En polsk Familie

Side 109
hvis jeg bare selv havde kunnet tie, men, forledt af min fordømte Letsindighed, fortalte
jeg det til Zeltner, han fortalte det igjen til Fru Tarnow, som nu er hans erklærede
Elskerinde, og hun betroede det til Emilie; men jeg haaber, at det ikke skal vare længe,
før Zeltner faaer den Løn, han fortjener."
"Nu fatter jeg det Hele," sagde Adalbert, "neppe erfoer Emilie Hemmeligheden, før
al hendes Kjærlighed forvandledes til Forbittrelse og til Had, ikke sandt?"
"Endnu engang havde vi en Sammenkomst, blev Casimir ved, "men den var af
anden Natur end de foregaaende. I den erklærede Emilie, at hun foragtede mig, at
Starosten havde Ret: Ingen kunde bygge sin Lykke paa mig; Ingen, blev hun ved, kunde
vente Troskab af et saa villieløst Væsen, der ikke engang var istand til at modstaae
Alexandras Yndigheder, og det fortrød hende inderlig, at hun ikke havde truffet et bedre
Valg. Med disse Ord forlod hun mig, og siden har jeg aldrig seet hende alene.
Døm om min Qval, da jeg igjen saae hende nærme sig til dig, da jeg mærkede,
hvorledes hun for dine Fødder udkastede sit gyldne magiske Net, da jeg mødte Jer
i Alleerne, hvor jeg selv i lykkeligere Timer havde vandret ved hendes Side; ja jeg
tilstaaer det, da bildte jeg mig ind, at jeg hadede dig. Jeg flygtede for mine egne Tanker,
Dag og Nat sværmede jeg om i Skoven og imellem Buskene og jog Ulven fra sit afsides
Leie; ja jeg skjulte mig i Hulerne under Jorden, for at jeg i Mørket kunde glemme min
Fortvivlelse, og dog glemte jeg den aldrig et Øieblik, og der var en hemmelig Magt, der
bestandig drog mig tilbage igjen. Den Gang jeg fandt dig alene med hende i Lysthuset,
besluttede jeg endelig, at enten du eller jeg skulde afsted, fra den Tid udspeidede jeg
dine Skridt, jeg vilde tvinge dig til en Kamp paa Liv og Død. Maaskee havde jeg i Dag
udført min Plan, hvis jeg ikke havde seet Munken ved din Side. Jeg ventede paa hans
Bortgang og fulgte Jer i Frastand. Da I var komne til Skovens Ende, skiltes I ikke ad,
som jeg havde troet, men satte Jer ned og begyndte en lang Samtale med hinanden.
Jeg stod imellem Buskene hundrede Skridt borte og legede med min Bøsse, det faldt
mig da ind, at jeg nu havde dit Liv i min Haand. Pludselig saae jeg en Stork i Egetræet,
under hvilket I sad, og jeg fik Lyst til at see Døden lege over den lykkelige Medbejlers
Hoved, jeg trykkede løs, og den knuste Fugl styrtede ned for dine Fødder.
Strax efter gik Munken, og jeg traadte frem, jeg havde to ladte Terzeroler i Beltet,
da kom du mig saa venlig i Møde, at du smeltede Isen om mit Hjerte, jeg forandrede
min Beslutning, og jeg kommer nu for at bede om din Tilgivelse."
"Min ulykkelige Broder, jeg tilgiver dig af mit inderste Hjerte."
"Ak," sukkede Casimir, idet han lænede sig til sin Broders Bryst, "vilde du til Tegn
paa din Tilgivelse bore mig en Dolk i Hjertet, da vilde jeg endnu i Døden takke dig for
dit Venskab."
"Kan det da ikke trøste dig, naar jeg forsikkrer dig om, at mine Tanker og min Hu
ere aldeles bortvendte fra Emilie?"
"Hvad? Elsker du hende ikke?"
"Engang troede jeg at elske hende, men det var ikke den ægte Kjærlighed, thi ellers
vilde jeg ikke saasnart være bleven Herre derover.
"Elsker du da en Anden?"
"For at berolige dig vil jeg tilstaae dig mit Hjertes Hemmelighed, jeg elsker Leontine,"
sagde Adalbert.
"Gud være evig lovet!" raabte Casimir og sprang op og kastede sig om sin Broders
Hals, "jeg vil gaae i Døden for dig, og hvad mere er, jeg vil bønfalde Alexandra om
hendes Forbøn for dig, og hjælper det ikke, da vil jeg bortføre hende for dig, jeg -"