Marine områder 2011 - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi

Figur 6.6. Månedlig udvikling i biomassen af kiselalger og den potentielt toksiske planktonalge Pseudochattonella farcimen
i fjorde (A) og i de åbne farvande (B). Biomassen af kiselalger er angivet som gennemsnit for perioden 1989-2010 (grøn -
fjorde, blå - åbne farvande) og for 2011 (sort), mens P. farcimen er angivet for 2011 (rød).
Pseudochattonella farcimen tilhører en gruppe encellede mikroskopiske planktonalger,
der i høje koncentrationer kan slå fisk ihjel. Det er specielt et problem
for havbrug, hvor fiskene er spærret inde og ikke kan flygte fra algerne,
men der er også eksempler på, at naturlige fiskebestande er blevet ramt.
Chatonella sp., som formodentlig var P. farcimen, blev første gang set i store
mængder i Danmark i 1998 i området omkring Aarhus Bugt, i Skagerrak og
langs den jyske vestkyst. Ved den lejlighed blev der fundet mange døde
hornfisk langs den jyske kyst og norske havbrug led store tab.
Siden 1998 er P. farcimen blomstret op i det tidlige forår næsten hvert eneste
år, men koncentrationerne og udbredelsen af opblomstringen i foråret 2011
var usædvanligt store (figur 6.5 og 6.6). Det er bemærkelsesværdigt, at den
månedlige udvikling i kiselalgernes biomasse i 2011 tilsyneladende ikke var
væsentlig påvirket i havområderne, hvor udbredelsen af P. farcimen var
størst. De høje klorofylkoncentrationer målt i februar-marts, samt det kraftige
fluorescenssignal fra satellitdata (figur 6.5) kan forklares af forekomsten af P.
farcimen i de åbne farvande. I fjordene var forekomsten af P. farcimen unormalt
høj (ca. 140 µg C l -1 i mart 2011), men biomassen af de øvrige arter af
planteplankton oversteg dog biomassen af P. farcimen med ca. en faktor tre
(figur 6.6). Det kraftige klorofylsignal målt i fjordene modsvares ikke af biomassen
af fytoplankton, som var tæt på normal. En forklaring på den unormalt
høje klorofylkoncentration kan være fysiologisk forskelle mellem kiselalger
og P. farcimen, idet det interne klorofyl:kulstof-forhold i P. farcimen typisk
er større end i kiselalger. Derved vil den relativt mindre biomasse af P.
farcimen bidrage relativt mere til den totale klorofylmængde end bidraget fra
kiselalger.
Dyreplankton
De flercellede dyreplankton domineres generelt af vandlopper af ordnerne
Cyclopoida og Calanoida samt af dafnier. Larveplankton kan til tider specielt i
lavvandede områder være talrige, men deres tilstedeværelse er meget varierende
og derfor mindre velegnet til at beskrive den tidslige udvikling. Flercellet
dyreplankton er i 2011 blevet indsamlet på 7 stationer og encellet dyreplankton
på 9 stationer.
DEL 2 55