Sarah får et bedre sprog i Viborg

Audiologisk behandling
– en ProceS
SUSAnnE BISGAArD, DEr HAr SKrEVET En AnTrOPOLOGISK
DOKTOrAfHAnDLInG OM nyE, VOKSnE HørEAPPArATBrUGErES
fOrVEnTnInGEr OG ErfArInGEr MED HørEAPPArATEr,
BErETTEr frA EGET OG AnDrES OPLæG VED cEnTEr fOr
HørETABS TrEDIE nOrDISKE KOnfErEncE
9. marts, 2011: Tidligt op – af sted med toget mod
fredericia. Jeg var for længe siden blevet spurgt,
om jeg ville være indledende taler ved center for
Høretabs 3. nordiske Konference: Audiologisk
behandling – en proces! På forhånd var jeg lidt
skeptisk, for hvad kunne jeg fortælle alle disse
mennesker, som de ikke vidste i forvejen?
Konferencens kompetente arrangører, Annette
Bonde nielsen og Birger østergaard, havde
dog overbevist mig om, at de ved planlægning af
konferencen bevidst havde valgt at tage afsæt
i det, min afhandling viser, nemlig at der indgår
flere elementer i høreapparatbehandling, og at
den må ses som en proces, der i nogle tilfælde
kan være tidskrævende.
Trekanten
I mit oplæg tog jeg afsæt i, at høreapparatbehandling
kan fremstilles som en Treenighed mellem
Bruger, Tilpasser og Høreapparat. Hvis den
går op, er alt godt. Brugeren formidler til tilpasseren,
hvad hun eller han hører eller ikke hører
gennem høreapparatet. Tilpasseren omsætter
det i indstillingen af høreapparatet. Brugeren
tilpasser sig til det høreapparatet kan yde, og
høreapparatet tilpasses i videst muligt omfang
efter brugerens behov.
Hvis processen halter – ja, så kan det skyldes,
at der i trekantens hjørner gemmer sig forskellige
faktorer, som det kan være nødvendigt
at beskæftige sig med. for eksempel kan høreapparatet
være mere eller mindre avanceret eller
svært eller let at indstille for tilpasseren. Er der
valgmulighed mellem forskellige mærker?
Hvis man ser på tilpasserne, kan de være underlagt
meget forskellige rammer fra det administrative
og politiske systems side. De har et
fantastisk vigtigt job, hvor deres indstilling af høreapparatet
kan være altafgørende for, om brugeren
kan deltage i forskellige sammenhænge.
Men giver systemet tilstrækkelige muligheder til
at tale med brugerne og arbejde med indstillingen
af høreapparaterne? får brugeren mulighed
for at afprøve forskellige indstillinger og vende
tilbage med spørgsmål og kommentarer? Har tilpasserne
den fornødne træning og viden til dels
at kommunikere med brugerne, dels at indstille
apparatet optimalt?
Med hensyn til brugerne, så mangler især de
nye brugere ofte konkret viden om det, et høreapparat
kan yde. Det følelsesmæssige plan kan
fylde alt for meget, idet nogle frygter, at de bliver
mindre tiltrækkende med et høreapparat. Måske
færdes de i nogle akustiske miljøer, hvor høreapparatet
ikke er til så megen hjælp. Eller deres omgangskreds
mangler viden om teknikken bag et
høreapparat, og hvad vanskelighederne kan være.
Bruger
Høreapparat Tilpasser
nOrDISK KOnfErEncE
En svensker, en nordmand og en dansker
Det var netop samspillet mellem bruger, tilpasser
og høreapparat, som tre hørekonsulenter, Aïda
regel Poulsen, Håkan Bergkvist og Björn Jonassen
tog udgangspunkt i i oplægget ”En svensker,
en nordmand og en dansker”. De har alle tre fra
barndommen eller ungdommen haft høretab og
er mangeårige høreapparatbrugere.
Aïda kunne på ingen måde undvære sine
avancerede høreapparater i sit daglige liv, men
det har været absolut nødvendigt med efterjusteringer,
for der opstod helt andre problemer,
end dem audiogrammet fortalte om.
– Mine høreapparater er indstillet til automatisk
at skrue ned for lyden, men de er rigtig
længe om at skrue op igen, dvs. der går noget tid,
hvor jeg ikke ved, hvad der sker omkring mig. Det
gælder dels, når jeg snakker med nogen, men
også da jeg sang i kor. Jeg har været nødt til at
stoppe, for hvis en af basserne sang meget højt,
så skruede apparatet ned, og så vidste jeg ikke,
hvor højt jeg selv sang. Hvis vi sang i en kirke, og
jeg stod tæt på væggen, så ville det apparat nærmest
væggen hele tiden skrue ned for lyden, så
jeg havde problemer med dynamikken. Jeg skal
tilpasse mig alt for meget, hvis automatikken
kun retter sig mod den lyd, der kommer udefra,
men ikke tager hensyn til mine behov. Derfor
er det vigtigt, jeg får mulighed for at tale med
audiologiassistenten om, hvad jeg har behov for,
fortalte hun og tilføjede:
– Det var frustrerende at få at vide, at hvis
det ikke lykkedes med høreapparaterne, så lå
problemet i min kognitive funktion, altså min
hjerne og dens plasticitet, for apparaterne fejlede
ikke noget. Det er vigtigt, at vi er bedst muligt
audiologisk behandlede i relation til den teknologiske
udvikling. Vi skal være fleksible, men der
skal være mulighed for at fjerne de funktioner,
som vi ikke har behov for. Ellers bliver det sådan,
at mit fokus ligger på at få styr på funktionaliteten
i apparatet i stedet for at opbygge relationer
til andre mennesker.
– I min hverdag er der mange situationer, supplerede
Björn, hvor jeg er afhængig af at kunne
justere lydniveauet i forhold til de mennesker,
jeg sidder sammen med, for der er stor forskel på
folks stemmer. nogle gange dæmper apparatet
sig, og det tager ca. 7 sekunder, før det er tilbage
til normal indstilling.
Også Håkon ville ikke lade sig styre af høreapparaternes
automatik.
HøRELsEn • nr. 05 • MAJ 2011 27