Marine områder 2011 - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi

Biologiske effekter i blåmuslinger
I blåmusling (Mytilus edulis) anvendes lysosomal membranstabilitet som en
generel stressmarkør for tegn på celleskader, der kan være forårsaget af forskellige
typer af miljøfarlige stoffer. Effektniveauet vurderes ved at måle tiden,
det tager membraner i celler fra muslingernes hæmolymfe (‘blod’) at gå
i stykker. Undersøgelserne udføres på flere af de stationer, hvor der også
indgår miljøfremmede stoffer og metaller i overvågningen.
Blåmuslinger fra 2/3 af de ni undersøgte områder i 2011 syntes at være upåvirkede
(retentionstid > 120 min.) i henhold til de af OSPAR/ICES foreslåede
vurderingskriterier (Lyons m.fl. 2010). Derimod var der tegn på en vis påvirkningsgrad
hos muslingerne (< 120 min.) i tre resterende områder, hhv.
Øresund ved Lynetten, Karrebæk Fjord og ved Frederiksværk (figur 11.8).
Korrelationsanalyser viste en sammenhæng mellem effektniveauerne og de
målte koncentrationsniveauer af PAH’er i muslingerne, hvilket også er set i
nogle af de tidligere år (fx Strand 2010).
Figur 11.8. Biomarkøren lysosomal membranstabilitet i blåmuslinger fra forskellige kystnære stationer viser en positiv sammenhæng
til indholdet af PAH (EPA16) i muslingerne. Desuden er de foreslåede miljøkriterier I - III for lysosomal membranstabilitet
angivet: I) upåvirket (≥ 120 min.), II) påvirket men kompenserende (60-< 120 min.) og III) stærkt påvirket (< 60 min.).
Biologiske effekter i ålekvabbe
Ålekvabbe (Zoarces viviparus) anvendes i NOVANA som indikator for forekomst
af effekter af miljøfarlige stoffer på kystnære fisk (tabel 11.8). De undersøgte
effekter er ikke alle stofspecifikke, men kan skyldes påvirkninger
fra en række forskellige miljøfarlige stoffer, alene eller i kombination. Ålekvabbe
er en velegnet bioindikator, da den er udbredt og let kan indsamles i
de fleste kystnære områder og anses for at være en stationær fisk. Sidstnævnte
er for nyligt blevet understøttet af en populationsgenetisk undersøgelse
(Simonsen & Strand 2010). Yderligere er den levendefødende, hvor drægtige
hunner bærer op til 200 unger i et kuld. Hermed kan eventuelle effekter
på dens reproduktion, herunder forekomst af fejludviklet yngel, let undersøges.
De voksne ålekvabber undersøges herudover også for forskellige fysiologiske
parametre så som størrelsesfordeling, kondition, lever- og gonade-somatisk
indeks etc.
DEL 2 109