej,
der blev jeg ked af det. For der så jeg jo,
hvor sårbar hun var, når man ikke lige
tager det hensyn til hendes hørelse. i
dag er det lige meget – hun hører alt. gør
du ikke osse, griner farmor og krammer
Andrea, som uden problemer følger med
i samtalen.
Farfar tilføjer:
Hørelsen • nr. 04 • april 2012
– Vi har jo altid været bevidste om, at det
er os, der skal sørge for, at Andrea hører
os. Vi har altid sørget for at tale direkte til
hende – det er jo vores ansvar. Og måske
fordi hun var det første barnebarn, så har
det været helt naturligt at opføre os sådan.
Vi kendte jo ikke til andet. Sådan var
det altså bare.
selvfølgelig er der en plads til Andrea
Andreas mor kigger ind forbi og taler med
sin svigermor om nogen lydbøger de to
har fundet til Andrea. Andrea bliver i sofaen
sammen med sine bedsteforældre og
har ikke tid til at gå med hjem. Det er ret
tydeligt, at hendes andet hjem er her hos
farmor og farfar.
– Det kunne have været meget værre
med Andrea. Vi har altid følt, at der nok skal
være et supergodt liv til hende også. Og vi
kigger mest på, om hun har smilet på sit
ansigt intakt. Og det har hun. Hun klarer
sig. Og hun har altid haft en stor selvtillid.
Engang da hun var omkring tre år og
havde lavet lidt ballade og skulle have en
alvorlig samtale, ja, så pillede hun bare
apparaterne ud og tjah, hvem var så handicappet?
Os, der ville give hende den kær-
– Det har altid været vores ansvar at
sørge for at Andrea kan være med – og
hører og forstår, hvad der bliver sagt.
Det sørger hendes fætre og søster også
for. Sådan har det altid været, siger Andreas
farfar og farmor
lige formaning. Og ja, allerede som helt lille
viste hun os, at hun nok skulle klare den.
Og indtil videre vælger vi at tro nagelfast
på det, siger Rita pedersen og farfar nikker.
– Det er jo ikke, fordi vi ikke ved, at der
måske kan komme udfordringer, som bliver
svære for Andrea – når hun bliver teenager
og når hun skal vælge uddannelse.
Hun har så et godt bagland i sine forældre,
der er aktive i familienetværket med forældre
til børn med hørehandicap, og de har
fingeren på pulsen med al udvikling – og
en stor tæt familie og vennekreds, der nok
skal sørge for at hjælpe, hvis det er det,
der bliver brug for. Vi har et barnebarn, der
trives og jeg føler, at det er en gave, at vi
er så tæt på hende – og selvfølgelig har
hun sit hørehandicap, men jeg ser også et
barn, der trives i sine omgivelser. Vi har da
talt om jobmuligheder, selv om hun stadig
går i skole. Og da hendes forældre for seks
år siden overtog familievirksomheden,
så talte vi da om, at der er altid et job til
hende. Så ja, det er altså de positive bedsteforældrebriller,
vi har på, understreger
bedstefaderen og tilføjer:
– Jeg kan ikke se, at vi har grund til
andet.