Problemformulering - Forskning

Bacheloropgave Annika Larsen 26. maj 2010 

Hold 1, årgang 2007 

Abstrakt 

Denne opgave omhandler samarbejdet mellem pædagoger og 

bibliotekarer, når de skal formidle billedbogen i børnehaverne og i 

biblioteksrummet. Opgaven inddrager de to faggruppers syn på 

billedbogen og brugen af denne. Samtidig ses der på hvordan man i 

henholdsvis en børnehave og et hovedbibliotek vælger at formidle og 

samarbejde omkring billedbogen. Primært for at give et aktuelt billede 

af situationen og for at hører hvordan de mener at de indbyrdes kan 

blive bedre til at samarbejde. For at have et teoretisk grundlag til at 

kunne argumentere for de to faggruppers samarbejde omkring 

billedbogen, fokuseres der på literacy begrebet Det konkluderes at 

literacy, med dets kombination af brugerperspektiv, læring og 

oplevelse, er en teoretisk holdbar metode, men at det kræver vilje og 

em grundforståelse af hvad billedbogen kan tilbyde både i form af 

læring, kultur, kunst og socialt for barn såvel som voksen. 

1



Indledning 

Vi lever i et moderne samfund, som har mange ønsker og 

forventninger til det offentlige uddannelsessystem. Læreplaner 

udvikles og forsøges efterlevet helt ned til vuggestue, dagpleje og 

børnehave niveau. Dertil kommer en forventning om at børn 

introduceres til bogens univers, så der derved kan opstå et fundament 

for tidlig læsestimulering, førende til læsning og skrivning. 

Børnebogen er et oftest anvendt medie når det kommer til den tidlige 

læsestimulering og mange pædagoger benytter sig af billedbogens 

klare sprog og billeder til bl.a. at fremme dialogen med barnet og dets 

fiktionskompetence. 

Mange voksne i dag husker billedbogen som værende en stor del af 

deres barndom. Forfattere som Halfdan Rasmussen og Astrid 

Lindgren, for ikke at forglemme Gunilla Bergströms Alfons Åberg. 

Forfattere der, ifølge Anne Petersens 1 undersøgelse, stadig har en stor 

plads på børnehavernes tallerkenrække 2 . Men hvor er den 

nytænkende, moderne og kunstnerisk anderledes billedbog henne i 

børnehaverne? Ifølge Petersen er den meget svær at få øje på, det nye 

appellere ikke 3 . Her fremhæver hun især Dorthe Karrebæks mere 

eksperimenterende bøger. Men kan det være godt for børnene at have 

sådan en form for censur? Er det ikke bedre at denne form for 

eksperimenterende billedbog netop læses sammen med en kompetent 

voksen? 

Børnehaverne og børnebibliotekerne samarbejder på forskellige 

planer, afhængig af hvor meget de to faggrupper engagere sig i at 

opbygge et samarbejde. Jeg mener at det er vigtigt at der samarbejdes 

omkring brugen af billedbogen, især den nye moderne billedbog og at 

de to faggrupper forener deres kompetencer og så at sige kommer til at 

trække på samme hammel. Petersen efterlyser selv en fællesnævner, 

der kan forene brugen af billedbogen, både som et pædagogisk 

værktøj, men også som et æstetisk og kunstnerisk værk. Selv påtaler 

hun dette som det æstetiske barneperspektiv, der er en sammenfatning 

af bl.a. Ulla Rhedin og Nina Christensens m.fl. holdninger og syn på 

billedbogen. 

1 Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog. Om den moderne billedbog i dagtilbud. 

Undersøgelse, diskussion og teoretisk ramme for billedbogen i pædagogisk arbejde, 

Kæphesten, Klim, Århus, 2007. 

2 Ibid. s. 48. 

3 Ibid. s. 51. 

2



Både når det gælder dets formsprog, det visuelle, litterære og den 

mundtlige formidling 4 til barnet. Literacy, der bl.a. beskrives af Maria 

Nikolajeva i bogen Handbook of Early Chilhood Literacy, 2003, tager 

hensyn til brugerens perspektiv på det givne medie og er en oplagt 

måde at forsøge at beskrive den fællesnævner, der mangler i forhold 

til at finde en måde hvorpå både pædagoger og børnebibliotekarer kan 

fremme brugen af billedbogen, specielt når det gælder den moderne 

og anderledes tænkende billedbog. 

Problemformulering 

I denne opgave vil jeg gerne se på hvordan forskellige faggrupper 

anskuer billedbogen. Her vil der blive taget udgangspunkt i 

pædagoger og børnebibliotekarer. Og hvordan de to faggruppers 

forståelse af billedbogen kan bringes i samspil ud fra et begreb om 

literacy. De to valgte faggrupper er pædagoger, primært i børnehaver, 

kontra børnebibliotekarer. Hvor det kan være interessant at se på 

hvordan de to faggrupper vælger at angribe billedbogen i forhold til 

formidling, tidlig læsestimulering, kultur, kunst, æstetik og 

billedbogen som medie. Med et forsøg på, at forene de to faggruppers 

kompetencer. Således at billedbogens potentiale kan blive brugt til 

fulde og børnene kan få mulighed for at få et bredere syn på 

billedbogen, specielt den moderne billedbog. 

Arbejdsspørgsmål: 

Hvad er børnehavernes syn på billedbogen? 

Hvordan bruger de billedbogen? Er den en del af pædagogernes 

læreplan? 

Hvordan formidler børnebibliotekaren billedbogen? 

Er det den kendte/sædvanlige billedbog eller bliver pædagoger og 

børn også introduceret til den nye moderne billedbog? 

Hvad kan få de to faggrupper til at udnytte hinandens kompetencer? 

Kan det samarbejde findes ud fra et begreb om literacy og hvordan? 

Metode 

Min metode er til dels at beskrive pædagogernes og 

børnebibliotekarernes syn på billedbogen, både i teori og i praksis, 

bl.a. med udgangspunkt i Anne Petersens undersøgelse, samt Ulla 

Rhedins synspunkter når det gælder billedbogen som kunst. Samtidig 

inddrager jeg bl.a. Nina Christensen og ser på hendes inddragelse af 

den danske billedbog op igennem tiden. 

4 Ibid. s 32. 

3



Af læselystprojekter ser jeg primært på ”Den levende bog”, samtidig 

med at jeg har fået lov til at se på et læselystprojekt der hedder 

”Bogormen”. Dette projekt blev til i 2007 i samarbejde med den 

børnehave jeg har interviewet og deres lokale børnebibliotek. 

Projektet er primært med for at se hvilke mål de har med billedbogen 

og for senere at kunne vise hvordan man i praksis kan samarbejde på 

tværs at de to faggrupper. 

Samtidig har jeg foretaget et kvalitativt 5 interview, både med en 

pædagog og en børnebibliotekar. Pædagogen er valgt da hun i det 

daglige har med billedbogsvalget at gøre og er én af dem der læser for 

børnene. Hun var også med i Bogormsprojektet og er til dagligt 

souschef i børnehaven. For at have en modvægt har jeg interviewet en 

børnebibliotekar inde på Aalborg hovedbibliotek, dette er gjort for at 

se på hvordan de to faggrupper i dag ser på billedbogen. 

Hvordan de bruger den og hvordan de samarbejder på tværs eller 

manglende af samme. (De to interviews er vedlagt som bilag.) 

Kort om valg af interviewmetode. 

Metoden til mine to interviews er valgt ud fra Kvale og er et delvist 

struktureret interview. Begge interviews er blevet forberedt med nogle 

spørgsmål, hvorpå respondenterne har svaret ”frit fra leveren” så at 

sige. I interviewet med Tina Berman blev der brugt diktafon til at 

optage hvad der blev sagt og interviewet foregik ret ustruktureret, da 

Tina snakkede meget og kom med mange brugbare informationer. Så 

spørgsmålene blev mere til en guide for mig selv, så jeg huskede at 

spørge om det hele. Det blev til knap to timers optagelse og jeg har 

derfor valgt kun at tage dele af det transskriberede interview med i 

mine bilag. Dette kunne sikkert have været gjort anderledes, fx med et 

spørgeskema eller med et mere struktureret interview. 

Gitte Fiskers interview blev derimod mere struktureret og der blev 

holdt en stram linje i forhold til spørgsmålene. Dette skete primært 

fordi Gitte ikke havde så megen tid til interviewet og at det ikke var 

muligt at skaffe en diktafon anden gang. Men derved fik jeg et kortere 

og mere overskueligt interview, dog med korte svar. Så begge dele 

kan diskuteres om det var godt eller skidt, men jeg fik en opdatering af 

hvordan de samarbejder og bruger billedbogen i dag. Samtidig med at 

jeg fik indblik i et læselystprojekt, som jeg har vedlagt lidt af som 

bilag 3. Det er mest for at vise hvordan samarbejdet imellem selv en 

lille børnehave og en biblioteksfilial kan foregå og blive til en succes. 

5 Kvale, Steinar, Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1. 

udgave, 12. oplag, Hans Reitzels Forlag, København, 2005. 

4



Billedbogen som et tidligt pædagogisk værktøj 

Billedbogen har eksisteret i mange århundrede. Den første billedbog 

for børn var Jan Amos Komenskýs ”Orbis Pictus”, som blev 

offentliggjort i 1658 6 . Op igennem de forskellige århundrede er 

billedbogen primært blevet set som et opdragende element for børn. 

Det kan kort historisk skitseres at børnelitteraturen/billedbogen har 

haft og har stadig indflydelse på børns forståelse af forskellige temaer 

og er, allerede i 1700-tallet, blevet set som et opdragende og 

pædagogisk værktøj. 

Ifølge Nina Christensens gennemgang af den Danske billedbog 7 , 

skulle børnelitteraturen/billedbogens primære funktion være at gavne 

børnene, hvor fornøjelsen ved at læse blev betragtet som noget 

sekundært. Christensen henviser bl.a. til Herman Trier, der var 

medudgiver af ”Vor Ungdom” 8 . Triers 9 holdning ifølge Christensen 

var overordnet at billedbogen, som ovennævnt, skulle bruges som et 

opdragende værktøj og derudfra skulle vurderes om det var egnet til 

netop dette formål. Billedbogen som kunst og som en måde at sætte 

fantasien i gang på, blev tilsidesat. Ifølge Trier var det ikke dét der var 

formålet med billedbogen og han bandlyser især alt for 

”bloddryppende” eventyr og alt der ville kunne skade børnenes rene 

sind. Trier arbejdede som lærer og ifølge Christensen fik datidens 

lærere en form for dobbeltfunktion, da de både skulle give adgang til 

bøger med gode billeder, men samtidig sørge for at undgå skadelig 

litteratur. Så billedbøgerne blev især vurderet ud fra hvordan 

illustratorerne valgte at skildre verden og ud fra indholdet. Barnet blev 

set som værende rent og alt for nemt at påvirke i en forkert retning. 

Trier mente også at for megen fantasi kunne være direkte skadeligt for 

barnet. Christensen understreger at det synspunkt har en vis 

indflydelse på hvordan man op igennem tiden har betragtet 

billedbogen, og det har derfor været essentielt at fremhæve Triers 

holdninger til børnebogen og barnet. Trier mente at 

børnebogen/billedbogen skulle virke som et værktøj til at lære at 

skelne mellem fantasi og virkelighed. 

6 

http://en.wikipedia.org/wiki/Children's_literature (lokaliseret 18. maj 2010, kl. 

18:26) 

7 

Christensen, Nina, Den danske billedbog, 1950-1999, Teori, analyse, historie, 1. 

udgave, 2. oplag, Center for Børnelitteratur, Roskilde Universitetsforlag, 

Frederiksberg C, 2003. 

8 

Herman Trier var medudgiver fra 1879-1903. Dansk pædagog og politiker. - 

http://da.wikipedia.org/wiki/Herman_Trier (lokaliseret 18. maj 2010, kl. 18:00) 

9 

Christensen, Nina, Den danske billedbog, 2003, s. 126. 

5



Anne Petersen inddrager også denne historiske vinkel og fremhæver 

det meget tidlige pædagogiske indhold, der især var og er at finde i 

billedbogen 10 . 

Triers opfattelse af børnelitteraturen/billedbogen sætter sit præg på 

billedbogen op igennem tiden og der er især fokus på den realistiske 

billedbog. Dette ses bl.a. med Christensens fremhævelse af den 

pædagogiske billedbog ”Trine kan” 11 , der illustrere i hvor høj grad 

den pædagogiske tankegang har holdt ved og influeret produktionen af 

danske såvel som udenlandske billedbøger. 

I 1980’erne begynder der at ske et lille brud med den pædagogiske 

billedbog, men selv om man begynder at indse at barnet har brug for 

at kunne udfolde dets fantasi, mener man ifølge rapporten ”Børn, 

bøger, læsning(1981) 12 , at barnet har brug for at blive skærmet for et 

kriseramt samfund og at dette kan ske med hjælp fra bestemte typer af 

litteratur. Her ses nogle af de samme kvalitetskrav der var til stede i 

1950’erne og 70’erne og ifølge Christensen kommer der 

vurderingskrav der stadig er gældende ved årtusindskriftet. Den 

pædagogiske børnebog fra 50’erne lever videre og der stilles krav til 

at børnebogen skal tage udgangspunkt i barnets situation og stimulere 

dets behov for viden, følelser og oplevelser. Så man begynder at indse 

at barnet har brug for at kunne benytte sig af fantasien, men det skal 

ske inde for nogle faste rammer. 

”Den (børnebogen) må betjene sig af et sprog som det (barnet) 

forstår, og give det en form, som det kan overskue.” 13 

Selv samme diskussion om hvordan billedbogen skal benyttes og ses i 

forhold til barnet, bliver diskuteret i det 21.århundrede og det er derfor 

interessant at se på hvordan pædagoger og børnebibliotekarer vælger 

at se på den nye og lidt anderledes moderne billedbog og hvordan de 

to faggrupper vælger at formidle billedbogen. 

Den pædagogiske billedbog 

Overordnet kan man vælge at se på den pædagogiske billedbog, sådan 

som Nina Christensen(2003) bl.a. gør det. Den pædagogiske billedbog 

er beskrevet som en måde hvorpå barnet bliver bekræftet i at kunne 

forskellige ting, som eksemplet med ”Trine kan” viser, hvor barnet 

ses som ”et væsen med selvstændige evner og muligheder” 14 . 

10 

Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog, 2007, s. 22. 

11 

Bank Jensen, Thea, Trine kan - / fotografier af Lis Lund Hansen, Høst, 1955. 

12 


13 

Ibid. s. 254. (Citat fra Glistrup, Eva og Rostrup, Sus: Børn, bøger, læsning, 1981, 

s. 20.) 

14 


6



Samtidig går hun ind og understreger værdien af at børn skal udfolde 

sig frit i forhold til brugen af billedbogen, men at det skal være med 

en vis form for overvågenhed fra de voksnes side. Christensen 

refererer her til bogen ”Legestue for de 3-7-årige” fra 1959, hvor det 

beskrives at det er forældrene der har rollen som den der skal 

overvåge og skabe grænser for barnet, samtidig med at barnet skal 

have frihed til at udfolde sig og lærer verden at kende. Jeg vil dog 

påstå at denne rolle både tilfalder forældre og pædagoger og har derfor 

valgt at brede det ansvar for barnet ud, især da det i dag er meget 

almindeligt at børn i 3-6-års alderen, befinder sig i børnehaver en stor 

del af hverdagen. 

Det ovennævnte eksempel er dog kun en lille bid af hvad pædagogiske 

billedbøger indeholder og der vil i opgaven blive forsøgt at se på 

hvordan den moderne billedbog også kan bruges som pædagogisk 

billedbog og at det i vidt omstrækning handler om hvordan man 

vælger, at se den moderne og måske lidt skæve billedbog og hvilke 

ressourcer man vil bruge på at formidle og anvende den. 

Pædagogernes syn på billedbogen 

Pædagogernes syn på billedbogen er meget forskellig. Det kommer an 

på hvilken daginstitution man henvender sig til. Men man kan se i 

forskellige undersøgelser at billedbogen oftest er med når der skal 

findes forskellige informationer, belyse forskellige emner og den 

indgår også i forskellige læselystprojekter. 

Nogle pædagoger ser billedbogen som en måde hvorpå de kan få 

børnene til at tie for en stund, altså en måde at skabe ro på. Det 

diskuteres bl.a. hos Petersen, samtidig med at der i pædagogernes 

læreplaner ikke er givet til udtryk for hvor meget eller hvor lidt 

billedbogen skal spille en rolle når det kommer til introduktionen af 

litteratur, den kulturelle arv, den tidlige læsestimulering osv. 

I 2004 indførte man pædagogiske læreplaner hvor der indgår temaer 

som barnets alsidige personlige udvikling, sociale kompetencer, sprog 

og kulturelle udtryksformer og værdier 15 . Så begrundelserne til at 

bruge billedbogen, til at fremme ovennævnte er der, men 

pædagogerne bliver ikke direkte bedt om at inddrage billedbogen som 

en del af deres læreplaner og hverdag med børnene. 

15 

http://www.bupl.dk/paedagogik/paedagogiske_temaer/paedagogiske_laereplaner?Op 

enDocument (Lokaliseret 19. maj 2010, kl. 21:20) 

7



Billedbogen er et aktuelt og brugbart værktøj med mange facetter, der 

både kan give børnene indblik i det at læse, men også fremme nogle 

sociale kompetencer både mellem barnet og den voksne, men også 

børnene imellem. 

Men det virker mere som om at pædagogerne vælger billedbogen, da 

den er tilgængelig og taler til børnene på forskellige niveauer. Ikke 

sagt at dette er et dårligt udgangspunkt, da billedbogen er et alsidigt 

medie med stort potentiale indenfor litteraturpædagogikken. 

Pædagogerne er ikke forpligtet til at introducere børnene til 

billedbogen, hvilket ikke går ret meget i spænd med FNs 

børnekonvention, som Petersen også referere til, hvor artikel 31 del 2 

særligt burde appellere til pædagogerne og til brug af netop 

billedbogen. 

Billedbogen er en god måde at introducere barnet for ”kulturel, 

kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse” 16 . Med rekreativ 

udfoldelse tænker jeg især på den stille stund, som børnene kan få 

med den voksne og med hinanden når de sætter sig ned og læser 

sammen, eller når de snakker om billederne i bogen. Det er en unik 

måde for børn og pædagoger at fokusere på både at stimulere 

forskellige kompetencer, men også at få en afslappende og socialt 

appellerende stund sammen i en ellers så hektisk hverdag. Synet på 

billedbogen skal helst være et positivt syn, da den kan så mange ting, 

der både kan tiltale barnet og den voksne. Nina Christensen 

fremhæver bl.a. den implicitte læser og at denne både kan ses som 

implicit barne – og voksenlæser 17 . Anne Petersen nævner dette 

synspunkt i argumentationen omkring brugen af billedbogen 

”Vingekatten” 18 . Petersen understreger bl.a. at ved en billedbog som 

”Vingekatten”, der er en anderledes kærlighedshistorie, kan man godt 

se voksenlæseren som den implicitte læser, da det er den voksne der 

får mest ud af fortællingen. 

Derved kan der tolkes at billedbogen ikke kun er tænkt ind efter et 

barnepublikum, men at den også kan rette sig mod den voksne. 

Pædagogerne kan derved ende med selv at få noget ud af de 

billedbøger som de læser med børnene og det er værd at medtage den 

nye billedbog når de skal vælge bøger. ”Vingekatten” er ikke noget 

alene stående eksempel. Mange nye billedbøger er meget nytænkende 

og bramfrie i deres valg af emner og udtryk. 

16 Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog, 2007, s. 12. 

17 Christensen, Nina, Den danske billedbog, 2003, s. 317. 

18 Eken, Cecilie, Vingekatten, Illustrator Cato Thau - Jensen, Gyldendal, 

København, 2000. 

8



Pædagogerne har en enestående mulighed for, ved hjælp af den mere 

skæve billedbog, at gribe fat om emner der ellers kan være svære at 

snakke om. 

Pædagoger forsøger at inddrage billedbogen, bl.a. igennem den 

dialogiske læsning, samtidig med at nogle børnehaver bruger 

billedbogen som et æstetisk grundlag. I den fortand at børnene 

igennem billedbogen bliver inspireret til fx at lave deres egne 

tegninger og male forskellige ting. Billedbogen inddrages også når 

pædagogerne vil have børnene til at tænke udenfor boksen/historien 

og de bruger bl.a. billederne til at lade børnene digte deres egne 

historier, samtidig med at der opstår en dialog omkring indholdet af 

billederne. Denne brug af billedbogen afviger meget fra tanken om 

den pædagogiske billedbog, da det giver pædagogerne lov til at 

inddrage mere kunstneriske og mere skæve moderne billedbøger. 

Disse metoder er samtidig en måde hvorpå pædagogen er nød til at 

udvide deres egen faglighed og tænke billedbogen som mere end blot 

en måde hvorpå man afleder og afretter barnet. Den opdragende del 

har flyttet sig og pædagogernes syn på billedbogen bliver nød til at 

flytte med. Billedbogen er mere end blot en god historie eller et 

opslagsværk for de emner der nu er aktuelle i den pågældende 

institution. 

I forhold til både Petersens undersøgelse og læselystprojektet ”Den 

levende bog”, har den moderne billedbog haft det svært ved mødet 

med pædagogerne og forældrene. Synet på billedbogen har begrænset 

sig til den viden om de billedbøger de selv læste som børn eller den 

mere gængse pædagogiske billedbog. Bl.a. bliver billedbøger som 

”Mustafars kiosk” og ”Sku fanden og for helvede”, betvivlet af 

forældrene om de nu er noget for deres børn pga. sproget 19 og der 

spiller pædagogens syn på den mere anderledes billedbog også ind. Da 

det i institutionerne er pædagogerne der skal formidle bogen og hvis 

de har et negativt eller lukket syn på den moderne billedbog, så gives 

det til udtryk i deres valg af hvilke bøger der skal læses og bruges i de 

pågældende børnehaver. 

19 Eskebæk Larsen, Marianne, et. al, Den levende bog. Rapportering og evaluerende 

undersøgelse. Center for børnelitteratur, København, 2008. s. 17. 

9



Den tilsidesatte bog 

Underoverskriften har jeg taget fra Anne Petersens egen titel, da den 

meget godt beskriver det fænomen som Petersen behandler i hendes 

bog. Ifølge Petersen er den nye billedbog svær at få øje på i de 

børnehaver, som hun har undersøgt og interessen for hvad der 

udkommer af nyt og anderledes er svær at finde hos de interviewede 

pædagoger. 

For mange af dem virker det at skulle gå på opdagelse i de nye 

billedbøger for uoverskueligt og de vælger i mange tilfælde den sikre 

løsning. 

Anne Petersen vælger også at kalde de bøger der er i børnehaverne for 

en form for kanon 20 og fremhæver at pædagoger tit griber fat i de 

gamle gængse billedbøger, som de kender i forvejen, enten igennem 

deres egen barndom eller igennem deres pædagogiske uddannelse. 

Petersen fremhæver forskellige billedbøger, som står fremme på nogle 

af de børnehavers tallerkenrækker, som hun bl.a. også filmer. 

Og hun deler bøgerne op i modernisme, mainstream og pædagogisk 

tilrettelagt litteratur. En opdeling der meget godt beskriver hvilke 

typer af billedbøger der oftest er tilgængelige i børnehaverne. 

Det skal dog understreges at min opgave ikke handler om at 

børnehaverne er for dårlige i deres valg af litteratur. Pædagogerne har 

også til opgave at viderebringe en kulturel arv og der hører den brede 

vifte af de ovennævnte inddelinger til. Petersens udredelse af 

børnehavernes beholdning af billedbøger og mangel på den anderledes 

billedbog, kan godt tolkes som om at pædagogerne ikke har nogen 

form for litterære kompetencer. Men man skal huske at pædagogerne 

har en anden dagsorden, hvor det kan ske at billedbogen prioriteres 

anderledes og det er noget der bliver diskuteret i opgaven. Det her er 

ikke for at undskylde hvorfor nogle børnehaver fravælger den mere 

anderledes billedbog. Dog er det vigtigt at pointere at børnehaverne 

har forskellige interne agendaer og at deres valg af ressourcer, samt 

hvor langt der er til der lokale bibliotek, spiller en rolle og det er ting 

der skal medtænkes, hvis man vil udnytte billedbogens fulde 

potentiale. 

Billedbogen bruges som et værktøj til at fremme den tidlige 

læsestimulering, til dialogisk læsning og til fiktionskompetence. 

20 Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog, 2007, s. 45-52. 

10



Mange ældre billedbøger fungere stadig godt til dette formål og 

pædagogerne vælger, i Petersens undersøgelse oftest den ”lette” og 

kendte løsning, frem for at se hvad de nye billedbøger byder på. 

Hun beskriver det selv meget godt, at der ikke er noget nyt at finde på 

hylderne 21 . Meget af det er gamle udgivelser eller billedbøger som 

pædagogerne på forhånd ved at børnene vil synes om. Hvis de nye 

bøger er der, er de oftest lånt på biblioteket, men her bliver mange af 

de nye også fravalgt. Dorte Karrebæks bøger er blandt dem som bliver 

lagt til side, grundet deres til tider sensuelle udtryk. 

Petersens valgte børnehaver bliver beskrevet som frontinstitutioner, 

præget af fremadsynede ideer, så det er en smugle foruroligende at de 

endnu ikke gør brug af den nye moderne billedbog. De interviewede 

pædagoger siger selv at det nye ikke appellerer. 22 

Billedbogen spiller en essentiel rolle når man i dag snakker om børns 

tidlige læsestimulering og deres forståelse af billeder og 

fiktionskompetence. Dog understreger hun at der bliver læst bøger, 

men at udseendet og om det er nye bøger, ikke spiller den store rolle. 

Det æstetiske er eksisterende i selve børnehavernes udsmykning, men 

billedbogen er ikke rigtig er kommet til sin æstetiske ret. 

Pædagogerne ser ikke den nye billedbog som en måde hvorpå børnene 

og den voksne kan blive inspireret, selv om pædagogerne, bl.a. i deres 

dialogiske læsning, vælger at udnytte billedbogens nemme måde til fx 

selv at lave ens egen slutning, hvis nu der ikke er tid til at læse hele 

bogen. 23 De bruger billedbogens alsidige facetter, men de er ikke 

bevidste om at den nye billedbog også kan bruges i den sammenhæng. 

Pædagogernes brug af billedbogen – teori og praksis 

Personligt vil jeg påstå at én ting er hvad man vælger at nedfælde som 

teori og noget andet er hvordan man vil vælge at bruge det i praksis. 

Noget af det der kan gå ind og påvirke brugen af billedbogen er bl.a. 

pædagogernes ressourcer og hvor vidt de mener at billedbogen er et 

vigtigt element i børnenes hverdag og fagligheden i børnehaven. 

Nogle børnehaver lægger meget vægt på at billedbogen skal bruges 

som redskab bl.a. til den tidlige læsestimulering, hvor andre 

børnehaver ser billedbogen som en måde at få børnene underholdt på 

og til at sidde stille for en stund. 

21 Ibid. s. 51. 

22 Ibid. s. 51. 

23 Ibid. s.36. 

11



I dette afsnit vil jeg komme ind på hvad der kræves af pædagogerne i 

teorien, dvs. ifølge deres læreplaner og hvordan billedbogen kan spille 

en rolle i forhold til at opfylde de læreplaner. Samtidig vil jeg se på 

hvordan nogle børnehaver vælger at udøve brugen af billedbogen i 

praksis. 

Billedbogen som pædagogisk værktøj - teori 

Her vil jeg forsøge at kigge på hvad billedbogen i teorien skal bruges 

til og hvilke krav den skal opfylde rent pædagogisk. 

Generelt ses billedbogen som et værktøj til formidling af fx tidlig 

læsestimulering og en form for dialogisk læsning. 

Børnene kan inddrages i forskellige læselystprojekter, hvor der bl.a. 

bliver sat særlig fokus på billedbogens alsidighed. 

Her bruges litteraturpædagogik som en overordnet teoretisk ramme, 

der indeholder forskellige metoder og synsvinkler, der i næste afsnit 

vil blive belyst nærmere. 

Litteraturpædagogik 

Litteraturpædagogik omhandler didaktiske overvejelser, der bl.a. 

handler om at pædagogerne skal vurdere hvilken litteratur der skal 

være tilgængelig i daginstitutionen. 

Skal det være den gængse Byggemand Bob, Postmand Per, Disney, 

Eventyr osv. eller skal der også være plads til den moderne billedbogs 

utraditionelle billeder og bramfri emnebeskrivelser? Hvor meget skal 

billedbogen fylde i børnenes hverdag og hvilke ressourcer vil man 

vælge at bruge på det? 

Didaktik omhandler mål, indhold, metode og planlægning. Ting der 

skal tages stilling til i forhold til det børnene skal lære. (Kan også 

gælde voksne). Fx indeholder læreplaner en didaktisk 

fremgangsmåde, der bl.a. tager højde for hvilke arbejdsmønstre der er 

hensigtsmæssige og hvilke forudsætninger der er hos dem der skal 

lærer noget, i dette tilfælde børnehavebørnene. 

Man kan også betegne litteraturpædagogikken som forskellige måder 

hvorpå man kan forsøge at præsentere barnet for litteraturen og dens 

verden. 

Pædagogerne ser billedbogen som et redskab til at lærer børnene tidlig 

læsestimulering, fiktionskompetence, dialogisk læsning og til at 

viderebringe den kultur der ligger i billedbogen. 

12



Maria Nikolajeva 24 opdeler børnelitteraturen i fire typer metodiske 

tilgange. I forhold til det litteraturpædagogiske syn kan man vælge at 

se billedbogen ud fra Nikolajevas beskrivelse af en traditionel 

pædagogik, hvor forhold som moral, religion og politik spiller en 

vigtig rolle og hvor man antager at læsningen vil medfører at børnene 

rent moralsk bliver påvirket. 

Dette er en meget snæver betegnelse af hvad litteraturpædagogik kan 

indeholde og den giver ikke megen plads til den brede billedbog og 

den mere skæve moderne billedbog. 

Ifølge Anne Petersen 25 er litteraturpædagogikken en vigtig del når det 

gælder brugen af billedbogen i børnehaverne. Da litteraturpædagogik 

indeholder og anvender begreber såsom den indskrevne lytter, 

oplæsning, meddigtning, og viderefortælling m.fl. Samtidig spiller leg 

en stor rolle og der gives plads til brugen af dialog, tegning, digitale 

teknikker og ikke mindst brugen af rummet. Litteraturpædagogikken 

indeholder også fiktionskompetencen, det netop giver plads til brugen 

af et mere æstetisk og kunstnerisk syn på billedbogen, da det giver 

barnet mulighed for at digte og fortælle ud fra billederne uafhængigt 

af teksten. Og derved kan man bl.a. argumentere for at der også skal 

være plads til der moderne billedbog. 

Tidlig læsestimulering 

I forhold til pædagogernes læreplaner hører den tidlige 

læsestimulering ind under deres tredje tema ”sprog”. 

”Børn skal støttes i at udvikle deres danske ordforråd og i at forstå de 

begreber og regler, der gælder for det talte sprog. Deres naturlige 

interesse for det skrevne sprog skal bakkes op.” 26 

Tidlig læsestimulering handler om at få barnet introduceret til bogen 

og gjort det, at skulle læse, til noget naturligt og noget der tiltaler 

barnet. Her findes forskellige strategier for hvordan pædagogen kan 

vælge at læse med barnet. 

24 Nikolajeva, Maria, Billedbogens puslespil, Høst, 2001. 


26 http://www.bupl.dk/paedagogik/paedagogiske_temaer/paedagogiske_laereplaner/6 

_temaer_i_paedagogiske_laereplaner?opendocument (Lokaliseret 20. maj 2010, kl. 

20:11) 

13



Teoretisk set kan man inddrage Nikolajevas 27 tolkninger omkring det 

læsepsykologiske aspekt, der bl.a. går ud på at der skal læses alt det 

som barnet gider, hvor der ikke er nogle specifikke kvalitetskriterier, 

det gælder om læsning for træningens skyld. Men læsestimulering 

handler om mere end blot det at lære ord og sætninger at kende. 

Dialogen og det sociale fællesskab spiller en vigtig rolle, samtidig 

med at Petersen understreger vigtigheden af genkendelighed og 

realisme. 

Hvor befinder den nye billedbog sig så indenfor læsestimuleringen? 

Er det ikke nok med bare at bruge de gamle kendte og sikre 

billedbøger? Petersen giver på en måde et ret godt svar. 

For hun nævner at billedbogen er det naturlige redskab når det 

kommer til at lære at aflæse billedsprog 28 . En kompetence der til fulde 

kan udnyttes igennem mange af de nye billedbøger. 

Dialogisk redskab 

Billedbogen som dialogisk redskab, er utrolig oplagt. Ligegyldigt om 

det er en fagbog, et eventyr, en emnebaseret eller bare en god historie. 

Billedbogen kan fungere som et dialogisk samlingspunkt og benyttes 

som en måde hvorpå man kan snakke med børnene om et bestemt 

emne, eller bare lade deres fantasi løbe når de ser på billederne. Helt 

kort og stringent kan man beskrive det som en pædagogisk metode 

hvorpå man snakker med børnene om hvad man læser. 29 

Men denne beskrivelse af billedbogen som dialogisk redskab, er i 

mine øjne, for smal, da jeg tolker det dialogiske redskab som værende 

mere end blot en dialog mellem barnet og den voksne, samtidig med 

at der også foregår en dialog omkring det børnene ser på billederne. 

Dvs. deres læring af billedsprog og fiktionskompetence. 

Når børnene sætter sig ned sammen med den voksne skaber læsningen 

omkring billedbogen mere end blot muligheden for at snakke med 

børnene om bestemte emner. Det skaber en social bevidsthed hos 

børnene. En bevidsthed der får dem til at åbne op overfor billedbogen 

og den verden som den voksne introducere dem til. Samtidig med at 

børnene selv kan begynde at skabe deres egne små dialogiske grupper. 

Med de grupper mener jeg at børnene selv tager initiativ til at sætte 

sig, ned enten sammen med andre eller alene, og ”læser” billedbogen. 

Ved brug af billederne og hukommelsen læser de for hinanden og 

snakker om billederne. 

27 Nikolajeva, Maria, Billedbogens puslespil, Høst, 2001. 

28 Ibid. s. 33. 

29 Ibid. s. 118. 

14



Petersen anerkender og anbefaler også at man som metode, for at 

fremme børnenes sprogtilegnelse 30 , kan bruge dialogisk oplæsning. 31 

Læreplanerne opfordrer også at sproget udvikles, bl.a. ved hjælp af 

sprogscreening. 

Dette er endnu en grund til at der i teorien også skal være plads og 

argumentationer for netop at bruge billedbogen til at fremme de 

kompetencer hos børnene og de mål som pædagogerne skal opfylde 

rent fagligt. 

Æstetik 

Deres æstetiske syn på billedbogen hænger sig, ifølge Petersens 

undersøgelse, mere op omkring at bogen skal have et enkelt og 

forståeligt formsprog, en tydelig streg og med et godt sammenhæng 

mellem billede og tekst. 32 En anskuelse der langt fra går i spænd med 

den moderne billedbog, med dens i nogle tilfælde anderledes billeder 

og tekstsammenhænge. Der findes forskellige syn på billedbogens 

æstetik og nogle af dem vil også blive behandlet længere nede i 

opgaven. 

Æstetik bliver i Petersen betegnet som noget der knytter børnekulturen 

sammen med kunst, leg og børns egne fortællinger. Beth Junker 

nævnes bl.a. med hendes beskrivelse af et paradigme skift, hvor der i 

højere grad ses på børn som kulturelt produktive væsner. 33 Denne 

holdning kommer også til udtryk når man ser på pædagogernes 

læreplaner. Deres sjette tema ”Kulturelle udtryksformer og værdier” 34 

fremgår det bl.a. at børnelitteraturen skal være en del af det daglige 

tilbud, for at kunne skabe en kulturel forståelse og for at kunne skabe 

et kreativt miljø, der også inkludere den kunstneriske forståelse og 

alsidighed. Så grundlaget og argumenterne for at bruge den nye og 

anderledes billedbog i pædagogernes hverdag er til stede, men det er 

som om at pædagogerne mangler nogle teoretiske grundlag eller 

guides til at bruge billedbogen på den måde. 

30 

Dorthe Bleses og Thomas O. Madsens artikel ”Hvordan gør de det? Teorier om 

børns sprogtilegnelse” i bogen ”Dansk, kultur og kommunikation”, 2007, giver et 

godt overblik over hvad sprogtilegnelse indebærer og argumentere bl.a. for at 

børnenes sociale miljø har indflydelse på hvor nemt de tilegner sig sproget. Et miljø 

hvor det i børnehaven er muligt at bruge billedbogen som indgangsvinkel. 

31 

Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog, 2007, s. 37. 

32 

Ibid. s. 33. 

33 

Ibid. s. 26. 

34 

http://www.bupl.dk/paedagogik/paedagogiske_temaer/paedagogiske_laereplaner/6 


22:26) 

15



Dermed ikke sagt at ingen børnehaver evner at se på billedbogen som 

et æstetisk virkemiddel, men læreplanen udgiver kun nogle 

overordnede mål og har ingen direkte henvisning til billedbogen. Og 

et teoretisk grundlag finder man i højere grad hvis man ser på det fra 

en børnekulturel vinkel, som bl.a. Beth Junker gør det, men hende vil 

jeg først inddrage når jeg ser på bibliotekarens teoretiske baggrund. 

Mest pga. Junkers egen afstandtagen til den pædagogiske verden, hvor 

jeg dog vil påstå at brugen af børnekultur både gavner pædagoger og 

bibliotekarer. Det er noget opgaven vil belyse når selve samarbejdet 

imellem de to faggrupper skal diskuteres og begrundes. 

Kulturarv 

”Børns bøger ses som kulturel føde, som gerne må være både sød og 

god og sund og nærende.” 35 Sådan beskriver Petersen den opfattelse 

hun har fået fra hendes respondenter når det kommer til billedbogen 

som kulturarv. Af kulturanalytiske metoder nævnes bl.a. Billy Ehn 

”Skal vi lege tiger?” fra 2004 og Billy Ehn og Orvar Löfgrens 

”Kulturanalyse” fra 2006. Begge to forholdsvis nye bøger omkring 

det at se pædagogerne som opretholdere eller appetitvækkere indenfor 

den kulturelle arv. Pirring af børnenes sanser, når det gælder om at 

vække interessen for det kulturelle, benyttes som et pædagogisk 

begreb. Det at give børnene del i den kulturelle arv, ligger som noget 

naturligt fra pædagogernes side. 

Af læreplanens førnævnte sjette tema fremgår det også, at børene skal 

introduceres til kultur og kunst, samt til de mennesker der til dagligt 

har med de to begreber at gøre. Argumentationen derfor er bl.a. at den 

indsigt i kulturen og kunsten, der kan viderebringes igennem 

pædagogen, fremmer børnenes lyst til at ”lege, omforme og 

eksperimentere med de udtryk, de møder.” 36 Denne opfordring til at 

formidle kultur og kunst ”skriger” nærmest efter at man bruger 

billedbogen, men ikke kun den ældre billedbog. Selvfølgelig er det 

oplagt at børnene bliver introduceret til fx Halfdan Rasmussen og 

bøger som ”Rasmus”(1945), eventyr osv. Men læreplanen appellere 

også til den nye billedbog, da jeg ser kulturel arv som mere end hvad 

der er udgivet førhen. Kultur foregår også her og nu og børnene har 

krav på at få deres del af den kultur og den kunst der findes i dag. 


36 http://www.bupl.dk/paedagogik/paedagogiske_temaer/paedagogiske_laereplaner/6 


09:30) 

16



For pædagogen er det vigtigt at viderebringe den kulturelle arv, det 

fremgår bl.a. af bilag 1, hvor Tina Berrman ser det som en naturlig del 

af børnenes hverdag. Ud fra denne naturlige tilgang til kulturen og 

kunsten er den nye billedbog værd at inddrage. Men hvis man ser på 

Anne Petersens undersøgelse ses den nye billedbog som noget ekstra 

fin kulturelt, der kun sjældent kommer til sin ret. Man ser kulturarven 

og kunsten som noget ”lækkert” og ”sjældent” 37 , som der ikke er så 

meget af i hverdagen. Andre ser på det kulturelle som en form for 

grundkost, som noget der medtages i børnenes dagligdag. Selv et 

meget gammelt teoretisk syn på kulturen som en form for kost, synes 

at have sin grobund i én af Petersens adspurgte pædagoger. 

Børnelitteraturen ses også som en diæt der ikke skal indeholde nogen 

former for krydderier eller nye smagsindtryk 38 . Men at der derimod 

kan komme det Petersen kalder for chokoladediæter, med mere udsøgt 

stykker, som så indeholder tomme kalorier. Denne måde at 

sammenligne børnelitteraturen med smagsindtryk, giver et godt 

billede af pædagogernes syn på kulturen og børnelitteraturen som 

æstetisk og kunstnerisk værk og viser en tendens hos pædagogerne. 

Hvor de enten hælder til at man kan få for meget eller for lidt af 

børnelitteraturen og dens mere sprælske og anderledes side. 

Pædagogisk poetik 

Både Petersen og Christensen nævner en pædagogisk poetik. 

Overordnet findes der billedbogens poetik, men man argumentere 

også for at pædagogerne skal have del i denne måde at se billedbogen 

på. Christensen henviser til Kristin Hallbergs afhandling ”Den 

svenske bilderbok och modernismens folkhem” 39 fra 1996. Hvor 

Hallberg i stedet for at se billedbogen som et værktøj for pæagogerne, 

ser hun billedbogen ud fra dets formsprog, der skal kombineres med 

pædagogernes strategier. Billedbogen har forskellige tekstniveauer, 

hvor pædagogen bl.a. tager højde for børnenes sprog, men det er ikke 

alt. Hallbergs teori inddrager også billedbogens æstetik igennem 

adaptionen(tilpasningen til modtageren) og der bliver gjort plads til 

den moderne billedbog i kræft af et ønske om at ville ”forstyrre” sin 

modtager med nogle mere komplekse former. Dvs. giver barnet nogle 

andre indtryk igennem den mere skæve billedbog. 

37 Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog, 2007. s. 37. 

38 Ibid. s. 37. 

39 Ibid. s. 27. 

17



Kunst og pædagogik diskuteres stadig og ifølge Petersen er det langt 

fra alle der mener at det hører sammen, både førhen og i dag er det en 

velkendt debat. Derfor er Hallbergs tolkning af pædagogisk poetik 

ekstra interessant, fordi den netop åbner op for den teoretiske 

mulighed der ligger i at pædagogerne skal bruge den nye moderne 

billedbog. 

Billedbogen som pædagogisk værktøj – praksis 

I dette afsnit vil jeg forsøge at belyse hvordan man i praksis vælger at 

bruge billedbogen. Det vil jeg både gøre ved at se på forskellige 

læselystprojekter, men også ved at se på hvordan en konkret 

børnehave vælger at benytte billedbogen og hvilken rolle den nye 

billedbog spiller. Samt om hvor vidt pædagogerne bruger biblioteket 

når de skal finde billedbøger. 

Den praktiske del er med fordi opgaven handler om hvordan man 

bruger billedbogen og hvordan man vælger at samarbejde omkring 

den. Og for at se på hvordan literacy kan have indflydelse på det 

samarbejde er det et godt udgangspunkt at se på hvordan faggrupperne 

gør og hvor de selv mener at der kan gøres mere. Samtidig kan man 

have svært ved at opfylde teoretiske metoder i praksis, hvor jeg håber 

at den praktiske del kan være med til at underbygge det behov der er 

for et teoretisk begreb omkring den moderne billedbogs fremtid 

indenfor de to faglige verdener. 

Der findes mange forskellige læselystprojekter, bl.a. kan nævnes Den 

levende bog og Bogormen. 

Billedbogen bliver i børnehaverne både brugt til at få børnene til at 

falde til ro, til at underholde, undervise, inspirere og som et værktøj til 

at fremme nogle af de kompetencer som barnet får brug for når det fx 

skal starte i skole og omgås socialt. Som tidligere er nævnt kommer 

det an på hvilken børnehave man kigger på og det er forskelligt 

hvordan de prioritere tiden omkring barnet og billedbogen. Nogle 

børnehaver lægger meget vægt på at inddrage billedbogen, ikke kun 

fordi det er en del af den kulturelle arv, men også fordi den som medie 

har en alsidighed som er svær at finde i andre medier. 

Anne Petersen beskriver selv hendes otte nævnte børnehaver for 

frontkæmpere for det der er nyt og for læsning af billedbogen, men må 

også sande at den nye billedbog har svært ved at få plads og 

opmærksomhed i børnehavernes hverdag. 

18



Derfor har jeg i min praktiske del valgt at ville fokusere på hvordan en 

helt almindelig lille børnehave har valgt at gribe billedbogen an og 

hvordan de bl.a. igennem læselystprojekt og prioritering af 

biblioteksbesøg forsøger at bruge den nye lidt skæve billedbog. 

Mødet med pædagogen i 2010 

Børnehaven handler bl.a. ud fra et motto omkring at de hellere vil 

skippe noget andet hvis et biblioteksarrangement dukker op. De 

prioritere billedbogen i den forstand, at den er en del af deres hverdag 

og indgår på forskellig vis. Når man træder ind i børnehaven er man 

ikke i tvivl om at billedbogen bliver brugt meget. Hylder og kasser er 

fyldt med billedbøger, der ligesom ved Petersen, indeholder alt fra 

eventyr til Disney. Tallerkenrækken har også sin plads og en del af de 

lånte biblioteksbøger ender på den, hvor børnene har mulighed for at 

sætte sig i sofaen og læse enten med en voksen eller børnene imellem. 

Tallerkenrækken indeholder bl.a. titler som ”Hvor er Bennys 

bamse?”(1999), ”Jeg bor i to huse”(2008) ”Albert - svinestiens 

blærerøv”(1998) ”Popcorn og Rufs – alt om kærlighed”(2002) 

”Prinsesse Langskæg”(2002) ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der 

havde lavet lort på dens hoved”(2007). De billedbøger som 

børnehaven selv køber og får er oftest billigbøger eller også af ældre 

dato. På det punkt ligner børnehaven meget de børnehaver som 

Petersen beskriver. Men de bøger der er lånt fra biblioteket er relativt 

nye. Nogle af dem er emnebaseret og omhandler bl.a. kærlighed og 

skilsmisse. Derimod er der også ”Prinsesse Langskæg” der er skrevet 

af Lars Nørgård 40 , der er kunstner og illustrator til hans egen 

billedbog. 

Lars Nørgård har en anderledes streg hans billeder er udfordrende for 

øjet. Hans nonsensfortællinger er anderledes og børnene suger det til 

sig. Nørgård er et godt eksempel på den moderne lidt skæve billedbog, 

men den moderne billedbog er også valgt i forhold til de 

emnebaserede billedbøger. Kult billedbogen om muldvarpen og lorten 

var blevet til en must have billedbog fra forældrenes side, så 

børnehaven havde fået et eksemplar af en forælder. 

Den interviewede pædagog Tina Berman siger, i modsætning til 

Petersen, at billedbogen ikke bliver betragtet som et middel til at 

skaffe ro i børnehaven. 

40 http://www.larsnorgard.dk/Biography (Lokaliseret 21. maj 2010, kl. 20:37) 

19



Selvfølgelig lærer børnene at respektere den ro der nogle gange skal 

være når man hører en historie, men de bruger billedbogen til at skabe 

et socialt rum og forsøger at vise børnene forskellige måder at bruge 

den på. 

Samtidig understreger hun dog at de godt kan blive bedre til at bruge 

den nye billedbog og til at blive bedre til at spørge bibliotekaren til 

råds når de er på biblioteket. Men interessen for den nye billedbog er 

blevet vækket hos dem og det skete bl.a. i 2007, da de deltog i 

læselystprojektet bogormen. 

Den levende bog kontra Bogormsprojeket 

Begge læselystprojekter viser at pædagogerne har fået et andet syn på 

billedbogen, da det ikke er dem selv der har valgt hvilke billedbøger 

de skulle læse for børnene. Før var deres kriterier for at vælge 

billedbøger oftest hvordan de så ud, hvor de efterfølgende tænker 

mere over længden af billedbogen og hvem det er de skal læse med 

hjemme i børnehaven. Det fremgår også af interviewet med Tina 

Berman. 

Begge projekter har givet de deltagende pædagoger et anderledes og 

fornyet syn på billedbogen og deres overvejelser omkring valget af 

bøger har forandret sig. De er blevet mere åbne overfor den skæve 

billedbog samtidig med at de er blevet mere bevidste om den 

mangfoldighed af metoder der findes når det gælder om hvordan man 

læser billedbogen med børnene. 

Bibliotekarens syn på billedbogen 

”§1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse 

og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre 

egnede materialer til rådighed…” 

”§2. Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed 

og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. 

Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet 

indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være 

afgørende.” 41 

41 Lov om biblioteksvirksomhed, redaktionen: Ellen Warrer Bertelsen, 

Biblioteksstyrelsen, København, 2000. s. 9. 

20



Bibliotekarens syn på billedbogen skal ses ud fra den vinkel som 

biblioteksloven beskriver det materiale som bibliotekerne skal stille til 

rådighed. Begreber som kvalitet, aktualitet og alsidighed er vigtige og 

bibliotekarernes syn på materialets indhold skal være, så vidt muligt, 

neutralt. De skal ikke virke som smagsdommere, men som formidlere 

af både den brede og den smalle billedbog. 

Biblioteksloven fremmer alsidighed, aktualitet, bredde osv. 

Billedbogen indgår i en bredere forstand når man ser det med en 

bibliotekars optik. Og billedbogen bliver til mere end blot et 

litteraturpædagogiske værktøj. Begreber såsom kunst, kultur, æstetik 

og billedbogen i samspil med andre medier. Bibliotekarernes 

teoretiske tilgang vil blive set nærmere på i næste afsnit, hvor brugen 

af billedbogens kunstneriske del vil blive diskuteret bl.a. ud fra 

Rhedin og Juckers syn på billedbogen. 

Bibliotekerne er op igennem tiden undergået store forandringer. 

Materialerne er blevet flere og flere, lånerne er blevet til brugere og 

synet på barnet har rykket sig til at de i dag nok er de mest 

udfordrende brugere af dem alle. Sammen med at synes på barnet har 

forandret sig er synet på hvad barnet skal og kan udsættes for af 

litteratur også forandret sig. 

Kunst og kultur følger med og billedbogen er det medie hvor 

kunstneren og litteraten udfordrer grænserne for hvad man kan skrive 

og vise børn og voksne. 

Bibliotekarerne møder nogle nye udfordringer i forhold til den mere 

skæve billedbog. Især nævner Gitte Fisker i interviewet, at mange af 

de nye moderne billedbøger, specielt den danske, har et meget 

bramfrit sprog og tager oftest meget følsomme emner op og viser dem 

på en skæv og anderledes måde. 

Selv nævner hun Kim Fupz Aakeson, der både med hans illustrationer 

og historier, er en anderledes billedbogsforfatter. Han er én af hendes 

personlige favoritter og hendes syn på billedbogen er at det nye og 

anderledes skal fremmes i samarbejde med det gamle og kendte. Det 

handler om at finde en balancegang og vide noget om de børn og 

voksne der skal bruge bøgerne. 

Ifølge Gitte Fisker ser bibliotekarerne billedbogen som en god 

historie, der kan omhandle og fortælle forskellige emner. Det særlige 

ved billedbogen er at der følger billeder med til at underbygge 

historien. Hun beskriver billedbogens alsidighed bl.a. ved forskellige 

illustratorers tolkninger af H.C. Andersens ”Snedronningen”. Deres 

syn på billedbogen bærer også præg hvad de har som deres personlige 

smag. 

21



Samtidig med at de skal forsøge at se billedbogen ud fra et større 

perspektiv, da bibliotekerne netop skal repræsentere alsidigheden, 

aktualiteten og kvaliteten og formidle derefter. 

Bibliotekarens brug af billedbogen - teori og praksis 

I forhold til den teoretiske side af billedbogen som kunst, æstetik, 

kultur og medie vil jeg især hæfte mig til teorien omkring kunsten, da 

den er meget omdiskuteret og vigtig. Vigtig på den måde at 

bibliotekarens formidling af billedbogen handler om mere end den 

gode historie der er i teksten. Den handler i lige så høj grad om hvad 

billederne fortæller og hvad betydning de har for billedbogen. 

Samtidig med at det handler om at bibliotekaren skal kunne forstå 

billedbogens forskellige facetter og kunne formidle både det brede, 

kendte billedbog og den smalle, skæve billedbog. 

Teori 

Én af de teorier der udelukker den pædagogiske tilgang til 

billedbogen, er Ulla Rhedins tilgang til billedbogen som en form for 

kunstnerisk medie. 

I hendes doktorafhandling ”Bilderboken på väg mot en teori”(1992) 

beskriver hun billedbogen som et ischenesættelsesmedie det både 

indeholder elementer fra dramaet, filmen, poesien, fortællingen og 

billedet. Billedbogen beskrives som en særlig kunstart der, især når 

det gælder den moderne billedbog, ikke kun bruger billederne til at 

fortælle og fortolke historien, men at billedet går ud over den skrevne 

tekst og danner deres egen historie. Denne opfattelse af billedbogen 

udelukker de billedbøger der ikke opfattes som kunst og man betragter 

ikke billedbogen som et pædagogisk fænomen. Bibliotekaren kan med 

denne teori godt blive betragtet som smagsdommere, for hvad er kunst 

og hvad er god kunst? Kvalitetskriterierne for den moderne billedbog 

er i dette tilfælde tværfagligt kunstnerisk og bibliotekaren bliver nød 

til at kunne se billedbogen ud fra denne vinkel for at kunne formidle 

den moderne billedbog. 

Grunden til at Rhedin er særlig interessant når det kommer til hvordan 

pædagoger og bibliotekarer kan blive bedre til at samarbejde omkring 

den moderne billedbog, er hendes tværfaglige tilgang. Hun ser og 

tolker billedbogen som en ikonotekst. Dvs. at hun ser billede og tekst 

konstruktionen som et mundtligt fænomen, der er afhængigt af at blive 

læst op for børnene for at få den fulde oplevelse af billedbogen. 

22



Grunden til at man vil se billedbogen som kunst er ifølge Christensen, 

at man ikke vil se billedbogen blive fornedret til et pædagogisk 

værktøj og at illustratorerne gerne vil have at deres billeder bliver set 

som selvstændige udtryk uafhængige af teksten 42 . Dette synspunkt 

virker for mig som noget snobberi og får billedbogen til at virke som 

noget høj kulturelt, som kun særlige mennesker må have del i. Der er 

dog en værdi i Rhedins syn på billedbogen, da den kombinerer tekst 

og billede og højner brugsværdien for pædagogerne. Dvs. 

pædagogerne får mulighed for at se det som mere end et redskab og 

bibliotekaren får mulighed får at formidle billedbogen ud fra en 

kulturel og kunstnerisk vinkel. 

Samtidig ser Rhedin billedbogen som et medie der kan ischenesættes 

ud fra et tværfagligt syn. Bibliotekarerne kan medtage denne 

teoretiske tilgang til billedbogen når de skal formidle den til 

børnehavebørnene og pædagogerne. Hvordan det kan gøres og 

hvordan det bliver gjort vil jeg se på i de næste afsnit. 

Praksis 

Bibliotekarernes hverdage er meget påvirket af tanken om hvilke 

ressourcer der står til rådighed og hvilke interesser man har i det 

materiale som man har med at gør. Billedbogen bliver bl.a. formidlet 

ud fra hvilke udstillinger man har på børnebiblioteket og der findes 

oftest en hylde med det sidste nye. Bibliotekarerne har ingen 

vurderingskriterier hvorfra de skal vælge billedbøger, men de skal 

overordnet leve op til bibliotekslovens kriterier. Flere af de nye 

billedbøger stiller dog bibliotekaren overfor en ny udfordring, da 

mange af billedbøgerne er utroligt bramfrie og skæve i deres 

udseende. Men hvad så med samarbejdet med børnehaverne og deres 

formidling af den nye billedbog til netop denne målgruppe? 

Dette kan interviewet med Gitte Fisker fra hovedbiblioteket i Aalborg 

give et bud på. 

42 Christensen, Nina, Den danske billedbog, 2003. s. 51. 

23



Mødet med børnebibliotekaren i 2010 

”Vi forsøger at blande både det gamle og det nye, men jeg mener at 

det er vigtigt at man hele tiden fornyer sig og der findes så mange 

gode nye billedbøger, både danske og udenlandske og dem skal der 

være plads til også når det gælder børnehavebørn.” 43 

Gitte Fisker er ansvarlig for den del af børnebiblioteket som de kalder 

for hulen. Efter at Ramasjang er flyttet ind på børnebiblioteket, har de 

været nød til at flytte billedbøgerne, således at de har deres egen 

afdeling hvor der ikke altid er en børnebibliotekar til stede. 

Børnehaverne har naturligvis lov til at komme lige så meget de vil og 

de kommer oftest om formiddagen. Biblioteket har forsøgt at gøre 

børnebiblioteket så åbent og indbydende for børnehaverne og 

selvfølgelig også alle andre der benytter den afdeling. Bl.a. må 

børnene medbringe deres madpakker og billedbøgerne er altid 

tilgængelige for børnene. 

Tina Berman nævner også at tilgængeligheden til billedbøgerne er en 

vigtig del, både i børnehaven og på biblioteket. Børnene får derved et 

andet forhold til billedbogen, samtidig med at bibliotekerne udbyder 

forskellige bogvogter – kurser, hvor de bliver inviteret ud på 

biblioteket og får undervisning i hvordan man behandler 

billedbøgerne. Disse kurser skaber fokus og interesse for billedbogen 

og på den måde viser biblioteket at børnehaverne er mere end 

velkomne. 

I selve biblioteksrummet bliver børnehaverne både inviteret til 

forskellige arrangementer og børnehaverne kan også selv efterspørge 

en oplæsning eller få vist en film. Men primært inviterer 

hovedbiblioteket kun de nærmest liggende børnehaver og Fisker hører 

tit at filialerne mangler børnehavebesøgende, da ikke alle børnehaver 

benytter sig af de filialer der er tæt på dem. 

Formidlingen af billedbogen på selve biblioteket sker primært ved at 

de nye billedbøger står fremme, enten i børnehøjde eller i 

voksenhøjde. Hulen har en voksenhylde til de skrappeste billedbøger. 

Fisker nævner bl.a. en billedbog om to homoseksuelle pingviner, der 

passer på et æg, som de har til at stå på voksenhylden. 

43 Bilag 2 s. 3. 

24



Hun mener også at nogle af de nye billedbøger behøver en kommentar 

med på vejen, men at de primært forsøger at formidle alle former for 

billedbøger. 

Hun er selv ret glad for Kim Fupz Aakeson, som må siges at have 

lavet mange skæve, underfundige men også sjove billedbøger og 

Fisker understreger at de ikke kun skal formidle ”de gamle travere”. 

Formidling af den nye billedbog bliver dog gjort med et vist 

mådehold. Fx står billedbogen ”De skæve smil”(2008), på 

voksenhylden inde i hulen, da den bl.a. omhandler abort. Og hun 

mener at nogle af de billedbøger skal formidles med en vis form for 

omtanke, men at det samtidigt er vigtigt at de bliver formidlet. 

I forhold til om de introducere børnehaverne for de nye billedbøger 

når børnehaverne er på biblioteket, men hun at de godt kan blive bedre 

til selv at gå hen og vise dem noget af det nye. Da Hulen ligger 

afskåret fra børnebibliotekets skranke, kan det være svært for 

bibliotekaren at være der for børnehaverne, men hvis de spotter en 

børnehave sørger de for at hilse på pædagogen og viser at de er der 

hvis der er brug for dem. 

Formidlingen af den nye billedbog går til gengæld meget bedre når 

bibliotekarerne er ude hos børnehaverne. Biblioteket tilbyder både at 

møde op til forældremøder og laver selv forskellige 

læselystkampagner, som de så inviterer forskellige børnehaver med til. 

Primært er det pædagogerne der efterspørger bibliotekaren til at 

medvirke til forældremøderne, især for at sætte fokus på hvor vigtigt 

det er at forældrene læser sammen med barnet. I den forbindelse tager 

Fisker en bred vifte af både nye billedbøger, samt hendes egne 

favoritter med. 

Vigtigst at alt diskutere Gitte Fisker hvad bibliotekerne kan gøre for at 

samarbejde bedre med børnehaverne. Hun mener at de skal blive 

endnu mere synlige og holde sig opdaterede. De forsøger allerede nu 

at medtænke de pædagogiske læreplaner og deres faglige bruge af 

billedbogen. Bl.a. når de er til forældremøder forsøger de at vise 

pædagoger og forældre hvordan den nye billedbog også kan bruges til 

fx dialogisk læsning osv. Bibliotekarerne diskuterer også hvilken 

indflydelse tre måneders lånet, som pædagogerne har lige nu, har på 

hvor ofte de besøger biblioteket. Selvfølgelig må de gerne have 

bøgerne i tre måneder, men de ser gerne at børnehaverne bruger 

biblioteket mere end blot hver tredje måned. I den forbindelse 

overvejer de brugen af skemalagte besøg på biblioteket, da det 

tidligere har været en succes. 

25



Samtidig forsøger de at integrere den nye billedbog sammen med fx 

deres filmvisning. Fx skulle de den pågældende dag vise en film om 

det at starte i skole. Det var en børnehave der havde efterspurgt 

arrangementet til de ældste af børnene. I den forbindelse havde Fisker 

fundet billedbogen ”1. b”(2002) af Lotte Salling. En historie der viser 

hvor uartige skolebørn kan være. Så de forsøger at sætte billedbogen i 

samspil med de andre medier, som Fisker også snakker om, er en vis 

konkurrence for billedbogen. 

Gitte Fisker kan godt se fordelen ved at bruge literacy begrebet til at 

fremme den moderne billedbog og få de to faggrupper til at 

samarbejde noget mere. I hvert fald hvis literacy ses ud fra et 

brugerperspektiv, hvor de i fællesskab inddrager læring og oplevelse. 

Hun istemmer at termer som forståelse for brugeren, holde sig 

opdateret, villighed, ressourcer og tilgængelighed til bøgerne er vigtigt 

når der kommer til at samarbejde og bruge den moderne billedbog. 

Et skridt i den retning er Bibliotekerne i Region Nordjyllands 

udgivelse af ”Gi’ mig en historie – idéer til de pædagogiske 

læreplaner”(2009). 

Dette hæfte indeholder forskellige nye billedbøger, der handler om 

seks overordnede emner som de pædagogiske læreplaner skal 

indeholde. Hæftet følger med bogbussen ud til de 36 børnehaver der er 

med i bogbusordningen, samtidig med at bibliotekarerne bruger den 

som guide når de er til forældremøderne og når de holder 

fyraftensmøde for pædagogerne. 

Samtidig ser hun også bibliotekaren som en form for bruger, da 

pædagogerne giver dem indblik i hvordan billedbogen kan bruges som 

værktøj til læring. Så behovet for at få viden om og blive bedre til at 

formidle den moderne billedbog går begge veje. Literacy er en mulig 

teoretisk ramme for det samarbejde og det vil det næste afsnit se 

nærmere på. 

Billedbogens literacy og det æstetiske barneperspektiv 

Hele ideen bag ved den her opgave, er en tanke omkring det at få 

børnehaver og biblioteker til at arbejde mere sammen omkring 

billedbogen ny som gammel. Men specielt den nye, anderledes og lidt 

skæve billedbog, som man kan se, i de afsnit omkring pædagogerne, 

har svært ved at finde sin plads i institutionerne. Positivt er det at der 

under interview med pædagogen i 2010, ses en vilje til at inddrage den 

nye billedbog og den vælges også når de er på bibliotekerne. 

Men en manglende viden omkring hvad der kommer af nye bøger har 

en stor indflydelse på hvad pædagogerne vælger og der efterlyses i 

26



højere grad samarbejde og kommunikation imellem dem og 

bibliotekarerne. 

Begge faggrupper efterlyser noget mere og bedre samarbejde og for at 

begrunde og belyse vigtigheden af at de samarbejder omkring 

billedbogen vil jeg i dette afsnit, argumentere for brugen af det 

engelske begreb literacy. Både for at skabe et teoretisk grundlag, men 

også for at argumentere for at billedbogen, som literacy, er aktuel og 

vigtig. 

Begrebet literacy betyder overordnet evnen til at læse og skrive 44 . 

Samtidig ses det også som måden til at lære ny viden. Handbook of 

Early Chilhood Literacy (2003), definere også literacy som noget der 

influeres af ens familieliv, det samfund man lever i samt kulturelle 

faktorer. 

Den inddrager ikke kun hvad man skal lærer men også hvem der skal 

lærer det, altså brugeren. 

Den øverste definition er derfor set ud fra synet omkring et 

brugerperspektiv og ud fra hvad brugeren har behov for, samtidig med 

at det sociale, kulturelle, politiske og familiære inddrages. Her kan 

man vælge at inddrage childrens literacy 45 , der tager hensynet til 

billedbogen med og inddrager i bredere forstand brugen af 

børnelitteratur. Literacy knyttes oftest sammen med skolebørn og 

hvordan de lærer at læse osv. Men det at lære at læse starter et meget 

tidligere sted. 

Allerede i dagplejen/vuggestuen bruges der billedbøger. Selv små 

pegebøger kan indeholde ord og børnene præsenteres for dem, 

samtidig med at de lærer hvordan de skal aflæse billeder, tidlig 

læsestimulering og sproglære samt indpasse sig i det ”sociale rum”, 

skærpe deres fiktionskompetence m.m. 

Men det der er særligt ved literacy er at den gør det muligt at 

kombinerer brugerperspektivet med læring og oplevelse. Der findes 

forskellige beskrivelser af literacy og i forhold til billedbogen er det 

meget passende at man i den her forbindelse medtager childrens 

literacy. 

“Literacy skills can be embedded when using an engaging children's 

picture book (…) instead of focusing on skills in isolation.” 46 

44 

http://en.wikipedia.org/wiki/Literacy (Lokaliseret 22. maj 2010. Kl. 12:05) 

45 

http://en.wikipedia.org/wiki/Children's_literature (Lokaliseret 22. maj 2010. Kl. 

12:21) 

46 

http://findarticles.com/p/articles/mi_qa3614/is_200707/ai_n19431806/ 

(Lokaliseret 22. maj 2010, kl. 13:44) 

27



Billedbogen er et alsidigt medie og jeg har valgt overordnet at 

definerer billedbogen som et medie, da den indeholder mange facetter. 

Nogle af dem fremkommer implicitte og andre eksplicitte. En god 

argumentation for hvorfor man skal bruge billedbogen indenfor 

childrens literacy finder man i den lille artikel ”Using Picture Books 

To Support Young Children's Literacy”(2007) 47 skrevet af Janis 

Strasser. 

Hun kommer bl.a. ind på vigtigheden af de billedbøger der også er lidt 

skæve og henviser til andre der anerkender at billedbogen er en god 

løsning for børn når de skal lærer at læse. 

Literacys betydning for billedbogen og billedbogens betydning for 

literacy. 

Den kan vendes på begge måder. På en ene side kan man argumentere 

for at literacy skal være med til at etablere et samarbejde imellem de 

to faggrupper og deres fælles brug af billedbogen. for at kunne gøre 

det mener jeg at det er vigtigt at se på hvad det er billedbogen kan, 

som gør at de to faggrupper skal arbejde mere og bedre sammen om 

formidlingen af den. Igen kan literacy bruges som argumentation og 

det vil dette afsnit se nærmere på. 

Maria Nikolajeva 48 kommer ind på betydningen af billedbogen når 

man snakker om børns tidlige erfaring med literacy. Og selv om hun 

ikke har det empiriske grundlag, mener hun helt klart at billedbogen 

spiller en rolle når det gælder børns tidlige sproglære. Hun mener 

samtidig at med den diversitet indenfor billedbogen, er det vigtigt at 

forældre og undervisere holder sig opdaterede og selv sætter sig ind i 

hvilke former for billedbøger der findes i dag. Hun understreger også 

at det ikke er ordentlig påvist at billedbogens æstetiske side, altså dens 

billeder, har en indflydelse på børnene, men hun gør én vidst om at det 

er et faktum at de fleste institutioner og voksne griber til billedbogen 

når de skal læse med børnene. 

I hendes artikel ser hun både på billedbogens historiske, kulturelle 

aspekt, samtidig med at hun ser på billede/tekst forholdet og de 

forskellige sværhedsgrader af billedbøger der findes, samtidig med at 

hun ser på billedbogen i en social kontekst. 

47 Ibid. 

48 Verbal and Visual literacy: the Role of Picturebooks in Reading Experience of 

Young Children, Nikolajeva, Maria, fra artikelsamlingen Early Childhood Literacy, 

edited by Nigel Hall, Joanne Larson and Jackie Marsh, SAGA, California, 2003. 

28



Hun ser også på visual literacy og hvad det kan have af betydning for 

barnet og billedbogen. Så hun kombinere de mange aspekter der er 

omkring billedbogen og dens nødvendighed i forhold til literacy 49 . 

Man kan dermed sige at den voksne skal sætte sig i forhold til 

brugeren af billedbogen og være opmærksom på alsidigheden omkring 

den. 

Nikolajeva understreger også at billeder og tekst i billedbøgerne skal 

ses i sammenhæng med hinanden, da det er noget af det der gør 

billedbogen unik. 

Meget forskning af billedbogen har oftest vist illustratorernes billeder 

ud af kontekst. Af mere omdiskuterede illustratorer nævner hun 

Maurice Sendak, der bl.a. har skrevet og illustreret billedbogen 

”Where the wild things are” 50 . 

Diskussionen om den anderledes billedbog er til stede også hos 

Nikolajeva og kunstformen i billedbogen anerkendes som en del af 

den. 

Når det komme til interaktionen mellem billede og ord deler 

Nikolajeva billedbogsudgiverne op i to grupper. Kunstnerne der 

udgiver og illustrere billedbøger og børnebogsforfattere der udgiver 

billedbøger. 51 Kunstnerne der ser teksten som noget sekundært og 

børnebogsforfatterne, der ser billedbogen som en hvilken som helst 

anden børnebog og fokusere enten det litterære eller læringsværdien. 

Den fælles ord/billede værdi synes fjern selv for dem der laver 

billedbøger, hvor man skulle tro at de i det mindste ville kunne se 

værdien af billedbogen som en kombination af æstetikken, kunsten, 

læsestimuleringen osv. Clare Bradford nævnes som én af dem der 

rykker ved den opfattelse og fremhæver billedbogens kompleksitet 

imellem billede og tekst, samtidig med at hun beskriver det som en del 

af den moderne billedbog og en del af børns litteratur 52 . Nikolajeva 

gennemgår en artikler og forskere der har set på billedbogen og som 

alle efterlyser noget mere omkring den moderne billedbogs samspil. 

Bettina Kümmerling-Meibauer ser fx med en vis ironi på de 

gnidninger der er imellem diskussionen om billede og tekst og der 

efterlyses bl.a. en ny syntaks for hvordan man skal arbejde med den 

nye og skæve billedbog, for at kunne forstå og bruge dens mange 

facetter. 

49 Ibid. s. 235. 

50 Landet med de vilde krabater, 1972. Billedbogen er blevet filmatiseret i 2010. 

51 Verbal and Visual literacy: the Role of Picturebooks in Reading Experience of 

Young Children, Nikolajeva, Maria, 2003. s. 237. 

52 Ibid. s. 237. 

29



Selv om mange af de undersøgelser og artikler, der er lavet omkring 

billedbogen og dens billede/tekst sammenhæng, er lavet ud fra et 

ældre publikum. Oftest skolebørn. Så argumentere Nikolajeva for 

vigtigheden af at yngre børn præsenteres for billedbogen og at den 

bliver en del af deres literacy. En måde hvorpå den voksne, fx 

pædagogen og bibliotekaren, kan blive bedre til at forstå billedbogen 

og dens bruger er ifølge Nikolajeva, ved at følge med i de mange 

undersøgelser der bliver lavet omkring den nye billedbog og holde sig 

opdaterede indenfor det felt. De skal lære at forstå at billedbogen 

spiller en stor rolle, især når det gælder de helt unge børn 

(prescholers). 

For i dag er det ikke nok at børn lære at læse, de skal også kunne 

færdes socialt, have en vis forståelse eller sans for kunst og kultur. De 

skal forholde sig til mange forskellige medier, hvor billedbogen kan 

betragtes som et meget alsidigt medie, der både kan indeholde 

billeder, tekst, og lyd. 

De forskellige metoder man bruger for at belyse børn og deres forhold 

til literacy bliver i artikelsamlingen ud fra disse forhold: 

”what can be known about children, the language (spoken and 

written) they use, where they are, where they have been and where 

they are going (their histories).” 53 

Det er vigtigt at literacy begrebet favner det samarbejde der skal være 

omkring den moderne billedbog og at begrebet ikke kun med tager 

barnet som bruger, men også det samfund som barnet lever i. 

I forhold til denne opgave er det vigtigt at pædagoger og bibliotekarer 

ikke kun ser barnet som bruger, men at de også forstår at de selv er 

brugere af billedbogen. De er brugere og ikke mindst formidlere og 

for at kunne formidle er man nød til at kende til det man formidler og 

man er nød til at kunne inddrage fagligheden i det. Pædagogen skal 

huske på de krag der stilles igennem deres læreplaner og bibliotekaren 

skal opfylde de krav der stilles i biblioteksloven. 

Samtidig med at de skal forsøge at ”sælge” et medie der er under 

konstant konkurrence fra de teknologiske medier der vinder større og 

større plads hos børnene og institutionerne. Samtidig skal de to 

faggrupper udnytte hinandens kompetencer og erkende at billedbogen 

er vigtig både som et tidligt læsestimulerende værktøj men også som 

et æstetisk virkemiddel og en bærer af både en historisk og moderne 

53 Ibid. s. 382 

30



kultur. Som det fremgår af interviewet med bibliotekaren, så er det 

ikke kun pædagogerne der kan bruge bibliotekaren, men bibliotekaren 

kan også lære noget omkring billedbogen som et fremmende værktøj 

for børns lyst til at læse og bibliotekernes og institutionernes åbenhed 

for samarbejde afmystificerer og kan være med til at fjerne den sociale 

barriere. Det kræver en indsats fra begge parter og en tredje part kan 

også medtænkes, da forældrene også har et stort ansvar når det 

kommer til barnet og billedbogen. 

Det æstetiske barneperspektiv bliver brugt af Anne Petersen, som en 

måde at samle de forskellige perspektiver der er omkring billedbogen. 

Og den er værd at have med i forhold til literacy da hun 

sammenkobler Nikolajeva, Juncker, Christensen, Rhedin og Hallberg. 

Disse fem er tilsammen en form for teoretiske frontfigurer for den 

moderne billedbog. Da man ved at sammenkoble de fem både ser på 

billedbogen som et pædagogisk værktøj, et æstetisk og kunstnerisk 

værk og en ramme for den kulturelle arv. 

Samtidig med at man medtager barneperspektivet og dermed tænker 

barnet som brugeren af billedbogen. 

Literacy kan ses som det overordnede begreb for de to faggruppers 

samarbejde, hvor det æstetiske barneperspektiv kan indgå som et 

muligt værktøj for både pædagoger og bibliotekarer, da det favner 

både litteraturpædagogikken og den æstetiske side af billedbogen. den 

giver mulighed for at integrere den nye billedbog, men det kræver at 

der bliver skabt en klarere bevidsthed hos pædagogerne omkring hvad 

den moderne billedbog den kan rent fagligt. Det kræver en endnu 

mere specifik læreplan, samtidig med at bibliotekaren skal være en 

endnu større medspiller. Både i biblioteksrummet, men også ude i 

institutionerne. Bogbusser virker godt og der findes også børnehaver 

med deres egne biblioteker. De institutioner der har 

børnehavebiblioteker skal bare være bevidste om at 

biblioteksbesøgende er en vigtig del af barnets introduktion og brug af 

billedbogen. Man kan sige at literacy kræver vilje og indsigt og 

samarbejdet mellem de to faggrupper fortjener meget mere fokus og 

bør indgå som en naturlig del af begge parters agendaer. 

31



Konklusion 

Hvad er børnehavernes syn på billedbogen? 

Børnehavernes syn på billedbogen er på nogle punkter, som det var 

for 50 år siden. Billedbogen skal have en lærende effekt. I nogle 

børnehaver ses den pædagogiske billedbog som den meste gængse. 

Den klare streg og den nemme tekst. Der efterlyses noget mere viden 

omkring den nye billedbog og på hvordan man kan inddrage den i 

børnenes hverdag og pædagogernes faglighed. 

Heldigvis er man, bl.a. ved hjælp af læselystprojekter, begyndt at få 

øjnene op for den moderne billedbog og den kunstneriske side af den. 

Og børnenes fiktionskompetence kommer mere i fokus med hjælp fra 

billederne og dialogen med den voksne. 

Hvordan bruger de billedbogen? Er den en del af pædagogernes 

læreplan? 

Billedbogen bliver ikke direkte nævnt i pædagogernes læreplaner, 

men de seks temaer, som læreplanen indeholder, giver gode grundlag 

for brugen af billedbogen. Både i forhold til de emner, børnehaverne 

skal inddrage, men også i forhold til at styrke børnenes tidlige 

læresimulering, sociale, dialogiske og kulturelle kompetencer og 

viden. For mange af børnehaverne er billedbogen et værktøj eller en 

måde hvorpå man skaber ro. Ikke alle mener at det har så stor 

betydning hvilke billedbøger man læser for børnene Selv de 

børnehaver der betegnes som frontløbere for det der er nyt og for at 

læse med børnene, har en ringe beholdning af nye billedbøger. Det 

nye appellerer ikke. Den børnehave der er blevet interviewet viser dog 

det modsatte. At den nye billedbog godt kan gå i spænd med 

børnehavernes hverdag og pædagogernes faglighed, men at 

pædagogerne stadig savner noget viden og formidling af den skæve 

billedbog. Brugen af billedbogen favnes både igennem 

læselystprojekter og igennem eget initiativ, med biblioteksbesøg og 

stort set daglige læseaktiviteter. 

Hvordan formidler børnebibliotekaren billedbogen? 

Børnebibliotekaren formidler primært billedbogen igennem den 

tilgængelighed der er på biblioteket, samt de hylder hvor brugerne kan 

finde nye billedbøger. Nogle nye billedbøger kræver en lidt anderledes 

og personlig formidling, da de omhandler emner som kærlighed, død, 

abort, homoseksualitet m.m. på en meget bramfri og skæv fassong. 

32



Formidlingen sker også når bibliotekarerne kommer ud til børnehaver 

og andre institutioner. 

Hvor de oftest medtager eksemplarer af især den nye billedbog med 

ud og viser hvordan den kan bruges i en læringssammenhæng. 

Læselystkampagner er populære, men bibliotekaren er også klar over 

at de kan blive bedre til den direkte henvendelse til pædagogen når de 

kan se at der er børnehaver på biblioteket. 

Er det den kendte/sædvanlige billedbog eller bliver pædagoger og 


Pædagogerne bliver introduceret for en bred vifte af billedbøger. 

Bibliotekarens opgave er at formidle både kulturelle, uddannende og 

oplysende materiale, samtidig med at det skal være kvalitet, alsidigt 

og aktuelt. Derudover skal bibliotekaren være bevidst omkring den 

faglighed der skal være en del af pædagogerne og børnenes hverdag. 

Læreplaner skal opfyldes og bibliotekerne kan bl.a. imødekomme 

dette ved at lave de førnævnte hæfter med forslag til både nye og 

gamle billedbøger, der underbygger de pædagogiske emner. 

Hvad kan få de to faggrupper til at udnytte hinandens kompetencer? 

Interviewet med Gitte Fisker giver et meget godt bud derpå: 

”forståelse, holde sig opdateret, villighed, ressourcer og 

tilgængelighed til bøgerne.” 54 Det gælder kort sagt om at begge parter 

skal ville et samarbejde og de skal kunne se fordelene ved at 

samarbejde. Både omkring børns tidlige læsestimulering, med 

billedbogen i fokus og specielt i forhold til den nye billedbog og dens 

potentiale for fiktionskompetence og æstetisk værk. Men samarbejdet 

kan også være med til at bryde en social barriere imellem barnet og 

brugen af biblioteket. Ikke alle børns forældre introducerer til 

biblioteket og billedbogen og der kan samarbejdet også gøre en stor 

forskel for netop de børn. Og hvis man indenfor begge faggruppers 

forståelsesrammer kunne implementere vigtigheden af at se 

samarbejdet ud fra en brugerbetonet synsvinkel, kunne der være en 

chance for at de i den praktiske del ville benytte sig mere af hinandens 

kompetencer. 

54 Bilag 2. s. 4. 

33



Kan det samarbejde findes ud fra et begreb om literacy og hvordan? 

Ud fra et begreb om literacy er det muligt at finde en fællesnævner for 

deres samarbejde. Specielt fordi literacy gør det som den moderne 

billedbog også gør. Den kombinerer brugerperspektivet med læring og 

oplevelse. Brugeren er dog ikke ene og alene barnet. 

Den voksne er også bruger af billedbogen og er i nogle billedbøger 

den implicitte læser. Samtidig kan både pædagoger ses som brugere 

hos bibliotekaren og bibliotekaren som bruger hos pædagogen. 

Dette kan argumenteres ud fra det synspunkt at begge faggrupper kan 

bruge og lærer af hinandens kompetencer. 

De har begge en interesse i at formidle kultur, kunst, læseevner og 

sociale kompetencer til børnene og interessen bør være endnu mere 

åbenlys når de kan bruge et alsidigt medie som billedbogen. 

Hvordan det kan gøres er et spørgsmål om vilje og en teoretisk 

argumentation for at der skal samarbejdes allerede når man uddanner 

sig som pædagog og bibliotekar. Billedbogen skal nævnes i 

læreplanerne og bibliotekarerne skal have en større forståelse for hvad 

billedbogen er for et pædagogisk værktøj og at kunstneriske og 

pædagogiske synspunkter ikke behøver at være to opdelte verdener. 

Børn skal blive en del af dette samfund, med alt hvad det har at byde 

på af kultur, kunst, læring og værdien af socialt samvær. 

Billedbogen er perfekt til formålet og pædagoger og bibliotekarer er 

perfekte formidlere i samspil med forældrene. Hvis ikke de skal gøre 

det hvem skal så? 

34



Litteraturliste 

Primær litteratur 

Christensen, Nina, Den danske billedbog, 1950-1999, Teori, analyse, 

historie, 1. udgave, 2. oplag, Center for Børnelitteratur, Roskilde 

Universitetsforlag, Frederiksberg C, 2003. 

Dansk, kultur og kommunikation, redaktion: Peter Mikkelsen og 

Signe Holm-Larsen, Kroghs Forlag, 2007. 

Eskebæk Larsen, Marianne, et. al, Den levende bog. Rapportering og 

evaluerende undersøgelse. Center for børnelitteratur, København, 

2008 

Kvale, Steinar, Interview. En introduktion til det kvalitative 

forskningsinterview, 1. udgave, 12. oplag, Hans Reitzels Forlag, 


Lov om biblioteksvirksomhed, redaktionen: Ellen Warrer Bertelsen, 

Biblioteksstyrelsen, København, 2000. 

Nikolajeva, Maria, Billedbogens puslespil, Høst, København, 2001 

Petersen, Anne, Den tilsidesatte bog. Om den moderne billedbog i 

dagtilbud. Undersøgelse, diskussion og teoretisk ramme for 

billedbogen i pædagogisk arbejde, Kæphesten, Klim, Århus, 2007. 

Rhedin, Ulla, Bilderboken på väg mot en teori, Alfabeta, 1992. 

Verbal and Visual literacy: the Role of Picturebooks in Reading 

Experience of Young Children, Nikolajeva, Maria, fra 

artikelsamlingen Early Childhood Literacy, edited by Nigel Hall, 

Joanne Larson and Jackie Marsh, SAGA, California, 2003 

Sekundær litteratur 

Billeder & børns billeder, redigeret af Anne Mørch-Hansen, Høst & 

Søn, København, 2000. 

Christensen, Nina: Om børnelitteratur, tekstbegreber og 

vurderingskriterier. Et essay. Eskebæk Larsen, Mariaenne: 

Højtlæsningens ABC. En undersøgelse af pædagogers 

litteraturopfattelse og læsevaner. Nedslag i børnelitteraturforskningen 

9, Center for børnelitteratur, Roskilde universitets forlag, 

Frederiksberg, 2008. 

Christensen, Nina: Værdig tidsfordriv og ædel nytte. Definitioner på 

børnelitteratur og barndom i forhold til 1700-tallets børnelitteratur. 

Nedslag i børnelitteraturforskningen 8, Center for børnelitteratur, 

Roskilde universitets forlag, Frederiksberg, 2007. 

35



Hansen, Elisabeth, Børnehavebiblioteker. Forsøg med udlån af 

biblioteksmaterialer fra daginstitutioner, Centralbiblioteket fra Ribe 

Amt, Esbjerg, 1998. 

Kjeldsen, Inger, Vores bog: Praktisk vejledning til bogworkshops i 

børnehaver, Biblioteket for Blåbjerg, Blåvandshuk og Varde 

kommuner, 2005. 

Steffensen, Anette og Weinreich, Torben.: Børn læser bøger, 

læsevaner, læsefærdighed, højtlæsning, Center for Børnelitteratur, 

Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C, 2000. 

Weinreich, Torben, Børnelitteratur – en grundbog, Høst & Søn, 


Anvendte links 

http://da.wikipedia.org/wiki/Forside 

http://www.bnet.com/?tag=header;logo 

http://www.bupl.dk/ 

http://www.larsnorgard.dk/ 

36



Bilag 1 

Interview med Tine Bermann 

A: Hvordan er I en del af det lokale børnebibliotek? 

T: Jamen altså vi er jo brugere og det kan man være på flere på flere 

planer. Men jeg synes at de gange hvor biblioteket har inviteret til 

direkte samarbejde, så har vi altid sagt ja, da vi synes at det ikke er 

sådan et tilbud som vi skal sige nej til. Vi har faktisk meldt afbud til 

nogle andre ting, for netop at sige at vi gerne vil bakke op om at der 

sker noget. Fx da de lavede det nye børnebibliotek hernede, der blev 

vi inviteret med og var med i hele den her proces omkring at de lavede 

et hav tema dernede. Det var så givende og de børn der var med i den 

gruppe kom til at se biblioteket på en hel anden måde. Det blev deres 

på en hel anden led. Alle de der ydre ting, hvor der var folk fra 

byrådet og reception og der var indvielse, hvor børnene var dernede af 

to omgange. Den ene gang var i samarbejde med Anneberg hvor de 

havde lavet en masse tøj og keramik, der skulle omhandle hav temaet. 

Vi skal så med ned og se det og bruge det, som en form for prøveklud. 

Dem fra Annebergcenteret var der og det var så sjovt, for der var så 

mange enormt fascinerende ting, og det går ligesom efter min bog, 

børnene samler sig om én ting og da de er færdige med at kigge på 

det, så våger de sig længere og længere ud og da de er færdige med at 

kigge sætter de sig hen i en sofa med en bog! Det havde jeg jo ikke 

sagt de skulle og heller ingen bibliotekar der havde sagt at de skulle 

det, så vi står det begge to med vand i øjnene, for hold da op det var jo 

lige dét det hele det handlede om. Det gik op i en højere enhed og det 

var så fedt at se. Man skulle ikke have troet at de ville vælge bogen, 

da der var så mange andre ting som de kunne lave den dag. 

A: Var det en billedbog de valgte? 

T: Ja det har det været. I forhold til vores projekt det var jeg inde på 

hovedbiblioteket og snakke med børnebibliotekarer og det var et 

utroligt givende samarbejde. 

37



Det endte så egentlig med at det samarbejde det udviklede sig til at der 

blev lavet en artikel og at vi havde bibliotekaren herude til en 

forældreaften, for også ligesom at fortælle dem om brugen af 

biblioteket og læsning og det var enormt godt. De var to herude og de 

solgte simpelthen bogen. Altså, hun havde nogle bøger med og hun 

stod og læste op af nogen af dem ikk. Man sætter sig lidt ud over de 

klassikere, som i hvert fald, den der forældregeneration ofte opfatter 

som klassikere. 

A: Ja det er jo sådan set det primære, at jeg godt vil hører hvordan I 

betragter billedbogen og hvordan I vælger den børnebog som I synes 

børnene skal læse. Når I kommer på biblioteket tager I så 

”klassikeren” den kan vi alle sammen lide, eller prøver I noget nyt? 

T:Der synes jeg faktisk at der blev skabt sådan en bevidsthed. Jeg vil 

også sige at Birgitte og jeg er jo sprogpædagoger og da vi skulle læres 

op til det, der var vi også ude og mødes med en sprogkonsulent, i 

forhold til at sprogskrene og sprog stimulere, så kom hun ind på 

hvordan man egentlig bruger bogen. Det projekt vi havde i gang her, 

har gjort at vi har fået en anden bevidsthed om det. Jeg kan huske at 

jeg sad og snakkede med dem til det møde jeg var til inde på 

hovedbiblioteket om det der med, at grimme bøger, tager jeg ikke. At 

det med illustrationerne det gør noget. Du vælger til og fra, ligesom 

man kan vælge et grimt maleri fra. Hvis det ikke gør noget ved mig, så 

vælger jeg det ikke. Vi har jo en travl hverdag og nogle gange bliver 

bøgerne valgt ud fra den præmis, da vi ikke har så stort kendskab til 

bøgerne, hvor det kunne være at de rent faktisk havde et godt indhold. 

At hvis jeg satte mig ned og læste bogen at den egentlig var kanon 

god. Og skal jeg være dommer overfor børnene i forhold til hvad der 

er pænt? Skal det være pænt? 

A: det er jo så det der er det kritiske spørgsmål. Det samme ser man 

med nogle tekster, hvor den voksne går ind og fravælger forskellige 

billedbøger ud fra det tekstuelle indhold. Bl.a. med titlen ”Hvad sku 

Fanden i helvede” hvor nogle pædagoger og voksne fravælger den. 

Hvor jeg vil hævde at det ville være bedre at blive konfronteret med 

den form for ord og sprog, i samvær med en voksen, der vil være i 

stand til at forklarer én ordene hvis det er nødvendigt. 

T: Vi går ikke ind og fortæller børnene hvad der er pænt at sige og 

hvad der ikke er pænt at sige. Eller nødvendigvis forklare dem hvad 

der er bandeord osv. samtidig går vi ikke ind og er smagsdommere for 

børnene og skelner ikke imellem bøger med ord som ”prut”, ”tis” 

38



numse” osv. vi læser også ”grimme” ting sammen med dem og er der 

en bog med et kristent budskab, så læser vi også den. Så på den måde 

går vi ikke ind og siger ”det læser vi ikke”. Emner som døden og 

hvordan vi bliver til griber vi også fat om og har ikke berøringsangst 

for sådanne emner. 

A: Hvad så hvis teksten bliver lidt underlig eller kan virke uforståeligt 

for børnene, sidder I så og laver om på teksten eller censurere dele af 

teksten? 

T: nej det gør vi ikke. Det er jo også en bevidsthed der er blevet skabt 

i os jo mere vi arbejder med tingene. I forhold til sprogstimulering, så 

sidder vi ikke og laver det om til baby ord. Det gør vi heller ikke i den 

daglige tale. Hvis der sådan et svært ord så læser man det op og 

ønsker barnet at få det at vide så forklare jeg det. Jeg stopper ikke op 

og forklare og forklare. For derved banker man jo historien i stykker 

på en eller anden måde hvis man hele tiden stopper op og børn de skal 

nok spørge hvis der er noget de ikke forstår. Og så kan det være når 

der er gået et år og man læser den samme bog igen, at barnet så forstår 

nogle andre ting og noget mere. Så man kan sagtens læse en bog 

sammen med en treårig og en seksårig. 

A: Så I går ikke ind og skelner mellem om I vælger bøger til de 

treårige eller til de seksårige? 

T: jo det gør vi også, men derfor kan vi godt sidde der alle sammen og 

læse sammen. Det er noget vi er bevidste om. Fx er det de treårige der, 

delt op i to grupper, er på biblioteket og finder billedbøger én gang om 

måneden. De får lov til at hive nogle bøger frem, som de synes ser 

spændende ud eller nogle de kender i forvejen som de godt kan lide. 

De voksne skal hele tiden tænke ind hvad det er for nogle børn vi har 

derhjemme og hvad de er optaget af lige nu. Er det fx dinosaurusser, 

så låner vi dinosaurusser. Hvis der er en der har mistet en 

bedsteforældrer, kan det være forlæsende at vi læser den, uden at vi 

laver tema død. Men vi sørger for at det netop er bøger til alle 

aldersgrupper. Hvis jeg sidder med de lidt større børn kan jeg godt 

medtænke at det skal være en mere alderssvarende bog. Men jeg kan 

sagtens finde på at tage en af de nemme billedbøger hvor der ikke er 

ret megen tekst. Fordi de er glade for dem og kender dem. Nogle af 

dem kan de selv sidde og fortælle. Hvis det er én de kender rigtig godt 

kan man godt brygge videre på historien hvor de tit ender med op råbe 

op i kor og fortælle hvad de ellers kan se at Oliver har. 

39



A: Er det noget I bliver opfordret til at gøre igennem jeres læreplaner? 

T: Det er både og. For der er også dage hvor jeg siger at jeg ikke lige 

gider læse historien. Eller hvis historien er lang og jeg ved at vi ikke 

når igennem den. Så fokuserer jeg på billederne frem for teksten. Og 

så er det egentlig børnene selv der kommer på en historie. Det er ikke 

sikkert at det er den samme som den i bogen, men de tolker ud fra 

billederne om katten der er tyk og den har nok spist for meget osv. Så 

på den måde er de selv med til at lave en historie. Og der er det 

billederne der giver dem inspirationen. Nogle billedbøger er også 

skrevet på en meget anderledes og skæv måde, hvor jeg nogle gange 

tænker, det kan jeg da ikke læse op for dem. Hvor det ender med at 

børnene læser op i kor sammen med mig. Og så prøver vi lige igen, 

for det smagte så godt og det var så krøllet en måde at sige tingende 

på og det elsker de jo. Og der er vi jo meget bevidste om den der 

sprogstimulering hele tiden. 

A: Når I kommer på børnebiblioteket, komme børnebibliotekaren så 

hen og viser jer nogle af de nye billedbøger eller er det mere på egen 

initiativ at I finder billedbogen? 

T: Altså, det sker for lidt, ja det synes jeg. Jeg er åben for at blive 

inspireret til at de kommer og siger, der er lige kommet en her, som er 

lidt finurlige elle hvad det nu matte være. 

A: Synes I at I ved nok om den nye billedbog? Får I forskellige 

informationer fx brochure og lignende? 

T: Nej det gør vi egentlig ikke. Det der med at vide nok, der vælger vi 

lidt ud fra at den der nuttet ud eller det er en sjov titel. Jeg kan 

personligt godt lide dem der er skøre og dem med lidt frække ord, det 

synes jeg er sjovt at læse op. Så det kan fx godt være sådan noget som 

jeg går efter. Men vi har jo ikke læst bogen, så man kan godt komme 

til at vælge nogle fra. Hvis den nu ligesom blev solgt lidt, så ku det 

godt være at jeg ville tænke at jeg skulle prøve at have den med hjem. 

Ikke ensbetydende med at jeg vil synes den er god, men så var jeg da 

blevet introduceret for noget jeg ikke selv ville have taget fra hylden. 

Der er jo efterhånden selv lån på bibliotekerne og jeg synes ikke at de 

kommer hen og henvender sig til os på den måde. Det nærmeste vi 

kommer, er nok de der stativer med de nye bøger og der er risikoen 

der igen for at jeg vælger fra, på et spinkelt grundlag. 

40



A: Hvordan ser du på det at samarbejde mere med bibliotekarerne især 

i forhold til brugen af den nye billedbog? 

T: Det var noget af det jeg sad og tænkte på da jeg sad med de to 

børnebibliotekarer inde på hovedbiblioteket. Altså det der med at vi 

skal forstå at bruge hinanden og de der faggrænser, der nogle gange 

er, de bliver så stive. Og ved bibliotekarerne egentlig hvad vi laver 

ude i institutionerne? Og omvendt hvad kan vi bruge jer til? Det er 

måske for fadet på en eller anden måde. Det tror jeg ku trænge til at 

blive strammet op og gjort tydeligere. Og hvis man fx kører med de 

her temaer, at man så spørger bibliotekaren om vedkommende har 

nogle ideer. For så vælter det jo ud af sådan en bibliotekar og de er jo 

faktisk slet ikke til at stoppe igen. Og så ping ponger man med det 

samme. Det må jo også, vil jeg tro, være en fed oplevelse for dem at 

blive brugt på den måde. Kommunen havde på samme tid som vores 

Bogormsprojekt et lignende projekt, hvor bibliotekarerne tog ud til 

forskellige institutioner og viste dem hvem de var og hvad de kan, 

samtidig med at de viste forældrene noget om hvordan man bruger 

bogen. Det er jo ikke kun institutionens opgave at læse med børnene 

og forældrene kan bruge billedbogen til mere end blot at læse 

godnathistorie med. Det kan også være en måde at bryde den sociale 

arv på, ved at bibliotekarerne også viser hvad de kan og hvad de har. 

Det vil nok også få flere pædagoger frem. 

41



Bilag 2 

Interview af Gitte Fisker 

A: Hvordan formidler børnebibliotekaren billedbogen? 

G: I biblioteksrummet står bøgerne til rådighed og der er skiftende 

temaer, fx har vi lige nu udstilling med Mumitroldende. Hulen på 

hovedbiblioteket er både for voksne og for børn. Formidlingen sker til 

forskellige børnehaver, hvor børnehaverne tit bliver inviteret. Bl.a. har 

vi inviteret til et bogvogterkursus, hvor børnene fik vist hvordan de 

skal behandle bøgerne og det skabte et stort fokus og interesse for 

billedbogen. Og det virkede rigtig godt. 

Selve indholdet i billedbogen er der naturligvis stor fokus på. Vi 

forsøger at formidle både de nye og de gamle. Der er dog billedbøger 

der kræver en kommentar med på vejen til den voksne der er med. Fx 

har Kim Fupz Aakeson skrevet en bog om skilsmisser, der er lidt 

speciel og griber det tema anderledes an, da den bl.a. handler om at 

man skal ud og købe en ny far. Men vi anbefaler også de lidt skæve 

nye bøger og fokusere både på danske og udenlandske, så det ikke kun 

er de gamle travere. 

Sidste efterår holdt vi et fyraftensmøde for pædagoger og det viste vi 

både nye og gamle bøger frem. Det var en god måde at formidle 

billedbogen på, plus en god måde at dele vores personlige 

kompetencer på. Og det er helt sikkert noget vi gerne vil gentage igen. 

Vi har også forskellige læselystkampagner, hvor vi fremhæver 

vigtigheden af at læse med børnene og vi formidler også de nye 

billedbøger der er mere barske og ligefremme. Men vi gør det med 

måde og har i Hulen en forældre hylde hvor de allermest alvorlige 

billedbøger kommer til at stå. Bl.a. billedbøger om alkoholisme og om 

abort 55 . 

55 Her tænkes på ”De skæve smil” af Lilian Brøgger og Oscar K, 2008. 

42



56 Af Marianne Iben Hansen, 2005. 

Hovedbiblioteket får også regelmæssig besøg af billedbogsanmelderen 

Steffen Larsen fra Politikken og hans holdning er at billedbogen i dag 

kan omhandle alt også de emner der kan være svære at snakke om og 

give det nogle sære og skæve vinkler. Fx ”De bandeglade Badutter” 56 , 

der fortæller om bandeord på en sjov måde. 

A: Er det den kendte/sædvanlige billedbog eller bliver pædagoger og 


G: Oftest når børnehaverne er på biblioteket, så går de selv og kigger 

og finder bøger. Men vi mener helt sikkert at vi godt kan blive meget 

bedre til at komme hen til dem og vise dem nogle af de ny billedbøger 

som vi får ind. Men vi hilser altid på børnehaverne når de kommer og 

sørger for at de ved at vi er der hvis de har brug for hjælp. Men når vi 

så er ude ved børnehaverne, både til forskellige læselystprojekter, 

forældremøder og bogbussen (hvor nogle børnehaver har en ordning 

hvor vi kommer ud til dem hver 6. onsdag), der sørger vi for også at 

have nye billedbøger med. Selvfølgelig har vi også hver vores smag, 

men vi forsøger at give så bredt et udvalg som muligt og sætter gerne 

fokus på den mere skæve billedbog. Oftest har jeg selv nye danske 

billedbøger med. 

A: Hvad gør I for at nå ud til børnehaverne? 

G: Vi laver og invitere til forskellige arrangementer. 

Børnebibliotekarernes netværk har bl.a. lavet en liste over billedbøger 

der kan bruges i forbindelse med pædagogernes læreplaner, hvor 

pædagogerne så kan bruge den som en guide over hvilke billedbøger 

der kan passe ind til det emne de nu er i gang med. Samtidig tager vi 

ud til en del af børnehaverne med bogbussen og det er primært dem 

der har langt til en filial eller til hovedbiblioteket. Børnehaverne 

benytter sig meget af hovedbiblioteket, især om formiddagen og vi 

invitere tit til højtlæsning og andre arrangementer hvor der er fokus på 

billedbogen. 

A: Hvordan ser I på billedbogen? Et værktøj, kunst, medie, æstetisk 

værk? Eller er det en kombination der skal ses i en stor helhed og 

udnyttes? 

G: Vi ser primært på billedbogen som en god historie og naturligvis 

også som en bog der kan omhandle og forklare forskellige emner. 

43



Hvor billedbogen har den fordel at den kan hjælpe med at sætte 

billeder på historien. Oftest, når jeg snakker til forældremøder og til 

pædagoger, viser jeg et eksempel med H.C. Andersens forskellige 

udgaver af ”Snedronningen”, for at vise billedbogens alsidighed. Men 

selvfølgelig spiller det også ind om vi kan lide bogen eller ej. Selv har 

jeg nogle favoritter som jeg tit viser, men jeg forsøger også at brede 

viften af billedbøger ud og kan sagtens vise en billedbog frem pga. 

dens billeder og så lade historien komme lidt i baggrunden. Så vi 

forsøger at i tænke børnenes fiktionskompetence og den dialogiske 

læsning, de ting som vi ved pædagogerne selv har fokus på. Men vi 

overanalysere ikke de billedbøger som vi anbefaler pædagogerne og vi 

forsøger at give så bredt et udvalg, samtidig med at vi tænker på 

kvaliteten af det vi vælger. 

A: Hvad kan få de to faggrupper til at udnytte hinandens 

kompetencer? 

G: Holde sig opdaterede med hvad der sker ude i børnehaverne og 

sørge for at være synlige når børnehaverne er til stede. Lige nu 

diskuterer vi bl.a. hvor vidt det er godt at børnehaverne har deres 

bøger i tre måneder. Ikke fordi de ikke må have dem så længe, men 

fordi nogle børnehaver måske vælger at vente med at besøge 

biblioteket til bøgerne skal afleveres igen og det synes vi er en skam. 

Flere børnehaver har også deres eget børnehavebibliotek, hvor de med 

jævne mellemrum for nye bøger ud, men igen har vi så den risiko at 

de så fravælger biblioteksbesøgende og det er vi selvfølgelig 

bekymrede for. Vi som hovedbibliotek invitere mest de børnehaver 

der ligger tættest på os, men alle børnehaver er velkomne til at 

kontakte os og fx komme og se film eller få læst op og vi forsøger 

også at kombinere de forskellige medier, så vi får så meget gavn af 

dem som muligt. Men ude i de mindre filialer er det mere 

ressourcekrævende at lave forskellige arrangementer, men mange af 

dem savner at have mere med børnehaverne at gøre.Vi fokuserer også 

på at de alle skal have noget ud af de arrangementer som vi laver. 

Således at der fx hvis vi viser film også kan hives nogle billedbøger 

frem der måske handler om det samme eller at biblioteket unddrages 

og de fx får vist hulen frem og ser hvor de kan finde gode historier 

m.m. Samtidig har vi haft stor succes med at børnene kan spise deres 

mad på biblioteket. Det har gjort rummet mere åbent og børnene 

bruger biblioteket mere, da der er ro og tid til at se det vi har at byde 

på. 

44



A: Så ord som forståelse, holde sig opdateret, villighed, ressourcer og 

tilgængelighed til bøgerne, er det noget I mener der skal til for at 

samarbejde mere optimalt med børnehaverne? 

G: Ja det mener jeg helt bestemt. 

A: Kan det samarbejde findes ud fra et begreb om literacy og 

hvordan? 

G: hvis det er i forhold til fokus på brugerne, så mener jeg at det 

praktisk skal ske med at vi fortsætter med fyraftensmøderne, samt at 

lave forskellige arrangementer for børnene. Samtidig med at vi 

formidler ud fra pædagogernes læreplaner og børnenes ønsker. Vi 

formidler og stiller til rådighed, bl.a. med fokus på hvad billedbogen 

skal bruges til, samtidig med at vi tager fat i forældrene, hvis 

børnehaverne ønsker det, og fortæller dem om hvilke billedbøger der 

er gode og læse, samtidig med at vi tager fokus på den lidt mere 

skæve billedbog. Vi forsøger at blande både det gamle og det nye, 

men jeg mener at det er vigtigt at man hele tiden fornyer sig og der 

findes så mange gode nye billedbøger, både danske og udenlandske og 

dem skal der være plads til også når det gælder børnehavebørn. 

45

Problemformulering - Forskning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?