5 - Grønt Miljø

vores legeplads. Det er bare
lidt ærgerligt at der bliver taget
så mange ting væk. Ved legepladsen
er der kun gynger
og klatrestativ. Før var der en
vold og et tordenfort. Men det
var ikke så sjovt, for tordenfortet
det var altid dækket med
mudder og vand. De gjorde
det fordi de var bange for at
der var en der var faldet ned
og druknet,“ siger Dina fra 2.a.
Børnenes perspektiv
„Det lyder voldsomt,“ kommer
det fra Helle Nebelong da
Grønt Miljø præsenterer hende
for faren for at drunkne.
Man kunne jo blot have drænet
området eller udvidet det
ved at lave nogle kanaler som
vandet kunne løbe væk i. Så
var det blevet til vandveje, et
vandlandskab skiftende med
årstiderne, tilføjer hun og understreger
at børnenes reaktion
er meget typisk.
„De stiller ikke særligt store
krav til udearealer. De har sikkert
været enormt glade for at
lege på de der bakker, løbe op
og ned og pjaske og alt det
der, og så affinder de sig med
det der er, de er nemlig ret
taknemmelige og lægger deres
fantasi i det forhåndenværende,“
påpeger hun og tilføjer
at man med fordel kan inddrage
børn i forandringsprocesserne.
„Jeg har oplevet at hvis de
selv skulle vælge, så vælger de
nogle ret enkle ting, nogle ret
70
oprindelig ting, netop træer
de kan klatre i og måske nogle
bakker de kan løbe i og krat
de kan gemme sig i. Det er altid
sådan nogle ting de ønsker,“
forklarer hun. I hendes
øjne køber forældre sig i dag
til at være gode forældre ved
at overstimulere børnene.
„Børn er helt vildt forkælede
med materielle goder i dag.
Hver anden parcelhushave har
en trampolin selv om den fylder
halvdelen af haven. Det er
i virkeligheden ikke børnene
der kræver de der ting. De vil
meget hellere have de nære
ting. For dem handler det meget
mere om at være sammen
med andre kammerater. Det er
det der er det vigtige,“ hævder
hun.
Små og store rum
I skolegården på Skovlyskolen
er der ifølge lærer Lisbeth
Rathsach rig mulighed for at
være sammen med kammerater
i mindre grupper: „Man
kunne jo altid tænke sig noget
mere lækkert, men det er ikke
en meget dårlig gård. Der er
faktisk meget hyggeligt, og
der er gode lækroge med
plads til masser af smålege,
gode steder at sidde og gode
steder at spille bold, så det er
ikke den rene elendighed,“ siger
Rathsach der er lærer i udskolingen.
Men sammenkoblingen mellem
de mindre gårdrum og de
større aflange gårdrum er der
ikke gjort nok ud af hvis man
spørger Helle Nebelong: „Man
kunne arbejde med overgangen
fra de små til de store
rum, så det blev en spændende
ting at gå fra det ene til det
andet. Man kunne lave en
slags portal eller noget med
belægning som går ud og ind
mellem rummene. Eller man
kunne lave en række stolper
som går fra det lille til det store
rum, med en afstand imellem
der giver lyst til at løbe
mellem stolperne og på den
måde blive ført ud i det store
rum,“ foreslår hun.
Grønt til skue
På vores vandring rundt i skolegården
undrer Lisbeth Rathsach
sig over at den grønne
beplantning langs husmuren
ikke er tilgængelig for eleverne.
„Hvorfor er det at det ikke
er en plæne med to bænke
hvor man kan sidde og hygge
sig? Hele vinteren er det jo
meget kønt at der er noget
grønt og noget bunddække at
se på. Det er ikke fordi jeg synes
det er grimt. Men det er jo
sådan et oplagt sted man kunne
trænge ind i det grønne på.
Nogle steder er træerne ved at
være så høje at man måske
kunne lave nogle græsarealer
under. Og det tror jeg at børnene
ville bruge til at sidde og
hyggesnakke og spise deres
frugt.“
Helle Nebelong ville ikke
nødvendigvis rydde beplant-
Klasseværelserne vender ud mod de mindre gårdrum, men uden direkte adgang. Randbeplantningen er
indhegnet så også her er der ingen adgang for eleverne. På asfalten har man malet ‘ostebaner’ som eleverne
bruger flittigt. Asfaltens revner skyldes de underliggende betonplader. Foto: B. Ivertsen.
ningen for at gøre plads til
græs, men forestiller sig at der
kunne laves såkaldte troldestier,
dvs. give børnene mulighed
for at lave spor igennem krattet.
En anden og enklere løsning
kunne være at forene
tanken om at skærme beplantningen
med manglen på siddepladser:
„I stedet for fodhegn kunne
man sætte nogle lave bænke
op hele vejen rundt, for der er
jo ikke ret mange steder man
kan sidde. Så ville børnene have
meget bedre mulighed for
at sætte sig ned to og to. Det
ville også være en god ide at
lave bænke inde i beplantningen,
selvfølgelig vil det slide
på det, men som det er nu, ser
det dødsygt ud.“
Uanset de gode intentioner
om at skabe et grønt miljø der
giver plads til de rette lysindfald
i klasselokalerne, er der ingen
tvivl om at mere markante
farver og former ville live
grundigt op i randbeplantningen.
Det handler om at tænke
nye tanker ind i skolens nærmiljø.
Lisbeth Rathsach understreger
at de grønne bede langs
murene er tænkt ud fra fortidens
pædagogiske idealer: „I
dag ville man nok have mere
sigte på hvordan man kan bruge
det her til at lege i. Det her
er mere til skue. Det ser rigtig
kønt ud, og det er i en højde
så man kan se løvet fra vinduerne,
så det ikke tager lyset. På
den måde er der jo tænkt over
det. Det er jo helt klart at der
har været en idé med det, men
i dag ville man tænke over,
hvordan ungerne kunne udfolde
sig i det, eller hvordan de
kan lave læringslege.“
Læringslege
Hvis Lisbeth Rathsach kunne
ønske frit, ville hun gerne have
en hinkerude og en lund som
de har ved SFO-siden. Hun er
klar over at det med at bryde
asfalten op og lave større beplantede
områder ligger en
del ud i fremtiden. Til gengæld
finder hun det realistisk med
løsninger som knytter læring
tættere til skolens uderum.
„Vi har holdt møde i danskudvalget
og talt om hvordan vi
får læringsstilene bedre repræsenteret
her på skolen. Og så
var vi et par stykker der syntes
at det var oplagt at have no-
GRØNT MILJØ 5/2009